Lovforslaget var stort set en genfremsættelse af de dele af det i folketingsåret 1955-56 fremsatte forslag til lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme, der blev udskudt til yderligere behandling og overvejelse, da folketinget vedtog den del af lovforslaget, der omhandlede vurderingsreglerne, og som senere stadfæstedes som lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme [årbog 1955-56, side 95].
Mens de gældende vurderingsbestemmelser er fastsat i forannævnte lov om vurdering af landets faste ejendomme, findes reglerne om beskatning til staten af faste ejendomme i lov nr. 352 af 7. august 1922 om beskatning til staten af faste ejendomme med ændringslove nr. 47 af 6. marts 1936, nr. 102 af 14. april 1937, nr. 289 af 3. juli 1942, nr. 88 af 7. marts 1951 og nr. 61 af 12. marts 1955, hvortil kommer, at de særlige regler om grundstigningsskyld hidtil har været udformet i lov nr. 202 af 20. maj 1933, der er afløst af den nugældende lov nr. 265 af 27. maj 1950.
Hensigten med at fremsætte lovforslaget som et forslag til lov om ændring i den gældende vurderingslov var den, at det herved skulle kunne blive muligt i en enkelt lov at samle alle bestemmelser vedrørende vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme (herunder også den særlige afgift på grundværdistigning) samtidig med, at der gennemførtes en række ændringer i de gældende beskatningsbestemmelsers indhold.
I konsekvens heraf foresloges den gældende vurderingslovs titel ændret til: „Lov om vurdering og beskatning til staten af faste ejendomme", hvorefter de gældende bestemmelser med visse mindre ændringer af teknisk karakter skulle samles i et særligt „Afsnit I. Vurdering og vurderingsmyndigheder". I et afsnit II var samlet alle de foreslåede regler vedrørende grundbeskatningen, således at reglerne for den almindelige grundskyld udgjorde et særligt underafsnit A, mens grundstigningsskylden behandledes i underafsnit B; endelig var i afsnittene III og IV samlet de foreslåede regler vedrørende ejendomsskylden og skatternes betaling.
Ad lovforslagets afsnit II. A. Grundskyld.
Grundskyldpromillen var for alle ejendomme foreslået fastsat til uændret 6 promille årlig af grundværdien, men med hensyn til reglerne om fritagelse for grundskyld (og ejendomsskyld) var der foreslået en skarp sondring mellem lovmæssige og bevillingsmæssige fritagelser, og i konsekvens heraf var udeladt den hidtil gældende bestemmelse om, at finansministeren kan afgøre tvivlsspørgsmål, der opstår angående de lovmæssige fritagelser, idet sådanne tvivlsspørgsmål alene forudsattes at finde deres løsning ved domstolene på almindelig vis.
Ad lovforslagets afsnit II. B. Grundstigningsskyld.
De i lovforslaget foreslåede regler om grundstigningsskylden byggede i hovedsagen på reglerne i lov nr. 265 af 27. maj 1950, idet der dog på væsentlige punkter stilledes forslag om ændring af de gældende regler, hvilket især gjaldt med hensyn til reglerne om grundbeløbet ved udmålingen af grundværdistigningen („nulpunktet") og om den grundværdistigning, der skulle inddrages under afgiftspligten.
Efter 1933-loven var „nulpunktet" grundværdien efter fradrag for forbedringer ved 7. almindelige vurdering pr. 1. januar 1932, eventuelt omvurderingen pr. 1. januar 1933, men af den siden da konstaterede grundstigning svaredes kun afgift af halvdelen, efter at der i forvejen var fradraget 2 såkaldte grundbeløbstillæg: Tillæg I („konjunkturtillægget") beregnet i forhold til grundbeløbet med en procent, der skulle svare til den almindelige stigning i grundværdierne, og tillæg II („fejl- vurderingstillægget") = 10 pct. af grundværdien, dog med nogen nedsættelse for grundværdier, der var over 40 kr. pr. m2.
Ved 1950-loven skærpedes afgiften derved, at man under afgiften inddrog 3/4 af grundstigningen, mens man bibeholdt grundbeløbstillæggene i det væsentlige uforandret.
