Ved folketingsbeslutningen udtaler folketinget sin tilslutning til, at den af den internationale arbejdskonference i Genève i året 1957 vedtagne konvention nr. 105 om afskaffelse af tvangsarbejde ratificeres.

På den 40. arbejdskonference i Genève 1957 vedtoges ovennævnte konvention.

Den internationale arbejdskonference har tidligere (i 1930) vedtaget konvention nr. 29 om tvungent eller pligtmæssigt arbejde, hvorved de lande, der ratificerer konventionen, påtager sig så hurtigt som muligt at afskaffe tvungent eller pligtmæssigt arbejde, dog med visse undtagelser såsom militærtjeneste, borgerlige ombud, katastrofesituationer etc.

Denne konvention er tiltrådt af Danmark ved rigsdagsbeslutning af 25. januar 1932, jfr. udenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 49 af 1. marts 1932.

I årene efter 2. verdenskrig foreligger der eksempler på forekomsten af tvangsarbejde under en form, som ikke var forudset, da konventionen af 1930 blev vedtaget. På baggrund heraf besluttedes det på 12. samling i De Forenede Nationers økonomiske og sociale råd (1951), at De Forenede Nationers generalsekretær sammen med
generaldirektøren for Det internationale Arbejdsbureau skulle nedsætte en komité med den opgave gennem studium af medlemslandenes love og administrative bestemmelser at klarlægge omfanget af tvungent eller „opdragende" arbejde, der anvendes som middel til politisk undertrykkelse eller straf, eller som er af et sådant omfang, at det udgør et vigtigt led i vedkommende lands økonomi.

Komiteen afgav rapport i 1953. Det fremhæves heri, at undersøgelsen har afsløret eksistensen i flere lande af så graverende former for tvangsarbejde, at de alvorligt krænker fundamentale menneskerettigheder og truer arbejdernes frihed og uafhængighed i strid med forpligtelserne og bestemmelserne i De Forenede Nationers pagt.

Den internationale Arbejdsorganisations styrelsesråd vedtog herefter at sætte spørgsmålet om afskaffelse af tvangsarbejde på dagsordenen for den internationale arbejdskonference med henblik på revision af 1930-konventionen eller gennemførelsen af nye internationale bestemmelser.

Efter behandling på arbejdskonferencerne i 1956 og 1957 vedtoges herefter konvention nr. 105.

Ifølge konventionens bestemmelser forpligter de lande, der ratificerer konventionen, sig til ikke at gøre brug af tvangsarbejde i følgende former:

a) som middel til politisk tvang eller opdragelse eller som straf for at have eller give udtryk for politiske synspunkter eller synspunkter, der ideologisk strider mod den vedtagne politiske, sociale eller økonomiske ordning;

b) som metode til at hverve og anvende arbejdskraft med henblik på økonomisk udvikling;

c) som middel til opretholdelse af arbejdsdisciplin;

d) som straf for deltagelse i strejker;

e) som middel til forskelsbehandling på grund af race, social stilling, nationalitet eller religion.

Da ingen af de i konventionen nævnte former for tvangsarbejde forekommer her i landet, vil Danmark kunne ratificere konventionen; en ratifikation vil ikke nødvendiggøre ændring i dansk lovgivning. Konventionens bestemmelser er også opfyldt for Grønlands og Færøernes vedkommende. Den træder i kraft 1 år efter det tidspunkt, da 2 medlemsstaters ratifikation er blevet indregistreret hos generaldirektøren. Derefter træder den i kraft for enhver medlemsstat 1 år efter, at dens ratifikation er blevet indregistreret.

Konventionen var, da forslaget til folketingsbeslutning fremsattes, endnu ikke tiltrådt af noget medlemsland.

Den i 1930 vedtagne konvention nr. 29 om tvungent eller pligtmæssigt arbejde er fortsat gældende, men arbejdskonferencen vedtog på samlingen i 1956 en resolution, der anmoder styrelsesrådet om så snart som muligt at optage spørgsmålet om revision af denne konvention på dagsordenen for en kommende arbejdskonference.

Ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning anførte socialministeren bl. a.:

„Det, konventionen særlig tilsigter at ramme, er de former, hvorunder tvangsarbejde bruges som middel til politisk undertrykkelse eller som middel til gennemførelse af større økonomiske projekter, der iværksættes af vedkommende regeringer.

Jeg vil i denne forbindelse gøre opmærksom på, at man fra dansk side, skønt ingen af disse former for tvangsarbejde forekommer i Danmark, har taget meget aktiv del i forhandlingerne på de to sidste arbejdskonferencer om udformningen af konventionen for derved at medvirke til, at konventionen kunne bruges som et virksomt instrument til imødegåelse af disse misbrug, der hører til de groveste brud på de principper, der ligger til grund for De Forenede Nationers erklæring om menneskerettighederne.

Ved arbejdskonferencen i 1956, hvor forslaget til konventionen var undergivet 1. behandling, blev der fra dansk og svensk side stillet forslag om, at konventionen også skulle indeholde forbud mod anvendelse af koncentrationslejre og deportation af nationale mindretal, idet det var de danske og svenske regeringsdelegeredes mening, at en konvention, der alene indeholdt et forbud mod tvangsarbejde, ikke ville yde tilstrækkelig beskyttelse, såfremt de fornævnte metoder med anvendelse af koncentrationslejre og deportation fortsat kunne anvendes som middel til politisk undertrykkelse.

Når tvangsforanstaltninger alligevel ikke blev inddraget under konventionen, skyldes det dels, at disse spørgsmål antages at henhøre under De Forenede Nationers kompetence, dels at en række regeringer fremsatte ønske om, at de ikke skulle medtages. I stedet vedtog arbejdskonferencen i 1957 et udkast til resolution, som blev forelagt af de danske, norske og svenske regeringsrepræsentanter, hvori De Forenede Nationers opmærksomhed henledes på betydningen af, at der træffes effektive foranstaltninger til sikring af gennemførelsen af forbud mod anvendelse af koncentrationslejre og deportation af nationale mindretal."

Forslaget til folketingsbeslutning vedtoges enstemmigt uden at have været undergivet udvalgsbehandling.