Af ministerens fremsættelsestale og de lovforslaget ledsagende bemærkninger fremgår bl. a. følgende:

Spørgsmålet om at indføre en enkepensionsordning, der giver en enke ret til under visse nærmere betingelser at oppebære en pension, har i de senere år flere gange været genstand for overvejelse.

Således udkom i 1948 en betænkning af et af Danske Kvinders Nationalråd nedsat udvalg med det formål at undersøge, hvad der kunne gøres for at forbedre enkernes kår i Danmark. I 1953 udsendtes betænkningen „Den enlige moder", der blev afgivet af en kommission, nedsat af Nationalrådet og Dansk Kvindesamfund. Disse betænkninger stiller forslag til forbedringer af enkers og andre enligt stillede kvinders kår først og fremmest med hensyn til en overgangshjælp.

I folkeforsikringskommissionens betænkning, der blev afgivet i 1955, har man været inde på spørgsmålet om at indføre en pensionsordning for enker, og også i folketinget har de nævnte problemer været gjort til genstand for forhandling, senest under behandlingen af ændringsloven til folkeforsikringsloven, ved hvilken folkepensionen blev indført.

Bestemmelser om særlig støtte til enker og andre enlige kvinder er hidtil gennemført som en udbygning af forsorgslovens bestemmelser om ydelse af hjælp efter en individuel bedømmelse; således er der ved lov nr. 152 af 30. april 1955 og lov nr. 259 af 2. oktober 1956 om ændringer i lov om offentlig forsorg gennemført bestemmelser, hvorefter hjælp til enker og enlige mødre — hvilken hjælp hidtil, bortset fra børnebidragene, i almindelighed havde været ydet som kommunehjælp — i betydeligt omfang kan ydes som særhjælp uden retsvirkninger.

Efter forsorgslovens § 282, således som denne bestemmelse er affattet ved de 2 nævnte love, vil der til alle enker i trangstilfælde kunne ydes hjælp i indtil 13 uger efter mandens død. Hjælpen ydes efter lignende principper som den hjælp, der ydes tuberkuloseramte, indkaldte værnepligtige m. fl., og den kan i ganske særlige tilfælde ydes i indtil ½ år efter mandens død. En lignende hjælp kan i særlige tilfælde ydes til kvinder med børn under 18 år, som bliver separeret eller skilt uden forudgående separation.

Efter overgangshjælpens udløb kan der i visse tilfælde i trangstilfælde som sær hjælp ydes underholdshjælp i et omfang svarende til, hvad der i almindelighed ville kunne ydes som kommunehjælp. En sådan underholdshjælp kan ydes til kvinder, der bliver enker efter det fyldte 50. år, og til enlige mødre med børn under 18 år samt til enlige mødre, der har oppebåret sådan hjælp indtil et barns fyldte 18. år, og som på dette tidspunkt er fyldt 45 år. Hjælpen er betinget af, at pågældende på grund af nedsat erhvervsevne, på grund af deltagelse i en uddannelse eller på grund af børnenes pasning ikke er i stand til at tage arbejde eller ikke er i stand til at påtage sig arbejde i normalt omfang.

Der kan endelig til enker og enlige mødre med børn under 18 år, uanset vedkommendes alder, ydes hjælp til uddannelse og til underhold i uddannelsestiden.

Under forhandlingerne i folketinget vedrørende den ovennævnte lov nr. 259 af 2. oktober 1956 om ændring i lov om offentlig forsorg samt om lov nr. 258 af 2. oktober 1956 om ændring i lov om folkeforsikring vedrørende indførelse af folkepension m. m. drøftedes på ny spørgsmålet om at gennemføre en egentlig enkepensionsordning, men i den af folketingsudvalget i juni 1956 afgivne betænkning blev der givet udtryk for den opfattelse, at der knyttede sig så mange problemer til indførelse af en sådan ordning, at spørgsmålet burde
undersøges i et udvalg, og socialministeren gav over for udvalget og senere i folketinget tilsagn om at nedsætte et sådant udvalg.

Socialministeriet nedsatte herefter i november 1956 et udvalg, der har til opgave at undersøge problemerne i forbindelse med indførelse af en enkepensionsordning og virkningerne af at lade en sådan ordning omfatte andre enlige kvinder end enker.

Udvalget har endnu ikke afsluttet sit arbejde, og der må forventes at gå nogen tid, før udvalgets betænkning kan foreligge. Regeringen har imidlertid ment, at det uden nærmere undersøgelse kan fastslås, at en vis gruppe enker er sådan stillet, at de bør omfattes af en lovgivning om enkepension, og at der snarest bør gennemføres en pensionsordning af en sådan karakter, at den dækker et påtrængende behov og i øvrigt ikke griber forstyrrende ind i det bredere anlagte arbejde, som udvalget udfører.

