Loven svarer, bortset fra de i det følgende omtalte ændringer, ganske til det i foregående folketingsår fremsatte forslag til lov om danske skibes bemanding og om sønæringsbeviser (se årbog 1956-57, side 475). Om baggrunden for lovforslaget, om lovens systematik og en del principielle bestemmelser kan derfor henvises til det anførte sted i årbogen for 1956-57. Om lovens detaljerede regler må fremdeles henvises til lovteksten.

Lovforslaget fremsattes og behandledes i folketinget — ligesom i 1956-57 — sammen med forslag til lov om eksaminer for skibsmaskinmestre m. m. og forslag til lov om nautiske eksaminer m. m. (de to nærmest foregående sager), med hvilke det er nært sammenknyttet. Også de to sidstnævnte lovforslag gennemførtes i indeværende folketingsår.

Om de punkter, på hvilke lovforslaget adskilte sig fra det i 1956-57 fremsatte, og om de ændringer, som lovforslaget underkastedes under folketingets behandling, bemærkes:

Blandt de spørgsmål, som ifølge den af udvalget i 1956-57 afgivne beretning henstod uafklaret, var spørgsmålet om bemandingsreglerne for såkaldte åbne shelterdækkere. Der var i denne forbindelse fremkommet nogen kritik af den praksis, der har fundet udtryk i et cirkulære fra 1933 til mønstringsbestyrerne, hvorefter et skibs tonnage med åbent shelterdæk skal lægges til grund ved beregningen af dæksmandskabets størrelse. Spørgsmålet er yderst aktuelt, fordi der findes et betydeligt antal skibe af denne type, og fordi mange af dem sejler snart med shelterdækket åbent, snart lukket, med den konsekvens, at tonnagen til stadighed skifter.

For så vidt muligt at opnå internationalt ensartet praksis blev det i lovforslaget foreslået, at den til enhver tid i skibets målebrev angivne tonnage skulle være afgørende for bemandingens størrelse. Formelt har denne ændrede praksis fundet udtryk ved en ændring af lovens § 2, punkt 4, der omtaler definitionen af tons. Den nævnte definition er herefter: „Registertons brutto som til enhver tid i skibets målebrev angivet".

Et andet fra forrige folketingsår henstående spørgsmål drejede sig om en forhøjelse af tonnagegrænsen for skibe, som sætteskippere skulle have adgang til at føre. I det oprindelige forslag var den nævnte grænse sat ved 150 tons, og således at sætteskippere, der havde ført skibe i 60 måneder uden for kystfart, fik adgang til at føre skib indtil 200 tons.

Ved nærværende lovforslag var de nævnte grænser forhøjet til henholdsvis 300 tons og 500 tons.

Forhøjelsen, der imødekommer et ønske fra småskibsfarten, er fundet forsvarlig ud fra de forbedringer i sætteskipperuddannelsen, som muliggøres ved gennemførelsen af det ovenfor nævnte lovforslag om nautiske eksaminer.

Bestemmelsen, der fik sin endelige form under behandlingen i folketinget, findes i lovens § 5, stk. 5. Til § 47 føjedes i øvrigt følgende bestemmelse:

„Den, der har erhvervet bevis som sætteskipper i henhold til den før nærværende lovs ikrafttræden gældende lovgivning, og som i 60 måneder har ført skibe over 20 tons uden for kystfart, kan indtil udgangen af året 1968 få sit sønæringsbevis påtegnet om, at han har ret til at føre ikke-passagerskib ikke over 300 tons i nordeuropæisk fart."

I den af udvalget afgivne betænkning udtales i øvrigt følgende:

„Udvalget har overvejet tillige at give sætteskippere adgang til at føre passagerskibe over 100 registertons i kystfart og indskrænket fart, men har dog afstået derfra, idet udvalget understreger et af handelsministeren givet tilsagn om at ville udnytte lovens muligheder for at give dispensation, hvor sikkerhedsmæssige grunde ikke taler derimod."

I bemandingsreglerne gennemførtes i øvrigt under behandlingen følgende ændringer:

HK-grænsen for ikke-passagerskibe, hvis motor kan passes af personer med duelighedsbevis i motorpasning, forhøjedes fra 250 HK til 300 HK, jfr. § 6.

Hvad angår fiskerskibe, indsattes som en tilføjelse til § 27 følgende bestemmelse:

„I fiskemotorskibe med motor af ikke over 500 HK, der af direktoratet for statens skibstilsyn i skibets fartscertifikat er karakteriseret som værende af enkel konstruktion og virkemåde, kan motoren dog betjenes af en person med duelighedsbevis i motorpasning."

