Ved loven gennemførtes den sidste del af en ny samlet lovgivning om vurdering af fast ejendom og om ejendoms- og grundbeskatningen til staten, idet 3. og sidste del af det af finansministeren i folketingsåret 1955-56 herom fremsatte lovforslag (årbog 1955-56, side 95) vedtoges efter at være blevet genfremsat i en lidt ændret skikkelse.

Af det oprindeligt fremsatte forslag til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme vedtoges i folketingsåret 1955-56 alene afsnittet om vurderingen og vurderingsmyndighederne som lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets, faste ejendomme. I folketingsåret 1956-57 genfremsattes derefter den resterende del af det oprindelige lovforslag, men heraf gennemførtes i dette folketingsår alene de om fiksering af ejendomsskylden foreslåede regler, der vedtoges som en selvstændig lov (lov nr. 30 af 15. februar 1957 om fiksering af ejendomsskyld til staten — se årbog 1956-57, side 121).

Den herefter tilbageværende del af det oprindelige lovforslag gen fremsattes atter i folketingsåret 1957-58 som forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme, og heri var indarbejdet reglerne i den forannævnte lov om fiksering af ejendomsskyld til staten. Efter lovforslagets vedtagelse og stadfæstelse som lov nr. 180 af 7. juni 1958 har finansministeren gjort brug af den ham ved loven tillagte bemyndigelse til at optrykke lov nr. 179 af 23. juni 1956 med indføjelse af de ved den her omhandlede lov foretagne ændringer, således at alle regler angående såvel vurdering som beskatning af faste ejendomme nu er samlet i bekendtgørelse nr. 237 af 9. juli 1958 af lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, der herefter udgør det gældende grundlag for ejendomsbeskatningen til staten.

Lovbekendtgørelsen er inddelt i følgende fire hovedafsnit:

Afsnit I om vurdering og vurderingsmyndigheder (§§ 1-47), der i hovedsagen består af de bestemmelser, der blev gennemført i folketingsåret 1955-56 som lov nr. 179 af 23. juni 1956.

Afsnit II om grundbeskatningen (§§ 48-73), der repræsenterer den væsentligste del af de i folketingsåret 1957-58 gennemførte bestemmelser.

Afsnit III om ejendomsskylden (§§ 74-80), der bygger på — henholdsvis svarer til — de ved lov nr. 30 af 15. februar 1957 gennemførte bestemmelser om fiksering af ejendomsskyld til staten.

Afsnit IV (§§ 81-90), der indeholder regler om skatternes betaling, bestemmelser vedrørende lovens gennemførelse samt ikrafttrædelsesbestemmelser. Afsnittet udgør den sidste del af de i folketingsåret 1957-58 gennemførte bestemmelser.

Idet der vedrørende afsnit I og III henvises til årbog 1955-56, side 95, henholdsvis 1956-57, side 121, skal der om afsnit II og IV, der som foran nævnt tilsammen udgør de i folketingsåret 1957-58 gennemførte nye bestemmelser, her anføres følgende:

Det ved lov nr. 180 af 7. juni 1958 gennemførte afsnit om grundbeskatningen, der indgår som afsnit II i ovennævnte lovbekendtgørelse, er inddelt i et underafsnit A om grundskyld og et underafsnit B om grundstigningsskyld.

Ved underafsnit A, der omfatter §§ 48-50, opretholdes i § 48 den hidtil gældende grundskyldpromille (6 promille årlig af grundværdien efter fradrag for forbedringer). Derimod er som følge af ophævelsen af den fælleskommunale udligningsfond bortfaldet den hidtidige bestemmelse om afgivelse af de 4,4 promille til denne fond.

Mens de hidtil gældende regler om fritagelse for grundskyld til staten alle var samlet i § 8 i loven af 7. august 1922, er der ved den heromhandlede lovs §§ 49 og 50 foretaget en sondring mellem lovmæssig fritagelse (§ 49) og bevillingsmæssig fritagelse (§ 50).

