Lovforslaget havde følgende indhold:

De i lov nr. 197 af 6. juli 1957 om et stabiliseringslån omhandlede ydelser til et stabiliseringslån for skatteåret 1958-59 bortfalder.

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte Axel Kristensen (V) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:

„Under behandlingen sidste sommer af denne lov anerkendte vi, at en sanering af vor økonomi var nødvendig, men vi hævdede samtidig, at stabiliseringslånet ikke var særlig egnet hertil, idet vi mente, det ville virke produktionsbegrænsende og fremmende for arbejdsløsheden, og vi mener, at det under de nuværende økonomiske forhold er det i højere grad, end tilfældet var, dengang loven blev vedtaget.

Den økonomiske stilling er ændret væsentligt siden sidste sommer. Landets valutastilling er stærkt forbedret dels ved optagelse af lån, dels på anden måde, hvad jeg ikke skal komme ind på her. Obligationskurserne er steget, og pengerigeligheden i pengeinstitutterne er også steget. Samtidig er der sket væsentlige forringelser. Landbrugets købeevne er faldet stærkt, der er nedgang i industriproduktionen, og der synes at være en begyndende nedgang i vor industrieksport. Skibsfartens indtjening er faldet stærkt, og vi står foran en stigende arbejdsløshed."

Forslagsstillerne mente derfor, „at det i den forhåndenværende situation vil være rigtigt at lade erhvervslivets folk beholde disse 200 mill. kr., som stabiliseringslånets anden del repræsenterer; dette beløb vil nemlig betyde større beskæftigelse, større initiativ, og midlerne vil hyppigt blive sat ind, hvor de skaber produktivt varigt arbejde, der igen giver andet arbejde. Staten må så gå på lånemarkedet og få et beløb, svarende til det, den ellers måtte mangle til at finansiere de forpligtelser, den har påtaget sig mod vort ønske.

Det er jo sådan, at arbejdsløsheden i en situation som den, vi nu er i, har en selvopskruende virkning, fordi folk bliver bange og holder igen. Ethvert incitament til at bremse denne selvopskruende virkning må derfor bruges, og et af de få midler, vi har, er at standse udskrivningen af stabiliseringslånet. Det er motiveringen for fremsættelsen af dette lovforslag."

Finansministeren kunne ikke tiltræde lovforslaget. Han mente, at stabiliseringslånet havde virket efter sin hensigt, og fandt ikke, at den økonomiske situation havde ændret sig så meget, at tiden var inde til en finanspolitisk kovending. Og selv om man skulle nå til den opfattelse, at forholdene opfordrede til en lempelse af vor økonomiske politik, var det ikke givet, at man netop skulle vælge at ophøre med at opkræve stabiliseringslånet. „Jeg kan sige det på en anden måde: hvis man har den opfattelse, det ærede medlem øjensynlig har, af den økonomiske udvikling, var det vel nok rimeligere at gå længere i retning af at nedsætte skatter eller andre ting, der kraftigere ville stimulere forbruget, end at ophøre med stabiliseringslånet. Man kan også spørge, hvor den politiske begrundelse ligger for at vælge stabiliseringslånet fremfor disse andre ting. Jeg mener ikke, man skal gå den vej, men hvis man skulle nå til den fælles opfattelse nu eller senere, må man da begynde at diskutere, hvad det er, man så skal gøre, men det er ikke givet, blot fordi oppositionen har valgt stabiliseringslånet som prügelknabe, at det er det, der skal ophæves." Finansministeren ville imidlertid hilse det med glæde, om man i et udvalg tog spørgsmålet om, hvad der kunne gøres for at fremme beskæftigelsen, op til overvejelse.

I overensstemmelse hermed udtalte Per Hækkerup (S) bl. a.: „Jeg lyttede med opmærksomhed til det ærede medlem hr. Axel Kristensens bemærkninger, hvor han gav udtryk for sin interesse for beskæftigelsen. Det er et spørgsmål, som i allerhøjeste grad interesserer mit parti, og hvis vi under et kommende udvalgsarbejde kan få en frugtbar og positiv drøftelse af, hvad vi kan gøre for at nedsætte arbejdsløsheden, der vitterlig er for stor, en drøftelse af, hvilke foranstaltninger vi kan gennemføre for at opnå beskæftigelse på baggrund af den situation, vi har, med en bedre valutastilling, en rigeligere forsyning på pengemarkedet, vil jeg for mit vedkommende være overordentlig interesseret i det. Ellers tror jeg ikke, der er megen chance for, at jeg kan give tilslutning til forslaget om ophævelse af stabiliseringslånet."

Poul Møller (KF) gik i en udførlig redegørelse stærkt ind for en gennemførelse af lovforslaget, mens Aage Fogh (RV) og Niels Andersen (DR) gjorde gældende, at en rentesænkning ville betyde mere for erhvervslivet end vedtagelsen af det foreliggende — efter deres opfattelse stærkt politisk betonede — lovforslag. Aksel Larsen (DK) tillagde heller ikke sagen større betydning for beskæftigelsessituationen. Hans parti havde stemt imod loven om udskrivning af et stabiliseringslån, men ville stille sig mere velvilligt over for dens bortfald, hvis det ikke drejede sig om „et isoleret forslag, som ganske åbenbart er møntet på at drive agitation. Vi skulle stille os mere velvilligt over for det, hvis det var kædet sammen med forslag om ophævelse af væsentlige dele af den øvrige såkaldte kriselovgivning. Hvis de ærede forslagsstillere er villige til at kombinere deres forslag med en bestemmelse om, at pristalsforfalskningen, som blev besluttet i juni måned i fjor, skal ophøre, så er vi til at tale til, men ellers har det foreliggende lovforslag ikke vor store interesse."

Uden for ordførernes kreds fremsatte Thorkil Kristensen (V) nogle betragtninger, der mundede ud i følgende konklusion: „Hvis dette lovforslag kommer til afstemning, som det er, vil jeg undlade at stemme, da jeg ikke mener, at stabiliseringslånet er en god foranstaltning, men heller ikke mener det forsvarligt at afskaffe det uden at sætte noget andet i stedet. Jeg ville imidlertid foretrække, at denne debat kunne blive udgangspunktet for en drøftelse om en mere opbyggende politik."

Lovforslaget henvistes efter 1. behandling til et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.