Den gruppe enker, der er tale om, er kvinder, der er blevet enker i en ret høj alder, men før de har nået den alder, da de kan få folkepension, og som på grund af deres alder, eller fordi de har børn hos sig, normalt ikke har mulighed for at få beskæftigelse. Disse kvinder vil ved det foreliggende forslag få pensionen som en egentlig ret. Forslaget medtager imidlertid en bestemmelse om, at også andre enlige kvinder kan få adgang til pension, men dog kun hvor der er tale om svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder og kun efter dispensation i det enkelte tilfælde.

Hermed skulle et øjeblikkeligt behov være dækket, og i hvilket omfang der i øvrigt er brug for en lovgivning, vil enkepensionsudvalgets undersøgelser give svaret på.

Det er anset for hensigtsmæssigt i forbindelse med indførelse af en enkepensionsordning at samle bestemmelserne om hjælp til enker i én lov, og man har derfor i lovforslagets kapitel II optaget reglerne om enkehjælp fra forsorgslovens § 282.

I bemærkningerne til lovforslaget er nærmere redegjort for de af lovforslaget følgende merudgifter for det offentlige. Disse anslås til i alt 12-13 mill. kr. årlig.

Lovforslagets kapitel I (§§ 1-14) omhandler pension til enker m. fl.

I § 1 bestemmes:

Ret til pension efter bestemmelserne i denne lov har:

1) en kvinde, der bliver enke efter det fyldte 55. år,

2) en kvinde, der bliver enke efter det fyldte 45. år, og som ved ægtefællens død havde forsørgelsespligt over for — og bidrog til forsørgelse af — 2 eller flere børn under 18 år, så længe hun har forsørgelsespligt over for — og bidrager til forsørgelse af — 1 barn under 18 år,

3) en enke, der ved det fyldte 55. år modtager løbende underholdshjælp efter § 15, stk. 1 eller stk. 3, og som har — eller har haft, jfr. § 15, stk. 3, 3. punktum — forsørgelsespligt over for et ellere flere børn under 18 år.

Når svigtende helbred eller andre ganske særlige omstændigheder taler derfor, kan kommunalbestyrelsen, i København et af kommunalbestyrelsen nedsat udvalg på mindst 5 medlemmer, såfremt mindst 2/3 af kommunalbestyrelsen, henholdsvis udvalget, stemmer derfor, med samtykke af det i § 1, stk. 5, i lov om folkeforsikring nævnte udvalg undtagelsesvis tillægge enker og andre enlige kvinder, der er fyldt 50 år, eller som har modtaget pension i henhold til stk. 1, nr. 2, pension i henhold til denne lov, forudsat at pågældende i øvrigt opfylder betingelserne for at oppebære pension.

Retten til pension er ifølge § 2 for alle gruppers vedkommende betinget af dansk indfødsret og bopæl her i riget, idet dog en kvinde, der senest har været i ægteskab med en mand med dansk indfødsret, ligestilles med en dansk kvinde.

Pension vil for kvinder, der først er blevet enker efter det fyldte 55. år, være betinget af, at ægteskabet har bestået i mindst 5 år, medmindre de omfattes af reglen i forslagets § 1, stk. 1, nr. 2, eller der tillægges dem pension i kraft af den omtalte dispensationsbestemmelse.

Fra bestemmelserne om dansk indfødsret og bopæl her i riget kan regeringen gøre undtagelse med hensyn til statsborgere i andre stater, med hvilke der er indgået overenskomst herom.

Ifølge § 3, stk. 1, udredes pensionen med følgende grundbeløb, jfr. dog §§ 4 og 13:

I København, Frederiksberg og Gentofte m. fl. kommuner: 3 360 kr. årlig

I købstæder, Marstal samt i flækker og bymæssige bebyggelser på landet med over 1 500 indbyggere: 3 228 kr. årlig

I det øvrige land: 2 952 kr. årlig.

Pensionen svarer til folkepensionen for enlige, og de anførte grundbeløb er udregnet på grundlag af pristallet for januar 1956.

Til pensionen ydes der ifølge paragraffens stk. 2 børnetillæg, svarende til det til invalide- og folkepension ydede børnetillæg.