Med hensyn til de lovmæssige fritagelser er reglen om fritagelse for statens ejendomme opretholdt, dog at, for så vidt angår de statsanstalten for livsforsikring tilhørende ejendomme, gælder fritagelse kun i det omfang, ejendommene anvendes til statsanstaltens egen virksomhed. Også kommunale ejendomme fritages som hidtil med den undtagelse, at ejendomme, der henligger ubenyttede, ikke længere kan fritages. Lovmæssigt fritaget er som hidtil også skoler, hospitaler, sygehuse m. v. samt endvidere statsanerkendte opdragelseshjem og institutioner for forebyggende børneforsorg, der hidtil er blevet fritaget bevillingsmæssigt. Det samme gælder sports- og idrætsanlæg tilhørende gymnastik-, idræts- og skytteforeninger eller andre organisationer med samme formål. Endvidere er ejendomme, der anvendes til ungdomslejre og -lejrpladser eller til feriekoloni for børn, fritaget for grundskyld til staten, når ejeren er en organisation, hvis hovedformål er at fremme børns eller unge menneskers friluftsliv. Der er for sports- og idrætsanlæggenes vedkommende sket en udvidelse i forhold til tidligere, men reglen er til gengæld begrænset derved, at finansministeren, i tilfælde hvor samfundsmæssige hensyn taler for, at et således fritaget areal overgår til anden anvendelse, navnlig bebyggelse, kan bestemme, at fritagelsen skal bortfalde. Forsamlingshuse nyder samme fritagelse som hidtil. Ny er derimod en bestemmelse om fritagelse for elektricitets-, gas- og vandværker, når adgangen til leverance fra værket står åben for alle inden for det område, hvori værket arbejder, for så vidt værkets indtægter — bortset fra normal forrentning af en eventuel indskudskapital — ifølge vedtægtsmæssig bestemmelse udelukkende kan anvendes til værkets formål. Endelig er blandt lovmæssige fritagelser medtaget fremmede staters gesandtskabs- og konsulatsejendomme på betingelse af, at den danske stats gesandtskabs- og konsulatsejendomme i vedkommende land nyder tilsvarende fritagelse. Denne bestemmelse er overført fra loven af 23. juni 1956.

Bevillingsmæssig fritagelse kan ifølge § 50 stadig helt eller delvis tilstås almenvelgørende stiftelser eller andre institutioner med almennyttigt formål. Dog er bortfaldet den tidligere bestemmelse om, at også en ejendom, der udlejes til anvendelse i et til fritagelse kvalificerende formål, kan fritages. Ny er derimod en bestemmelse om, at fritagelse kan tilstås f. eks. for arealer, der er erhvervet af en kirkekomité til opførelse af en kirke, i tiden indtil kirkens opførelse. Ligeledes ny er en bestemmelse om, at finansministeren kan tilstå en vis, tidsbegrænset fritagelse for skove, der er undergået en vis forringelse som følge af brand, storm, svampeangreb eller lignende begivenheder.

Reglerne om grundstigningsskylden i underafsnit B (§§ 51-73) bygger i hovedsagen på reglerne i den hidtil gældende lov om grundstigningsskyld (lov nr. 265 af 27. maj 1950), idet der dog på væsentlige punkter er foretaget ændringer i de hidtil gældende bestemmelser, hvilket især gælder med hensyn til reglerne om den grundværdistigning, der inddrages under afgiftspligten. Disse ændringer belyses bedst ved at sammenligne hovedpunkterne i de nugældende regler og de tidligere gældende.

Efter den tidligste lov om grundstigningsskyld (lov nr. 202 af 20. maj 1933) var „nulpunktet" (d. v. s. udgangspunktet for beregningen af grundværdistigningen) fastsat som grundværdien efter fradrag for forbedringer ved 7. almindelige vurdering pr. 1. januar 1932, eventuelt omvurderingen pr. 1. januar 1933, men af den på dette grundlag konstaterede grundværdistigning svaredes kun afgift af halvdelen, efter at der i forvejen var fradraget 2 såkaldte grundbeløb stillæg: Tillæg I („konjunkturtillægget") beregnet i forhold til grundbeløbet med en procent, der skulle svare til den almindelige stigning i grundværdierne, og tillæg II („fejlvurderingstillægget") = 10 pct. af grundværdien, dog med nogen nedsættelse for grundværdier, der var over 40 kr. pr. m2.

