Sammen med forslaget til nærværende lov fremsatte finansministeren:

Forslag til lov om ændringer i lov om selvangivelsen af indkomst og formue, om foranstaltninger til kontrol med selvangivelsen og om straffen for skattesvig m. v., forslag til lov om investeringsfonds, forslag til lov om skattefri afskrivninger m. v., forslag til lov om ændring i lov om afgift af spiritus, vin og øl, forslag til lov om forhøjelse af tobaksafgifter, forslag til lov om ændringer i lov om forbrugsbegrænsende foranstaltninger og forslag til lov om omsætningsafgift af motorkøretøjer m. v.

Samtidig fremsattes af socialministeren: Forslag til lov om ændring i lov om forsikring mod følger af ulykkestilfælde og forslag til lov om ændring i lov om arbejdsanvisning og arbejdsløshedsforsikring m. v. (Vedrørende arbejdsgiverbidraget til arbejdsløshedsfonden), og af handelsministeren: Forslag til lov om udbyttebegrænsning og forslag til lov om ændring i lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger.

I sin fremsættelsestale fremkom finansministeren med en redegørelse om landets økonomiske situation, som er baggrunden for hele lovkomplekset.

Det var ifølge finansministerens udtalelse først og fremmest den udvikling, der har fundet sted i betalingsforholdene over for udlandet, der gjorde det påkrævet at gribe ind med nye forholdsregler. Fra januar til udgangen af maj måned 1957 havde nedgangen i nationalbankens valutareserver været på 210 mill. kr., og nedgangen havde i særlig grad berørt bankens dollarbeholdning. Samtidig havde de private banker dog forøget deres valutabeholdning med over 100 mill. kr., men det var efter finansministerens mening åbenbart, at udviklingen, der havde medført en halvering af nationalbankens dollarbeholdning i løbet af det sidste år, ikke kunne få lov at fortsætte.

I årets første måneder havde der været et usædvanligt stort underskud på handelsbalancen på grund af høje importtal og svigtende eksportindtægter. Selv om den øjeblikkelige indtægtsnedgang ved landbrugseksporten måtte anses for ekstraordinær, kunne det ikke forventes, at landbrugets eksportindtægt i 1957 vil blive højere end i 1956. En stigning i årets 4 første måneder i industrieksporten på 15 pct. i forhold til 1956 ville ikke være tilstrækkelig til at dække valutatabet som følge af stigningen i det indenlandske forbrug, der ej heller på anden måde var blevet modsvaret af en tilsvarende stigning i vor valutaindtjening.

Sammenfattende karakteriserede finansministeren situationen derhen, at landets valutariske likviditet var blevet alvorligt svækket gennem det sidste halve års underskud, og selv om dette delvis skyldtes ekstraordinære forhold, var der næppe udsigt til, at situationen af sig selv ville rette sig så meget op, at den nødvendige styrkelse af valutareservene ville blive nået.

Om formålene med det samlede lovkompleks udtalte finansministeren:

„De lovforslag, som fremsættes i dag, tilsigter for det første at bremse forbrugsstigningen og dermed lette den øjeblikkelige betalingssituation. For det andet tilstræbes efterhånden en lettelse af kreditsituationen og bedre finansieringsmuligheder for erhvervenes investeringer. Herigennem skulle tillige skabes grundlag for øget produktion og beskæftigelse.

De forbrugsdæmpende forholdsregler omfatter dels en række besparelser på statsbudgettet, dels forhøjelser af forskellige forbrugsafgifter, der holdes uden for pristalsreguleringen. Lovforslagene om et stabiliseringslån og om forbedret ligning vil utvivlsomt også påvirke forbruget, og lovforslaget om udbyttebegrænsning for selskaberne vil have samme virkning og muliggøre større investeringer i selskaberne.

Gennem bestemmelserne om, at afgiftsforhøjelserne samt den i 1955 gennemførte afgift på tekstilvarer m. v. holdes uden for det lønregulerende pristal, undgås tillige en stigning i løn- og avanceniveauet, og forslaget om ændring i lov om tilsyn med monopoler og konkurrencebegrænsninger skulle også bidrage sit til at holde priserne nede.

Forslagene udgør en helhed. Lønmodtagerne og andre befolkningsgrupper med små indtægter vil i særlig grad føle byrden ved de foreslåede afgiftsforhøjelser, der sammen med tekstilafgifterne holdes uden for det lønregulerende pristal. Stabiliseringslånet og udbyttebegrænsningen vil ramme de mere velstillede og formentlig i ikke ringe grad medføre en begrænsning i disse befolkningsgruppers forbrug. Endelig vil forbedringen af ligningen medføre en mere retfærdig fordeling af byrderne.

Den samlede virkning for statsfinanserne vil blive en forøgelse af overskuddet af drifts- og anlægsbudgettet på ca. 200 mill. kr. og en yderligere kassemæssig forbedring gennem indbetalingen af stabiliseringslånet, der for dette såvel som for næste finansår er budgetteret til 200 mill. kr. Den samlede statsfinansielle virkning er således en kassemæssig forbedring på henved 400 mill. kr. pr. år.