Til ydelse af personlige tillæg til pensionister, hvis forhold er ganske særlig vanskelige, stilles der ifølge stk. 3 til kommunalbestyrelsens — magistratens — rådighed et beløb svarende til 10 pct. af grundbeløbene af den pension, som i det foregående år er udredet i kommunen i henhold til denne lov. Har antallet af pensionister i det foregående regnskabsår været mindre end 10, kan kommunalbestyrelsen, hvor forholdene gør det påkrævet, dog med amtets samtykke anvende mere end 10 pct.

En kommune, der hører til en af de to sidste af de i stk. 1 nævnte grupper, kan under en række i stk. 4 angivne betingelser af kommunalbestyrelsen med socialministerens samtykke henføres til en gruppe med højere grundbeløb. Bestemmelsen herom svarer ganske til bestemmelsen i folkeforsikringslovens § 39, stk. 5.

Ifølge § 4, stk. 1, er retten til at oppebære pension med det fulde grundbeløb betinget af, at vedkommendes årlige indtægt, beregnet efter lovforslagets regler, ikke overstiger et bestemt beløb. Dette beløb foreslås fastsat til 1 300 kr. i kommunegruppe I, 1 200 kr. i kommunegruppe II og 1 100 kr. i kommunegruppe III.

Ifølge stk. 2 reguleres pensionen under hensyn til indtægten efter følgende regler: For hver 100 kr., indtægten overstiger de i stk. 1 omhandlede fradragsfri beløb, fradrages 60 kr. i pensionens grundbeløb. Overstiger indtægten 150 pct. af de nævnte fradragsfri beløb, fradrages 72 kr. i pensionens grundbeløb for hver 100 kr., indtægten overstiger de nævnte 150 pct. Overstiger indtægten 200 pct. af de nævnte fradragsfri beløb, fradrages 84 kr. i pensionens grundbeløb for hver 100 kr., indtægten overstiger de nævnte 200 pct. Overstiger indtægten 250 pct. af de nævnte fradragsfri beløb, fradrages 96 kr. i pensionens grundbeløb for hver 100 kr., indtægten overstiger de nævnte 250 pct. Pensionen bortfalder, når den ville blive mindre end 1/6 af det i § 3, stk. 1, nævnte grundbeløb.

Efter beregningen af de indtægtsbeløb, ved hvilke fradraget for indtægter ud over de fradragsfri beløb forhøjes, vil disse beløb være at afrunde opad til nærmeste med 100 delelige tal i kroner.

Reglerne om indtægtsberegningen findes i stk. 3 og svarer i det væsentlige til de i folkeforsikringsloven indeholdte bestemmelser herom. Dog er det fundet rimeligt, at der i alle tilfælde ved den første pensionsberegning foretages en vurdering af kvindens økonomiske stilling i tiden fremover, således at pensionen ikke som efter den almindelige regel i folkeforsikringsloven ved den første pensionsberegning fastsættes på grundlag af indtægten i det foregående kalenderår, men på grundlag af den indtægt, der kan forventes at stå til rådighed for hende i den nærmeste fremtid. Denne regel skal dog ikke gælde for kvindens indtægt ved personligt arbejde, men beregningen sker her på grundlag af indtægten i det foregående kalenderår, idet denne indtægt, forudsat at hun forbliver i sit erhverv, hvilket bør tilstræbes, i almindelighed vil svare til hendes indtægt også fremover. Der er dog adgang til også i relation til arbejdsindtægter at lægge den forventede arbejdsindtægt til grund, når kvinden pludselig har mistet muligheden for at opnå den hidtidige arbejdsfortjeneste.

I stk. 3, nr. 3, foreslås som en beregningsregel optaget en bestemmelse om, at den økonomiske stilling ikke må være forringet ved uordentligt eller ødselt levned eller ved handlinger, ved hvilke kvinden til fordel for børn eller andre har betaget sig midlerne til sit underhold. Der kan herefter kun ydes den pension, hun ville" have kunnet opnå, såfremt midlerne havde været i behold. Bestemmelsen kommer ikke til anvendelse på beløb, som er forbrugt til børnenes opdragelse og undervisning.

Ifølge stk. 4 foretages der normalt et fradrag i pensionen, når den pågældende oppebærer pension fra staten, en kommune eller anden offentlig virksomhed m. v. Fradraget udgør 20 pct. af det beløb hvormed pensionen fra staten m. v. overstiger det ifølge stk. 1 fradragsfri beløb. Reglen svarer i det væsentlige til bestemmelsen i folkeforsikringslovens § 41, stk. 4.

