Lovforslaget udgjorde sammen med forslag til lov om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen (se nærmest efterfølgende sag) og det af finansministeren fremsatte forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme (se foran side 438) en del af regeringens samlede forslag til en skatte- og udgiftsreform, som havde været fremsat i folketinget i de 3 foregående folketingsår. Da det havde vist sig, at arbejdsstoffet var for omfattende til, at hele lovkomplekset kunne gennemarbejdes i en enkelt samling, havde regeringen valgt at fremsætte lovforslag om ejendomsbeskatningen til stat og kommune samt om den kommunale indkomstskat så tidligt som muligt. En del af problemerne i disse lovforslag havde været indgående behandlet under udvalgsarbejdet med skattereformforslagene i forrige samling, og det havde ved udarbejdelsen af lovforslagene været muligt på en lang række punkter at tage hensyn til de under udvalgsarbejdet fremførte synspunkter. Det her omhandlede lovforslag var endvidere et led i bestræbelserne for at søge de uheldige virkninger af de ved 11. almindelige vurdering forhøjede ejendomsvurderinger afbødet.
De nugældende regler vedrørende kommunale ejendomsskatter findes i lov nr. 188 af 20. maj 1933, således som denne lov er ændret ved § 25 i lov nr. 100 af 14. april 1937 om en fælleskommunal udligningsfond og ved lov nr. 361 af 22. december 1954 om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter.
Bestemmelserne i den gældende lov indgik i det her omhandlede lovforslag, der i øvrigt indeholdt visse betydningsfulde ændringer.
Den vigtigste ændring i forhold til den gældende lov indeholdtes i lovforslagets § 8. Herefter skulle ny påligning af kommunal ejendomsskyld ikke længere finde sted, og den kommunale ejendomsskyld til såvel by- og sognekommuner som amtskommuner foresloges fikseret på grundlag af 10. almindelige vurdering af 1950 og derefter aftrappet over en periode på 40 år fra 1. april 1961 at regne. Da de kommunale ejendomsskyldpromiller kan variere fra år til år, havde man ikke — som for statens vedkommende — fundet det forsvarligt at fiksere ejendomsskylden alene på grundlag af den promille, der i den enkelte kommune har været anvendt for indeværende skatteår. Det foresloges i stedet for, at fikseringen gennemføres på basis af gennemsnittet af promillerne for de 4 sidste skatteår.
I øvrigt var forslagets regler om fiksering og aftrapning af den kommunale ejendomsskyld udformet således, at de ganske svarede til reglerne om fiksering og aftrapning af ejendomsskylden til staten i forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme.
Forslagets bestemmelser om fritagelse for kommunal ejendomsskat var ligeledes så vidt muligt i overensstemmelse med de tilsvarende regler i lovforslaget om ejendomsskat til staten, og det var i det hele taget tilstræbt at bringe lovforslagets enkelte bestemmelser i overensstemmelse med de tilsvarende regler i forslaget om statsejendomsskatten.
De gældende regler om statstilskud til amtskommunerne til nedsættelse af grundskyldpromillen i år, hvor landbrugets forrentningsprocent er særlig lav, var ikke direkte optaget i lovforslaget, men de nu gældende bestemmelser herom foresloges opretholdt indtil videre ud fra den betragtning, at spørgsmålet om statstilskud til amtskommunerne hænger nøje sammen med, i hvilket omfang og på hvilken måde staten fremtidig skal bidrage til de kommunale udgifter, hvorfor en revision af de pågældende bestemmelser måtte afvente de øvrige forslag om „byrdefordeling".
På et andet vigtigt punkt indeholdt lovforslaget væsentlige ændringer såvel i forhold til de nugældende regler som i forhold til de tidligere fremsatte skattereformforslag, nemlig med hensyn til reglerne i sognekommunerne om skatteudskrivningens fordeling på fast ejendom og indkomst.
For hovedstadens og købstædernes vedkommende bliver man stående ved et forslag om at fjerne de hidtidige overgrænser for de kommunale grundskyldspromiller. Byerne skal frit kunne forhøje deres grundskyldspromiller, mens de ikke på noget tidspunkt skal kunne fastsætte dem lavere end de nugældende promiller.
I sognekommunerne fastsættes der efter de gældende regler for 4-årige perioder et ligningsforhold, der angiver, hvorledes de udskrevne beløb skal fordeles på fast ejendom og indkomst. Dette har medført, at forholdet mellem grundskyldspromille og skatteprocent har ændret sig, når det ene af beskatningsgrundlagene (f. eks. indkomsten) i løbet af 4 års perioden er steget stærkere end det andet (grundværdien). Efter forslaget skal der i stedet for — for 4 år ad gangen — fastsættes et forhold mellem grundskyldspromillen og skatteprocenten (kaldet udskrivningsforholdet). Herved vil opnås, at forskydninger i det indbyrdes forhold mellem de to beskatningsgrundlag (f. eks. som følge af en forhøjelse alene af indkomstgrundlaget) inden for 4 års perioden vil indvirke samtidig såvel på grundskyldpromillen som på skatteprocenten, der begge derved automatisk vil blive tilpasset det til enhver tid bestående forhold mellem de to beskatningsgrundlag.
