Loven gennemførtes i forbindelse med den ovenfor omtalte lov om skattefri afskrivninger (lov nr. 199 af 6. juli 1957) og bygger ligesom denne på en betænkning, der i februar 1957 blev afgivet af det af daværende finansminister Thorkil Kristensen i oktober 1952 nedsatte udvalg til undersøgelse af spørgsmål om skattefri afskrivninger, skattefri henlæggelser til investeringsfonds og opgørelse af varelagre.
Forslag til lov om investeringsfonds fremsattes første gang den 27. marts 1957 (folketingsåret 1956-57, 1. samling) og blev efter 1. behandlingen i folketinget den 5. april 1957 (folketingets forhandlinger 1956-57, 1. samling, sp. 3746) hen vist til det udvalg, der behandlede de tidligere fremsatte forslag vedrørende en skattereform. Dette udvalg nåede imidlertid ikke i første samling at afslutte sit arbejde med lovforslaget, der derefter genfremsattes efter åbningen af folketingets 2. samling efter valget i maj 1957.
Princippet i loven er dette, at de skattepligtige ved at henlægge beløb til en investeringsfond opnår ret til i henlæggelsesåret at fradrage de henlagte beløb i den skattepligtige indkomst, mod at de henlagte beløb ved senere anskaffelse af driftsmidler alskrives forlods på disse, således at kun restkøbesummen for disse driftsmidler derefter kan gøres til genstand for almindelige skattefri afskrivninger.
I overensstemmelse hermed kan ifølge § 1 henlæggelse til investeringsfond fradrages i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, for hvilket henlæggelse foretages.
Berettiget til at foretage sådan henlæggelse er ifølge § 2 alle skattepligtige personer, selskaber, foreninger, institutioner m. v., der driver selvstændig erhvervsvirksomhed, dog bortset fra brugsforeninger og produktions- og salgsforeninger samt dødsboer. Når kooperative virksomheder ikke omfattes af loven, beror dette på, at deres indkomst, bortset fra produktions- og salgsforeningers indtægt ved detailsalg, opgøres som procentdele af den skattepligtige formue.
Henlæggelser kan ifølge § 3 kun anvendes til forlods afskrivning på anskaffelsesudgifter vedrørende maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, skibe til erhvervsmæssig brug og bygninger, hvorpå skattefri afskrivning kan foretages. I overensstemmelse med afskrivningsudvalgets indstilling vil sådan forlods afskrivning ikke kunne foretages på maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der både benyttes privat og erhvervsmæssigt. Endvidere skal der ikke kunne foretages forlods afskrivning på bygninger, som ikke kan gøres til genstand for skattefri afskrivning, eller på tilbehør til bygninger i tilfælde, hvor der ikke kan afskrives på selve bygningen. Hvor en del af en bygning kan gøres til genstand for afskrivning, vil forlods afskrivning kunne foretages på en tilsvarende del af erhvervelsessummen.
Forlods afskrivning kan heller ikke foretages på driftsmidler, hvis anskaffelsessum i henhold til § 3, stk. 1, i lov om skattefri afskrivninger m. v. fuldt ud vil kunne fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst for anskaffelsesåret.
Endelig kan forlods afskrivning ikke foretages på ikke leverede skibe.
Ifølge § 4 kan henlæggelsen højst andrage 15 pct. af overskuddet af selvstændig erhvervsvirksomhed i henlæggelsesåret, og den skal andrage mindst 500 kr. Er der i medfør af § 14 i loven om skattefri afskrivninger foretaget forskudsafskrivning på et kontraheret skib, formindskes henlæggelsesmulighederne for det pågældende indkomstår med forskudsafskrivningens beløb.
De henlagte midler skal ifølge § 5 indsættes på spærret konto i en dansk bank eller sparekasse; dog skal indsættelse på spærret konto for regnskabsførende skattepligtiges vedkommende kun foretages for 50 pct. af det henlagte beløbs vedkommende.
