Lovforslaget udgjorde sammen med forslag til lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (se nærmest foregående sag) og det af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme (se foran side 438) en del af regeringens samlede forslag til en skatte- og udgiftsreform, som havde været fremsat i folketinget i de 3 foregående folketingsår.
Lovforslaget indeholder dels visse tekniske ændringer, som er nødvendiggjort af det i forslaget om beskatning til kommunerne af faste ejendomme foreslåede system med et udskrivningsforhold, der fastsættes for 4 år ad gangen, og som medfører, at en sognekommune må fastsætte sin grundskyldpromille og sin skatteprocent under ét.
Lovforslaget indeholder imidlertid også en række andre forslag til ændringer i den kommunale indkomstbeskatning, forslag, som i høj grad bygger på forhandlinger i folketingets skattereformudvalg i den foregående samling, og som bl. a. tilsigter at tilvejebringe nogle af forudsætningerne for en afskaffelse af den kommunale erhvervsbeskatning.
Efter reglerne i § 8 i lov nr. 28 af 18. februar 1937 vedrørende personlig skat til kommunen skal opholdskommuneskatten i alle kommuner lignes på grundlag af den for den enkelte skatteyder ansatte indkomst til brug for statsskatteligningen. Uden for Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner svares skatten med en for hver kommune af kommunalbestyrelsen fastsat, for alle skatteydere fælles procent, kaldet ligningsprocenten. Ved skatteligningen anvendes ligningsprocenten på indkomsten, efter at denne er forhøjet eller nedsat efter „formue eller lejlighed" og eventuelt reduceret med hustru- og børnefradrag.
Reglerne om indkomstforhøjelse eller -nedsættelse efter „formue og lejlighed" går ud på, at der kan ske dels en forhøjelse af den ansatte indkomst i det omfang, den hidrører fra formue eller andre dermed sidestillede indtægtskilder (kildeartsforhøjelse), dels en forhøjelse eller nedsættelse af den — eventuelt — kildeartsforhøjede indkomst (reduceret med evt. hustru- og børnefradrag), alt efter den enkelte skatteyders "lejlighed", d. v. s. hans hele økonomiske stilling, hvorved der kan tages hensyn til, om han har særlig stor eller særlig lille indkomst, særlig stor eller særlig ringe husstand, samt om han har haft særlig stort tab eller særlig stor vinding i det sidste driftsår. For såvel formueforhøjelserne (kildeartsforhøjelserne) som reguleringerne efter „lejlighed" er der i loven sat visse grænser.
Kildeartsforhøjelser er efterhånden gået af brug i samtlige købstæder og i 3/4 af sognekommunerne, og regulering efter lejlighed foretages, efter at der er indført hustru- og børnefradrag, hovedsagelig alene efter indkomstens størrelse. I samtlige købstæder og et stort antal sognekommuner sker regulering nu efter faste regler, der vedtages af kommunalbestyrelsen i form af en ligningsskala. Herudover anvender yderligere et stort antal sognekommuner ganske faste ligningsregler, uden at disse dog får udtryk i en ligningsskala, der offentliggøres.
Reguleringerne efter formue og lejlighed tager i de kommuner, hvor faste ligningsskalaer benyttes, hovedsagelig sigte på at etablere en form for progression i beskatningen, men den omstændighed, at forhøjelsen af indkomsten højst kan andrage 50 pct., bevirker, at progressionen ophører ved ligningsskalaens toppunkt, hvor maksimumsforhøjelsen finder sted. Beskatningen af indkomster, der ligger over ligningsskalaens toppunkt, er således ikke progressiv, men proportional med indkomsten, idet den andrager 1½ x ligningsprocenten. Reglerne bevirker yderligere, at marginalskatten på indkomsttrin under ligningsskalaens toppunkt gennemgående bliver højere end marginalskatten på indkomsttrin over toppunktet, således at indkomstforøgelser beskattes hårdere for indkomster under end for indkomster over toppunktet.
