I § 36, stk. 2, i lov om motorkøretøjer af 1. juli 1927, som ændret ved lov af 14. april 1932, var der tillagt kommunalbestyrelserne adgang til efter forhandling med politiet at fastsætte takster ikke alene for kørsel med droscher, men også for kørsel med andre til erhvervsmæssig personbefordring bestemte motorkøretøjer. Denne regel blev ændret ved § 73, stk. 3, i færdselsloven af 24. maj 1955, der alene tillægger kommunalbestyrelserne adgang til at fastsætte takster for kørsel med droscher (årbog 1954-55, side 363).
Lovforslaget gik ud på at genindføre adgang for kommunalbestyrelserne til efter forhandling med politiet at fastsætte maksimaltakster for kørsel med andre til erhvervsmæssig personbefordring bestemte motorkøretøjer.
Lovforslaget skulle træde i kraft 1. april 1958. Dog kunne der først efter 1. oktober 1959 stilles krav om, at hyrevogne — bortset fra droscher — der var godkendt til erhvervsmæssig personbefordring inden lovens ikrafttræden, skulle forsynes med taksameter.
I bemærkningerne anførtes følgende om baggrunden for lovforslaget:
„Siden den nugældende færdselslovs ikrafttræden den 1. juli 1955 er antallet af lillebiler steget betydeligt, navnlig i de større byer. Således var der den 1. juli 1955 godkendt 516 lillebiler i København, medens tallet pr. 1. januar 1958 udgør 848. En ikke uvæsentlig del af disse køretøjer må antages at være hyrevogne, der kun delvis benyttes til hyrevognskørsel, idet der er en del, der driver hyrevognserhvervet som bierhverv. Denne udvikling må ses dels på baggrund af, at der ikke stilles særlige krav med hensyn til lillebilernes indretning, og dels på baggrund af den ved færdselsloven af 1955 indførte fri hyreret, der har muliggjort, at man driver hyrevognsforretning uden etablering af fast forretningssted med telefon og plads på privat grund til at have hyrevognen holdende.
Denne udvikling indebærer en betydelig risiko for, at hyrevognes betjening af publikum forringes væsentligt. Udviklingen vil således let kunne medføre, at betalingen kommer til at variere meget, og at der sker egentligt misbrug over for kunder, der skønnes ude af stand til at bedømme, om betalingen er passende, f. eks. turister.
Faren for en sådan udvikling er ikke så stor i de mindre byer og i landdistrikterne, hvor valg af hyrevogn i langt de fleste tilfælde sker på grundlag af kendskab til vognmanden og den vogn, han benytter. Under disse forhold har man lov til at regne med, at den fri konkurrence vil medføre tilstrækkelig regulering.
Derimod er forholdet væsentligt anderledes i de større byer og navnlig i København. Lillebiler hyres her ofte på gaden, og det er klart, at der i disse tilfælde ikke sker nogen udvælgelse fra publikums side. Det må derfor være af betydning, at publikums berettigede forventninger om en forsvarlig betjening opfyldes, og det må være i det offentliges interesse, at dette sikres på passende måde.
Justitsministeriet har af disse grunde anset det for ønskeligt, at der skabes mulighed for at sikre, at betalingen for hyrevognskørsel sker efter visse forud fastsatte bestemmelser. Nærværende lovforslag tilsigter at tilvejebringe sådan hjemmel.
Da det som anført langtfra overalt vil være påkrævet at indføre sådanne bestemmelser, foreslås det, at det henskydes til vedkommende kommunalbestyrelse at tage stilling til spørgsmålet og udfærdige de nærmere regler.
En gennemførelse af forslaget vil medføre, at der ligesom for droscher ikke alene kan fastsættes takster for kørslen, men også bestemmelser om kontrol med overholdelse af disse takster, navnlig ved påbud om taksameter og påbud om offentlig kontrol med disse."
Ved 1. behandling anbefaledes lovforslaget af Victor Gram (S), der dog fandt, at udviklingen inden for hyrevognserhvervet, siden den ukontrollerede frie hyreret for lillebiler gennemførtes ved færdselsloven, nødvendiggjorde en dyberegående ændring og revision af færdselslovens § 73, end forslaget gik ud på. Han håbede, at der måtte findes lydhørhed for en sådan revision under det kommende udvalgsarbejde.
Helga Pedersen (V) udtalte, at venstre ville støtte ethvert krav med hensyn til hyrevognes materiel og chaufførens person, som hensynet til sikkerheden måtte tilsige, men venstres stilling til forslaget ville være betinget af, at det alene medførte en takstregulering og ikke også, at den frie konkurrence i vognmandserhvervet blev hemmet. Under udvalgsbehandlingen ønskede hun foruden spørgsmål i forbindelse med hyrevognsordningen også drøftet vej afstribning og knallertforskrifterne (lydløshed).
Marie Antoinette von Lowzow (KF) var velvilligt indstillet over for forslaget og ville også se velvilligt på enhver rimelig og nødvendig sikring i forbindelse med hyrevognes indretning. Hun fandt det dog urimeligt, om vogne, der ikke tog hyre på gaden, f. eks. særlige vognmandsvogne, skulle ind under loven, og mente, at det måtte undersøges, om visse kategorier af hyrevogne, f. eks. fra sammenslutninger af vognselskaber, ikke i forvejen gennem monopoltilsynet var underkastet en sådan kontrol med hensyn til takster, at det ikke var nødvendigt med yderligere kontrol.
A. C. Normann (RV), der kunne tiltræde lovforslaget, tog afstand fra det af Victor Gram fremsatte ønske om en dyberegående lovrevision og erklærede, at det radikale venstre mente, at den frie hyreret havde bragt væsentlige fordele. Han kunne ligesom den konservative ordfører tænke sig at undtage visse hyrevognsforretninger, hvis vogne ikke tager hyre på gaden.
Gudrun Bjørner (DR) tilsluttede sig ligeledes lovforslaget. Hun mente modsat Victor Gram, at når der var vanskeligheder visse steder, f. eks. i København, med hyrevognsordningen, skyldtes det netop, at fri hyreret ikke fuldt ud var gennemført, men at Taxa havde forrettigheder med hensyn til faste holdepladser, kaperrækker m. v.
Aksel Larsen (DK) ville gerne medvirke til lovforslagets gennemførelse, men kunne tænke sig flere ændringer. Han var ikke tilhænger af den ubegrænsede frie hyreret og mente, at alle vogne, som anvendes til erhvervsmæssig personbefordring, burde være underkastet den samme kontrol med hensyn til deres indretning. Han ønskede endvidere kontrol med hensyn til chaufførernes arbejdstid og arbejdsforhold og mente, at erhvervsmæssig personbefordring i København og større provinsbyer kun burde kunne drives af den, som havde det som eneste erhverv eller hovederhverv. Han henledte opmærksomheden på, at færdselslovens § 74 om udlejning af motorkøretøjer kunne misbruges til en urimelig udnyttelse af skattelovgivningens fradrags- og afskrivningsregler af tjenestemænd, som anskaffer sig privatbiler, hvormed de driver udlejningsvirksomhed.
Justitsministeren erklærede sig i sine svarbemærkninger principielt enig med Victor Gram og Aksel Larsen i deres bemærkninger om den frie hyreret, d. v. s. den erhvervsmæssige frihed; han betonede, at forslaget kun drejede sig om en bestemt saglig detalje, men ville kun være glad, hvis forslaget kunne få større rækkevidde.
Lovforslaget henvistes til behandling i et udvalg, der ikke nåede at afgive betænkning.