Lovforslaget tilsigtede at skaffe landbruget en skattepolitisk lettelse. Det gik ud på, at der skulle foretages følgende ændringer i lov nr. 188 af 20. maj 1933 om kommunale ejendomsskatter, jfr. § 25 i lov nr. 100 af 14. april 1937, lov nr. 46 af 14. februar 1951, lov nr. 361 af 22. december 1954, lov nr. 166 af 24. maj 1955 og lov nr. 31 af 15. februar 1957:

1) I § 6, stk. 2, indsættes efter 1. punktum:

„Det tal, der angiver grundskyldpromillens størrelse, må højst udgøre 3 gange det tal, der angiver den gennemsnitlige størrelse af skatteprocenten i kommunen for de nærmest foregående 4 år."

Som begrundelse herfor anførte ordføreren for forslagstillerne, Thisted Knudsen (V), i sin fremsættelsestale bl. a.:

„Vi foreslår for det første, at der lægges loft over den sognekommunale skatteudskrivning på fast ejendom, og dette er for så vidt slet ikke noget nyt. Den højtærede finansminister har i tidligere betragtninger været inde på problemet ved at foreslå et vist forhold mellem skatteprocenten og grundskyldpromillen i den sognekommunale beskatning. Vi foreslår, at den sognekommunale grundskyldpromille højst må udgøre 3 gange det tal, der angiver den gennemsnitlige størrelse af skatteprocenten i kommunen for de nærmest foregående 4 år. Sognekommunerne vil altså fortsat kunne fastsætte ligningsforholdet mellem personlige skatter og ejendomsskatter. Det, der sker, er, at man begrænser forholdet mellem skatteprocent og grundskyldpromille. Vi ved meget vel, at forholdene er forskellige fra sognekommune til sognekommune, og at det derfor vil være nødvendigt at gennemføre visse overgangsbestemmelser. Vi har ikke i lovforslaget stillet forslag i denne henseende, men vi vil gerne under den udvalgsbehandling, som vi regner med vil finde sted, med den højtærede indenrigsminister drøfte denne side af sagen, som vi også lægger vægt på."

2) I § 8 affattes stk. 2 således:

„Statskassens årlige tilskud udgør 2 mill. kr. for hver fulde promille, landbrugets forrentningsprocent af handelsværdien i det skatteåret nærmest foregående kalenderår har været mindre end 5, dog at tilskuddet ikke kan overstige 60 mill. kr."

I den nugældende affattelse, der stammer fra 1933, har bestemmelsen følgende ordlyd:

„Statskassens årlige tilskud udgør 465 000 kr. for hver fulde promille, landbrugets forrentningsprocent af handelsværdien i det skatteåret nærmest foregående kalenderår har været mindre end forrentningsprocenten af handelsværdien for regnskabsåret 1929-30 (4,3), dog at tilskuddet ikke kan overstige 20 mill. kr.".

Den foreslåede ændring indebar efter forslagsstillernes opfattelse kun en ajourføring af de gældende regler, når man tog pris- og renteforholdenes udvikling siden 1933 i betragtning.

Indenrigsministeren fandt forslaget vedrørende § 6 meget mærkeligt. „Man har ganske vist tidligere her i tinget set et forslag — fra den forrige regering — hvor forholdet var sat således, at grundskyldpromillen højst kunne være 5 gange skatteprocentens højde; men dér var det dog skatteprocenten i det samme år, man skulle sammenligne med, hvorimod det i det foreliggende lovforslag er den gennemsnitlige skatteprocent for de fire foregående år, man skal sammenligne med. Det vil sige, at enhver forhøjelse af kommunens budget udelukkende skal dækkes ved personlige skatter, da de fire foregående års gennemsnitlige skatteprocent jo ligger fast. Det foreliggende forslag betyder derfor en meget væsentlig ændring i forhold til det lovforslag, den forrige regering fremsatte for et år siden.

