Lovforslaget indeholdt i § 1 følgende 5 ændringsforslag til loven om uretmæssig konkurrence, jfr. lovbekendtgørelse nr. 80 af 31. marts 1937 og lov nr. 108 af 23. marts 1948 om tillæg til nævnte lov:

1. § 4, stk. 1, 1. pkt., affattes således:

„Enhver uhjemlet brug her i landet af det ved Genèvekonventionen af 12. august 1949, art. 53 (jfr. bekendtgørelse nr. 26 af 26. juli 1951), vedtagne og som emblem og kendingsmærke for hærens sundhedstjeneste fastsatte mærke, det såkaldte „Røde Kors", er forbudt."

2. I § 4 indføjes som nyt stk. 3:

„De i stk. 2 omhandlede bestemmelser finder tillige anvendelse på navne, emblemer, segl og lignende kendetegn, herunder forkortelser, som anvendes af De Forenede Nationers hoved- og hjælpeorganer, af de til De Forenede Nationer knyttede særlige institutioner eller af andre mellemstatlige organisationer."

3. I § 12 indføjes som nyt stk. 3:

„Bortlodning i reklameøjemed er forbudt. Dette gælder, selv om der af deltagerne i lodtrækningen ikke præsteres indskud, og selv om deltagelse i bortlodningen ikke er betinget af køb af varer hos arrangøren af bortlodningen eller er betinget af løsning af en opgave. Dag- og ugeblade samt tidsskrifter er dog berettiget til til fremme af bladets eller tidsskriftets udbredelse at foranstalte bortlodninger i forbindelse med præmiekonkurrencer o. lign. Der må ikke i forbindelse med eller med henvisning til sådanne bortlodninger finde reklamering sted for andre erhvervsvirksomheder.

4. §17, stk. 1, 1. og 2. pkt., affattes således:

„Strafforfølgning foretages af det offentlige for overtrædelse af lovens §§ 3, 4, 12, stk. 3, 13 og 16. For overtrædelse af lovens § 1, jfr. § 2, §§ 5-7, jfr. § 8, § 12, stk. 1 og 2, og § 14 kan forfølgning begæres af sådanne foreninger eller sammenslutninger, som handelsministeren dertil måtte bemyndige; dog kan overtrædelse af bestemmelserne i § 1, jfr. § 2, for så vidt angår levneds- og nydelsesmidler, altid påtales af det offentlige."

5. I § 17 indføjes som nyt stk. 3:

„Er en overtrædelse af denne lov begået til fordel for et aktieselskab eller lignende, kan bødeansvar pålægges virksomheden som sådan."

I lovforslagets § 2 indeholdtes hjemmel til bekendtgørelse af loven og i § 3 ikrafttrædelsesdatoen den 1. september 1958.

Ved fremsættelsen af lovforslaget fremhævede handelsministeren som de vigtigste af de foreslåede ændringer dels bestemmelsen, hvorved der søgtes tilvejebragt beskyttelse for uhjemlet brug her i landet af de navne og kendetegn, som anvendes af de af De Forenede Nationer oprettede organer eller af andre mellemstatlige organisationer, dels bestemmelsen om forbud mod bortlodninger i reklameøjemed. De øvrige ændringer tilsigtede en teknisk ajourføring af loven.

Ved 1. behandling blev der fra alle sider givet tilslutning til forslaget om beskyttelse af navne og kendetegn, som anvendes af De Forenede Nationer m. v., og debatten drejede sig i hovedsagen om det foreslåede forbud mod bortlodninger i reklameøjemed.

Chr. Christiansen (S) fandt, at man i vareomsætningen måtte stile efter principper, hvorefter de enkelte forbrugsvarer i konkurrencen kom til at sejre i kraft af deres kvalitet og pris, og mente, at det forekom det købende publikum, at der alt for ofte foretages reklamefremstød, der tenderer mod en usund udvikling af vareomsætningen. Han fremhævede i denne forbindelse den forøgede anvendelse af bortlodning og den stigende udbredelse af værdikuponer og gav tilslutning til forslaget om forbud mod bortlodning, men kunne ønske, at der endvidere indførtes forbud mod anvendelse af værdikuponer. Specielt hvad angår den foreslåede undtagelsesbestemmelse, hvorefter dag- og ugeblade samt tidsskrifter fortsat skulle være berettiget til til bladets eller tidsskriftets udbredelse at foranstalte bortlodninger, udtalte han, at pressen ville være dårligt tjent med en sådan undtagelsesstilling. Han gav — i øvrigt som samtlige andre ordførere — udtryk for tilfredshed med, at pressen havde taget afstand fra denne bestemmelse.