Et væsentligt punkt inden for bemandingsreglerne, som der ikke opnåedes enighed om i det i 1956-57 nedsatte udvalg, var spørgsmålet om styrmandsaspiranterne. Under henvisning til en mellem Dansk Dampskibsrederiforening og Sømændenes Forbund i Danmark bestående aftale om, at aspiranter ikke skulle indgå i den foreskrevne underordnede dæksbesætning, var der i det oprindelige lovforslag ikke medtaget nogen bestemmelse herom.

En sådan var derimod optaget i nærværende lovforslags § 7, stk. 7. Bestemmelsen, der under behandlingen ændredes på et enkelt punkt, fik i sin endelige skikkelse følgende ordlyd:

„Personer, der som lærlinge eller aspiranter er antaget til uddannelse til styrmænd, kan kun i undtagelsestilfælde medregnes til det foreskrevne dæksmandskab."

Bestemmelsen skyldes ifølge lovforslagets bemærkninger, at aspiranter fortrinsvis er antaget med deres uddannelse for øje og derved ikke kan påregnes at være til rådighed i fuld udstrækning til det for dæksmandskabet sædvanlige arbejde om bord. Bestemmelsen udelukker dog ikke, at skibsføreren, når forholdene gør det påkrævet, kan lade en aspirant midlertidigt indgå i den foreskrevne dæksbesætning, f. eks. hvor afgang har fundet sted og andet mandskab ikke kan skaffes.

Ministeren udtalte ved fremsættelsen i forbindelse med den nævnte bestemmelse:

„Ved antagelse af styrmandslærlinge sikrer man de fremtidige navigatører den bedst mulige praktiske uddannelse; og at dette på lang sigt må være til gavn for handelsflåden, behøver næppe nærmere argumentation. Men også af en anden grund må gennemførelse af en aspirantordning være ønskelig. Forholdet er jo for tiden det, at der eksisterer en vis skævhed i mandskabsgrupperingen inden for handelsflåden, idet der gør sig en mere og mere mærkbar mangel på navigatører gældende. Det må derfor også af hensyn til beskæftigelsesmulighederne for det øvrige mandskab om bord være ønskeligt, at man benytter enhver vej til at forøge antallet af styrmandsuddannede folk, når det som her kan gøres uden at svække andres muligheder for at opnå samme uddannelse til navigatører og uden at formindske det øvrige mandskabs mulighed for at finde beskæftigelse om bord."

I lovforslagets bestemmelser om sønæringsbeviser gennemførtes under folketingets behandling følgende ændringer:

Ved en ny affattelse af § 13, litra a, udgik det i bestemmelsen oprindeligt stillede krav om 4½ måneds sejlads med et godkendt skoleskib som betingelse for erhvervelse af bevis som styrmand af 2. grad.

Udvalget betonede imidlertid i sin betænkning, at det anså sejlskoleskibsuddannelse for betydningsfuld for den almene sømandsuddannelse, og mente, at lovforslaget gav tilstrækkelig mulighed for, at denne uddannelsesform kunne opretholdes.

Udvalgets ønske om at bevare muligheden for uddannelse i skoleskibe fandt udtryk gennem en tilføjelse til § 35 (under lovens almindelige bestemmelser) af følgende indhold:

„Handelsministeren kan efter indstilling fra Søfartens Fællesråd tillade, at sejlads med godkendt skoleskib ved opgørelsen af den samlede fartstid medregnes med indtil 6 måneder mere end den med sådant skoleskib faktisk erhvervede fartstid."

Til § 25, som indeholder betingelserne for at kunne udmønstres som fyrbøder, motormand eller donkeymand, føjedes som nye stykker:

,,Stk. 2. Fra det tidspunkt og i det omfang, som bestemmes ved kgl. anordning, er første udmønstring som befaren motormand eller fyrbøder betinget af, at vedkommende har gennemgået et af handelsministeren godkendt kursus.

Stk. 3. Ministeren bemyndiges til at lade oprette kursus til uddannelse af underordnet maskinbesætning. Udgifterne ved oprettelse og drift af sådanne kursus afholdes på de årlige finanslove.

Stk. 4. Nærmere bestemmelser vedrørende de her omhandlede kursus, herunder elevafgifter, fastsættes af ministeren efter indstilling fra Søfartens Fællesråd."

