Loven gennemførtes som led i en række finanspolitiske foranstaltninger, jfr. det under omtalen af forslag til lov om et stabiliseringslån (side 348) anførte.

Ved loven forhøjes de i lov om afgift af spiritus, vin og øl, jfr. lovbekendtgørelse nr. 194 af 3. juli 1956, hjemlede afgifter af øl og af vin. For almindeligt pilsner- og lagerøl (skatteklasse I) medfører loven en afgiftsforhøjelse på ca. 3 øre pr. flaske, for luksusøl, kl. A, ca. 4 øre og for luksusøl, kl. B, 8 3/4 øre pr. flaske.

Forhøjelsen af afgiftssatserne for vin udgør 10 pct. af de hidtidige satser. For en almindelig flaske her i landet aftappet bordvin vil loven eksempelvis medføre en afgiftsforhøjelse. på 21,6 øre og for en almindelig flaske her aftappet hedvin 39,6 øre. For dansk frugtvin, klasse 3, vil loven medføre en afgiftsforhøjelse på 18 øre pr. flaske.

Loven pålægger tillige det statistiske departement i forbindelse med den kvartalsvise beregning af detailpristallet at udarbejde et særpristal, der danner grundlag for regulering af lønninger og pensioner, hvor sådan regulering finder sted som følge af forhøjelse eller nedsættelse af det af det statistiske departement beregnede pristal, hvad enten reguleringen sker i henhold til lov, lønregulativ, overenskomst, arbejdskontrakt eller med anden hjemmel.

De ved loven gennemførte forhøjelser af beskatningen af øl og af vin indgår ikke i beregningen af det nævnte særpristal.

På grundlag af forbruget i 1956 af de pågældende varer kan merindtægten ved de i loven omhandlede afgiftsforhøjelser anslås til omkring 30 mill. kr. for et år.

Afgiften af øl indbragte 248 mill. kr. i finansåret 1956-57 ekskl. afgiften efter lovens afsnit IV C (udskænkning i restaurationsvirksomheder o. lign.). Indtægten af literafgifterne for vin, som gennemførtes ved lov nr. 151 af 9. juni 1956, udgjorde ca. 50 mill. kr.

Efter det oprindelige lovforslag skulle afgiften af kl. A-luksusøl forhøjes med 5 øre pr. flaske. Under sagens behandling i folketinget blev denne forhøjelse - særlig af hensyn til nogle af provinsens bryggerier - nedsat til 4 øre. Samtidig udtog man af lovforslaget en bestemmelse, hvorefter den forhøjede afgift skulle have fundet anvendelse på en eventuel merudlevering i forhold til udleveringen i juni 1956 af øl fra bryggerierne i tiden fra lovforslagets fremsættelse i folketinget til lovens ikrafttræden. Denne overgangsbestemmelse fandt man det i betragtning af lovforslagets forholdsvis hurtige gennemførelse ikke påkrævet af fastholde.

Ved fremsættelsen af lovforslaget oplyste finansministeren, at det havde været overvejet at tage omsætningsafgiften på restauranter op til revision ved samme lejlighed, men regeringen havde foretrukket foreløbig at afvente beretningen fra det tekniske udvalg.

Af fremsættelsestalen, der var fælles for en række lovforslag, derunder de to nedenfor omtalte, skal i øvrigt anføres:

"De foreslåede afgiftsforhøjelser skulle kunne indbringe ca. 70 mill. kr. på tobaksvarerne og ca. 30 mill. kr. på øl og vin, således at den samlede årlige indtægt af afgiftsforhøjelserne under forudsætning af uændret omsætning kan anslås til ca. 100 mill. kr.

Da det som tidligere omtalt ikke er hensigten at lade disse afgiftsforhøjelser påvirke det lønregulerende pristal, er der i lovforslagene optaget bestemmelser om beregning af et særligt pristal, hvori afgiftsforhøjelserne udelades. Det drejer sig i alt om 1½ point.