En henlæggelse kan ifølge § 6 tidligst benyttes et år efter indsættelsen på konto for investeringsfonds, men skal inden 10 år efter udløbet af henlæggelsesåret være bentyttet i sin helhed, hvis ikke dispensation foreligger. I modsat fald medregnes ifølge § 9, stk. 1, det ikke anvendte beløb med tillæg af 5 pct. for hvert år fra henlæggelsesårets udløb og indtil fristens udløb i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori fristen udløber.
Den foran nævnte 10 års frist kan efter derom indgivet andragende i det enkelte tilfælde forlænges af finansministeren, når den pågældende dokumenterer, at det skyldes ham utilregnelige årsager, at anvendelse ikke har fundet sted inden fristens udløb.
For det tilfælde, at det efter henlæggelsens foretagelse skulle vise sig, at skatteyderen ikke vil have mulighed for at anvende henlæggelsen til investeringsformål, er det ved § 9, stk. 2, bestemt, at finansministeren kan tillade, at en foretagen investeringsfondshenlæggelse frigives inden udløbet af 10 års fristen. I så fald medregnes det frigivne henlæggelsesbeløb med tillæg af 5 pct. for hvert år fra henlæggelsesårets udløb og indtil udløbet af det indkomstår, hvori frigivelse sker, i den skattepligtige indkomst for sidstnævnte indkomstår.
Om frigivelse i øvrigt til investeringsformål bestemmes i § 8, at en skattepligtig, når han ønsker helt eller delvis at anvende en henlæggelse, må indgive anmeldelse herom. Er betingelserne for anvendelsen til stede, frigives det beløb, der ønskes anvendt, dog kun for 50 pct.s vedkommende, hvis det drejer sig om en regnskabsførende skatteyder, der kun er pligtig til at lade halvdelen af de henlagte midler båndlægge.
Med hensyn til spørgsmålet om, hvornår de til investeringsfonds foretagne henlæggelser vil kunne anvendes til forlods afskrivning på et aktiv, bestemmes det i § 7, at dette kun kan ske for det indkomstår, for hvilket skattefri afskrivning efter de i skattelovgivningen i øvrigt indeholdte regler første gang kan foretages på det pågældende aktiv. Dette medfører for maskiner, inventar og lignende driftsmidler, der udelukkende benyttes erhvervsmæssigt, samt skibe til erhvervsmæssigt brug, at forlods afskrivning kun vil kunne foretages i det indkomstår, hvori anskaffelsessummen for de pågældende aktiver indgår i saldoværdien, mens den for bygningers vedkommende må foretages i erhvervelsesåret eller fuldførelsesåret. Det således forlods afskrevne beløb kan ikke fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst, og skattefri afskrivning på det pågældende aktiv efter de i skattelovgivningen i øvrigt indeholdte regler vil kun kunne foretages på anskaffelsessummen med fradrag af det forlods afskrevne beløb.
Angående forrentningen af de indsatte beløb og pengeinstitutternes medvirken ved ordningen gives i § 15 følgende bestemmelser:
„De på konti for investeringsfonds indsatte beløb forrentes af vedkommende pengeinstitut med 2 pct. simpel årlig rente. Ved frigivelse af indskudte beløb kan renter vedrørende de frigivne beløb hæves til fri rådighed. Renterne er ikke indkomstskattepligtige, ligesom de ej heller før frigivelsen er undergivet formueskattepligt.
De af skatteyderne på konti for investeringsfonds indsatte beløb skal straks efter indsættelsen af pengeinstitutterne indbetales til Danmarks nationalbank.
Pengeinstitutternes renteudgift i medfør af stk. 1 godtgøres dem af statskassen.
Finansministeren fastsætter de nærmere regler for pengeinstitutternes medvirken ved ordningen og for tilsynet med de omhandlede konti og bemyndiges til at yde pengeinstitutterne vederlag for deres medvirken."
