Ved loven udstrækkes den ved lov nr. 189 af 11. juni 1954 (årbog 1953-54, side 446) for visse frugtplantager hjemlede fritagelse for ejendomsskyld til staten og amtskommunen til også at gælde ejendomsskylden til kommunen.

Ifølge den ovenfor nævnte lov af 11. juni 1954 om beskatning af frugtplantager skal der for ejendomme, hvortil der hører en frugtplantage på 2 000 kvadratmeter eller derover, efter begæring fra ejeren foretages en særskilt ansættelse af, hvor stor en del af vurderingssummen til ejendomsskyld (ejendomsværdien) der falder på beplantningen med frugttræer. Hvor en sådan særskilt ansættelse foretages, fritages derefter den pågældende ejendom for ejendomsskyld til staten og amtskommunen af den del af den afgiftspligtige forskelsværdi, der falder på beplantningen.

Herudover var der ved lovens § 2, stk. 2, givet kommunalbestyrelserne i by- og sognekommunerne en bemyndigelse til at tilstå de pågældende ejendomme en tilsvarende fritagelse for den almindelige kommunale ejendomsskyld.

Denne bestemmelse er ved den heromhandlede lov erstattet med en ny bestemmelse, hvorefter det pålægges by- og sognekommunerne at tilstå denne fritagelse. Dog gælder den undtagelse, at såfremt sådan fritagelse måtte medføre, at der i en kommune sker en efter indenrigsministerens skøn væsentlig forrykkelse af grundlaget for den kommunale beskatning, skal indenrigsministeren være bemyndiget til for den til og med skatteåret 1962-63 pålignede ejendomsskyld at bestemme, at fritagelsen for ejendomsskyld ikke — eller kun delvis — skal gælde for ejendomsskyld til pågældende kommune.

Loven træder i kraft 1. april 1959.

Ved lovforslagets fremsættelse motiverede finansministeren de foreslåede ændringer med, at repræsentanter for Landsforeningen Dansk Frugtavl over for ham havde oplyst, at de fleste, men ikke alle kommuner, hvori der findes frugtplantager, gjorde brug af den hidtil gældende adgang til at fritage for kommunal ejendomsskyld, hvorfor landsforeningen påpegede det uheldige i, at der på denne måde var opstået uensartede beskatningsvilkår for frugtplantageejerne. Finansministeren havde fundet det rimeligt, at erhvervet udøvedes under så ligelige vilkår som muligt, men havde dog ikke ment at kunne se bort fra, at en generel fritagelsesregel kunne påvirke enkelte kommuners økonomi føleligt, hvorfor han havde foreslået, at sådanne kommuner ved henvendelse til indenrigsministeren skulle kunne opnå, at fritagelsesbestemmelsen ikke eller dog kun delvis skulle gælde for vedkommende kommuner.

Under lovforslagets behandling i udvalget indskrænkedes kommunernes adgang til ikke — eller kun delvis — at tilstå den omhandlede fritagelse til at gælde for tiden til og med skatteåret 1962-63, efter hvilket år fritagelsesreglerne er de samme for såvel ejendomsskylden til staten og amtskommunerne som til by- og sognekommunerne.

Lovforslaget blev ved 3. behandling i folketinget vedtaget enstemmigt.