Ud over den ovennævnte virkning for forbruget opnås således i kraft af stabiliseringslånet det betydningsfulde, at staten for første gang i en lang årrække får mulighed for at dække samtlige udgiftsforpligtelser uden at optage lån på kapitalmarkedet eller i nationalbanken. Herved aflastes kapitalmarkedet for det pres, de sidste års betydelige salg af statsobligationer har indebåret. Der skulle hermed være tilvejebragt forudsætninger for den lempelse i penge- og kreditpolitikken, som er ønskelig af hensyn til de produktive investeringer.

Lovforslagene om afskrivningsregler og investeringsfonds genfremsættes allerede nu, således at en hurtig gennemførelse kan støtte erhvervenes investeringer allerede i år. Dette må betragtes som et første og meget væsentligt led i de mere langsigtede forholdsregler inden for statens skatte- og udgiftspolitik."

Ved afslutningen af fremsættelsestalen udtalte finansministeren, at det var regeringens opfattelse, at valutasituationen var ved at komme i et noget roligere leje, og at det måtte være opgaven at fremskynde denne udvikling, uden at der på den anden side fremkom uønskede virkninger på produktion og beskæftigelse. Den kommende tids vigtigste opgaver ville være at lægge den økonomiske politik således til rette, at investeringer og eksport kan øges, og en gennemførelse af de fremsatte lovforslag ville være det første skridt i denne retning.

Specielt vedrørende lovforslaget om stabiliseringslånet udtalte finansministeren, at det ville være rimeligt, at en del af den nødvendige opsparing foretages af dem, der har mere end lige til dagen og vejen, og navnlig dér, hvor der er mulighed for et egentligt storforbrug. Lånepligten foresloges derfor begrænset til personer og lånebeløbene udskrevet efter en progressiv skala. Det samlede antal skatteydere, der ville blive berørt, ville udgøre henved 150 000. Da lånebeløbene skulle udskrives på grundlag af den skattepligtige indkomst, var det af særlig betydning, at dette grundlag virkelig svarede til indtægterne, og regeringen lagde derfor særlig vægt på gennemførelse af de samtidig foreslåede ændringer i kontrolloven.

Indholdet af loven om et stabiliseringslån er følgende:

§ 1. Der udskrives for hvert af skatteårene 1957-58 og 1958-59 ydelser til et stabiliseringslån (5 pct. stabiliseringslån 1957-92) i overensstemmelse med de i denne lov givne regler.

§ 2. Pligten til at udrede stabiliseringslån påhviler personer, der er fuldt skattepligtige til staten for skatteårene 1957-58 og 1958-59 eller for et af disse skatteår. Forsørgere, hvis skalaindkomst (ansatte skattepligtige indkomst reduceret med de ved beregningen af indkomstskatten til staten hjemlede skattefri fradrag) er under 14 000 kr., og andre skatteydere, hvis skalaindkomst er under 12 000 kr., omfattes dog ikke af lånepligten.

I tilfælde, hvor skattepligten kun gælder for en del af et af de ovennævnte skatteår, udredes ydelsen med en hertil svarende del af det for hele det pågældende skatteår pligtige beløb. Såfremt den skattepligtige er afgået ved døden før 1. juli 1957, skal stabiliseringslån dog ikke pålignes.

Stk. 2 ændredes under behandlingen i folketinget som følge af den nedenfor omtalte ændring i § 3.

Lånebeløbet udskrives iflg. § 3 for hvert af skatteårene efter følgende skalaer:

[Se skalaer i Folketingsårbogen, 1956-57, side 352]

Lånebeløbene afrundes nedad til nærmeste hele kronebeløb.

I det oprindelige forslag var skalaen for forsørgere og ikke-forsørgere den samme, men dette ændredes ved 2. behandling, jfr. nærmere herom under omtalen af udvalgets betænkning.

§ 4. Beregningen af lånebeløbet foretages af samme myndigheder, som foretager beregning af statsskat.

Lånebeløbet opkræves af kommunalbestyrelsen i den kommune, hvori den lånepligtige er ansat til statsskat for det skatteår, opkrævningen vedrører.

§ 5. Opkrævningen af lånebeløbet sker i lige store rater til de terminer, der gælder for opkrævning af statsskat i vedkommende kommune. For skatteåret 1957-58 skal kommunen være berettiget til at udsætte påbegyndelsen af opkrævningen, dog længst til den efter den 30. september 1957 først forfaldende opkrævningsrate for statsskat. Benytter kommunen sig af denne adgang, fordeles lånebeløbet for dette skatteår i lige store rater på de ved opkrævningens påbegyndelse resterende terminer.

§ 6. For indbetalingerne udstedes der af kommunerne foreløbige kvitteringer. Efter den 1. april 1962 ombyttes kvitteringerne med statsobligationer, idet det ifølge kvitteringerne indbetalte lånebeløb forhøjes med 10 pct., dog således at ørebeløb bortkastes. Den del af det forhøjede lånebeløb, der måtte overstige et med 100 deleligt kronebeløb, udbetales kontant.