Ved 1950-loven (lov nr. 265 af 27. maj 1950) skærpedes imidlertid afgiftsreglerne, idet man under afgiften inddrog 3/4 af grundværdistigningen, mens man bibeholdt grundbeløbstillæggene i det væsentlige uforandret. Med hensyn til udgangspunktet for beregningen af denne skærpede grundværdistigningsafgift fastsattes det i 1950-loven, at grundværdien efter fradrag for forbedringer ved 10. almindelige vurdering pr. 1. oktober 1950 skulle være grundbeløb ved udmåling af den grundværdistigning, hvorpå 1950-lovens regler fandt anvendelse, mens den ved 10. almindelige vurdering i henhold til 1933-loven beregnede afgiftspligtige grundværdistigning fikseredes.

Den ved den nugældende lov gennemførte skærpelse i forhold til tidligere love består i, at det tidligere „fejlvurderingstillæg" er bortfaldet, at reglerne for beregningen af „konjunkturtillægget" er ændret, samt at hele den derefter beregnede grundværdistigning inddrages under afgiften mod som hidtil kun 3/4 af denne.

Som udgangspunkt for beregningen af den afgiftspligtige grundværdistigning i henhold til den nu gennemførte lov bevares 1950-lovens grundbeløb, men de skærpede regler for beregningen af grundstigningsskylden får ikke virkning for den grundværdistigning, der er konstateret i tiden mellem 10. alm. vurdering og ikrafttrædelsen af de nye lovregler, idet der ved lovens ikrafttræden gives den enkelte ejendom en afgiftsfritagelse, der ophæver skærpelsen, for så vidt angår den grundværdistigning, der er konstateret inden lovens ikrafttræden.

Angående indholdet af de enkelte bestemmelser i §§ 51-73 skal i hovedtræk anføres følgende:

I § 51 fastslås, at grundstigningsskyld som hidtil svares på grundlag af stigningen i grundværdien efter fradrag for forbedringer; afgiften udgør 4 pct. årlig af den afgiftspligtige grundstigning. Fritaget er i samme omfang som hidtil ejendomme, hvoraf der svares jordrente.

Angående beregningen af det fremtidige konjunkturtillæg bestemmes i § 56, stk. 1 og 2, følgende:

„Efter hver almindelig vurdering, første gang efter den 12. alm. vurdering, foretages der for hele landet, med undtagelse af København, Frederiksberg og Københavns amtsrådskreds samt Århus, Odense, Ålborg, Esbjerg og Nørresundby købstæder og Holme-Tranbjerg, Brabrand, Åby, Vejlby-Risskov, Hasle-Skejby-Lisbjerg, Viby, Dalum, Pårup, Hasseris, Sundby-Hvorup og Guldager sognekommuner, en opgørelse af den procent, hvormed grundværdien af samtlige ejendomme overstiger grundværdien ved den 10. alm. vurdering inden for det samme område. Procenten afrundes opefter til den nærmeste fulde procent.

I tiden indtil den påfølgende almindelige vurdering gives der hver ejendom et tillæg til ejendommens grundbeløb med denne procent, beregnet af grundbeløbet, samt endvidere et tillæg beregnet med 10 pct. af den del af ejendommens grundbeløb, der udgør højst 1 kr. pr. m2 vurderet areal."

Bestemmelsen i paragraffens 2. stk. om det yderligere tillæg (10 pct.-tillægget) til konjunkturtillægget var i bemærkningerne motiveret med en henvisning til, at konjunkturbevægelsen for landbrugsejendomme kan have forskellig styrke i de forskellige dele af landet, hvorfor det almindelige konjunkturtillæg beregnet efter stk. 1 ikke i alle tilfælde kan antages at være tilstrækkeligt til at dække konjunkturstigningen for almindelige landbrugsejendomme. Ved at give det omhandlede 10 pct.-tillæg som et ekstra konjunkturtillæg skulle dette forhold kunne imødegås.

