Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget opfordrer regeringen til at fremsætte lovforslag om ophævelse af lov nr. 343 af 6. maj 1921, jfr. lovbekendtgørelse nr. 270 af 16. juni 1941 med senere ændringer, om retsforholdet mellem husbond og medhjælpere samt om sådanne ændringer i den øvrige lovgivning om arbejdsforhold, der vil være nødvendige som følge af denne ophævelse."

Som begrundelse for forslaget anførte ordføreren for forslagsstillerne, Fuglsang (DK), ved fremsættelsen bl. a.:

„Især blandt landbrugets arbejdere har der i årenes løb været stærke krav om fjernelse af sådanne lovbestemmelser, som de med rette har følt som en undtagelses- og klasselovgivning, rettet mod den svageste part i stedet for at yde den nogen virkelig beskyttelse. Allerede i landarbejderforbundets første program 1907 krævede man den gamle tyendelov af 1854 afskaffet. Dette skete for så vidt i 1921, men den nye lov, medhjælperloven, gav ikke landarbejderne den retsstilling og ligestilling med andre arbejdere, de havde ønsket som en naturlig ret.

Senere har en kommission, der nedsattes i 1938 med det udtrykkelige formål at finde ud af, hvilke forbedringer der var nødvendige for at sikre landbruget den nødvendige arbejdskraft, udsendt en betænkning, men selv dennes beskedne forslag til forbedringer er ikke blevet gennemført.

Sagen har ganske naturligt stadig været rejst på Dansk Arbejdsmands Forbunds kongresser, og der er fra dette forbunds hovedbestyrelse i november 1955 rettet henvendelse til regering og folketing. Heri kræves, „at medhjælperloven afskaffes eller ændres, således at den kan tjene til beskyttelse af de unge arbejdere, og således at de voksne, såvel gifte som ugifte arbejdere i fremtiden på deres arbejdspladser kommer til at virke under samme lovmæssige vilkår, som alle øvrige borgere må virke under på deres arbejdspladser".

På baggrund af landbrugserhvervets almindelige og stadige krav om ligestilling med andre erhverv er det for os urimeligt og uforståeligt, at man fra landbrugets arbejdsgiverside modsætter sig, at denne ligestilling også udstrækkes til at omfatte erhvervets medhjælpere, at f. eks. disse skal have en ringere ferieordning, at der med hensyn til deres løn fortsat gælder en bestemmelse om, at første måneds løn først udbetales efter 3 måneders forløb. Dertil kommer, at en paragraf som medhjælperlovens § 30 i sin udformning må virke som en direkte fornærmelse mod hele den gruppe mennesker, der omfattes af loven. Jeg tænker på visse af de årsager, som man åbenbart har fundet det nødvendigt at remse op som lovlig grund til at bortvise medhjælperen: at han forleder husbondens børn til slette handlinger, at han trods advarsler stadig møder drukken, krænker husets orden ved utugtigt forhold, lider af smitsomme kønssygdomme m. m. Endvidere finder vi det urimeligt, ikke mindst på baggrund af den stærke mekanisering, at der stadig gælder andre regler for børns og unge menneskers arbejde end de almindelig gældende."

Ved forslagets 1. behandling oplyste socialministeren, at „man fra regeringens side allerede i nogen tid har været opmærksom på spørgsmålet om en ajourføring af medhjælperloven, og der har da også været og bliver til stadighed arbejdet hermed i socialministeriet. En sådan social beskyttelseslov har formentlig stadig sin berettigelse, især for de unge under 18 år. Loven vedrører jo både landbrugets medhjælpere, kvindelige og mandlige, og byernes husassistenter. Hvad særlig medhjælpernes ferie angår, kan jeg oplyse, at også dette spørgsmål er medinddraget i overvejelserne angående de ændringer i loven, som måtte skønnes ønskelige.

Jeg har forstået forslaget og ordføreren for forslagsstillerne, det ærede medlem hr. Fuglsang, således, at man samtidig ønsker sådanne ændringer i arbejderbeskyttelseslovgivningen, som kan berettige en ophævelse af medhjælperloven. Hertil er imidlertid at bemærke, at arbejderbeskyttelsesloven blev gennemført i 1954 efter meget lange og vanskelige forhandlinger, og resultatet fremkom som et kompromis mellem de demokratiske partier. En ændring i denne lovgivning så kort tid efter lovens ikrafttræden den 1. april 1955 vil utvivlsomt være forbundet med betydelige vanskeligheder, såvel saglige som politiske. Det må erkendes, at den mere end 35 år gamle medhjælperlov er delvis forældet, og det kan beklages, at den betænkning, der blev afgivet for 20 år siden, ikke førte til noget resultat. Det er imidlertid et socialpolitisk felt, hvor mange interesser brydes, og også det arbejde, der nu gøres i ministeriet, må tage sin tid."

I overensstemmelse hermed udtalte Bladt (S), at man fra socialdemokratisk side så med den allerstørste velvilje på en lovgivning, som tilsigtede en principiel ændring i de bestående medhjælperforhold. Sagen rummede dog adskillige problemer, også af politisk art. Det var derfor et spørgsmål, om man ikke burde overlade sagen til regeringen. Jens Chr. Christensen (V) mente ikke, at en medhjælperlov kunne undværes. Den samme opfattelse gjordes gældende af H. C. Toft (KF), der anså det foreliggende forslag for at være for vidtgående; der var dog bestemmelser i den gældende lov, som kunne tages op til overvejelse. Aage Fogh (RV) fandt det naturligt, at loven blev taget op til revision; han ville se med velvilje på et lovforslag, der fremkom fra regeringen med henblik herpå. Helge Madsen (DR) følte sig tiltalt af tanken om en ophævelse af med- hjælperloven; om man skulle beslutte sig hertil, eller ministeren kunne anvise andre veje frem, burde undersøges.

På forslag af Bladt henvistes lovforslaget til behandling i et udvalg. Dette afgav ikke betænkning.