Obligationerne bærer fra den 1. juli 1962 at regne en årlig rente af 5 pct., som udbetales hver 1. juli, første gang pr. 1. juli 1963.

Lånet amortiseres ved årlig udtrækning i grupper til pari kurs til betaling hver 1. juli, første gang pr. 1. juli 1963, sidste gang pr. 1. juli 1992. Hver amortisation andrager 1/30 af lånets samlede pålydende beløb.

Statslånet er uopsigeligt fra kreditors side, men kan af staten opsiges helt eller delvis med 3 måneders varsel, dog tidligst til indfrielse pr. 1. juli 1967.

Finansministeren bemyndiges til at forøge statslånet i det omfang, som måtte være fornødent for at gøre antallet af obligationer inden for hver størrelsesorden deleligt med 30.

§ 7. Lånepligtige er fra deres fyldte 70. år — dog tidligst den 1. juli 1959 — berettiget til at få udleveret obligationer til fri rådighed, idet reglerne i § 6, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

§ 8. Såfremt den lånepligtige inden udgangen af kalenderåret 1957 afgår ved døden, erklæres konkurs eller opnår en af skifteretten godkendt tvangsakkord uden for konkurs i henhold til lov nr. 225 af 14. april 1905, tilbagebetales 70 pct. af de indbetalte lånebeløb. Finansministeren fastsætter under hensyn til markedsrenten for langfristede statsobligationer den tilbagebetalingskurs, som skal gælde for hvert af de følgende halvår i tiden indtil den 1. juli 1959. Indtræder dødsfaldet eller konkursen eller stadfæstes tvangsakkorden den 1. juli 1959 eller senere, udleveres obligationer til fri rådighed, idet reglerne i § 6, stk. 1, finder tilsvarende anvendelse.

§ 9. I tilfælde af, at den lånepligtige definitivt forlader landet inden den 1. juli 1962, kan finansministeren eller den myndighed, han dertil måtte bemyndige, tillade, at indbetalte lånebeløb tilbagebetales eller obligationer udleveres efter de i § 8 angivne regler.

§§ 7, 8 og 9 ændredes til de angivne affattelser under behandlingen i folketinget, dels for at tilvejebringe en lempeligere ordning med hensyn til ældre personers deltagelse i stabiliseringslånet (ændret ved 2. behandling), dels for at stille tvangsakkord uden for konkurs lige med konkurs i relation til bestemmelsen i § 8 om udlevering af obligationerne i særlige tilfælde (ændret ved 3. behandling).

§ 10. Såfremt en lånepligtig på en efter finansministerens skøn tilfredsstillende måde godtgør, at det for et skatteår pålignede lånebeløb forhøjet med 5 000 kr. overstiger hans privatforbrug i det til grund for ansættelsen liggende indkomstår, skal lånebeløbet nedsættes med det overskydende beløb.

Beløb, der benyttes til erhvervelse af ikke-formueskattepilgtigt løsøre, der efter dets almindelige beskaffenhed tjener til personlig nytte og behagelighed, såsom husligt indbo, kunstgenstande m. v., skal ved anvendelsen af bestemmelsen i stk. 1 henregnes til privatforbruget.

Paragraffen blev indsat ved 2. behandling, jfr. omtalen nedenfor af udvalgets betænkning.

§ 11. I tiden indtil obligationernes udlevering kan den lånepligtige ikke disponere over lånebeløbet i levende live, det være sig ved salg, pantsætning eller på anden måde, ligesom beløbet i denne periode skal være unddraget retsforfølgning fra hans kreditorers side, jfr. dog § 8.

Paragraffen, der blev indsat ved 2. behandling, svarer med en enkelt redaktionel ændring til det oprindelige lovforslags § 7.

§ 12. Den i § 6, stk. 1, nævnte opskrivning af lånebeløbet er ikke indkomstskattepligtig.

Ved opgørelsen af den skattepligtige formue i tiden indtil den 1. juli 1959 skal indbetalte lånebeløb medregnes til kurs 70, medens lånebeløb, for hvilke der ikke er udleveret obligationer, fra og med den 1. juli 1959 medregnes til samme kurs som udleverede obligationer.

Hvor formuens størrelse er afgørende for rettigheder i henhold til lov om folkeforsikring, skal der, i tiden indtil den lånepligtige kan forlange obligationer udleveret, ses bort fra de i medfør af nærværende lov indbetalte lånebeløb.

I stk. 2 og 3 blev der ved 2. behandling foretaget ændringer af redaktionel karakter.

§ 13. Forhøjelse af indkomstansættelserne for skatteårene 1957-58 og 1958-59, der finder sted fra og med den 1. juli 1962, medfører ikke påligning af lånebeløb efter nærværende lov.

Sker der i tiden forud for obligationernes udlevering nedsættelse af lånebeløbet som følge af ændring af indkomstansættelsen, kan tilbagebetaling af for meget erlagt lånebeløb gøres betinget af, at den foreløbige kvittering indleveres til ombytning.