Bestemmelserne i §§ 5 og 6 om begæringers indgivelse og afgørelse svarer ligeledes til folkeforsikringslovens bestemmelser. Det samme gælder reglerne om pensionens udbetaling i §§ 7 og 8. Det er dog fundet rimeligt at give en enke adgang til at oppebære pension med virkning fra dødsfaldet, såfremt hun indgiver begæring senest 1 måned efter mandens død.

Såfremt en kvinde, der i øvrigt opfylder betingelserne for at opnå pension, er bidragydende medlem af en sygekasse eller sygeforening, er ifølge § 8, stk. 1, retten til at oppebære pensionen betinget af, at hun søger optagelse som nydende medlem og forbliver stående som sådan, så længe hun opfylder betingelserne derfor.

Retten til pension bortfalder ifølge § 9, stk. 1, ved indgåelse af ægteskab, men genindtræder efter begæring, hvis ægteskabet ophører, uanset dette ægteskabs varighed, men i øvrigt under de i § 2 anførte betingelser.

De øvrige i paragraffen indeholdte regler om forandring eller ophør af pensionsudbetalingen, om oplysningspligt over for kommunalbestyrelsen m. v. svarer til folkeforsikringslovens bestemmelser.

Da adkomst til pensionen ikke hviler på en ved forsikring begrundet ret, foreslås det i § 10, at pensionen bortfalder, hvis pensionisten optages under særforsorg. Med bortfald af pensionen bortfalder også eventuelle børnetillæg, men der vil ofte blive udbetalt enkebørnsbidrag efter forsorgsloven, eller børnene vil kunne inddrages under børneforsorg, således at der udbetales en plejeløn. For ophold på plejehjem følges reglerne i folkeforsikringslovens § 54.

Bestemmelsen i §11 fastslår, at man ikke samtidig kan oppebære folkepension, invalidepension eller arbejdsløshedsunderstøttelse og pension i henhold til denne lov.

Bestemmelsen i § 13 om pristalsregulering af pensionsbeløbet og det fradragsfri indtægtsbeløb er formuleret i overensstemmelse med bestemmelsen i folkeforsikringslovens § 85, således at pensionen i henhold til nærværende forslag reguleres i takt med folkepensionen.

Af pensionsudgifterne refunderer ifølge § 14 statskassen kommunerne 7/10, medens opholdskommunen afholder 6/70, og 15/70 fordeles på landets kommuner efter reglerne i afsnit III i lov om folkeforsikring.

I kapitel II (§§ 15-17) er som nævnt i indledningen optaget de i forsorgslovens § 282 indeholdte bestemmelser, ligesom det er fastsat, at også forsorgslovens regler om refusion m. v. skal finde anvendelse.

Kapitel III (§§ 18-19) giver regler om påankning af de kommunale myndigheders afgørelser og om unddragelse fra retsforfølgning af krav på ydelser i medfør af loven. Bestemmelserne svarer til reglerne i folkeforsikringslovens § 69, stk. 1, og § 81, stk. 1.

Kapitel IV (§§ 20-22) indeholder overgangs- og slutningsbestemmelser.

Ved 1. behandlingen i folketinget gav Edel Saunte (S) udtryk for stor glæde over lovforslaget, som hun betegnede som et væsentligt skridt videre ad den vej til hjælp for enker og enlige mødre, som var betrådt i 1955 og 1956. Yderligere lovforanstaltninger var tiltrængt, men man måtte afvente det nedsatte udvalgs betænkning. Hun var tilfreds med, at pensionens størrelse svarede til folkepensionen, men var ikke sikker på, at det var rigtigt at benytte andre indtægtsgrænser end de for invalide- og folkepensionister fastsatte. Man måtte også se nærmere på bestemmelsen om, at en kvinde ikke samtidigt kunne oppebære arbejdsløshedsunderstøttelse og enkepension, idet den kunne tænkes at skabe hindringer for enkernes arbejde i erhvervslivet. Også en bestemmelse i lovforslaget, hvorefter der ikke kunne udbetales børnetillæg, hvis barnefaderen ikke kunne identificeres, måtte overvejes nærmere. Problemet om de enlige kvinder i øvrigt ville sikkert rejse sig med større styrke, når enkerne fik hjælp. Hun var derfor glad for de muligheder, der lå i lovforslagets § 1, stk. 2, men håbede, at udvalgets videre arbejde ville resultere i en samlet lovgivning, der omfattede alle inden for området.