Ændringen er en følge af, at forholdene for maskinmandskabet i skibene i de senere år har ændret sig, idet flere skibe nu enten har oliefyr eller motorer. Dette betinger bedre uddannelse, og den nævnte bestemmelse tilsigter en sådan obligatorisk uddannelse for fremtidige maskinbesætninger.

I overensstemmelse med de af handelsministeren over for det folketingsudvalg, der i folketingssamlingen 1956-57 behandlede det tilsvarende lovforslag, fremsatte ændringsforslag var der efter henstilling fra ministeriet for offentlige arbejder til § 40, stk. 1, føjet en bestemmelse om, at de i lovforslagets §§ 5 og 6 indeholdte bestemmelser (om bemanding), for så vidt angår skibe i rutefart af kortere varighed, kan fraviges. Endvidere var der efter henstilling fra ministeriet for Grønland som § 40, stk. 3, indsat en bestemmelse, der giver adgang til at fastsætte særlige lempelser for Grønland.

Endelig ændredes ikrafttrædelsesdatoen i § 45 til 1. august 1958.

Under behandlingen i folketinget var der hos alle ordførere enighed om, at nye regler på lovforslagets område var tiltrængt, og at lovforslaget tillige med de ovenfor nævnte 2 lovforslag burde underkastes en hurtig behandling.

Om lovforslagets enkelte bestemmelser var der for størstedelens vedkommende opnået enighed ved de i 1956-57 førte forhandlinger. Drøftelserne drejede sig derfor i alt væsentligt om de punkter, på hvilke lovforslaget afveg fra det oprindelige forslag.

Ved 1. behandlingen gik Peter Nielsen (S) imod den foreslåede aspirantordning, som han fandt udemokratisk, idet han frygtede, den ville skabe en særlig officersklasse og afholde sømændene fra at søge videre uddannelse. Også kravet om obligatorisk skoleskibssejlads var han modstander af og fremhævede i stedet betydningen af, at der til navigationsundervisningen knyttedes et moderne instrumentskib. De ændrede regler om bemandingen af shelterdækkere var en forbedring, men han fandt i øvrigt, at hele bemandingsskalaen var yderst nødtørftig. De øgede muligheder for sætteskippere hilste han med glæde.

Såvel venstres ordfører (Gideon) som den konservative ordfører (Baagø) fandt lovforslaget væsentligt forbedret. De var tilfredse med, at aspirantordningen nu var medtaget i lovforslaget, hvorved et ønske fra deres side var imødekommet. Det var ikke mindst under hensyn til den herskende mangel på officerer vigtigt at søge tilgangen til uddannelsen øget, ligesom det gjaldt om at give de fremtidige navigatører den bedst mulige uddannelse. De kunne i det hele anbefale lovforslaget til hurtig gennemførelse.

Også Helge Larsen (RV) kunne anbefale lovforslaget og fandt bestemmelsen om aspiranterne velmotiveret.

Niels Andersen (DR) hilste med glæde, at der nu blev skabt muligheder for ordnede forhold på området vedrørende styrmandsaspiranterne, og tilsagde i det hele en velvillig behandling af lovforslaget.

Lynnerup Nielsen (DK) gik imod aspirantordningen, som han fandt var udtryk for særlig hensyntagen til redernes interesser. Bemandingsreglerne var i det hele ikke tilfredsstillende.

Handelsministeren fremhævede som begrundelse for den foreslåede aspirantordning den betydelige skævhed, der fandtes inden for besætningerne, idet der var mangel på styrmandsuddannede og samtidig arbejdsløshed blandt dæksmandskabet. Dæksmandskabet ville i øvrigt have samme adgang som hidtil til at få styrmandsuddannelse. Ordningen for shelterdækskibene var et kompromis, som lå helt på linje med problemets løsning i andre søfartsnationer. De udvidede beføjelser for sætteskippere var en naturlig følge af deres anvendelse under de nuværende forhold, og det var i øvrigt tanken at udvide uddannelsen lidt for sætteskippere. Ministeren fandt det i øvrigt meget ønskeligt nu at få lovforslagene gennemført.

De i udvalgsbetænkningen stillede ændringsforslag, som er omtalt i det foregående, vedtoges ved 2. behandling, mens en række fra kommunistisk side uden for betænkningen stillede ændringsforslag forkastedes.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 138 stemmer; 6 medlemmer (DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.