L 136 Forslag til lov om ændring i lov om tilsyn med pensionskasser.

Af: Minister for handel, industri og søfart Kjeld Philip ()
Samling: 1957-58
Status: Bortfaldet
Tilsynet med pensionskasser blev indført ved lov af 11. maj 1935. Loven er i 1938, 1939 og 1950 undergået ændringer, jfr. lovbekendtgørelse nr. 343 af 19. juli 1950. I de senere år har der været fremsat kritik mod bestemmelserne i lovens § 14 om anbringelse af pensionskassernes midler.

Handelsministeren anmodede derfor i 1952 forsikringsrådet om at overveje dette spørgsmål, og rådet udarbejdede på foranledning heraf udkast til ændringsforslag, som handelsministeriet tiltrådte, og som i november 1952 blev fremsat for landstinget. Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet inden samlingens slutning og blev ikke genfremsat.

I overensstemmelse med forsikringsrådets indstilling nedsatte handelsministeren tillige et udvalg, som fik til opgave at foretage en teknisk gennemgang af livsforsikringsloven, skadesforsikringsloven og pensionskasseloven og udarbejde udkast til de ændringer i disse love, som efter de indhøstede erfaringer måtte anses for ønskelige. Til formand for udvalget udpegedes daværende formand for forsikringsrådet Sigurd Kristensen. Udvalget afgav den 9. oktober 1957 en betænkning med lovudkast.

Det foreliggende lovforslag var i overensstemmelse med det af udvalget udarbejdede udkast, hvis bestemmelser handelsministeren kunne tiltræde.

Efter lovforslaget skulle der gælde tilsvarende regler for pensionskasserne som foreslået for livsforsikringsselskaber med hensyn til sådanne selskabers forsikringsfonds (se nærmest foregående sag).

Ved fremsættelsen af lovforslaget udtalte handelsministeren herom:

„Der gør sig ganske vist særlige forhold gældende for pensionskassernes vedkommende, forhold, som dels taler imod at give pensionskassernes ledelse lige så frie hænder som livsforsikringsselskabernes ledelse, dels taler for at give dem større frihed. Udvalget, der har behandlet disse spørgsmål, har imidlertid ikke næret betænkeligheder ved at anvende de samme bestemmelser for pensionskasserne som for livsforsikringsselskaberne. Forsikringsrådet har som nævnt givet sin tilslutning hertil, og handelsministeriet har tiltrådt forslaget."

Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med forslag til lov om forsikringsvirksomhed. Det gennemførtes ikke, idet udvalget ikke nåede til ende med sit arbejde med sagen.
Partiernes ordførere
K. Axel Nielsen (S), R. C. Paabøl (V), Aksel Møller (KF), Hilmar Baunsgaard (RV), Niels Andersen (DR) og Alfred Jensen (DKP)