For at undgå disse ulemper indeholder lovforslaget i overensstemmelse med drøftelser, som har fundet sted i skattereformudvalget, forslag om, at ligningen efter formue og lejlighed i købstæderne og disses forstæder og i de større bymæssige sognekommuner afløses af et system, hvorefter skatten — på samme måde som i Københavns, Frederiksberg og Gentofte kommuner — beregnes ved anvendelse af progressive rateskalaer.
Efter forslaget får kommunerne frit valg imellem 5 rateskalaer, der er anført som bilag til lovforslaget. De skattebeløb, som fremkommer ved benyttelsen af disse rateskalaer, skal betragtes som grundbeløb, der forhøjes eller nedsættes med samme procent på alle indtægtstrin, idet hver enkelt kommune, når den har valgt rateskala, fastsætter sin udskrivningsprocent på samme måde, som hovedstadskommunerne efter den gældende ordning hvert år fastsætter, med hvilken procent af rateskalaens grundbeløb skatten skal udskrives. De 5 rateskalaer er udformet således, at de fleste kommuner skulle kunne finde en skala, hvorefter kommuneskattens fordeling på de forskellige indkomsttrin bliver nogenlunde den samme som efter de gældende udskrivningsregler.
Efter lovforslaget skal alle kommuner have adgang til at overgå til rateskalasystemet, men det nye system er kun påbudt for hovedstadskommunerne med forstæder, købstæderne med forstæder og sognekommuner med over 3 500 indbyggere i bymæssig bebyggelse eller mindst 1 000 indbyggere i forstadsbebyggelser. Når man ikke har stillet forslag om, at det også påbydes de mindre sognekommuner at anvende rateskala, hænger det sammen med, at indkomstfordelingen i de mindre kommuner er temmelig forskeligartet, således at de foreslåede rateskalaer vil kunne føre til ret store forskydninger i beskatningen på de enkelte indkomsttrin, ligesom det måtte forudses, at anvendelse af et fast skalasystem ville kunne volde vanskeligheder i de kommuner, der ikke hidtil har anvendt faste ligningsregler, men forhøjet eller nedsat indkomsterne efter skøn.
Foruden om overgang til rateskalasystem stilles der forslag om ensartet beskatning af den del af indkomsterne, der — efter hustru- og børnefradrag — overstiger 20 000 kr. Efter forslaget skal denne del af indkomsterne beskattes med 20 pct. i alle kommuner, og i konsekvens heraf finder rateskalaerne — i de kommuner, hvor rateskalaer ikke anvendes, den hidtidige ligning efter formue og lejlighed — kun anvendelse på indkomster (efter hustru- og børnefradrag) på 20 000 kr. og derunder og for større indkomsters vedkommende kun på den del af indkomsten, der ikke overstiger 20 000 kr. Dette forslag vil medføre en vis udjævning af de bestående forskelle i den kommunale beskatning af større indkomster, hvor skatteforskellene hidtil har været særlig store. Det store flertal af skatteydere, hvis indkomster — efter samtlige fradrag — er under 20 000 kr., vil som hidtil blive pålignet opholdskommuneskat efter udskrivningsregler, der fastsættes af de enkelte kommuner, og skattebeløbene vil fortsat variere fra kommune til kommune. For skatteydere med indkomster, der — efter samtlige fradrag — overstiger 20 000 kr., vil det samme gælde opholdskommuneskatten af de første 20 000 kr.
Den skattemæssige tilskyndelse, som store skatteydere hidtil har kunnet have til at flytte til en skattelykommune, ville efter disse forslag blive stærkt formindsket, og herved skulle nogle af forudsætningerne for afvikling af erhvervsskatten være tilvejebragt.