Ved nedsættelse af indkomstansættelsen i tiden efter obligationernes udlevering foretages efter reglerne i § 6 en opgørelse af, hvilke obligationsbeløb og kontantbeløb den lånepligtige har krav på i henhold til den endelige ansættelse. Forskellen mellem disse beløb og de beløb, som den lånepligtige faktisk har modtaget, berigtiges for obligationsbeløbenes vedkommende derved, at den lånepligtige tilbageleverer obligationer svarende til forskelsbeløbet, og for kontantbeløbenes vedkommende kontant. Samtidig tilbagebetales det for meget indbetalte lånebeløb.

Bestemmelserne i stk. 2 og 3 om tilbagelevering af foreløbige kvitteringer og af obligationer finder ligeledes anvendelse, hvor det pålignede lånebeløb eftergives helt eller delvis.

Stk. 4 indsattes ved 2. behandling.

§ 14. I øvrigt kommer de for indkomstskatten til staten af personer gældende regler, herunder reglerne om påligning, inddrivelse og indbetaling i statskassen, til anvendelse, for så vidt de er forenelige med de i nærværende lov indeholdte regler.

§ 15. Finansministeren fastsætter de til lovens gennemførelse fornødne nærmere regler og bemyndiges til at afholde de med gennemførelsen forbundne udgifter, herunder vederlag for lånebeløbenes beregning og opkrævning, obligationernes udlevering m. m.

§ 16. Denne lov, der ikke gælder for Færøerne og Grønland, træder i kraft straks.

I forbindelse med lovforslagets 1. behandling, der strakte sig over 3 mødedage, fandt der en almindelig politisk debat sted om omstændighederne i forbindelse med dannelsen af den nye regering, om landets økonomiske situation og om det fremsatte lovkompleks som helhed.

Af de udtalelser fra 1. behandlingen, der specielt vedrører forslaget til den her omtalte lov, skal gives et kortfattet resumé.

Per Hækkerup (S) erklærede, at stabiliseringslånet ville være et værdifuldt led i bestræbelserne for at tvinge forbruget ned. Over for den indvending, at stabiliseringslånet kun ville komme til at påhvile en meget lille del af befolkningen, erklærede han, at socialdemokratiet kun med store principielle betænkeligheder var gået med til, at de af lovkomplekset omfattede afgiftsforhøjelser samt tekstilafgifterne skulle holdes uden for pristalsberegningen. Ved denne foranstaltning kom lønmodtagerne til at yde deres bidrag til de fælles ofre, og det var kun rimeligt, at der blev truffet andre foranstaltninger, som kom til at omfatte hele befolkningen og samtidig lagde de største byrder dér, hvor det private forbrug ubestrideligt er størst.

Axel Kristensen (V) gik stærkt imod lovforslaget, som han betegnede som et skamløst forsøg på at lade nogle få bære alle byrder. Han fandt, at lovforslagets virkninger ville være skadelige. Det ville betyde formindsket produktion og større arbejdsløshed, lysten til at påbegynde nye, selvstændige virksomheder ville blive svækket, og rationaliseringen ville blive forsinket. Yderligere ville loven volde mange mennesker uovervindelige vanskeligheder, og den ville ikke i afgørende grad overflytte kapital fra forbrug til investering.

Aksel Møller (KF) troede ikke på, at stabiliseringslånet ville hjælpe på landets økonomiske situation, og fandt det uheldigt, at en så stor del af samfundets opsparing ifølge forslaget skulle overføres til staten. Han beklagede, at man ændrede de forudsætninger, hvorunder hans parti i 1956 stemte for, at 30 pct. af merindtægt ikke skulle beskattes. Folk, der har gjort en ekstraordinær arbejdsindsats i tiltro til denne bestemmelse, ville nu miste den herved opnåede fordel. Regeringen havde foregøglet folk, at den ville være venlig over for forøget arbejdsindsats og større opsparing, men nu handlede den stik herimod. Regeringens fremgangsmåde ville betyde produktionens stagnation, måske tilbagegang, samt arbejdsløshed. Hans parti kunne ikke støtte regeringen, medmindre den byggede en helt anden politik op end den, der fremgik af lovforslaget om stabiliseringslånet og de øvrige lovforslag.

A. C. Normann (RV) anbefalede lovforslaget som et led i den helhed, hele lovkomplekset om kriseforanstaltninger udgjorde. Han erkendte, at forslaget ramte hårdt på visse indtægtsgrupper, men fremhævede, at det samlede lovkompleks ramte til alle sider; således måtte både tjenestemænd og lønarbejdere opgive ca. én portion dyrtidstillæg, som de ellers havde ret til. Han kunne ej heller anerkende, at loven ville modvirke investeringen, idet han mente, det var givet, at der for en del af sparernes vedkommende vil blive ført købekraft bort fra privatforbruget. Han ville i øvrigt ikke benægte, at der kunne næres betænkeligheder ved lovforslaget, men det virkede ikke modsat sin hensigt vedrørende renten af den grund, at lånet ikke ville skade renteniveauet, fordi det ville overflødiggøre, at staten skal låne tilsvarende beløb på lånemarkedet. Hans parti ville deltage i udvalgsbehandlingen ud fra den opfattelse, at der bør tages de størst mulige saglige hensyn til de øvrige partiers ønsker under forudsætning af loyalitet imod det principielle fællesgrundlag, regeringspartierne var enedes om.