Heroverfor gik reglerne i lovforslaget ud på, at 1950-lovens bestemmelser om beregning af afgiftspligtig grundstigning skulle finde anvendelse sidste gang ved 11. almindelige vurdering pr. 1. september 1956, og at den grundværdistigning, der blev konstateret efter den 11. almindelige vurdering, uden nogen reduktion skulle inddrages under 4 pct.-afgiften, således at også de 2 grundbeløbstillæg bortfaldt. Den afgiftspligtige grundstigning, der blev beregnet ved 11. almindelige vurdering, herunder også den fikserede ældre grundstigning, skulle bibeholdes på den måde, at man som udgangspunkt for fremtidig grundstigning satte grundværdien efter fradrag for forbedringer ved den 11. almindelige vurdering og med fradrag af den ved denne vurdering beregnede afgiftspligtige grundstigning (bortset fra evt. fritagelser). Skærpelsen af afgiften ville således kun få virkning for grund værdistigning, der indtræder efter 1. september 1956.
Ad lovforslagets afsnit III. Ejendomsskyld.
De i dette afsnit foreslåede bestemmelser gik ud på, at påligning af ejendomsskyld til staten fremtidigt ikke skulle finde sted, mens den ejendomsskyld, der hviler på ejendommene for året 1956, fikseres, dog således at det fikserede afgiftsbeløb nedskreves med 10 pct. ved den 12. almindelige vurdering og ved hver senere almindelig vurdering. I forbindelse hermed foresloges det, at der ved fikseringen bortsås fra fritagelser for ejendomsskyld til staten (og/eller den fælleskommunale udligningsfond), så at den fikserede ejendomsskyld fastsattes til den ejendomsskyld, der ville have påhvilet ejendommen på tidspunktet for fikseringen, såfremt ejendommen ikke havde været helt eller delvis fritaget for ejendomsskyld til staten (og/eller den fælleskommunale udligningsfond). Disse regler ville medføre, at enhver værdistigning, der giver sig udslag i forskelsværdien (forskellen mellem vurderingssummen for hele ejendommen og grundværdien), ville være fritaget for ejendomsskyld, hvad enten stigningen skyldtes opførelse af nye bygninger eller forbedring af bestående bygninger eller stigning i bygningernes værdi.
Lovforslaget blev ved 1. behandling anbefalet af Holger Eriksen (S), mens Thorkil Kristensen (V) vendte sig imod den foreslåede udvidelse af grundstigningsskylden og bortfaldet af fejlvurderingstillægget og konjunkturtillægget, ligesom han anførte, at han efterhånden var kommet til at tvivle på rigtigheden af en afvikling af ejendomsskylden som den foreslåede. Også Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF) tog afstand fra lovforslaget, hvorimod Skytte (RV) fandt en inddragelse af de virkeligt samfundsskabte værdier både rimelig og retfærdig, omend han ønskede konjunkturtillægget bibeholdt, ligesom han var i tvivl om rigtigheden af at lade fejltillægget bortfalde. Alfred Jensen (DK) erklærede sig velvillig indstillet over for lovforslaget, mens Oluf Pedersen gav udtryk for skuffelse over, at regeringen ikke havde fremsat et forslag, der lå på linje med det af grundskyldskommissionen udarbejdede.
Efter 1. behandling blev lovforslaget henvist til et udvalg, der dog ikke nåede at afslutte sit arbejde. Af en af udvalget den 10. april afgivet beretning fremgår det, at man straks efter nedsættelsen påbegyndte en forhandling om de problemer, der for ejerne af fast ejendom var opstået som følge af den konstaterede stigning i ejendomsværdierne ved gennemførelsen af 11. almindelige vurdering, og en drøftelse af de i dette og andre forslag indeholdte muligheder for at forhindre de forhøjede ansættelser i at omsætte sig i forøgede bygningsskatter.
Resultatet af forhandlingerne blev, at finansministeren fremsatte et forslag til lov om fiksering af ejendomsskyld til staten, der i alt væsentligt var overensstemmende med det heromhandlede lovforslags afsnit III, dog at bestemmelserne om ejendomsskyldens nedskrivning var udeladt. Dette lovforslag, hvorom henvises til side 121, gennemførtes som lov nr. 30 af 15. februar 1957, der har gyldighed fra og med skatteåret 1957-58.