Loven har følgende indhold:

§ 1. § 3, stk. 1, i lov nr. 188 af 30. april 1948 om velfærdsforanstaltninger for søfarende affattes således:

„De til Velfærdsrådets virksomhed fornødne midler tilvejebringes ved en afgift af 12 øre [hidtil 8 øre] pr. dag for hver med dansk handelsskib eller -fartøj forhyret søfarende — herunder skibsførere i sådanne skibe og fartøjer — der er forsikret mod følger af ulykkestilfælde i henhold til gældende ulykkesforsikringslovgivning. Afgiften udredes med 3 øre [hidtil 2 øre] pr. dag af den søfarende, 3 øre [hidtil 2 øre] af rederen og 6 øre [hidtil 4 øre] af statskassen."

§ 2. Denne lov træder i kraft den 1. januar 1959.

Som begrundelse for lovforslagets bestemmelser anførte handelsministeren ved dets fremsættelse i folketinget:

„Formålet med lovforslaget er at forhøje den velfærdsafgift, der danner det økonomiske grundlag for det arbejde, der udføres af Handelsflådens Velfærdsråd, med 50 pct. Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, er den foreslåede afgiftsforhøjelse kun at betragte som en ajourføring af afgiften i forhold til den siden 1948 stedfundne løn- og prisstigning, der har været meget følelig for Velfærdsrådet, hvis udgifter til dels falder i udlandet, hvor prisudviklingen på visse steder har været endnu ugunstigere end her. Det er derfor nødvendigt at skaffe forøgede midler til rådighed for velfærdsarbejdet, hvis dette skal kunne videreføres og på visse områder udbygges, således som der er gjort nærmere rede for i bemærkningerne.

I denne forbindelse vil jeg gerne understrege betydningen af, at Velfærdsrådet fremover bliver i stand til at deltage i det samarbejde, der er etableret med de svenske og norske velfærdsråd for handelsflåden. Dette samarbejde har været meget værdifuldt, og danske søfarende har i stor udstrækning nydt godt af de foranstaltninger, de svenske og norske velfærdsråd har tilvejebragt i udenlandske havne, f. eks. de norske og svenske sømandshoteller og idrætsanlæg og det i havnene udstationerede velfærdspersonale. Forholdet er jo det, at både Norge og Sverige råder over betydelige midler til velfærdsarbejdet, både i form af højere velfærdsafgift og store grundkapitaler til investeringsformål. Da loven om velfærdsforanstaltninger for søfarende blev behandlet i rigsdagen i 1948, var der almindelig enighed om, at det ville have været ønskeligt, at også det danske Velfærdsråd havde haft en grundfond, og at man i mangel heraf måtte søge at hjælpe med særlige bevillinger til løsning af større opgaver. Jeg vil gerne bemærke, at Velfærdsrådet i de snart 10 år, det har virket, ikke har søgt eller fået bevillinger, men har klaret sig med velfærdsafgiften. Det er dog muligt, at der i de kommende år vil kunne blive spørgsmål om tilvejebringelse af midler til investeringsformål, f. eks. for at deltage i oprettelse af fælles-skandinaviske sømandsklubber o. lign., idet velfærdsafgiften, også såfremt den nu foreslåede forhøjelse gennemføres, kun vil kunne dække de løbende driftsudgifter ved Velfærdsrådets virksomhed.

Den foreslåede afgiftsforhøjelse vil andrage 200 000 kr. årligt, hvoraf staten dog kun skal afholde halvdelen, idet den anden halvdel af forhøjelsen fordeles mellem rederne og de søfarende, hvis organisationer på forhånd har givet fuld tilslutning til afgiftsforhøjelsen."

Lovforslaget underkastedes efter 1. behandling en kort udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag. Det vedtoges uændret og enstemmigt.