Loven har følgende ordlyd:

§ 1. Landbrugsministeren bemyndiges til i tiden indtil 1. januar 1958 at påbyde, at der i alt brødkorn, der formales til menneskeføde, skal indmales dansk hvede, henholdsvis rug, med mindsteprocenter, der fastsættes af ham. Det kan dog tillades en handelsmølle at formale udenlandsk og dansk brødkorn hver for sig, såfremt melet af det udenlandske brødkorn efter ministerens nærmere bestemmelse enten på vedkommende mølle eller i et af de i § 2 nævnte blandingsanlæg blandes med mel af dansk brødkorn i det til enhver tid gældende procentforhold.

For hvedemel og rugmel, der indføres her til landet, kan landbrugsministeren påbyde tilsvarende bestemmelser som de i stk. 1 anførte, hvorhos han kan fastsætte særlige procentsatser ved formaling af brødkorn til specielle formål.

§ 2. Møllere, der formaler brødkorn til menneskeføde, samt importører og andre, der uden at have en mølle har et blandingsanlæg for mel, skal have en dertil af landbrugsministeren på nærmere betingelser meddelt autorisation.

§ 3. Overtrædelse af de i denne lov indeholdte og de i medfør af samme fastsatte bestemmelser straffes med bøde.

§ 4. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder straks i kraft.

Af de bemærkninger, der ledsagede lovforslaget ved fremsættelsen, fremgik det, at det under hensyn til den herskende usikkerhed med hensyn til prisudviklingen for brødkorn i den nærmeste tid efter høst var fundet rigtigt at tilvejebringe mulighed for at påbyde indmaling af dansk brødkorn i brødproduktionen.

Om baggrunden for lovforslaget oplyste landbrugsministeren ved fremsættelsen i øvrigt, at han kort tid forinden fra De samvirkende danske Landboforeninger og De samvirkende danske Husmandsforeninger havde modtaget en henvendelse om at søge gennemført en brødkornsordning, hvorefter staten skulle garantere en pris på rug og hvede af høsten 1957 på 50 kr. ved levering til møller, samt at der som baggrund for en sådan ordning måtte gennemføres et importforbud for brødkorn.

På grundlag af denne henvendelse havde regeringen ført forhandlinger med repræsentanter for de nævnte organisationer samt for Landbrugsrådet og Centralforeningen af „Tolvmandsforeninger" og større Landbrugere i Danmark.

Fra landbrugets side blev som motivering for henvendelsen især henvist til, at den foreslåede ordning ville betyde en neddæmpning af svineproduktionen. Yderligere mentes ordningen at ville betyde en lettelse af landbrugets likviditetsvanskeligheder samt en aflastning af valutasituationen, idet importeret brødkorn normalt ville være dyrere end et tilsvarende kvantum foderkorn.

Ministeren oplyste endvidere, at man fra regeringens side havde været meget betænkelig dels ved den prisstigning, som de foreslåede kornpriser ville sætte i gang, navnlig for rugs vedkommende, dels ved den omfangsrige administration, som en gennemførelse af landbrugets forslag ville medføre. Han havde derfor på regeringens vegne under forhandlingerne erklæret sig villig til at overveje et midlertidigt importstop for brødkorn samt en belåningsordning af samme karakter, som man havde haft i 1955, ligesom han havde tilbudt at gå ind for en indmalingspligt for dansk brødkorn.

De skitserede forslag havde imidlertid ikke kunnet tiltrædes af repræsentanterne for de danske landboforeninger og for Landbrugsrådet, hvorimod de danske husmandsforeningers repræsentanter havde præciseret, at de ikke ville fraråde en ordning omfattende et importstop, en låneordning og en indmalingspligt. Senere var der fra Tolvmandsforeningernes bestyrelse givet udtryk for, at man ønskede gennemført en låneordning, et importstop eller importregulering og en indmalingspligt omfattende dansk rug og hvede.

Som situationen herefter forelå, havde regeringen under hensyntagen til de ustabile prisforhold for dansk brødkorn umiddelbart efter høst fundet det rigtigt at fremsætte forslag om bemyndigelse for landbrugsministeren til at påbyde indmalingspligt for dansk hvede og rug, og ministeren oplyste, at det var regeringens agt herudover at søge gennemført en låneordning for dansk hvede og rug, ligesom han henviste til, at landbrugsministeriet den 22. juni havde udsendt en meddelelse om, at der fra denne dato kun måtte kontraheres om køb af udenlandsk hvede og rug og under forbehold af indførselsbevilling.

Lovforslaget fik ved 1. behandling tilslutning fra Carl Petersen (S), der begrundede dette med, at der havde stået et enigt landbrug bag henvendelsen til regeringen om foretagelsen af indgreb til begrænsning af svineproduktionen. Han gav dog udtryk for tvivl om, at hensigten ville nås ved de foreslåede foranstaltninger, hvorimod han fandt, at de eneste sikre virkninger ville blive, at det korndyrkende landbrug ville få sine indtægter forhøjet, og at brødpriserne ville stige. Sønderup (V) erklærede, at han ikke var i stand til at overse, hvilken betydning forslaget ville kunne få, men som situationen forelå, ville hans parti ikke lægge det hindringer i vejen. Heller ikke Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF) ønskede at lægge lovforslaget hindringer i vejen; han var derimod mere forbeholden over for den af landbrugsministeren under fremsættelsen omtalte låneordning og fandt, at man for at gøre noget for det samlede landbrug i stedet for burde beskæftige sig med skatteproblemerne. Kirkegaard (RV) kunne anbefale lovforslaget, selv om han ikke fandt, at ministerens brug af de foreslåede bemyndigelser ville kunne få megen virkning i retning af en dæmpning af baconproduktionen. Han mente i øvrigt ikke, at der ville blive ret meget brug for en låneordning, hvis loven kom til at opfylde det tilsigtede formål, at stimulere kornpriserne, så det kunne gå an for en del af landbruget at sælge noget af kornet lige efter høsten, men han havde dog ikke noget imod en sådan låneordnings gennemførelse. Alfred Jørgensen (DR) udtalte, at hans parti ikke så med begejstring på en lovgivning af denne art, som indeholder en særlig bemyndigelse til en minister, men da ordningen var tidsbegrænset og kun ville komme til anvendelse i det omfang, den var nødvendig og påkrævet, kunne man medvirke til dens vedtagelse. Fuglsang (DK) erkendte, at landbruget var ude for vanskeligheder, men da forslaget efter hans opfattelse kun var til gunst for det store kornproducerende landbrug og i øvrigt ville betyde en forhøjelse af prisen på brødkorn, måtte han anbefale at stemme imod. Niels Eriksen (V), der talte uden for ordførernes kreds, beklagede, at regeringen ikke havde fulgt de store landbrugsorganisationers henstilling om gennemførelse af en kornordning med faste priser, og anmodede den om endnu en gang at overveje at imødekomme dette ønske.

I udvalget, hvortil lovforslaget henvistes efter 1. behandling, opnåede det kun tilslutning fra et flertal bestående af socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer af udvalget, mens repræsentanter for venstre og det konservative folkeparti ved forslagets 2. behandling erklærede, at disse to partier ville undlade at stemme, idet man fandt, at de foreslåede foranstaltninger ikke ville få nogen betydning over for landbrugets øjeblikkelige vanskeligheder.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling uændret med 82 stemmer (S, RV og DR) mod 6 (DK), idet 53 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.