Endvidere er det i forslaget til lov om ændring i loven om forbrugsbegrænsende foranstaltninger foreslået, at også tekstilafgifterne m. m. efter sparebevisernes bortfald skal holdes uden for det særlige pristal. Det drejer sig her om 3½ points.

Arbejdere og tjenestemænd har udtrykt stor betænkelighed ved, at der således foretages et indgreb i den automatiske pristalsregulering, svarende til knap én portion dyrtidstillæg. Jeg forstår særlig de principielle indvendinger mod disse snart gentagne indgreb og mener, at vi nu må overveje, hvorvidt der foreligger muligheder for at undgå sådanne fremover.

Man kan naturligvis gå så radikalt til værks helt at afskaffe pristalsreguleringen og i stedet med kortere mellemrum forhandle om lønvilkårene. For tjenestemændenes vedkommende, hvor alle ønsker faste lønformer, må man dog efter min mening i alle tilfælde have en egentlig regulering efter prisbevægelserne. Det er imidlertid et spørgsmål, om det af den grund er nødvendigt at medtage skatterne i det pristal, som man ønsker at regulere efter. Op til 1946 reguleredes tjenestemandslønningerne efter et såkaldt udgiftstal, der bl. a. ikke medtog de direkte skatter. Jeg har forstået, at tjenestemændene vil overveje at vende tilbage til en sådan ordning. Den rejser dog det særlige spørgsmål, om det er heldigt således ved pristalsberegningen at stille direkte og indirekte skatter forskelligt. Det er imidlertid en almindelig opfattelse, at det ikke er praktisk muligt at holde de indirekte skatter og afgifter uden for pristalsberegningen. Efter de omlægninger af forbrugsbeskatningen til afgifter beregnet pr. stk. eller vægtenhed, som er gennemført i de senere år, er jeg ikke sikker på, at denne opfattelse stadig er rigtig. Jeg har derfor anmodet det statistiske departement om at tage hele dette spørgsmål op til en nærmere undersøgelse i forbindelse med opstillingen af det nye pristalsbudget.

For at undgå enhver misforståelse vil jeg understrege, at spørgsmålet om generelt at holde skatterne uden for pristalsbudgettet ikke kan sammenstilles med det forslag om et særpristal, som i dag fremsættes. Ved den nu foreslåede ordning holdes alene bestemte afgiftsforhøjelser uden for pristalsberegningen. Holdes derimod skatterne helt uden for pristallet, øver skatteændringer ingen indflydelse på dette."

Det heromhandlede lovforslag mødte i folketinget tilslutning fra de tre regeringspartier, mens ordførerne for venstre, det konservative folkeparti og kommunisterne gik imod det.

„Jeg tror", udtalte Peter Nielsen (S), „at den jævne forbruger trods al den agitation, der nu udfoldes, vil forstå nødvendigheden af disse afgiftslove og være glad over, at byrderne er så retfærdigt fordelt. Derimod vækker det hos lønmodtagerne nogen bekymring, at afgiftsforhøjelserne skal holdes uden for pristallet, ligesom der ikke skal uddeles sparebeviser for det nuværende finansår, hvilket heller ikke skal give sig udslag i det lønregulerende pristal. Det er betænkeligt, at vi skal have to forskellige pristal, og jeg hilser med glæde at finansministeren bebuder, at spørgsmålet om pristallet tages op til undersøgelse og forhandling med de interesserede parter, således at vi får et faktisk beregnet pristal med en anden indeks, for det er uholdbart i det lange løb at have én indeks, der er fastsat efter visse retningslinjer og en lønregulerende pristalsberegning fastsat efter andre principper. Taget isoleret vil disse tre lovforslag vel være betænkelige for folk med jævne indtægter, men som et led i den samlede stabiliseringslovgivning vil de virke fuldt forsvarligt, og jeg kan derfor på mit partis vegne anbefale dem."