Tholstrup (DR) omtalte nogle enkeltheder i lovforslaget, som måske kunne ændres under udvalgsbehandlingen. Hans parti kunne ikke deltage i den betragtning, at kriselovforslagene skulle virke forbrugsbegrænsende i almindelighed for derved at forbedre valutastillingen, men partiet var gået med til komplekset for at opnå dækning for statens underskud. De foreslåede foranstaltninger ville stabilisere kronen og derfor fremme opsparingslysten under forudsætning af, at inflationen blev standset.

Aksel Larsen (DK) fandt, at lovforslaget om stabiliseringslånet burde være kaldt forslag om bunden opsparing, hvoraf efter hans mening ville følge, at det kunne komme til folkeafstemning. Han tog i øvrigt ikke al den agitation, der var ført mod forslaget, alvorligt og mente, at flertallet af dem, der skulle bidrage til stabiliseringslånet, ville være i stand til at afse penge hertil. I øvrigt var det hans opfattelse, at den reelle hensigt med lovforslaget i forbindelse med de øvrige forslag ikke var at redde landets valuta, men at sikre kapitalisterne midler til investeringer.

Finansministeren udtalte i sin svartale, at han måtte fastholde stabiliseringslånet, så længe der ikke fra oppositionens side fremkom forslag, der med større virkning kunne træde i stedet for den styrkelse af statens finanser, som stabiliseringslånet ville betyde. Han udtalte, at det var klart, at stabiliseringslånet ikke ville påvirke forbruget med det fulde beløb, men det gjorde ikke lånet mindre effektivt i pengepolitisk henseende. Den kampagne, der var rejst mod lovforslaget, var overdreven bl. a. ved, at man ganske glemte, at det dog var et lån, der var tale om. Om de mod lovforslaget rettede indvendinger med hensyn til enkeltheder erklærede ministeren, at de ville kunne drøftes under udvalgsbehandlingen.

Lovforslaget blev henvist til behandling i et udvalg, og resultatet af udvalgsarbejdet blev, at et flertal bestående af socialdemokratiets, det radikale venstres og Danmarks retsforbunds medlemmer af udvalget indstillede lovforslaget til vedtagelse med en del ændringer, mens udvalgets mindretal, venstres og det konservative folkepartis medlemmer, indstillede lovforslaget til forkastelse.

Om de i udvalget førte drøftelser og de af finansministeren stillede og af flertallet tiltrådte ændringsforslag hedder det i betænkningen:

„Under drøftelserne af skalaen i forslagets § 3 er der i udvalget rejst indvendinger imod, at den er fælles for forsørgere og ikke-forsørgere, ligesom der er rejst spørgsmål om visse lempelser i skalaen. På baggrund af disse forhandlinger har finansministeren stillet nedenstående ændringsforslag nr. 1 og 2, der er tiltrådt af et flertal (Holger Eriksen, Aage Fogh, Ove Hansen, Per Hækkerup, Hans Knudsen, Peter Nielsen, Hans Rasmussen, Edel Saunte og Tholstrup).

Efter disse ændringsforslag skal stabiliseringslånet beregnes efter to forskellige skalaer, en for forsørgere og en for ikke-forsørgere. Skalaen for ikke-forsørgere sætter ind ved skalaindkomster på 12 000 kr., medens skalaen for forsørgere fortsat begynder ved skalaindkomster på 14 000 kr. Begge skalaer er i øvrigt udformet således, at de på en række indkomsttrin er lidt lempeligere end skalaen i lovforslaget.

De nye skalaer vil medføre en mindre nedgang i den samlede udskrivning af lånebeløb, der dog fortsat vil andrage omkring 200 mill. kr. årlig.

Under forhandlingerne har også været drøftet tanken om en særlig opsparing for de helt unge, som har relativt gode lønninger, sammenlignet med deres nødvendige forbrug, og det har været fremholdt, at det ville være til de unges egen fordel, hvis en del af det overflødige forbrug blev erstattet af en opsparing, som stod til rådighed for de unge den dag, de skal sætte bo eller starte egen bedrift.

En sådan udvidelse vil imidlertid kræve betydelig administration og kan i relation til lovens formål kun give et mindre beløb, hvorfor tanken ikke er realiseret.

Under omtalen af forslagets virkninger har finansministeren i øvrigt henvist til, at der ved opgørelsen af den skalaindkomst, hvoraf lånebeløbet beregnes, indrømmes ikke alene børnefradrag og hustrufradrag, men også merindkomstfradrag — det såkaldte „30 pct.s fradrag".

