Ifølge den gældende lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 43 af 18. februar 1952 med senere ændringer, udbetales der i almindelighed — bortset fra muligheden for dispensation — ikke arbejdsløshedsunderstøttelse for de første dage i en arbejdsløshedsperiode.

Ved nærværende lovforslag foresloges det at ophæve denne karenstid.

Endvidere indeholdt lovforslaget en bestemmelse, hvorefter arbejdsløshedskasserne skulle være berettiget til at udbetale understøttelse for karensdage i perioden fra 1. oktober 1957 til lovens ikrafttræden.

Endelig foresloges socialministeren bemyndiget til inden for et beløb af 10 mill. kr. at yde ekstratilskud til arbejdsløshedskasser, der ikke uden kontingentforhøjelse ville kunne afholde de øgede udgifter.

Som begrundelse for lovforslaget anførte ordføreren for forslagsstillerne, Alfred Jensen (DK), bl. a.:

"Alene det at gå fra en normal arbejdsfortjeneste og over til arbejdsløshedsunderstøttelsen er et hårdt slag for et hjems økonomi. Som regel betyder det halvering af indtægten og ofte endda mere. Under sådanne omstændigheder kan det ikke være rimeligt, at den arbejdsløse skal starte en ledighedsperiode med at mangle en uges indtægt eller mere. Det er for mange aldeles ødelæggende, fordi de ikke har og ikke kan have nogen økonomisk reserve at stå imod med. Når det drejer sig om sygdom, har man været opmærksom herpå og taget hensyn hertil. Her er ikke nogen karenstidsbestemmelse. Sygekasserne yder dagpenge fra første dag for sygdom, når sygdommen varer fire dage eller derover.

Den stærke kritik af karenstidsbestemmelsen førte for nogle år siden til en lempelse af lovens bestemmelser, så der under visse forhold kan dispenseres fra karenstidskravet. Som bekendt kan der, hvor forholdene taler derfor, helt eller delvis ses væk fra bestemmelsen. Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse har takket være denne ændring således kunnet overgå til en ordning, hvorefter karenstid kun skal gås en gang i hvert understøttelsesår. For de mange tusinde medlemmer, der kun har beskæftigelsesperioder af kortere varighed, har denne ændring været meget fordelagtig.

Men det klarer ikke de vanskeligheder, som en arbejder står over for den dag, arbejdspladsens dør lukker sig bag ham. Han skal stadig mangle en uges indtægt. I oktober måned var der mere end tyve tusinde arbejdere der kom ud for denne besværlighed. Tallene vil blive endda meget større for november og december måneder.

Til disse besværligheder kommer desuden for en række arbejdsløse, at den indtægtsløse periode kan blive endnu længere. Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse er således i hovedstaden gået over til at udbetale understøttelsen 5 til 6 dage senere, end man tidligere har gjort. Det vil sige, at den arbejdsløse ikke som almindeligt får den første understøttelse i den anden uge af arbejdsløshedsperioden, men først i den tredje uge.

Under disse omstændigheder og med de store huslejer i de nyere boliger og øvrige høje leveomkostninger er det nødvendigt, at karenstiden afskaffes, så de medborgere, der kastes ud i arbejdsløsheden, ikke får bunden slået ud af deres økonomi allerede fra arbejdsløshedens første dage. Det er for at ændre den urimelige tilstand, vi stiller vort forslag."

Ved sagens 1. behandling udtalte socialministeren om sin stilling til lovforslaget bl. a.:

„Det af de ærede medlemmer af det kommunistiske parti fremsatte lovforslag går ud på en ophævelse af den i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring i § 16, stk. 5, fastsatte ventetid, almindeligt kaldet karenstid, som medlemmer af en statsanerkendt arbejdsløshedskasse i anledning af indtruffen ledighed skal gennemgå, for at der kan udbetales arbejdsløshedsunderstøttelse. Karenstiden er efter loven normalt 6 dage, men kan efter den enkelte arbejdsløshedskasses vedtægtsbestemmelser forhøjes til 15 dage eller, hvis der er tale om ydelse af understøttelse i form af rejsehjælp, nedsættes eller bortfalde.

Enhver ved, at det at blive kastet ud i arbejdsløshed er en meget alvorlig sag både for en arbejder selv og for hans familie, og det kan derfor for en umiddelbar betragtning synes hårdt, at arbejdsløshedskasserne ikke straks kan træde hjælpende til. Jeg må dog her gøre den bemærkning, at medens lovens almindelige regel ganske vist er, at der ved begyndelsen af hver arbejdsløshedsperiode skal gennemgås karenstid, er der i loven hjemlet ret til at dispensere herfra, og denne hjemmel er benyttet af samtlige arbejdsløshedskasser, således at karenstiden kun skal gennemgås én gang i hvert understøttelsesår. Ved lovforslagets fremsættelse blev det nævnt, at dispensationsreglen er anvendt af Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse, og jeg kan altså oplyse, at også for de andre kasser gælder samme bestemmelse, og på denne måde er virkningerne af reglen i høj grad mildnet. Der gælder dog særlige regler for dem, som uberettiget har forladt deres arbejde, eller som vægrer sig ved at tage anvist arbejde.
...
I det foreliggende lovforslag nævnes, at der af statskassen skal stilles 10 mill. kr. til rådighed til dækning af merudgiften til understøttelse, når bestemmelsen om karensdagene ophæves. Hvor store udgifterne vil blive, kan naturligvis ikke siges med sikkerhed, men det må forudses, at de i alt fald bliver 12-13 mill. kr. om året. Også for de arbejdsløshedskasser, der er interesseret i en afkortelse af karenstiden, er der et spørgsmål om administration og økonomi, og det vil ikke være gørligt at gå ind for en afgørelse, før der for hele arbejdsløshedskassernes område er sket en nærmere afklaring.

Jeg skal ikke have noget imod, at det udvalg, der nedsættes, tilstræber en sådan afklaring."

Også fra anden side erklærede man sig villig til at deltage i et udvalgsarbejde om de rejste problemer.

Det udvalg, som fik lovforslaget til behandling, afgav ikke betænkning.