Lovforslaget, der forinden fremsættelsen havde været forelagt i det folketingsudvalg, som var blevet nedsat til behandling af det af medlemmer af venstre og det konservative folkeparti fremsatte forslag til lov om ændringer i lov om iværksættelse af offentlige arbejder m. v. og beskæftigelse af arbejdsløse (se side 547), fremtrådte som forslag til en helt ny beskæftigelseslov, men byggede i det væsentlige på den gældende lov (lov nr. 169 af 30. marts 1946). Der var dog indføjet et nyt afsnit (afsnit IV) om støtteforanstaltninger til udbygning af industriarealer og etablering af fælles værkstedshuse, ligesom der var indsat et afsnit (afsnit II) indeholdende bestemmelser svarende til bestemmelserne i den såkaldte „lille beskæftigelseslov" (lov nr. 108 af 22. marts 1949 om tilskud fra den fælleskommunale udligningsfond til visse kommunale arbejder, som ændret ved lov nr. 106 af 31. marts 1952). Endvidere var der foreslået forenklinger i forskellige bestemmelser med det for øje at henlægge afgørelser, som hidtil har skullet træffes af arbejdsministeriet, til lokale instanser eller arbejdsdirektoratet. Endelig var der ved forslagets udformning i et vist omfang taget hensyn til de i det forannævnte oppositionsforslag fremsatte forslag.

Vedrørende lovforslagets opbygning og de enkelte bestemmelsers forhold til den gældende beskæftigelseslov skal på grundlag af arbejdsministerens skriftlige fremsættelse og de lovforslaget ledsagende bemærkninger anføres følgende:

Af lovforslagets i alt 7 afsnit svarede det første (afsnit I, omfattende §§ 1-3) i det væsentligste til afsnit I i den gældende beskæftigelseslov, idet det omfattede de bestemmelser, som er fælles for en række offentlige eller offentligt støttede arbejder, herunder arbejder, der administreres af andre ministerier end arbejdsministeriet. Dog var det i § 2 tydeliggjort, at der til arbejdets ledelse m. v. kan antages personale uden om den offentlige arbejdsanvisning. Herved foresloges lovfæstet en hidtil fulgt praksis.

I § 3 foresloges, at løn- og arbejdsvilkårene på det ordinære arbejdsmarked skulle finde anvendelse på de her omhandlede arbejder, dog var der af optræningsmæssige grunde lagt vægt på, at de egentlige beskæftigelsesarbejder fortrinsvis søges udført i akkord, hvorfor de i den gældende beskæftigelseslovs § 5 indeholdte særlige regler herom var foreslået opretholdt ved indsættelse i forslagets § 10.

Afsnit II (§§ 4-7) omfattede som nævnt de bestemmelser, der hidtil har været indeholdt i den lille beskæftigelseslov, hvorefter der kan ydes tilskud til mindre betydelige kommunale arbejder, som iværksættes for at skaffe de i kommunen bosatte arbejdsløse beskæftigelse i stedet for offentlig hjælp. Tilskuddet til disse mindre betydelige arbejder har hidtil i loven været fastsat til 40 pct. af udgifterne til arbejdsløn, men der var ikke i lovforslaget optaget en bestemt grænse for tilskuddets størrelse; dette ville derved kunne fastsættes efter lignende principper som dem, der anvendes ved de egentlige beskæftigelsesforanstaltninger. Man ville herved fjerne kommunernes økonomiske interesse i at søge disse arbejder gennemført efter bestemmelserne i afsnit III (de egentlige beskæftigelsesforanstaltninger) og i stedet opnå, at kommunerne i et større antal tilfælde end hidtil vil søge arbejderne gennemført ved anvendelse af den i afsnit II angivne lettere fremgangsmåde med forelæggelse for det lokale amtsnævn, hvorved arbejdsministeriet vil blive aflastet for behandlingen af disse mindre omfattende sager.

Samtidig foresloges (§ 4, stk. 2) åbnet adgang for arbejdsministeren til at bestemme, at også andre end kommunale arbejder skulle kunne henføres under bestemmelserne i afsnit II. Endvidere havde man i forslaget undladt at stille krav om en vis tids forudgående ledighed for de personer, der anvises arbejde ved disse mindre arbejder, hvorfor det ved anvendelse af de i afsnit I foreslåede regler alene krævedes, at de pågældende skulle være arbejdsløse. Herved skulle kunne opnås en forenkling af administrationen af disse mindre arbejder, samtidig med at der for disses vedkommende skete en imødekommelse af det af medlemmer af partiet venstre og det konservative folkeparti fremsatte forslag om, at der ikke skulle stilles krav om forudgående længere tids ledighed som betingelse for henvisning, idet dette krav alene opretholdtes, for så vidt angik de større beskæftigelsesforanstaltninger, der efter forslaget skulle gennemføres med tilskud efter reglerne i afsnit III.

I afsnit III (§§ 8-13), der omfattede bestemmelserne vedrørende de egentlige beskæftigelsesforanstaltninger, var i hovedsagen bibeholdt de hidtil i beskæftigelsesloven fastsatte bestemmelser vedrørende disse arbejder, dog at der var stillet forslag om nogle forenklinger, hvorefter visse afgørelser — særlig vedrørende henvisningsspørgsmål — fremtidig skulle kunne træffes af arbejdsanvisningskontorerne eller af arbejdsdirektoratet, hvorved arbejdsministeriet blev fritaget for behandlingen af disse sager. For at imødekomme det nævnte oppositionsforslag havde man yderligere i § 9 foreslået indsat følgende nye bestemmelse:

„Arbejder, der iværksættes med tilskud i henhold til § 8, skal udføres enten ved den pågældende kommunes eller statsinstitutions egen foranstaltning eller ved bortgivelse, helt eller delvis, i entreprise efter stedfunden offentlig licitation. Arbejdsministeren kan fravige denne bestemmelse, hvor omstændighederne måtte tale derfor."