I samme paragraf indsattes under udvalgsbehandlingen som stk. 4:

„For ejendomme, der har fradrag for forbedringer, beregnes tillæggene i henhold til stk. 2 og 3 af vedkommende ejendoms grundbeløb med tillæg af beløbet for fradraget for forbedringer."

Denne tilføjelse begrundedes med, at fradrag for forbedringer i henhold til lovens almindelige bestemmelser herom ikke kan overstige de anvendte bekostninger. Hvis tilføjelsen derfor ikke blev foretaget, ville f. eks. en landbrugsejendom, der har et betydeligt fradrag for forbedringer, kunne blive pålignet grundstigningsskyld, uanset at dens grundværdi ikke var steget mere end svarende til den almindelige konjunkturstigning, alene fordi fradraget ellers ikke ville blive justeret under hensyntagen til prisudviklingen.

I § 57, stk. 1, bestemmes, at det har sit forblivende ved bestemmelserne i § 8, stk. 1-3, i lov nr. 265 af 27. maj 1950 om beregning af "fikseret ældre grundstigning". Samtidig gives der i de følgende stykker regler for fordelingen af den fikserede ældre grundstigning i tilfælde af udstykning eller sammenlægning, og endelig fastslås det i paragraffens 5. og sidste stykke, at den fikserede ældre grundstigning lægges til den regulerede grundstigning.

Om den regulerede grundstigning og beregningen af den afgiftspligtige grundstigning fastsættes i § 58 følgende:

„Fra grundværdien efter fradrag for forbedringer ifølge den til enhver tid sidst foretagne ansættelse af grundværdien trækkes grundbeløbet med grundbeløbstillæg. Det herved fremkomne forskelsbeløb benævnes „den regulerede grundstigning. I de tilfælde, hvor der ikke gives tillæg for fikseret ældre grundstigning i henhold til § 57, stk. 5, eller fradrag i henhold til § 59 eller fradrag for værditab i henhold til § 60, er den regulerede grundstigning lig den afgiftspligtige grundstigning. I de tilfælde, hvor der gives tillæg i henhold til § 57, stk. 5, og/eller fradrag i henhold til §§ 59 og 60, er den regulerede grundstigning med nævnte tillæg og/eller fradrag lig den afgiftspligtige grundstigning. Den afgiftspligtige grundstigning rundes nedad til det nærmeste med 100 delelige antal kroner."

Princippet i beregningen af den afgiftspligtige grundstigning er således bibeholdt fra 1950-lovens § 7; forskellen ligger i indførelsen af „den regulerede grundstigning" i stedet for 1950-lovens „reducerede grundstigning", der udregnet på grundlag af samme talmateriale kun ville andrage 3/4 af den nye lovs „regulerede grundstigning".

For at den ved overgangen fra 1950-lovens „reducerede grundstigning" til 1958-lovens „regulerede grundstigning" fremkomne skærpelse ved beregningen af den afgiftspligtige grundstigning ikke skal få virkning helt tilbage til 1950, gives des ved § 59 hver ejendom et fast fradrag svarende til forskellen mellem „den regulerede grundstigning" og „den reducerede grundstigning beregnet på grundlag af grundværdiansættelsen ved omvurderingen pr. 1. september 1958 eller den seneste inden da foretagne grundværdiansættelse.

Ved den hidtil gældende lov sikredes et fradrag for værditab i de tilfælde, hvor der ved vurderingen af en ejendom konstateredes en grundværdistigning, der dog havde til forudsætning for sin udnyttelse, at grunden måtte overgå til en anden anvendelse, hvorved der ville indtræffe tab på de hidtidige anlæg, bygninger, beplantninger el. lign. Denne adgang til fradrag for værditab er bibeholdt i den nye lovs § 60, men der er dog sket en realitetsændring i forhold til de tidligere gældende bestemmelser, idet der er foretaget dels en tydeligere afgrænsning af de tilfælde, i hvilke værditabsansættelse skal ske, dels en ordning til sikring af, at et ansat værditab i videst muligt omfang kommer ejeren til gode, hvilket er sikret ved en ændring af reglerne for værditabsbeløbets fordeling i tilfælde af udstykning.