Regler om efterbeskatning i tilfælde af virksomhedens ophør, salg eller likvidation uden konkursbehandling samt i tilfælde af indehaverens død eller konkurs såvel som i tilfælde af disposition over henlæggelser til andre end de i loven angivne formål findes i §§ 10 og 11. Ved § 13 tillægges finansministeren en beføjelse til at give nærmere forskrifter for regnskabsaflæggelse, og i § 14 gives et forbud mod overdragelse, pantsætning eller andre retshandler med hensyn til foretagne indskud på konto for investeringsfond. I § 16 bestemmes det, at foretagne henlæggelser til investeringsfonds ikke kan fradrages ved opgørelsen af den skattepligtige formue, og at indskud på en konto for investeringsfonds skal medregnes ved opgørelsen af formuen med det fulde beløb.
Lovforslaget blev ved 1. behandlingen såvel i folketingsårets 1. som dets 2. samling anbefalet af Hans Knudsen (S). Foged (V) kunne tilsige en hurtig og velvillig behandling, omend der var enkelte spørgsmål som henlæggelsesprocentens størrelse, bindingskravene og reglerne for efterbeskatning i tilfælde af anvendelse af henlæggelsen til andre end investeringsformål, som han kunne ønske underkastet nærmere undersøgelse. Det konservative folkepartis ordførere, Foss og Fanger i henholdsvis 1. og 2. samling, foreslog henlæggelsesprocenten hævet fra 15 til 20, ligesom de fandt, at de bundne midler burde forblive i de private pengeinstitutter. Forslaget fik principiel tilslutning fra det radikale venstres ordførere, Bertel Dahlgaard og Axel Sørensen, hvorimod Alfred Jensen (DK) udtalte, at hans parti ikke var velvillig indstillet over for tanken i dette forslag. Søren Olesen (DR) udtalte ved 1. behandlingen under folketingsårets 1. samling, at han stod usikkert i bedømmelsen af forslagets virkninger, dog var han bange for, at bestående virksomheder skulle opnå en favorisering, der gav dem en fortrinsstilling i forholdet til de unge, som påtænkte at starte nye virksomheder. Hans partifælle Niels Andersen udtalte under behandlingen i folketingsårets 2. samling, at forslaget frembød sådanne muligheder for en forøgelse af investeringerne i produktionsmidler, at man fra retsforbundet kunne give tilsagn om velvillig behandling.
Af den af udvalget afgivne betænkning fremgår det, at finansministeren med hensyn til spørgsmålet om forhøjelse af henlæggelsesprocenten har erklæret sig villig til på et senere tidspunkt at overveje en sådan ændring. Samtidig fremhævede ministeren imidlertid, at spørgsmålet om skattemæssig præmiering af andre former for opsparing ville blive taget op til overvejelse i løbet af sommeren, og at spørgsmålet om forhøjelse af henlæggelsesprocenten måtte behandles i forbindelse hermed.
Et mindretal (V og KF) stillede ved et ændringsforslag forslag om, at den nævnte procent straks fastsattes til 20. Samtidig ønskede mindretallet at udtale, at de på konti for investeringsfonds indsatte beløb efter mindretallets opfattelse burde kunne forblive stående i de lokale pengeinstitutter og forrentes med almindelig indlånsrente; der blev dog ikke stillet ændringsforslag herom.
Der var i udvalget enighed om at åbne adgang til frigivelse af investeringsfondshenlæggelser inden 10 års periodens udløb i tilfælde, hvor det efter henlæggelsens foretagelse viser sig, at skatteyderen ikke vil have mulighed for at anvende henlæggelsen til investeringsformål. I denne anledning stilledes ændringsforslag, der tog sigte på at indføre en dispensationsadgang for finansministeren i sådanne tilfælde.
Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges dette ændringsforslag, hvorimod mindretallets ændringsforslag om forhøjelse af henlæggelsesprocenten forkastedes med 83 stemmer mod 52.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 135 stemmer (S, V, KF, RV og DR) mod 6 (DK).