Da skatteudskrivningen i de senere år har været stigende, må man forudse, at en ændring som den foreslåede ville kunne få ret stor betydning. Hvis man skal anvende den regel, som her er foreslået, vil det efter tallene for skatteåret 1956-57 tvinge over 80 pct. af landets sognekommuner til at foretage ændring i den fordeling af beskatningen, de hidtil har haft, og hvis man går ud fra, at der vil komme en vis skattestigning, ville det f. eks. for indeværende år berøre ca. 90 pct. af samtlige sognekommuner her i landet; de vil blive tvunget til at gennemføre en ændring i ligningsforholdet, en ændring, som de måske ikke selv har ønsket, uden at de selv kan blive medbestemmende, og uden at der kan tages hensyn til kommunens særlige forhold."

Heller ikke de ændrede regler om tilskuddet til amtskommunerne kunne ministeren bifalde. „Efter de gældende regler er det maksimale tilskud for øjeblikket 20 mill. kr., og det nås først, når forrentningsprocenten kommer ned på 0,1. Efter det her fremsatte forslag ville det maksimale tilskud, de 60 mill. kr., allerede nås ved en forrentningsprocent på 2. Motiveringen for den foreslåede store forhøjelse er ønsket om at afhjælpe landbrugets trængsler", men man måtte tage i betragtning, at der „i amtskommunerne findes en mængde andre ejendomsbesiddere end just dem, der har landejendomme, og disse ejendomsbesidderes antal har i de senere år været stærkt stigende. Stationsbyerne vokser, og omegnskommunerne her omkring København og omkring andre store byer vokser også stærkt. Det vil altså sige, at hvis man skal fortsætte på dette grundlag, kommer man til at give ikke alene landbrugerne et nedslag i skatten, men også alle de øvrige ejendomsbiddere. Skal et sådant forslag derfor begrundes med hensynet til landbruget, vil det i hvert fald være naturligt at begrænse virkningerne til at gælde for landbrugsejendomme.

Det vil være helt urimeligt at forøge tilskuddet så meget, som det her er foreslået, hvis man skal beholde det hidtidige beregningsgrundlag, der er fastsat så langt tilbage som omkring 1930."

Ordføreren for forslagsstillerne opfattede indenrigsministerens bemærkninger således, at han trods alt var villig til at forhandle om de rejste problemer. Det afgørende var efter forslagstillernes opfattelse, at man både i amtskommunerne og i sognekommunerne stod over for nye udgiftsstigninger. „Den højtærede indenrigsminister ved lige så vel som jeg, at den ny sygeplejeordning, som er vedtaget i det høje ting, allerede fra 1. april 1958 vil bebyrde amtskommunerne med nye udgifter. Alle ved også, at således som beskatningen af fast ejendom her i landet har udviklet sig, begyndende i 1867, uden at man i virkeligheden har rørt ved den siden, må landbruget betale rundt regnet halvdelen af denne. Den højtærede indenrigsminister bør vide og ved, at landbrugets økonomiske situation i dag er en sådan, at indtægterne har været faldende, uden at udgifterne har haft en tilsvarende bevægelse. Situationen er den, at de kommuner, der udskriver skat på fast ejendom, amtskommuner og sognekommuner, står over for nye udgiftsstigninger, og hvis ikke der gribes ind før den 1. april 1958, vil følgen heraf blive, at beskatningen på fast ejendom vil stige væsentligt og afgørende især for landbruget.

Det er baggrunden for disse forslag. Så kan den højtærede indenrigsminister komme med en lang række tekniske bemærkninger, således som ministeren er i stand til det i kraft af, at han har administrationsapparatet, men det er ikke det afgørende. Det afgørende er det principielle, at vi står i en situation, hvor det ikke med rimelighed kan kræves, at et erhverv skal bære den nuværende beskatning med alle dens skævheder, som råber til himlen."

Under den videre forhandling understregede Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF), som også ordføreren for forslagsstillerne havde gjort det, at man var villig til forhandling om, hvordan spørgsmålene bedst kunne ordnes. Ordførerne for de tre regeringspartier og for kommunisterne afviste ikke, at lovforslaget berørte forskellige problemer, som måtte tages op til overvejelse, men de havde hver især væsentlige indvendinger at gøre mod, hvad der her var bragt i forslag.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, som ikke afgav betænkning.