Ny er bestemmelsen i lovens § 63, hvor det foreskrives, at overdragelsesdokumenter vedrørende fast ejendom i de tilfælde, hvor der ved vederlagets fastsættelse foreligger en selvstændig beregning af afgiftspligtig grundstigning, skal affattes således, at berigtigelsen af overdragelsesvederlaget for et beløb svarende til den afgiftspligtige grundstigning skal ske ved overtagelsen af denne. Er overdragelsesdokumentet ikke affattet på denne måde, må det ikke indføres i tingbogen; der kan dog af tinglysningsdommeren gives parterne en frist til at bringe forholdet i orden.

Hensigten med denne nye bestemmelse er at sikre, at køberne, i de tilfælde hvor beregningen af den afgiftspligtige grundværdistigning foreligger på tidspunktet for købets indgåelse, gøres fuldt ud bekendt med den grundstigningsskyld, de overtager ved købet. Foreligger der derimod ikke på tidspunktet for købets indgåelse en selvstændig beregning af afgiftspligtig grundstigning, gælder ifølge § 64 tilsvarende regler som i den tidligere lov, dog at den i 1950-lovens § 15, stk. 5, indeholdte regel om adgang for en ejer til at få en uforbindende erklæring fra vurderingsrådet om grundværdien for opmålte, men endnu ikke særskilt matrikulerede arealer under salg ikke er medtaget. Motiveringen herfor er dels, at bestemmelsen stiller vurderingsrådet over for yderst vanskelige opgaver, dels at de pågældende erklæringer i mange tilfælde ikke vil være fyldestgørende for ejeren som grundlag for en beregning af, hvilken afgiftspligtig grundstigning der vil opstå for det pågældende areal ved en senere udstykningsvurdering, hvorfor erklæringerne kan befrygtes at ville virke mod deres hensigt.

De resterende bestemmelser i §§ 65-73 i underafsnittet om grundstigningsskylden angående forlods vurdering, fritagelse for grundstigningsskyld, nedskrivning og afkortning svarer med enkelte mindre ændringer til bestemmelserne herom i den tidligere gældende lov, dog at der er foretaget en forhøjelse af visse fritagelsesbeløb fra 4 000 kr. til 6 000 kr.

Reglerne i afsnit IV om skatternes betaling m. v. (§§ 81-90) svarer med enkelte mindre ændringer af hovedsagelig teknisk karakter til de herom hidtil gældende regler. Nævnes kan en omlægning af skatteåret fra kalenderåret til finansåret samt indsættelse af en ny bestemmelse, hvorefter en skatteyder, der får tilbagebetalt for meget erlagt skat, har krav på renter af det tilbagebetalte beløb.

Ved 1. behandling af lovforslaget anbefaledes dette af ordførerne for socialdemokratiet, det radikale venstre, retsforbundet og kommunisterne, mens Thorkil Kristensen (V) gik imod den foreslåede skærpelse af grundstigningsskyldreglerne. Thestrup (KF) afviste enhver medvirken ved gennemførelse af en lov om grundstigningsskyld og udtalte i denne forbindelse bl. a.:

„Når mit parti aldrig har stemt for de grundstigningsskyldlove, vi har haft her i landet, er grunden, at det efter vor opfattelse med det vurderingssystem, vi har, ikke er muligt at nå til et rigtigt resultat med hensyn til, hvor meget ejendommens værdi i virkeligheden er steget, eller hvor stor en del af stigningen der er samfundsskabt. Hertil kommer, at i selve definitionen af, hvad der er samfundsskabt, er mit parti ikke enig med de partier, der har gennemført disse love, idet det er vor opfattelse, at under begrebet „samfundsskabt værdi" kan ikke regnes den stigning i ejendommens pris, som er en følge af faldet i møntens værdi. Det er altså selve grundlaget for loven, der efter vor opfattelse svigter."

Lovforslaget blev ved 3. behandling vedtaget med 87 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 60 (V og KF), mens 1 grønlandsk medlem undlod at stemme.