Tilsynet med livsforsikringsselskaber blev indført ved lov af 29. marts 1904 om livsforsikringsvirksomhed. Loven er senere blevet revideret i 1914, 1919 og 1922, men betydningsfulde afsnit, bl. a. de selskabsretlige bestemmelser og reglerne om, hvorledes de til forsikringsfonden svarende midler skal anbringes, er i det væsentlige uforandrede siden 1904.
Tilsynet med skadesforsikringsselskaber blev indført ved lov af 2. maj 1934 om skadesforsikringsvirksomhed m. v. Denne lov er ikke undergået ændringer af afgørende karakter i de siden lovens tilblivelse forløbne år.
Handelsministeren fandt derfor i 1952 tiden inde til at anmode forsikringsrådet om at udarbejde udkast til sådanne ændringer i de to love, som rådet efter sine erfaringer måtte anse for ønskelige. Under dette arbejde viste det sig imidlertid, at de ændringer i livsforsikringsloven, som måtte gennemføres, såfremt de selskabsretlige regler for livsforsikringsselskaber skulle bringes på linje med de almindelige bestemmelser i aktieselskabsloven, ville blive af et sådant omfang, at forsikringsrådet nærede betænkelighed ved på egen hånd at udarbejde dem. Rådet henstillede derfor, at der blev nedsat et teknisk udvalg til behandling af sagen, hvilket udvalg også ville kunne tage stilling til, om der skulle fremsættes forslag til en helt ny lov på dette område. Forsikringsrådet mente dog, at en ændring alene af livsforsikringslovens regler om anbringelse af de midler, der skal tjene til dækning af forsikringsfonden — samt af pensionskasselovens tilsvarende regler — ikke behøvede at afvente en behandling i et udvalg. Denne indstilling blev tiltrådt af handelsmini.steren, som i november 1952 for landstinget fremsatte forslag om de af forsikringsrådet i denne henseende indstillede ændringer. Lovforslaget nåede ikke at blive færdigbehandlet inden samlingens slutning og blev ikke genfremsat.
I overensstemmelse med forsikringsrådets indstilling nedsatte handelsministeren jævnsides hermed et udvalg, som fik til opgave at foretage en teknisk gennemgang af livsforsikringsloven, skadesforsikringsloven og pensionskasseloven og udarbejde udkast til de ændringer i disse love, som efter de indhøstede erfaringer måtte
anses for ønskelige. Til formand for udvalget udpegedes daværende formand for forsikringsrådet Sigurd Kristensen.
Dette udvalg afgav 9. oktober 1957 en betænkning, indeholdende udkast til love om forsikringsvirksomhed og om ændring i lov om tilsyn med pensionskasser (nærmest efterfølgende sag).
Nærværende lovforslag svarede i alt væsentligt til, hvad udvalget havde foreslået. Der var dog foretaget nogle redaktionelle ændringer i forhold til udvalgets udkast samt enkelte noget videregående ændringer.
Forslaget til lov om forsikringsvirksomhed omfatter både livsforsikringsvirksomhed og slkadesforsikringsvirksomhed, idet man har sammenarbejdet bestemmelserne i de gældende love, lov om livsforsikringsvirksomhed og lov om skadesforsikringsvirksomhed m. v. Desuden er de almindelige selskabsretlige regler om stiftelse, ledelse m. v. indarbejdet i lovforslaget.
Efter de gældende bestemmelser findes de selskabsretlige regler for livsforsikringsselskaber dels i livsforsikringsloven, der på dette område er praktisk talt uændret siden 1904, dels i firmaloven, der stammer fra 1889. For skadesforsikringsselskabernes vedkommende anvendes bestemmelserne i aktieselskabsloven med de modifikationer, som er anført i skadesforsikringsloven. Under indarbejdningen af de selskabsretlige regler har man i alt væsentligt fulgt aktieselskabslovens bestemmelser, dog med forskellige ændringer, hvor dette er fundet nødvendigt eller hensigtsmæssigt under hensyn til forsikringsselskabernes særlige forhold.
Sammenarbejdningen af disse forskellige love har til formål at give såvel forsikringsselskaberne som forsikringsrådet mere overskuelige regler at arbejde med.
