Lovforslaget var et led i det kompleks på i alt 12 lovforslag, som den nydannede regering fremsatte umiddelbart efter sin tiltræden. Lovkomplekset tager sigte på en forbedring af valutasituationen, jfr. herved de almindelige bemærkninger om baggrunden herfor, der herom er gjort foran side 348 under omtalen af lovforslaget om et stabiliseringslån.
Loven tager sigte på at forhøje arbejdsgivernes bidrag til arbejdsløshedsfonden gennem en ændring af § 28 i loven om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring, jfr. lovbekendtgørelse nr. 43 af 18. marts 1952 med senere ændringer. Arbejdsgiverbidraget, der i 1937 blev fastsat til 15 kr. årlig pr. forsikret helårsarbejder, forhøjes i overensstemmelse med den siden da stedfundne prisstigning til 38 kr. Af hensyn til beskæftigelsen af lærlinge indeholder loven en bestemmelse om, at det hidtil gældende bidrag på 2 kr. årlig for lærlinge skal bortfalde. Endvidere forhøjer loven de grænser, ved hvilke arbejdsgiverbidragene og statens tilskud bortfalder — nemlig når arbejdsløshedsfondens formue har nået en vis størrelse — i samme forhold som bidragene.
Forhøjelsen vil ifølge bemærkningerne til lovforslaget medføre en forøgelse af arbejdsgiverbidraget fra de hidtidige 11 mill. kr. til ca. 26 mill. kr. årlig.
Baggrunden for lovforslagets fremsættelse var, at arbejdsløshedsfondens regnskab i de senere år har vist underskud, det sidste år på over 23 mill. kr. Såfremt arbejdsgiverbidragene ikke blev forhøjet, måtte det forudses, at et eventuelt fortsat stigende underskud stadig måtte dækkes ved tilskud fra statskassen.
Ved lovforslagets 1. behandling udtalte Hans Rasmussen (S), at det ville være uforsvarligt fortsat at lade de i 1937 fastsatte arbejdsgiverbidrag være af uforandret størrelse uanset den siden da skete prisstigning. Arbejdsløshedsfonden havde haft underskud siden 1933, og han fandt, at lovforslaget var et egnet led i regeringens kriseplan, der går ud på at skaffe en række nødvendige besparelser for statskassen. Han anbefalede lovforslaget til hurtig og velvillig fremme.
Lorentzen (V) erklærede, at hans parti ikke kunne stemme for lovforslaget. Han var villig til at forhandle om en forhøjelse af arbejdsgiverbidraget, men han fandt forslaget ilde anbragt på et tidspunkt, da der er nedsat en kommission til behandling af hele arbejdsløshedsloven. Herved rykkede man en enkelt ting ud af sammenhængen i stedet for at tage den op ved den samlede revision af arbejdsløshedsloven. Han kritiserede i øvrigt, at lovforslagets sparebestræbelser gik ud på, at borgerne skal bidrage til forøgede indtægter for statskassen, mens besparelser i det offentliges forbrug ville have været at foretrække.
Poul Sørensen (KF) meddelte ligeledes, at hans parti ikke kunne medvirke til lovforslagets gennemførelse. Hans parti havde gentagne gange forsøgt at formå partierne til at tage arbejdsløshedsforsikringen op til samlet overvejelse og løsning, og der var nu nedsat en kommission til behandling af disse spørgsmål. Spørgsmålet om arbejdsgiverbidragenes størrelse måtte løses i sammenhæng med de øvrige problemer i arbejdsløshedsforsikringen.
Aage Fogh (RV) fandt det rimeligt, at arbejdsgivernes bidrag til arbejdsløshedsfonden blev forhøjet i nogenlunde samme forhold, som det er sket for arbejderne og samfundet, og han anbefalede lovforslaget til velvillig behandling i et udvalg.
Tholstrup (DR) erklærede, at hans parti uanset kriseplanen ville have anbefalet et forslag som det foreliggende. Han var tilhænger af, at dette problem burde klares af parterne indbyrdes, og udgifterne dækkes jo af arbejderne og arbejdsgiverne i fællesskab.
Alfred Jensen (DK) anbefalede lovforslaget og oplyste, at hans parti igennem flere år havde påvist, at arbejdsgiverbidraget burde forhøjes, således i 1947, da kommunisterne fremsatte lovforslag om fordobling af arbejdsgiverbidraget.
Socialministeren erklærede, at en ajourføring af arbejdsgiverbidraget af finansielle grunde var nødvendig nu, og han måtte modsætte sig, at man afventede resultatet fra arbejdsløshedskommissionen. Han betragtede venstres og det konservative folkepartis holdning som forhalingstaktik.
Lovforslaget blev henvist til behandling i et udvalg, i hvis kortfattede betænkning et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds medlemmer af udvalget) indstillede lovforslaget til vedtagelse i uændret form, mens et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer) erklærede, at det ikke kan medvirke ved lovforslagets gennemførelse. Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget med 93 stemmer (S, RV, DR og DK) mod 51 (V og KF).