Under udvalgets forhandlinger har der været fremsat ønske om at tilvejebringe en lempeligere ordning med hensyn til ældre personers deltagelse i stabiliseringslånet. Ændringsforslag nr. 3, der er stillet af fiansnsministeren og tiltrådt af ovennævnte flertal, tager sigte herpå. Efter dette ændringsforslag skal lånepligtige være berettiget til at få udleveret obligationer til fri rådighed fra den 1. juli 1959, hvis de på denne dato er fyldt 70 år. Personer, der senere fylder 70 år, skal være berettiget til at få obligationerne udleveret, når de fylder 70 år.

Da man således vil kunne påregne, at der vil komme stabiliseringsobligationer på markedet fra den 1. juli 1959, har man fundet det rimeligt, at der ved død, konkurs og visse tilfælde af emigration efter denne dato ligeledes sker udlevering af obligationer i stedet for kontant tilbagebetaling af lånebeløbet til en af finansministeren fastsat kurs.

Ændringsforslagene nr. 7 og 8, der er stillet af finansministeren og tiltrådt af flertallet, indeholder forskellige ændringer af teknisk karakter, der er foranlediget af, at obligationer vil kunne udleveres tidligere end forudsat i lovforslaget. Hvad særlig angår ændringsforslag nr. 8, bemærkes, at man har fundet det rimeligt, at lånebeløb, for hvilke der ikke er udleveret obligationer, fra og med den 1. juli 1959 medregnes ved formueopgørelsen til den kurs, der fastsættes for udleverede obligationer, uanset at den lånepligtige til sin tid vil få obligationer for det indbetalte beløb forhøjet med 10 pct. Det er herved taget i betragtning, at der ikke kan disponeres over lånebeløb, for hvilke der ikke er udleveret obligationer, mens udleverede obligationer frit kan omsættes.

Under udvalgsforhandlingerne har det været anført, at det vil være mindre rimeligt, at personer, der anvender en væsentlig del af deres skattepligtige indkomst til investering, skal betale stabiliseringslån i fuldt omfang. I denne forbindelse er der bl. a. henvist til, at aktieselskaber og kooperative virksomheder ikke skal betale stabiliseringslån. Et flertal af udvalgets medlemmer finder det rimeligt, at lånepligten begrænses i de tilfælde, hvor privatforbruget kun udgør en mindre del af den skattepligtige indkomst.

Efter ændringsforslag nr. 6, der er stillet af finansministeren og tiltrådt af flertallet, skal stabiliseringslånet derfor i tilfælde, hvor det godtgøres, at det pålignede lånebeløb med tillæg af 5 000 kr. overstiger den lånepligtiges privatforbrug, nedsættes med forskelsbeløbet.

Finansministeren har oplyst, at det ved praktiseringen af denne bestemmelse må kræves, at privatforbruget opgøres efter samme retningslinjer som de, der følges ved administrationen af loven om præmiering af opsparing.

Under drøftelserne i udvalget har der været rejst spørgsmål om, hvorvidt der i andre end de i ændringsforslag nr. 6 omhandlede tilfælde vil kunne indrømmes lempelse i de pålignede lånebeløb. Finansministeren har herom oplyst, at han efter statsskattelovens § 37 er bemyndiget til at eftergive statsskat, når forholdene i ganske særlig grad taler derfor, og at henvisningen i forslagets § 12 til skattelovgivningens almindelige regler betyder, at lempelsesbestemmelsen også vil kunne benyttes, hvor der er tale om pålignede lånebeløb. I denne forbindelse har ministeren endvidere oplyst, at det vil være muligt at fritage for lånepligten uden samtidig at eftergive statsskat. Der vil således kunne tages hensyn til betydelig indtægtsnedgang som f. eks. i visse tilfælde af overgang til pension og til ekstraordinært store afdragsforpligtelser o. lign."

I nedenstående mindretalsudtalelse i betænkningen giver venstres og det konservative folkepartis repræsentanter i udvalget udtryk for oppositionens stilling til lovforslaget og for, hvad der burde træde i stedet for regeringens forslag:

„Mindretallet er med regeringen enig i, at den stadige svækkelse i Danmarks betalingsstilling over for udlandet nødvendiggør en ny sanering af Danmarks økonomi. Den fremgangsmåde, som regeringen med nærværende lovforslag bringer i anvendelse, vil efter mindretallets opfattelse ikke føre til det ønskede resultat. Det foreslåede tvangslån vil belaste mange enkelte borgere urimelig hårdt og ramme erhvervslivet i flæng med skadelige følger for produktionen og med yderligere stigning i den i forvejen for store arbejdsløshed. Forslaget vil føre til, at en ikke uvæsentlig del af den private opsparing overføres til statskassen. I den udstrækning, hvori dette sker, vil de midler, som er til rådighed for forøgelse af produktionen, være formindsket. Det er i denne forbindelse værd at erindre om, at en væsentlig del af statens investeringer er uproduktive.

Lovforslaget indebærer både et tvangslån og en skatteforhøjelse. For den del af forslaget, som er skat, er grundsætningen i dansk skattelovgivning om ret til at fradrage erlagte skatter tilsidesat. I mere end én henseende har den foreslåede lovgivning ligefrem karakter af konfiskation. Allerede af den grund mener mindretallet at måtte indstille forslaget til forkastelse.

