L 8 Lov om ændring i lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1956-57 (2. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 161 af 14-06-1957
I § 50 i lov nr. 43 af 14. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger er det fastsat, at de i henhold til lovens afsnit I indkomne afgiftsbeløb skal indsættes på en særlig konto i Danmarks nationalbank. Af midlerne på denne konto udredes de beløb, der kommer til udbetaling i henhold til den i lovens afsnit III omhandlede ordning vedrørende udstedelse af sparebeviser.

Sparebeviserne skal i henhold til loven kun udstedes for skatteårene 1955-56 og 1956-57, og udstedelsen af dem vil ikke blive fortsat. Der er herefter på den særlige konto i nationalbanken opsamlet de til dækning af udbetalingerne nødvendige beløb, og indbetalingerne på den særlige konto skal derfor iflg. nærværende lov ophøre med udgangen af finansåret 1956-57.

For at ophøret af uddelingen af sparebeviser ikke skal medføre en forhøjelse af de pristalsregulerede lønninger, bestemmes det endvidere, at afgifterne i henhold til loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger ikke skal medregnes i det særlige lønregulerende pristal, som er indført ved den samtidig gennemførte lov om ændring i lov om afgift af spiritus, vin og øl.

Lovforslaget fremsattes og behandledes sammen med de to ovenfor omtalte forslag om afgiftsforhøjelser, som det havde nær tilknytning til. Angående finansministerens udtalelser ved fremsættelsen henvises til, hvad der er anført under omtalen af forslag til lov om ændring i lov om afgift af spiritus, vin og øl.

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partiordførere med undtagelse af Aksel Larsen (DK), der gik hårdt imod det og til 2. behandling stillede ændringsforslag om, at bortfald af afgifter efter afsnit I i lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger (herunder først og fremmest tekstilafgifterne) skulle påbegyndes 1. juli 1957.

Dette ændringsforslag forkastedes med 89 stemmer (regeringspartierne) mod 6 (DK), idet 68 medlemmer (V og KF) afholdt sig fra at stemme.

Ved 3. behandling blev lovforslaget derefter i uændret affattelse vedtaget med 157 stemmer mod 6 (DK).
Partiernes ordførere
Peter Nielsen (S), Henry L. W. Jensen (V), Ove Weikop (KF), Aage Fogh (RV), Knud Tholstrup (DR) og Aksel Larsen (DKP)