Lovforslaget var et led i den række af forslag, som den nye regering umiddelbart efter sin dannelse fremsatte for at stabilisere den økonomiske situation og fremme en rimelig prisudvikling. Om baggrunden for de af regeringen foreslåede foranstaltninger henvises til omtalen af lovkompleksets hovedforslag, forslaget om et stabiliseringslån, se foran side 348.

Loven har følgende indhold:

§ 1. I aktieselskaber må der for regnskabsår, der udløber i tiden fra 1. september 1957 til 31. august 1958, ikke under nogen form fastsættes højere årsudbytte til aktionærerne eller til nogen gruppe af aktionærer end svarende til udbytteprocenten for det sidste forud for den 1. september 1957 afsluttede regnskabsår (sammenligningsåret) med fradrag af 10 pct.

Bestemmelsen i foranstående stykke finder ikke anvendelse på beløb, der i forsikringsaktieselskaber måtte blive anvendt til afskrivning på aktionærforskrivninger.

I udbytteprocenten for sammenligningsåret kan ikke medregnes bonus, friaktier eller andet tillæg til udbytte.

Fører en beregning af udbytteprocenten efter stk. 1 til et brudent tal, hvor brøken er over 1/2, forhøjes den tilladte udbytteprocent til nærmeste hele procent; er brøken under 1/2, forhøjes den tilladte udbytteprocent til nærmeste halve procent.

Uanset foranstående bestemmelser skal det altid være tilladt at udbetale et årsudbytte på 6 pct. af vedkommende selskabs indbetalte aktiekapital.

I aktieselskaber, hvis første regnskabsår ikke er afsluttet før 1. september 1957, kan der, uanset bestemmelsen i stk. 1, udbetales et årsudbytte på indtil 8 pct. af den indbetalte aktiekapital, jfr. dog herved bestemmelsen i lov om aktieselskaber, lovbekendtgørelse nr. 313 af 28. august 1952 § 44, stk. 2. Bestemmelserne i nærværende lov kommer dog ikke til anvendelse på selskaber, der stiftes efter denne lovs fremsættelsesdato.

Bestemmelserne i foranstående stykke gælder dog ikke, såfremt de pågældende selskaber helt eller delvis må anses som en fortsættelse af et andet selskab, på hvilket bestemmelserne i nærværende lov ville have fundet anvendelse.

Når ganske særlige omstændigheder taler derfor, kan handelsministeren efter derom af selskabets bestyrelse indgiven ansøgning gøre undtagelser fra bestemmelserne i nærværende paragraf.

Bestemmelsen i stk. 2 blev indsat ved 2. behandling.

§ 2. Bestemmelserne i § 1 skal ikke være til hinder for udstedelse af friaktier eller opskrivning af aktiers pålydende, såfremt sådan aktieudstedelse eller opskrivning modsvarer tidligere stedfunden nedskrivning.

§ 3. Bestemmelserne i §§ 1-2 finder tilsvarende anvendelse på andre erhvervsdrivende selskaber og foreninger med begrænset ansvar, i hvilke der findes en garantikapital eller lignende ansvarlig kapital.

§ 4. Handelsministeren bemyndiges til at træffe de foranstaltninger og til at udfærdige de nærmere forskrifter, der er fornødne til gennemførelse af denne lov, derunder at påbyde indsendelse af oplysninger om beregning af udbytte.

Skattemyndighederne fører tilsyn med overholdelsen af lovens bestemmelser og de i henhold til loven udfærdigede forskrifter. Skattemyndighedernes afgørelser kan af vedkommende selskab indankes for handelsministeren.

Undlader ledelsen af et selskab m. v. i rette tid at efterkomme de pligter, der påhviler den ifølge denne lov eller de i medfør af samme givne forskrifter, kan handelsministeren pålægge de forsømmelige under en daglig eller ugentlig bøde at opfylde deres pligt. De således pålagte bøder, der tilfalder statskassen, kan inddrives ved udpantning.

§ 5. Overtrædelser af denne lov eller de i medfør af samme givne forskrifter straffes med bøde, for så vidt højere straf ikke er forskyldt efter den i øvrigt gældende lovgivning. Bøderne tilfalder statskassen.

Er der udbetalt udbytte i strid med denne lov eller de i medfør af samme givne forskrifter, skal de for den trufne disposition ansvarlige ved dommen tilpligtes én for alle og alle for én at indbetale til statskassen et til den ulovlige udbetaling svarende beløb. Yderligere vil de pågældende have at indbetale et tilsvarende beløb til selskabet.

§ 6. Denne lov gælder ikke for Færøerne og Grønland.

Loven, der kan stadfæstes straks efter vedtagelsen, jfr. grundlovens § 42, stk. 7, træder i kraft straks.