Søren Andersen (V) fremhævede de store forskelligheder inden for gruppen af enker og enlige mødre og dermed vanskeligheden ved at finde et udgangspunkt for en pensionsordning. Det foreliggende lovforslag måtte imidlertid betragtes som et hæderligt forsøg på at finde et forhandlingsgrundlag og et udgangspunkt for en almindelig enkepensionsordning. Han beklagede meget stærkt, at lovforslaget, når ministeren ikke ville afvente det nedsatte udvalgs betænkning, ikke var fremsat noget før, så der kunne blive tid til en ordentlig forhandling i tinget og i udvalget. Det vanskeligste spørgsmål ville sikkert blive de enlige kvinder, bortset fra enkerne. Taleren tilsagde i øvrigt lovforslaget en saglig og velvillig behandling i udvalget.

Erna Sørensen (KF) fandt det ligesom Søren Andersen beklageligt, at lovforslaget fremkom så sent. Der kunne ikke være tvivl om, at hendes parti meget gerne ville være med til at gennemføre en enkepensionsordning og altså gerne ville gå ind i forhandlinger om dette lovforslag som et led i den endelige lovgivning herom. Hun stod dog meget usikker over for en del af lovforslagets bestemmelser og anbefalede derfor en grundig udvalgsbehandling.

Else Zeuthen (RV) kunne give tilslutning til den af ministeren fulgte fremgangsmåde, hvorefter han — uden at afvente udvalgets betænkning — havde fremsat et lovforslag vedrørende et område, hvor der i særlig grad var behov for hjælp. Hun fremhævede betydningen af, at enkerne fik mulighed for gennem beskæftigelse at ernære sig selv, men frygtede, at lovforslagets fradragsregler, med de samme fradragsprocenter som folkepensionens, men med meget mindre fradragsfri beløb, ikke ville stimulere kvinden til at søge erhvervsarbejde. Også spørgsmålet om andre enlige kvinder end enkerne måtte drøftes nærmere. Skønt hun erkendte, at mange af disse var lige så dårligt stillet som enkerne, ønskede hun lidt flere oplysninger til belysning af disse forhold.

Gudrun Bjørner (DR) erkendte, at der var noget godt i lovforslaget. Enker med børn ville nu kunne få så god hjælp, at de kunne undgå at sende børnene til offentlige institutioner og i stedet selv blive hjemme og passe dem. Også løftet om uddannelseshjælp var godt, selv om hun hellere havde set, at den var bygget på låneprincippet i stedet for at være et direkte tilskud. I øvrigt fandt hun lovforslaget præget af en inhuman tankegang. Det gav udtryk for en undervurdering af kvinden som produktivt medlem af samfundet, når hun blev enke efter 55 års alderen. Det fristede hende til ikke at anstrenge sig synderligt for at opnå en selvstændig indkomst og gjorde det lettere for hendes medborgere at lukke øjnene for det rimelige i at finde plads til hende i erhvervslivet.

Bestemmelsen i § 9, hvorefter pensionsretten bortfalder ved indgåelse af ægteskab med mulighed for genindtræden ved ægteskabets ophør ville friste til uægteskabeligt samliv. Det var en umulig opgave at give generelle regler for ydelse af hjælp til enker på grund af disses forskellige forhold. De vanskeligt stillede kunne - og burde — hjælpes gennem en udbygning af hjælpeforanstaltninger, der allerede var hjemmel til i forsorgsloven.

Ragnhild Andersen (DK) hilste lovforslaget med tilfredshed, idet det åbnede muligheder for en forbedring af enkernes og visse enlige mødres kår og derved imødekom et bl. a. fra kommunistisk side ofte fremsat ønske. Lovforslaget var dog ikke vidtgående nok. Det medtog i det væsentlige kun enkerne, idet dispensationsbestemmelsen for andre enlige kvinder ikke var tilfredsstillende. Pensionen for enker med børn indtrådte for sent, og børnetillæggene burde kunne ydes op til barnets 21. år. Såvel pensionsbeløbene som indtægtsgrænserne måtte forhøjes væsentligt, og fradragsreglerne var for stramme.

Socialministeren kunne også have ønsket lovforslaget fremsat på et tidligere tidspunkt, men fremhævede vanskelighederne ved at formulere en lovgivning på dette område.

Han fandt, at de enker og enligt stillede, som lovforslaget omfattede, snarest burde hjælpes, og var villig til at drøfte de rejste spørgsmål i et udvalg.

Rigtigheden af Gudrun Bjørners anskuelser kunne ministeren ikke anerkende. Det var tværtimod en human tanke, der lå bag lovforslaget. Erhvervsmulighederne stod fortsat åbne for de pågældende, og lovforslaget var et forsøg på at give dem den plads, der tilkom dem inden for samfundshelheden.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henviste, afgav ikke betænkning.