Henry L. W. Jensen (V) anså bestemmelserne om det foreslåede særpristal for et lyspunkt, men fandt det uheldigt at begrænse forhøjelserne til nogle få brancher i stedet for at sprede afgifterne over det store, brede forbrug. Med resultaterne af lovene af marts 1955 in mente troede han heller ikke det ville lykkes at rette valutaen op med de foreslåede foranstaltninger, som taleren kritiserede på en række punkter. Bl. a. mente han, at forbrugsbeskatningen i sin nuværende form medførte for stor administration og derfor burde omlægges, så den i højere grad blev opkrævet ved kilden.

Weikop (KF) kunne heller ikke tiltræde de foreslåede afgiftsforhøjelser, som efter hans opfattelse ramte enkelte forbrugsartikler alt for hårdt.

Aage Fogh (RV) fandt det forsvarligt at forhøje forbrugsafgiftterne som foreslået, navnlig ud fra den betragtning at det drejede sig om en beskatning, som man kunne unddrage sig ved at nedsætte sit forbrug af ikke nødvendige varer. Han lagde imidlertid megen vægt på så snart som muligt at få restaurationsskatten omlagt, så at den ikke vedblivende ramte et enkelt erhverv uforholdsmæssig hårdt.

Tholstrup (DR) var ikke glad for afgiftsforhøjelserne, men hans parti måtte bide i det sure æble, hvis det ville have sine krav opfyldt på andre områder. „Vore talsmænd har gang på gang udtalt, at giftskatterne danner en undtagelse fra vore almindelige synspunkter, men jeg indrømmer, at vi ikke burde blande os i, hvad folk vil bruge deres penge til. Der er blot det kedelige ved det, at de folk, der drikker for meget, bagefter i stærkere grad falder samfundet til byrde end de mere mådeholdende. Jeg tror, vi kan tilskrive de høje spirituspriser en del af æren for, at Danmark stort set er en ædruelig nation, men jeg indrømmer, at dette her smager ikke godt."

Retsforbundet kunne ikke deltage i den betragtning, „at de foreliggende lovforslag skal virke forbrugsbegrænsende i almindelighed eller har til formål at bedre valutastillingen, som man har forsøgt ved tidligere kriseforanstaltninger. Vi er kun gået med til dem for at dække statskassens underskud, som jeg tidligere har nævnt. Vi ser ikke forbrugsbegrænsningen som et mål i sig selv, tværtimod. Det er kun udsigten til større forbrug, der kan fremme folks virkelyst. Vi vil kun standse forbruget, hvor den købekraft, som betinger det, ikke er et resultat af arbejde og varefrembringelse. Anden form for forbrugsbegrænsning er vi ikke interesseret i. Folk må have deres frie vilje til at anvende deres midler, som de vil; men vi er overbevist om, at de reformer, vi går ind for, vil stabilisere kronen og derfor fremme lysten til at spare, for at man senere kan bruge pengene til et mere seriøst forbrug, med andre ord spare pengene til investering."

Alcsel Larsen (DK) fandt afgiftsforhøjelserne urimelige og angreb stærkt det foreslåede særpristal, hvorved man forrykkede det overenskomstmæssige grundlag for arbejdernes og tjenestemændenes lønninger.

En særstilling indtoges af Thorkil Kristensen (V), der i princippet kunne billige afgiftsforhøjelserne, selv om de burde spredes over et større forbrugsområde. Det måtte efter hans opfattelse erkendes, at forhøjelserne ville virke forbrugsbegrænsende og gøre det straks efter lovforslagenes vedtagelse. Med hensyn til, hvilken finanspolitik regeringen i øvrigt ville følge, gjorde der sig imidlertid megen usikkerhed gældende; man nærede i befolkningen en udbredt frygt for, at når nye indtægtslove vedtoges, ville der ikke gå så forfærdelig lang tid, før virkningerne blev opslugt af nye udgifter. Thorkil Kristensen fandt det ikke mindst af psykologiske grunde meget vigtigt, at der blev gjort noget for at modvirke denne frygt i befolkningen. Han ville for sin del hverken stemme for eller imod afgiftsforhøjelser.

Ved 3. behandling blev det heromhandlede lovforslag med de ovenfor omtalte ændringer vedtaget med 88 stemmer mod 75, idet 1 medlem (Thorkil Kristensen) afholdt sig fra at stemme.