I bemærkningerne til lovforslaget anføres:

„For under de foreliggende økonomiske forhold at fremme selskabernes opsparing og hæmme det almindelige forbrug har man fundet det nødvendigt at indføre en begrænsning af det udbytte, der kan fastsættes i aktieselskaber og lignende selskaber.

...

Da der findes enkelte selskaber, der ved overenskomst eller lignende med offentlig myndighed har fået godkendt særlige regler med hensyn til deres adgang til at give udbytte, har man fundet det rimeligt at give handelsministeren en bemyndigelse til i sådanne og i andre dermed beslægtede tilfælde at kunne give dispensation fra bestemmelserne i lovens § 1.

Lovforslaget er i øvrigt opbygget efter de samme principper som de i årene fra 1940 til 1953 fastsatte regler om begrænsning af udbytte i aktieselskaber m. v., jfr. lov nr. 285 af 30. maj 1940 og følgende love, senest lov nr. 463 af 30. november 1948, der ved lov nr. 428 af 17. december 1952 blev forlænget til udgangen af 1953. Af denne lovgivning er endnu gældende reglen i lov nr. 463 af 30. november 1948 § 5, hvorefter der kræves samtykke fra handelsministeren til visse anvendelser af den i lov nr. 282 af 30. juni 1941 §§ 4 og 7, jfr. lov nr. 239 af 29. maj 1948, omhandlede særlige konjunkturfond."

Ved 1. behandling anbefalede Per Hækkerup (S) lovforslaget. Han henviste til, at aktieudbytterne i de senere år var steget, og han fandt det begrundet, at man også på dette område holdt igen på et tidspunkt, da man i øvrigt var enig om at søge forbruget dæmpet. Han fandt den foreslåede foranstaltning så meget mere rimelig, som en nedsættelse af udbyttet ikke betød, at selskaberne dermed kommer til at betale et større beløb til staten, men kun at det ikke udbetalte udbytte indgår i den del af selskabernes overskud, som opspares, og derved tjener til at forøge den samlede opsparing.

Axel Kristensen (V) kunne ikke tilslutte sig lovforslaget, der efter hans mening byggede på den misforståelse, at man skulle skaffe en ækvivalens for aktionærerne for den byrde, der blev lagt på lønmodtagerne, derved at visse afgifter blev holdt uden for det lønregulerende pristal. Han havde foretaget en række undersøgelser, der viste, at realudbyttet fra 1950 til 1955 var faldet med 15 pct., mens arbejdernes realløn i samme periode var steget med 13 pct. Udbyttet af rationalisering og udviklingen i øvrigt var efter hans opfattelse ikke tilfaldet aktionærerne, men lønmodtagerne.

Fanger (KF) fremhævede aktieselskabernes store betydning for landet. Mange opgaver ville overhovedet ikke kunne løses, hvis man ikke anvendte aktieselskabsformen, og det var derfor vigtigt, at det økonomiske klima, der findes omkring selskaberne, er så godt som muligt. De danske selskaber har gennem mange år vist en meget tilbageholdende udbyttepolitik, og de fortjener ikke at blive mistænkeliggjort for, at de ikke er deres ansvar bevidst. Når statsobligationer giver over 7 pct. og hypotekforeningsobligationer henved 8 pct., synes det mærkeligt, at risikobetonede aktier, der vil give 7 pct., skal have udbytteprocenten reduceret. Af disse grunde kunne det konservative folkeparti ikke medvirke ved lovforslagets gennemførelse.

A. C. Normann (RV) erklærede, at hans parti fandt, det var nødvendigt som et led i de tre regeringspartiers økonomiske politik at indføre bestemmelser om begrænsning af aktieselskabsudbytterne i den hensigt både at fremme opsparingen og at øge selskabernes investering. Det var hans opfattelse, at lovforslaget ville fremme begge formål.

Tholstrup (DR) anbefalede også lovforslaget. Der skal være en vis modvægt imod, at arbejderne og funktionærerne ikke får den fulde pristalsregulering, og det var hans opfattelse, at lovforslaget var et egnet led i den række foranstaltninger, der skulle standse prisstigning og inflation.

Aksel Larsen (DK) fandt, at lovforslaget ikke fik anden praktisk betydning end at tjene til at understøtte den agitation, der gik ud på, at man ikke nøjedes med at tage fra arbejderne, men at man også tog fra kapitalisterne. Hans parti stillede sig køligt over for lovforslaget, idet man reelt ikke tog fra kapitalisterne, men blot lod, som om man gjorde det.

Handelsministeren fandt, at venstres ordfører i sine sammenligninger mellem stigningen i aktieudbytterne og arbejdernes realløn havde glemt at tage henlæggelserne i selskaberne med i betragtning. Han fandt yderligere, at Fangers bemærkninger om lovforslagets skadelige indflydelse på aktieselskaberne var overdreven. Loven ville jo ikke begrænse selskabernes indkomster, men ville blot medføre, at en lidt større del end før af indkomsten opspares i selskabet og en noget mindre del end før udbetales til aktionærerne. Herudover besvarede handelsministeren en del detailspørgsmål, der var blevet stillet under 1. behandlingen.

