Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. I lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 43 af 18. februar 1952 med senere ændringer, foretages følgende ændringer:
Til § 13.
Stk. 5 a) affattes således:
„Udover tilskuddet i henhold til stk. 1 yder statskassen kasserne fuld refusion af udgifterne til huslejehjælp og brændselshjælp i henhold til § 15, stk. 5-9."
Til § 15.
Stk. 9, 1. punktum, affattes således:
„Som tillæg til understøttelsen kan der i tidsrummet 1. oktober-31. marts af kassen ydes et brændselstillæg på 2 kr. pr. understøttelsesdag."
§ 2. Denne lov træder straks i kraft.
I henhold til § 15, stk. 9, i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. kan der hver vinter i tidsrummet 1. oktober-31. marts til medlemmer af arbejdsløshedskasserne, der har været afkontrolleret som ledige for mindst 40 dage, ydes en brændselshjælp, som på tidspunktet for lovforslagets fremsættelse androg 104 kr. for forsørgere og 67 kr. for andre forsikrede. Denne brændselshjælp refunderes ifølge lovens § 13, stk. 5 e), arbejdsløshedskasserne af statskassen med 75 pct., for så vidt det gennemsnitlige årlige kontingent til kasserne har udgjort 3,5 pct. eller derover af den gennemsnitlige årsfortjeneste (procenten er ved lov nr. 46 af 27. februar 1958 nedsat fra 3,5 til 3,0 for regnskabsårene 1956-57 og 1957-58, efter hvilken tid der ifølge samme lov gælder helt nye principper for tilskud og refusion, jfr. side 284).
Det fremsatte lovforslag gik ud på, at denne brændselshjælp fremtidig skulle ydes som tillæg til dagpengebeløbet med 2 kr. pr. dag, hvilket ville indebære, at betingelsen om 40 dages ledighed inden hjælpens ydelse ville bortfalde, ligesom hjælpen ville blive af samme størrelse for forsørgere og andre forsikrede. Endvidere indeholdt lovforslaget et forslag om ændring af tilskudsbestemmelserne, hvorefter kasserne skulle modtage fuld refusion fra statskassen og udgifterne til denne hjælp, således som tilfældet er for huslejehjælpens vedkommende.
Som begrundelse for lovforslaget anførte Alfred Jensen (DK) som ordfører for forslagsstillerne ved fremsættelsen bl. a. følgende:
„Vi har flere gange foreslået bestemmelserne om brænsdelshjælpen ændret, så der dels kunne ydes mere i hjælp og dels ikke skulle gå hele 40 dage, før tilståelse af hjælp kunne finde sted. Det siger sig selv, at den mand, der har gået arbejdsløs fra slutningen af sommeren, og som fortsat går arbejdsløs efter 1. oktober, ikke kan vente med at få brændselshjælp til slutningen af november måned. Det er også indlysende, at de 104 kr., der udbetales efter 40 dages ledighed, ikke strækker til over for de udgifter, en arbejdsløs har til brændsel gennem den ganske vinter; og hvem vil være i stand til af et dagpengebeløb på 13 kr. 20 øre at få penge fra til det nødvendige brændsel?
Det var ud fra denne erkendelse, at folketinget i året 1955-56 gennemførte et forslag om en ekstra brændselshjælp til de arbejdsløse. Vi mente, at denne hjælp ikke var tilstrækkelig, og at det ikke var rimeligt at opretholde kravet om de mange dages ledighed for hjælpens ydelse.
Da folketinget ikke har villet indgå på afkortning af 40 dages kravet for brændselshjælpens ydelse, har de arbejdsløse rejst kravet om, at brændselshjælpen ret og slet blev ydet som et tillæg til den almindelige dagpengeydelse. Delegeretmødet såvel i Arbejdsmændenes Arbejdsløshedskasse som i Kvindeligt Arbejderforbund har tilsluttet sig denne tanke og vedtaget udtalelser herom.
Kommunisterne mener, at denne ordning vil være at foretrække for den nugældende. Da vi også mener, at de arbejdsløse nu bør have en større brændselshjælp, stiller vi forslag om, at brændselshjælpen forhøjes, og at den fremtidig ydes som tillæg til dagpengene."
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med et af socialministeren fremsat forslag til lov om ændring af lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Tilskud til de anerkendte arbejdsløshedskasser m. v.). Det mødte kun tilslutning fra forslagsstillernes eget parti og blev ved 2. behandling nedstemt, efter at det udvalg, der behandlede sagen, havde indstillet det til forkastelse. Forslaget var dermed bortfaldet, hvorimod socialministerens forslag gennemførtes.