Anker Lau (V) stillede sig tvivlende over for et forbud mod bortlodning i reklameøjemed. Han var klar over, at ønsket om et sådant forbud var fremkommet fra en række detailhandlerorganisationer og visse forbrugerorganisationer, der som begrundelse for deres ønske havde fremhævet, at reklame i almindelighed er varefordyrende. Han kunne ikke tilslutte sig denne begrundelse, fandt tværtimod, at reklame fremkalder et større og hurtigere salg, hvorved der opnås en bedre udnyttelse af produktionskapaciteten og dermed forudsætning for billigere varer, men ville dog ikke bestride, at der kunne opstå problemer specielt med hensyn til de forskellige reklameformer; hvis f. eks. en bestemt reklameform har særlige forudsætninger for at fremme en monopoludvikling, kan der måske være noget at overveje. Han gav sit partis tilsagn om at ville arbejde fordomsfrit med lovforslaget i udvalget, hvor han ville søge tilvejebragt yderligere oplysninger om, hvorvidt der var grundlag for en lovgivning på dette område.

Weikop (KF) fremhævede, at konkurrenceloven i forvejen indeholdt en lang række forbud, og tvivlede på, at bortlodning havde taget et sådant omfang, at det nu var rimeligt at gennemføre forbud herimod. Såfremt denne reklameform ikke forøgede produktionen og dermed billiggjorde varerne, måtte den vel som al anden reklame ophøre af sig selv, og hvis andre virksomheder ved ikke at bruge denne form for reklame formåede at sælge billigere, så lå der heri et udtryk for en fri konkurrence. Ønskede skyggesiderne ved reklame i form af bortlodninger belyst nærmere under udvalgsarbejdet, hvorefter hans parti ville tage stilling til hele lovforslaget.

Baunsgaard (RV) udtalte, at det foreslåede forbud mod bortlodning i reklameøjemed ikke var strengere end den række af andre forbud, der fandtes i den allerede gældende lov, og fandt det foreslåede forbud rimeligt, men rejste det spørgsmål, om det foreslåede nye forbud og de allerede gældende forbud ikke netop ville få reklamen til at udarte på områder, for hvilke der ikke var givet regler. Han mente, at man skulle undersøge, om ikke hele grundlaget for loven var forkert, og om de konkretiserede forbud ikke netop modvirkede det, man ønskede at fremme. Han gav tilsagn om at ville arbejde velvilligt med de foreslåede bestemmelser i et udvalg.

Niels Andersen (DR) oplyste, at der i hans gruppe var divergerende opfattelser med hensyn til lovforslaget, og at den endelige stillingtagen til lovforslaget ville være afhængig af de oplysninger, der fremkom under udvalgsarbejdet. Personligt var han af den opfattelse, at det betydelige opsving, der havde fundet sted med hensyn til bortlodninger, var en helt naturlig udvikling. Han udtalte, at effektiv reklame er et led i salgsarbejdet, der har en tiltagende betydning og afgjort er en betingelse for øget afsætning. Var betænkelig ved, at lovgivningsmagten søger at lægge hindringer i vejen for denne udvikling.

Aksel Larsen (DK) fandt, at reklamen i almindelighed var gået over gevind til skade for forbrugerne, idet den ofte kun havde til formål at overføre kunderne fra en leverandør til en anden samtidig med, at der fandt en fordyrelse sted af varerne, fordi forbrugerne selv måtte betale reklameomkostningerne. Hans gruppe var derfor tilhænger af et forbud mod disse bortlodninger og kunne tilslutte sig lovforslaget som helhed bortset fra undtagelsesbestemmelsen med hensyn til bortlodninger i pressen.

I sin svartale takkede handelsministeren for samtlige partiers tilslutning til den del af lovforslaget, der omhandlede beskyttelse af
FN-mærket m. v.

Med hensyn til forbuddet mod bortlodninger, der ikke havde mødt større tilslutning fra ordførerne, erklærede ministeren, at han havde ment det rigtigt at fremlægge spørgsmålet til debat, idet købmandsorganisationerne og forbrugerorganisationerne havde
ønsket forbuddet gennemført. Der var ikke inden for regeringen nogen fast overbevisning om, at forbuddet burde gennemføres. Specielt hvad angår den foreslåede undtagelsesbestemmelse for pressen, udtalte han, at han ville græde tørre tårer, om denne bestemmelse udgik. Han udtalte sluttelig, at han gik ud fra, at der under udvalgsarbejdet kunne skabes klarhed over, om der var grund til at arbejde videre med lovforslaget.

Det om lovforslaget nedsatte udvalg nåede ikke at afslutte sit arbejde inden folketingsårets udløb.