Lovforslaget blev henvist til behandling i et udvalg. I dettes betænkning indstiller et flertal i udvalget (regeringspartiernes medlemmer) lovforslaget til vedtagelse med den ændring, at der indføjes et nyt stk. 2 i lovforslagets § 1, jfr. herom foran. I et bilag til udvalgsbetænkningen er optrykt handelsministerens besvarelse af en række spørgsmål fra udvalget til ministeren. Af disse besvarelser skal fremhæves svaret vedrørende den af Axel Kristensen foretagne sammenligning mellem udviklingen af henholdsvis arbejdsløn og udbytter siden 1950. Det hedder i besvarelsen:

„Udbyttet i aktieselskaber er steget fra 240 mill. kr. i 1950 til 322 mill. kr. i 1955 eller med 34,2 pct. Overskuddet er i samme tidsrum steget fra 572 mill. kr. til 798 mill. kr. eller med 39,5 pct. Den gennemsnitlige timefortjeneste for industriarbejdere m. v. er steget fra 3 kr. 21 øre i 1950 til 4 kr. 36 øre i 1955 eller med 35,8 pct.

Til belysning af væksten i udbyttet m. v. kan oplyses, at samtidig er den samlede aktiekapital forøget med godt og vel 1 milliard kroner. I samme periode er aktionærernes formue vokset derved, at aktiekurserne er steget; aktiekursindeksen var 126 i 1950 og 158 i januar-november 1956."

Ved 2. behandling anbefalede Per Hækkerup (S) på udvalgsflertallets vegne kort lovforslaget til vedtagelse med den foreslåede ændring i § 1.

Axel Kristensen (V) fandt ikke, at handelsministerens besvarelse af hans spørgsmål om forholdet mellem stigningen i arbejdslønningerne og udbytterne var tilfredsstillende. Han fastholdt, at aktionærernes udbytte og realformue i den omhandlede periode var faldet, mens arbejdernes andel i udbyttet var steget med et par procent om året, hvilket svarer til produktivitetsstigningen. Lovforslaget ville efter hans opfattelse virke skadeligt, fordi det berøver folk lysten til at finansiere erhvervslivet, når de kan komme ud for vilkårligheder af den art, som lovforslaget indeholder. Hans parti ville derfor stemme imod lovforslaget.

Fanger (KF) henviste til sine udtalelser ved lovforslagets 1. behandling; hans parti ville ligeledes stemme imod lovforslaget.

A. C. Normann (RV) fremhævede i anledning af den agitation, der fra venstres og de konservatives side var ført imod udbyttebegrænsningsforslaget, at forslaget var langt mildere end den aktieudbyttebegrænsningslov, som de to partier billigede næsten hele tiden fra 1940 til op til begyndelsen af 1950erne med forskellige motiveringer. Om sammenligningen mellem lønninger og udbytter udtalte han, at man ikke måtte overse, at man ikke fratager aktionærerne værdien af den tiendedel, der skal spærres, men at den senere gives fri; det er altså en formueværdi, som de beholder.

Aksel Larsen (DK) erklærede, at hans parti ikke kunne give forslaget støtte, da det i realiteten ikke medførte, at selskaberne kom til at aflevere noget som helst.

Der udspandt sig derefter en debat, særlig om forholdet mellem stigningen i lønninger og udbytter, mellem socialdemokratiets, venstres og kommunisternes ordførere, og lovforslaget overgik derefter til 3. behandling og fornyet udvalgsbehandling.

Den af udvalget afgivne tillægsbetænkning indeholder ikke nye oplysninger.

Til 3. behandling stillede Aksel Larsen (DK) følgende ændringsforslag om indsættelse af en ny paragraf efter lovforslagets § 3:

„Et beløb svarende til de i § 1 fastsatte 10 pct. af årsudbyttet til aktionærerne for det sidste forud for 1. september 1957 afsluttede regnskabsår vil af aktieselskaberne være at indbetale til en fond, som administreres af socialministeren, og hvoraf der kan ydes tilskud til vanskeligt stillede arbejdsløshedskasser."

Handelsministeren og udvalgets ordfører (Per Hækkerup) afviste ændringsforslaget, sidstnævnte under henvisning til, at der netop var gennemført en forhøjelse af arbejdsgiverbidraget til arbejdsløshedsfonden (se omtalen af lovforslaget om ændringer i arbejdsløshedsforsikringsloven foran side 413). Ændringsforslaget forkastedes med 127 stemmer mod 6.

Ved den endelige afstemning om lovforslaget blev dette vedtaget med 84 stemmer (S, RV og DR) mod 54 (V og KF); 6 medlemmer (DK) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.