Det foreslås, at 4 års perioderne for udskrivningsforholdets fastsættelse fremtidig kommer til at følge de 4-årige perioder for de almindelige ejendomsvurderinger, hvorved man opnår, at kommunerne ved udskrivningsforholdets fastsættelse nogenlunde har kendskab til ejendomsskattegrundlaget i hele 4 års perioden.
Samtidig foreslås det for at tilvejebringe større ensartethed i sognekommunernes beskatningsforhold, at der fastsættes et maksimum for udskrivningsforholdets størrelse. Dette maksimum er i lovforslaget sat til 5, således at grundskyldspromillen højst må andrage 5 gange skatteprocenten. Der er foreslået visse overgangsregler om nedsættelse af udskrivningsforholdet i sognekommuner, hvor udskrivningsforholdet nu er højere end 5 (ifølge finansministerens oplysninger havde 682 af landets 1301 sognekommuner i 1954-55 et udskrivningsforhold på 5 eller derover).
Forslaget indeholder i øvrigt ingen bestemmelser, som på afgørende måde bryder med de nuværende grundlæggende principper for påligning af kommunale ejendomsskatter.
Lovforslaget fremsattes af indenrigsministeren sammen med forslag til lov om ændring af lov vedrørende personlig skat til kommunen, men blev ligesom dette forslag nærmere omtalt og gennemgået af finansministeren i forbindelse med dennes fremsættelse af forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme.
Ved 1. behandling, der foretoges af de 3 nævnte lovforslag under ét tillige med 1. behandling af forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger i anledning af 11. almindelige vurdering (af Jørgen Jørgensen (Ullerup) m. fl.), anbefaledes forslaget af Holger Eriksen (S).
Thorkil Kristensen (V) udtalte sin påskønnelse af forslaget om at gå bort fra det gamle ligningsforhold og i stedet for lægge loft over „udskrivningsforholdet", d. v. s. forholdet mellem grundskyldspromillen og skatteprocenten i den enkelte kommune; han mente dog, at det foreslåede loft, hvorefter grundskyldspromillen højst kunne være 5 gange skatteprocenten, var for højt og burde sænkes, hvis det skulle bidrage effektivt til at nærme landkommunernes skattestruktur til bykommunernes. Han stillede sig tvivlende over for den foreslåede fiksering og afvikling af ejendomsskylden — han kunne navnlig tænke sig at bevare en bygningsskyld på større boliger — og gjorde opmærksom på, at amtsskatterne som følge af forslaget ville komme til at hvile på et endnu snævrere grundlag end nu, nemlig på grundværdierne, mens de nu hviler på ejendommene som helhed.
Jørgen Jørgensen (Ullerup) gav tilslutning til forslaget om at fiksere bygningsskatterne og til forslaget om at lægge loft over udskrivningsforholdet i den sognekommunale beskatning, men påpegede, at der lå et problem med hensyn til amtsbeskatningen, som måtte løses.
Axel Sørensen (RV) tilsagde sit partis gode vilje til at arbejde for en løsning på grundlag af de i lovforslaget indeholdte principper.
Alfred Jensen (DK) så med sympati på forslaget om fiksering af ejendomsskylden, men var betænkelig ved en almindelig afvikling af den, idet han mente, at dette navnlig ville komme ejere, men ikke lejere til gode. Hans parti havde ikke noget imod, at man forlod det hidtidige ligningsforhold og gik over på et udskrivningsforhold, men han ønskede virkningerne heraf grundigt undersøgt i udvalget.
Oluf Pedersen (DR) takkede for forslaget om fiksering og aftrapning af ejendomsskylden, men kunne ikke tiltræde bestemmelserne om loft over udskrivningsforholdet, hvorved man ville tvinge de landkommuner, som havde båret sig fornuftigt ad ved at lægge skatten over på grundskyld, til at nedsætte denne.
Efter 1. behandling henvistes lovforslaget til et udvalg, der dog ikke nåede at afslutte sit arbejde. Af en af udvalget den 12. april afgivet beretning fremgår det, at udvalget tillige med udvalget angående forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme m. fl. forslag med finansministeren og indenrigsministeren havde drøftet, hvilke foranstaltninger der burde træffes i anledning af de ved 11. almindelige vurdering skete stigninger i ejendomsvurderingerne. For så vidt angår de kommunale ejendomsskatter blev resultatet af forhandlingerne, at indenrigsministeren fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter, hvilket forslag vedtoges af folketinget, jfr. foran side 181.