Det var i forbindelse med aktieselskabslovens revision i 1930 på tale at gøre denne lovs regler anvendelige for livsforsikringsaktieselskaber, idet man fandt det unaturligt, at disse selskaber fortsat skulle anvende de gamle regler i firmaloven og livsforsikringslovens fåtallige selskabsretlige regler. Der mangler f. eks. nærmere bestemmelser om generalforsamling, bestyrelse og direktion. Endvidere medfører firmalovens anvendelse, at livsforsikringsselskaberne registreres i det stedlige handelsregister og ikke i forsikringsregisteret. Det viste sig
imidlertid at være vanskeligt uden videre at anvende aktieselskabsloven uden en samtidig revision af livsforsikringsloven, og handelsministeriet besluttede derfor at afvente en revision af livsforsikringsloven.
Det foreliggende lovforslag vil afhjælpe de nævnte mangler i den gældende lovgivning og medfører herved i betydeligt omfang ændringer i de selskabsretlige regler for livsforsikringsselskaberne. I praksis følger man dog allerede nu, støttet på handelsministeriets hjemmel til at stille vilkår for godkendelse af vedtægterne, de fleste af de foreslåede bestemmelser. Det vil imidlertid såvel for selskaberne som for tilsynet være en fordel, at de regler, som skal følges, bliver lovfæstet.
Uden for det selskabsretlige område er forslagets væsentligste ændring for livsforsikringsvirksomhed indeholdt i forslagets § 68 angående anbringelsen af de midler, som svarer til selskabets for sikringsfond. Det er foreslået, at disse bestemmelser lempes således, at der bliver adgang til at anbringe midler også i hypotekforeningsobligationer. Endvidere udvides adgangen til anbringelse i fast ejendom, og inden for 15 pct. af midlerne kan selskabets ledelse på eget ansvar bestemme anbringelsesmåden, dog med en mindre begrænsning for så vidt angår anbringelse i aktier, idet anbringelsen i et enkelt selskabs aktier ikke må overstige 15 pct. af pågældende selskabs aktiekapital. Kommissionen havde foreslået 20 pct. Disse bestemmelser antages at kunne tilfredsstille selskabernes ønsker om friere muligheder for anbringelse i fast ejendom og i aktier.
For skadesforsikringsselskabernes vedkommende er de foreslåede ændringer ikke store, det drejer sig mere om lovfæstelse af praksis og tydeliggørelser på områder, hvor der har foreligget tvivl. Endvidere foreslår man en forhøjelse af aktiekapitalens mindstebeløb. De gældende bestemmelser i skadesforsikringsloven, der stammer fra 1934, er ikke mere i overensstemmelse med prisniveauet.
Med hensyn til de udenlandske selskabers adgang til at oprette filialer her i landet er der foreslået en forhøjelse af mindstedepotet, da de gældende regler ligesom de førnævnte bestemmelser om aktiekapitalen ikke mere stemmer med prisniveauet. De foreslåede depotkrav er dog stadig små sammenlignet med tilsvarende depotkrav i udlandet, og nogen skærpelse af bestemmelserne foreligger ikke, når stigningen i prisniveauet tages i betragtning. Der har i de senere år fra forskellige internationale organisationers side været arbejdet på at liberalisere samhandelen mellem landene og herunder også de forskellige landes bestemmelser om udenlandske selskabers forsikringsvirksomhed. De danske bestemmelser er blandt de mest liberale, og de fremsatte tanker og planer vil, efter hvad handelsministeren anførte i sin fremsættelsestale, næppe give grundlag for større ændringer af de foreslåede bestemmelser.
Lovforslaget fik i folketinget en velvillig modtagelse, omend der fra flere sider blev fremsat ønske om drøftelse af forskellige spørgsmål under en udvalgsbehandling, som ikke kunne blive helt kortvarig.
Da det viste sig, at udvalget ikke kunne nå til ende med sit arbejde inden samlingens slutning, fremsatte handelsministeren et mere begrænset lovforslag, der drejede sig om livsforsikringsselskabernes anbringelse af midler, tilhørende deres forsikringsfonds, og som blev til lov nr. 212 af 16. juni 1958 om ændringer i lov om livsforsikringsvirksomhed (se side 379).