Mindretallet havde for sit vedkommende foretrukket en deponeringsordning med en samtidig liberalisering, hvorved det blev pålagt importører af visse varer midlertidigt at deponere et kronebeløb udgørende en vis procent af det til importen anvendte beløb af fremmed valuta. Mindretallet mener, at et deponeringsbeløb på ca. 500 mill. kr. ville være tilstrækkeligt til at skabe den forbrugsbegrænsning, der er nødvendig. Ordningens nærmere indhold, for så vidt angår varegrupper, varighed, aftrapning og deponeringsprocenter, ville mindretallet have været villig til nærmere at forhandle med flertallet, hvis nærværende lovforslag var blevet opgivet.

Mindretallet er opmærksom på nødvendigheden af, at kreditten til udvikling af landets produktion ikke formindskes yderligere, og ville til deponeringsordningen knytte bestemmelse om, at de deponerede beløb stilles til rådighed for nationalbanken.

Mindretallet beklager, at regeringen fastholder nærværende lovforslag.

Flertallet har herved hindret en frugtbar drøftelse af landets almindelige økonomiske politik med det formål at tilvejebringe en helhedsløsning som forudsætning for en varig forbedring af Danmarks økonomi. En sådan løsning måtte kræve en gennemgribende forandring i den hidtil førte politik. Efter mindretallets opfattelse måtte der i alt fald herved opnås garantier mod nye statsudgifter og mod overtræk i nationalbanken. Statens likviditet måtte forbedres ved besparelser, først og fremmest gennem udskydelse af anlægsarbejder og hurtig afvikling af statens udlånsvirksomhed til boligbyggeri og erhvervsformål, samt ved salg af statens aktieinteresser. Stigningen i omkostningsniveauet måtte dæmpes ved, at yderligere forhøjelser af direkte skatter og ejendomsskatter blev undgået. På længere sigt er forudsætningen for en varig løsning af landets økonomiske problemer, at produktionen og beskæftigelsen forøges. Hertil kræves først og fremmest en forøget privat opsparing, og som middel hertil mener mindretallet, at en ordning, hvorved de mindre og mellemstore indkomster fritages for at betale skat af den del af deres indkomster, der opspares, er nødvendig.

Over for de stillede ændringsforslag skal mindretallet bemærke, at de kun i ringe omfang fjerner de mange urimeligheder, lovforslaget i øvrigt indeholder over for enkeltpersoner og erhvervsliv, og ændringsforslagene forandrer intet i mindretallets principielle kritik af lovforslaget, hvorfor det vil afholde sig fra at stemme for ændringsforslagene."

Til 2. behandling stilledes der fra kommunistisk side ændringsforslag gående ud på, dels at der ved beregningen af skalaindkomsten, hvorefter stabiliseringslånet skal udskrives, foretages et fradrag svarende til de første 4 000 kr. af en med manden sambeskattet hustrus indkomst ved selvstændig virksomhed, dels på at lånebeløbet skulle udskrives efter følgende skala:

[Se skala i Folketingsårbogen, 1956-57, side 361]

Ved lovforslagets 2. behandling, hvorunder der på ny udspandt sig en almindelig politisk debat, refererede udvalgets ordfører, Per Hækkerup (S), betænkningen, jfr. ovenfor, og indstillede på flertallets (S, RV og DR) vegne lovforslaget til vedtagelse med de ændringsforslag, hvorom der var opnået enighed mellem finansministeren og flertallet.

Axel Kristensen (V) kritiserede, at der under udvalgsarbejdet ikke havde fundet en realitetsbehandling sted af lovforslaget eller af oppositionens forslag, som fremgår af mindretallets mindretalsbetænkning. Han hævdede, at stabiliseringslånet delvis har karakter af en skat, hvorfor en del af det burde kunne fradrages ved opgørelsen af næste års skattepligtige indtægt. Baggrunden for denne betragtning var, at tilbagebetalingskursen for obligationernes skønnede markedsværdi pr. 1. juli 1957 ifølge forslaget var 70, altså 30 pct. lavere end det indbetalte beløb. Herudover kritiserede han, at personer over 70 år overhovedet skal deltage i stabiliseringslånet; ganske vist kan disse ældre borgere efter 2 års forløb få udleveret obligationerne, men de vil kun kunne sælges til kurs 70. Om bestemmelsen i lovens § 10 om nedsættelse af lånebeløbet, når det dokumenteres, at en væsentlig del af indkomsten er gået til investering, udtalte han, at denne bestemmelse ville være næsten uden betydning; kun for indtægter på op imod en halv million kroner var den praktisk. Om lovforslaget i almindelighed udtalte han, at det ville hæmme sparelysten og investeringer og ville medføre arbejdsløshed. Fremfor at staten gennem de foreslåede foranstaltninger fik en større formue og mere herredømme over erhvervslivet, foretrak han, at opsparingen foregik i de hundredtusinder af enkelte hjem, som ville vise initiativ, sparsommelighed og interesse for at skabe mere, fordi de får lov til at beholde udbyttet af deres arbejde. Venstre ville stemme mod lovforslaget.

