Lovforslaget gik ud på ændring af nogle af bestemmelserne i lov nr. 169 af 30. marts 1946 om iværksættelse af offentlige arbejder m. v. og beskæftigelse af arbejdsløse. De foreslåede ændringer, der havde til hensigt at gøre de i loven omhandlede beskæftigelsesarbejder billigere og at skabe mere tidssvarende bestemmelser om, hvem der kan beskæftiges ved disse arbejder, vedrørte følgende bestemmelser i loven:

1) §2, stk. 1, der i den gældende formulering bestemmer, at der ved de omhandlede beskæftigelsesarbejder alene kan beskæftiges arbejdsløse, som anvises af den offentlige arbejdsanvisning. Denne bestemmelse foresloges affattet således:

„Ved de i § 1, stk. 1, omhandlede arbejder skal 90 pct. af de beskæftigede være arbejdsløse, der anvises af den offentlige arbejdsanvisning, hvorved forstås de offentlige arbejdsanvisningskontorer, de kommunale beskæftigelsesudvalg og de statsanerkendte arbejdsløshedskasser. Det skal dog uanset de krævede 90 pct. altid være tilladt at anvende 2 ikke anviste ved beskæftigelse af indtil 10 og 4 ikke anviste ved beskæftigelse af mellem 10 og 40 arbejdere."

Ved ændringen tilsigtedes, at der ved disse arbejder også skulle kunne beskæftiges arbejdere, der er kendt med arbejdsgangen ved de iværksatte arbejder og således kan være vejledende for de øvrige arbejdere.

2) § 5, stk. 6, hvortil foresloges føjet følgende nye punktum: „Arbejder, der iværksættes i henhold til nærværende lov, skal, når udgifterne hertil skønnes at overstige 25 000 kr., udbydes i licitation."

Tilføjelsen tilsigtede at skabe fuld konkurrence ved disse arbejders udførelse og dermed en billiggørelse af beskæftigelsesarbejderne i det hele taget.

3) § 6, stk. 3, 1. punktum, der som en betingelse for henvisning af arbejdsløse foreskriver, at de pågældende skal have været uden beskæftigelse i mindst 4 måneder (100 dage) inden for det sidste år, og at der — som regel — skal være hengået mindst 14 dage siden sidste arbejdsophør.

Denne bestemmelse foresloges ophævet under henvisning til, at den havde virket urimelig i praksis, idet den havde virket diskvalificerende for arbejdere, der flittigt havde søgt at skaffe sig småbeskæftigelser.

4) § 10, stk. 1, 1. punktum, der foreskriver, at der ved de i henhold til § 4 iværksatte arbejder (arbejder, der iværksættes af staten, kommunerne eller institutioner med bekæmpelse af arbejdsløshed som væsentligt formål) almindeligvis ikke må beskæftiges arbejdsløse, som kan få normal beskæftigelse.

Bestemmelsen foresloges givet følgende nye affattelse:

„Ved de i henhold til § 4 iværksatte arbejder finder bestemmelserne i § 2, stk. 1, tilsvarende anvendelse."

Ved lovforslagets 1. behandling udtalte arbejdsministeren, at han fandt flere af de foreslåede bestemmelser egnede til forhandling, og at han ville stille sig imødekommende ved sådanne forhandlinger. Dette gjaldt især de under punkterne 1) og 2) anførte forslag, hvorom ministeren udtalte, at der ikke var stor forskel mellem de foreslåede og de af arbejdsministeriet praktiserede regler. Derimod var han mere betænkelig ved det under punkt 3) fremsatte forslag om at lade 1. punktum i § 6, stk. 3, udgå, idet man herved ville røre ved de fundamentale bestemmelser i loven. Ministeren kom derefter ind på yderligere en række problemer inden for beskæftigelseslovens område, som han kunne ønske taget op til fornyet behandling på grundlag af de af administrationen indhøstede erfaringer. Peter Ravn (S), hvis udtalelser stort set lå på linje med ministerens, udtalte bl. a.: „Jeg vil sammenfatte min mening om det foreliggende lovforslag ved at sige, at vi med interesse vil følge det kommende udvalgsarbejde, og hvis man kan overbevise os om, at der er enkelte ting, der skal rettes, kan vi tale om det, men vor opfattelse er, at hovedprincipperne i loven må blive stående; i alt fald vil vi være meget betænkelige ved at røre ved den sociale linje, som loven indeholder."

Fra Morten Larsen (RV) og J. M. Pedersen (DR) blev der givet tilsagn om velvillig og saglig behandling i udvalget, hvorimod Alfred Jensen (DK) ikke fandt, at lovforslaget indeholdt ret meget, der rørte ved det virkelige problem: fremme af beskæftigelsen.

Lovforslaget blev henvist til behandling i et udvalg, der ikke afgav betænkning inden samlingens afslutning. Under udvalgets arbejde med lovforslaget forelagde imidlertid arbejdsministeren for dette forslag om en lovændring af mere omfattende og principiel karakter. Da udvalget ikke fandt, at ministerens forslag kunne behandles som ændringsforslag til det lovforslag, der var henvist til behandling i udvalget, fremsatte ministeren den 21. maj sit forslag i folketinget som forslag til lov om iværksættelse af offentlige arbejder m. v. og beskæftigelse af arbejdsløse. (Se side 501).