Blandt lovforslagets øvrige bestemmelser kan nævnes, at den andel af lønindtægter, som arbejdsgivere kan pålægges at tilbageholde til dækning af skyldig skat, forhøjes fra 1/6 til 1/4 for gifte og fra 1/3 til 2/5 for enlige. Samtidig foreslås kommunernes adgang til som led i skatteinddrivelse at lukke for lys og gas ophævet.
Endelig foreslås, at den hidtidige regel om, at eftergivelse af kommuneskat højst kan ske med 2/3 af beløbet, bortfalder, således at kommuneskat ligesom statsskat vil kunne eftergives i sin helhed.
Lovforslaget fremsattes af indenrigsministeren sammen med forslag til lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme, men blev ligesom dette forslag nærmere gennemgået af finansministeren i forbindelse med dennes fremsættelse af forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme. (F. sp. 1000 ff.).
Ved 1. behandling af lovforslaget, der foretoges af de 3 nævnte lovforslag under ét tillige med 1. behandling af forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger i anledning af 11. almindelige vurdering (af Jørgen Jørgensen (Ullerup) m. fl.), anbefaledes forslaget af Hans Knudsen (S).
Thorkil Kristensen (V) erklærede, at venstre kunne tiltræde, at man indførte rateskalaer i købstæderne og de såkaldte borgmesterkommuner, men at gå ud derover var ikke nødvendigt af hensyn til skattelyproblemet. Skulle man gå videre end til de nævnte kommuner, burde man finde frem til ganske bestemte kommuner, hvor der forelå et problem, og nævne dem ved navn i loven. En så generel regel som den foreslåede om, at indtægt ud over 20 000 kr. skulle beskattes med 20 pct. i samtlige kommuner, var efter venstres opfattelse heller ikke nødvendig af hensyn til skattelyproblemet. Han anførte, at hvis man gennemførte det foreslåede loft over udskrivningsforholdet (forslag til lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme), ville der af sig selv komme en større beskatning af indtægterne i landkommunerne, således som man ønskede, som følge af at grundkyldpromillerne i disse kommuner ifølge forslaget skulle nedsættes.
Jørgen Jørgensen (Ullerup) udtalte, at lovforslaget i forbindelse med lovforslaget om beskatning til kommunerne af faste ejendomme indeholdt tanker, som det konservative parti ville være villig til at underkaste saglig og for så vidt også velvillig behandling i udvalget, men en grundig behandling var nødvendig.
Axel Sørensen (RV) kunne tiltræde forslaget om indførelse af rateskalasystemet. Forslaget om 20 pct. beskatning af indkomst ud over 20 000 kr. måtte nøje overvejes. Han gjorde opmærksom på, at i de mest velstående kommuner ville en sådan beskatning kunne dække det meste af kommunens udgifter, således at beskatningen af alle indkomster under 20 000 kr. derved ville komme ud af niveau med skatterne i andre kommuner. I virkeligheden forudsatte 20 pct. reglen, at nogle af pengene gik til anden udligning. Han udtalte håb om, at udvalgsarbejdet ville resultere i ophævelse af erhvervsskatten.
Alfred Jensen (DK) var velvilligt indstillet over for principperne i lovforslaget, for så vidt de gik i retning af at skabe øget progression i den kommunale beskatning, men forbeholdt sig at tage endelig stilling, når forslaget kom til behandling efter udvalgsbehandlingen.
Oluf Pedersen (DR) ville tage et vist forbehold over for lovforslaget og vente med at tage endelig stilling til efter udvalgsbehandlingen. Han var tilhænger af en forhøjelse af grænsen for skattepligtens indtræden.
I sine bemærkninger til ordførerne udtalte finansministeren bl. a., at han kunne tænke sig en form for udligning derved, at nogle af de penge, der kommer ind ved 20 pct. beskatningen af de store indtægter, gik til amtskommunerne.
Lovforslaget henvistes til behandling i samme udvalg som lovforslaget om beskatning til kommunerne af faste ejendomme.
Udvalget afgav ikke betænkning.