Bestemmelserne i afsnit IV (§§ 14-16) om støtteforanstaltninger til udbygning af industriarealer og etablering af fælles værkstedshuse tog sigte på at give kommunerne mulighed for at forberede og medvirke til en udbygning af det private erhvervsliv. Der stilledes derfor i §14 forslag om, at der for finansårene 1958-59, 1959-60 og 1960-61 skulle stilles beløb af henholdsvis 2 mill. kr., 3 mill. kr. og 3 mill. kr. til rådighed for arbejdsministeren til ydelse af støtte til de nævnte foranstaltninger, som fortrinsvis skulle iværksættes i områder med høj ledighed.

Støtten til udbygningen af industriarealer foresloges i § 15 ydet i form af tilskud eller lån til vejanlæg, sporanlæg, vandafledningsanlæg, rensningsanlæg, planeringsarbejder, indhegninger samt i øvrigt sådanne anlæg, som er fornødne for en gennemførelse af arealernes bebyggelse og for deres forsyning med vand, elektricitet, gas m. v., mens det udtrykkeligt var forudsat, at der ikke kunne ydes støtte til arealernes erhvervelse.

I § 16 foresloges åbnet adgang til at yde støtte i form af lån, men ikke tilskud, til etablering af fælles værkstedshuse, hvorved sigtes til bygninger, der er beregnet på at skulle huse en række selvstændige virksomheder i indbyrdes adskilte lokaler, men under udnyttelse af forskellige fællesanlæg. Lånene skulle sammen med foranstående normale prioriteter højst kunne udgøre 90 pct. af bygningernes opførelsesomkostninger, idet der dog til disse skulle kunne medregnes udgifter til sådanne faste installationer, der ikke udelukkende tjener den enkelte virksomheds specielle formål. De pågældende lån foresloges forrentet og afdraget efter regler fastsat af arbejdsministeren efter forhandling med finansministeren og indenrigsministeren, ligesom det var forudsat, at lånene helt eller delvis sikredes ved kommunegaranti.

Afsnit V (§§ 17-20) indeholdt forskellige fælles bestemmelser vedrørende de i afsnittene II, III og IV omhandlede foranstaltninger og omfattede således de under arbejdsministeriets direkte administration hørende arbejder, derimod ikke foranstaltninger i henhold til afsnit I, der også angår de under andre ministerier hørende arbejder, der iværksættes med arbejdsløshedens bekæmpelse som væsentligt formål. Bestemmelserne svarede i øvrigt, når bortses fra mindre ændringer, stort set til allerede gældende regler, idet dog den gældende beskæftigelseslovs § 10, stk. 2, hvorefter personer, der i henhold til arbejdsløshedsloven er udelukket fra optagelse eller forbliven i en arbejdsløshedskasse eller fra understøttelse af en sådan, kun kan henvises til beskæftigelsesforanstaltninger med arbejdsministeriets godkendelse, foresloges ophævet.

I afsnit VI (§ 21) var foreslået indsat hjemmel til i et vist omfang at fravige lovens almindelige regler ved de særlige beskæftigelsesforanstaltninger for erhvervshæmmede under henvisning til, at det i praksis havde vist sig nødvendigt at kunne dispensere i disse tilfælde.

Endelig var der i afsnit VII (§§ 22-25) foreslået en række overgangs- og slutningsbestemmelser.

Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af Peter Ravn (S). Søren Andersen (V), som erkendte, at der i lovforslaget lå en imødekommelse af visse af oppositionens forslag, så med tilfredshed på, at den lille og den store beskæftigelseslov søgtes sammenarbejdet, men fandt det utilfredsstillende, at man for valle større arbejder ville fastholde den gamle bestemmelse om, at de, der skal beskæftiges, skal have haft 100 dages ledighed og ikke have været beskæftiget inden for de sidste 14 dage. Han ville ikke afvise tanken om at benytte denne lovgivning til at gøre industriarealer byggemodne, men efter hans mening burde der også tages bedre fat på landvindingsarbejder, ligesom beskæftigelseslovgivningen i det hele taget burde gøres mere produktiv. Tanken om at give lån til opførelse af fælles værkstedsbygninger var han betænkelig ved, men han fandt lovforslaget som helhed egnet til en udvalgsbehandling og tilsagde på partiets vegne en saglig drøftelse. Asger Jensen (KF), der stört set udtalte sig på linje med ordføreren for venstre, gik kraftigt imod tanken om offentlig medvirken til bygning af værkstedshuse, idet han fandt, at dette kunne blive en begyndelse til en udvikling, under hvilken staten mere og mere trængte sig ind på erhvervslivets område. Morten Larsen (RV), der tilsagde sit partis medvirken til en hurtig behandling, lagde ligesom venstres ordfører vægt på det produktive, herunder landvindingsarbejder, men han inddrog yderligere spørgsmålet, om ikke forbedring af landbrugets bygninger kunne være et egnet område for beskæftigelsesforøgende foranstaltninger. J. M. Pedersen (DR) anbefalede under henvisning til den store arbejdsløshed en hurtig behandling. Også Alfred Jensen (DK) tilsagde sit partis støtte til foranstaltninger til fremme af beskæftigelsesmulighederne, men han fandt lovforslaget helt utilstrækkeligt i så henseende og krævede iværksættelse af et omfattende offentligt arbejdsprogram.

Lovforslaget nåede på grund af det sene fremsættelsestidspunkt ikke at blive færdigbehandlet af det udvalg, hvortil det blev henvist efter 1. behandling.