Aksel Møller (KF) gav udtryk for ængstelse i anledning af, at man allerede, inden man havde foretaget udbetaling af en tidligere opkrævet bunden opsparing, nu gennemførte en ny. Han hævdede ligesom venstres ordfører, at stabiliseringslånet delvis havde karakter af en skat, og henstillede til regeringen, at i hvert tilfælde det kurstab, der konstateres ved salg af obligationerne, skulle kunne trækkes fra på selvangivelsen. I øvrigt kritiserede han, at personer over 70 år skulle deltage i ordningen. Om forslaget i almindelighed udtalte han, at det ville svække opsparing og opsparingslyst, ligesom man måtte forvente en indskrænlming i produktionen og en arbejdsløshed, der efter hans skøn ville komme op på henimod 15 pct. Han erklærede, at hans parti ville stemme imod lovforslaget, og beklagede, at oppositionens forslag ganske var blevet afvist.

Aage Fogh (RV) oplyste, at familieforsørgere først ville være forpligtet til at deltage i stabiliseringslånet ved indtægter på 20-23 000 kr. årligt, svarende til en skalaindkomst på 14 000 kr., og af en sådan indtægt skulle de opspare 100 kr. Vel kunne en sådan opsparing være ubehagelig; hans parti var ej heller med fornøjelse gået med til lovforslaget, men alene fordi det var nødvendigt. Han betragtede ændringsforslagene i betænkningen som forbedringer og fandt, at oppositionen overdrev de skadelige følger af lovforslaget.

Tholstrup (DR) anbefalede lovforslaget, som han langt foretrak for den af oppositionen antydede deponeringsordning, der ville ramme erhvervslivet hårdt og i flæng. Han gav i øvrigt udtryk for samme synspunkter, som han havde hævdet ved lovforslagets 1. behandling.

Aksel Larsen (DK) pegede på, at kommunisterne havde opstillet en anden politik gående ud på, at man skulle bringe orden i landets udenrigshandel, at man skulle begrænse importen af ikke-nødvendige varer, så længe der var valutavanskeligheder, og endelig, at man skulle spare på det hjemlige uproduktive forbrug, hvorved han i første række tænkte på militærbudgettet. Han motiverede derefter de af hans parti stillede ændringsforslag, jfr. ovenfor, og udtalte, at en vedtagelse af disse ændringsforslag ville gøre regeringens forslag mere retfærdigt over for borgere med de laveste mellemindtægter, og så ville det være mere acceptabelt for hans parti.

Uden for ordførernes række udtalte Kirsten Gloerfelt-Tarp (RV) beklagelse over, at det ikke havde været muligt at finde et rimeligere grundlag for beregningen af stabliseringslånet for sambeskattede ægtefæller. Trods store prisstigninger er hustrufradraget på 2 000 kr., der fastsattes i 1946, ikke blevet forhøjet, og den i forvejen urimeligt hårde beskatning for ægtefæller, der begge har indtægt, bliver nu forstærket ved stabiliseringslånet.

I den efterfølgende politiske debat deltog finansministeren og økonomiministeren, og herunder var særlig oppositionens forslag om gennemførelse af en deponeringsordning i stedet for stabiliseringslånet genstand for omtale.

Ved afstemningen forkastedes kommunisternes ændringsforslag, idet samtlige øvrige partier stemte imod. De af udvalgsflertallet stillede ændringsforslag vedtoges med 82 stemmer (S, RV, DR) mod 6 (DK), idet 55 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.

Under udvalgsbehandlingen mellem 2. og 3. behandling skete der ingen ændring i partiernes principielle stilling til lovforslaget. Udvalgets flertal (S, RV og DR) stillede det tidligere omtalte ændringsforslag til lovens § 8 om ligestilling af tvangsakkord uden for konkurs med konkurs i relation til reglerne om udlevering af obligationerne i særlige tilfælde.

Lovforslagets 3. behandling blev meget kortfattet. Aksel Larsen (DK) stillede følgende forslag om overgang til næste sag på dagsordenen:

„Idet folketinget udtaler, at statens finansieringsbehov bedst og rimeligst dækkes ved nedsættelse af statens forbrug, især på de uproduktive områder, hvilket også vil medføre valutabesparelser, opfordrer det regeringen til i indeværende finansår at foretage sådanne besparelser på de militære budgetter, at der herved indvindes mindst 200 mill. kr., og at forberede tilsvarende større besparelser på militærbudgetterne for 1958-59.

Tinget går dermed over til næste sag på dagsordenen."

Dette forslag forkastedes med 152 stemmer mod 6; 3 medlemmer (Baunsgaard, Morten Larsen og Else Zeuthen) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.

Ved den endelige afstemning om lovforslaget vedtoges dette med 87 stemmer (S, RV og DR) mod 66 (V og KF), idet 6 medlemmer (DK) hverken stemte for eller imod.