Lovbestemmelserne om statsanstaltens virksomhed blev efter de ved lov nr. 507 af 20. december 1950 gennemførte ændringer samlet i lovbekendtgørelse nr. 11 af 15. januar 1951, der ved lov nr. 73 af 28. marts 1956 blev suppleret med en enkelt ny bestemmelse.
De ved nærværende lov gennemførte ændringer er for hovedpartens vedkommende begrundet i, at de senere års lovgivning har medført, at visse forsikringsarter, der tidligere spillede en forholdsvis mindre rolle, nu tegnes i et sådant omfang, at det ikke længere inden for de hidtidige lovgivningsmæssige rammer har været muligt på fuldt tilfredsstillende måde at opfylde forsikringstagernes rimelige ønsker. Loven tilsigter derfor at bringe reglerne i overensstemmelse med den stedfundne udvikling.
Ved § 1 forhøjes de hidtidige maksimale beløb, som statsanstalten kan forpligte sig til at udrede.
Maksimumsbeløbene ved dødsfald — 1000 000 kr. én gang for alle eller 100 000 kr. årlig — forhøjes til henholdsvis 1 500 000 kr. og 150 000 kr. Er der tegnet både livsforsikring og overlevelsesrente på samme person må livsforsikringens pålydende sum sammenlagt med det tidobbelte af overlevelsesrentens årlige beløb ikke overstige 1 500 000 kr. mod hidtil 1 000 000 kr.
Det maksimale årlige beløb ved 'pensionsforsikringer, som statsanstalten kan forpligte sig til at udrede ved tab af erhvervs- og arbejdsevne eller ved død, forhøjes fra 50 000 kr. til 100 000 kr.
De hidtidige maksimumsbeløb ved dødsfald har været gældende siden 1946, og forhøjelserne tilsigter alene en ajourføring. Maksimumsbeløbet ved pensionsforsikringer har været gældende siden 1951, men efter den stærke vækst i tegning af disse forsikringer, som har fundet sted i de senere år, har det vist sig at være for lavt til at dække forsikringstagernes ønske om tilstrækkelig dækning i tilfælde af invaliditet eller død.
Ved § 2 udvides den i lovens § 23 omhandlede adgang til præmiefritagelse ved invaliditet for forsikringer, ved hvis tegning der har været krævet helbredsoplysninger, til også at omfatte præmiebetalte forsikringer i form af livrenter og livsbetingede kapitalforsikringer.
Den interesse, som den forsikrede kan have heri, er gjort aktuel ved de nye indeksforsikringer, idet det for at opnå indekstillægget er nødvendigt, at forsikringen holdes i kraft i hele opsættelsestiden, og præmiefritagelse ved invaliditet betragtes som ikraftholdelse. Det er derfor fundet rimeligt, at der gives alle præmiebetalte oplevelsesforsikringer adgang til præmiefritagelse.
§ 3 åbner mulighed for med finansministerens godkendelse at yde et efter renteforholdene til enhver tid afpasset bonustillæg til den årlige ydelse efter forsikringer, der udbetales i rater.
Begrundelsen herfor er, at tegning af livsforsikringer, der udbetales i rater, i de senere år og specielt efter, at visse annuitetsforsikringer siden 1953 i skattemæssig henseende har været sidestillet med renteforsikringer, er blevet meget almindelig. Forsikringstallet (fordelingstallet til bonusudlodning) er for disse forsikringer fastsat uden hensyn til den rente ud over grundlagsrenten, som eventuelt indvindes i den periode, hvori annuiteten udbetales, og det er under et højt renteniveau fundet ubilligt, at forsikringen efter rateudbetalingens påbegyndelse ikke får andel i den rentefortjeneste, som statsanstalten eventuelt opnår ved at udbetale forsikringsbeløbet i rater fremfor at skulle udrede hele forsikringssummen.
Ved § 4 indsættes som en tilføjelse til lovens § 48 en bestemmelse, hvorefter statsanstaltens bestyrelse for visse forsikringsarter kan bestemme, at bonus i stedet for at udbetales kontant eller anvendes til opskrivning af forsikringsydelsen opsamles på en bonuskonto i statsanstalten til forrentning for den bonusberettigede, og at bonuskontoen ved forsikringsbegivenhedens indtræden anvendes til opskrivning af forsikringsydelsen.
I tilfælde af forsikringens ophævelse, eller såfremt der ved forsikringsbegivenhedens indtræden ikke kommer nogen forsikringsydelse til udbetaling, udbetales det på den pågældendes bonuskonto indestående til den efter forsikringsforholdet berettigede.
Om baggrunden for de anførte bestemmelser bemærkes følgende. Efter at det i skattelovgivningen var fastsat, at bonus for forsikringer med ret til fuldt præmiefradrag skal indkomstbeskattes, såfremt den udbetales kontant, fik statsanstalten ved lov nr. 73 af 28. marts 1956 adgang til at anvende den femårige bonus for sådanne forsikringer til opskrivning af forsikringsydelserne, hvorved den øjeblikkelige beskatning undgås, mens tilskrivningen til sin tid beskattes sammen med hovedydelserne.
Efter at det ved lov nr. 87 af 29. marts 1957 er bestemt, at bonus først skal beskattes, når udbetaling finder sted, vil det ikke være nødvendigt allerede ved hver bonusudlodning at anvende bonus til opskrivning, men bonus vil kunne opsamles til anvendelse ved forsikringsbegivenhedens indtræden. En sådan fremgangsmåde er af stor praktisk betydning for statsanstalten.
Forrentningen af bonuskontiene tænkes fastlagt for femårige perioder i forbindelse med valget af opgørelsesgrundlagene for statsanstaltens øvrige forsikringskonti.
Lovforslaget fik tilslutning fra alle partier i folketinget og gennemførtes uden udvalgsbehandling. Det vedtoges enstemmigt ved 3. behandling.