Loven falder i to dele, dels en ændring af færdselslovens § 57, stk. 4, om udvidet adgang til at fastsætte lokale hastighedsgrænser, dels en ændring af færdselslovens § 75, hvorved der gennemføres en ny aflønningsmåde for de motorsagkyndige.

1. Lokale hastighedsgrænser. Efter færdselsloven (lov nr. 153 af 24. maj 1955) § 57, stk. 4, kan bestemmelse af varig karakter om særlig begrænsning for kørehastigheden kun træffes for strækninger, hvor særlige omstændigheder tilsiger det. Ved den her omhandlede lov udvides adgangen til at træffe bestemmelse om hastighedsbegrænsning i overensstemmelse med folketingsbeslutning af 13. december 1956 (se nedenfor side 556), idet færdselslovens § 57, stk. 4, affattes således:

„Bestemmelse af varig karakter om særlig begrænsning for kørehastigheden træffes for strækninger, hvor særlige omstændigheder tilsiger det, eller hvor der erfaringsmæssigt køres med en efter forholdene for stor hastighed."

I bemærkningerne til lovforslaget anførtes vedrørende administrationen af denne bestemmelse, der gennemførtes uændret, følgende:

„Bestemmelsen vil efter justitsministeriets opfattelse navnlig kunne finde anvendelse i tilfælde, hvor trafikken fra større landeveje ledes ind i bymæssige bebyggelser ad veje, der efter deres beskaffenhed muliggør, at de kørende ikke nedsætter hastigheden fra landevejen, skønt dette tilsiges af, at vejen passerer gennem bymæssigt område.

Justitsministeriet agter at søge spørgsmålet om indførelse af yderligere hastighedsbegrænsning løst efter generelle retningslinjer, der opstilles i samarbejde med rigspolitichefen og vejdirektoratet. Man vil derefter indkalde indstillinger fra politiet om, i hvilke tilfælde hastighedsbegrænsning anses for ønskelig, og der vil på grundlag af disse indstillinger og undersøgelser blive truffet afgørelse på de enkelte steder. Overvejelserne, der i første række vil komme til at omfatte hovedveje, landeveje og landevejsgader, må forudsætte, at der for hver enkelt vejstrækning foretages undersøgelser af de relevante omstændigheder. Herunder vil navnlig momenter som vejstrækningens tekniske standard og dens kapacitet, vejstrækningens benyttelse til krydsende færdsel, fodgængerfærdsel og parkering, de hastigheder, der faktisk benyttes på den pågældende vejstrækning, den faktisk forekommende trafikmængde samt oplysninger om indtrufne ulykker komme i betragtning.

Disse undersøgelser vil give grundlag for i det enkelte tilfælde at træffe en afgørelse, der tager hensyn til færdselssikkerheden, bebyggelsen, den rimelige rejsehastighed og den fornødne kapacitet og vil medføre, at hastighedsbegrænsningens omfang i hvert enkelt tilfælde knyttes til nogenlunde ensartede vej- og trafikforhold."

2. De motorsagkyndige. Ved lovens anden del gives der en ny affattelse af færdselslovens § 75 om de motorsagkyndige.

I paragraffens afsnit A, stk. 1, fastsættes, at justitsministeren kan beskikke særlige motorsagkyndige „til foretagelse af undersøgelser og prøver i henhold til nærværende lov og til at yde teknisk sagkyndig bistand ved myndighedernes behandling af sager vedrørende køretøjer".

I afsnit A, stk. 2, er optaget en udtrykkelig bestemmelse om adgang for justitsministeren til beskikkelse af særligt egnede polititjenestemænd til afholdelse af førerprøver, en ordning, der allerede i nogen tid med gunstigt resultat har været praktiseret forskellige steder her i landet, hvor det har været nødvendigt at aflaste de motorsagkyndige i deres arbejde.

I afsnittene B og C, der omfatter paragraffens stk. 3-11, fastsættes en ny lønordning for de motorsagkyndige. Ordningen bygger i alt væsentligt på en betænkning, afgivet i marts 1955 af et af justitsministeren nedsat udvalg.

Udvalget havde til opgave at overveje ændring af den hidtidige aflønningsform, hvorefter de sagkyndige lønnedes gennem andele i gebyrerne for de syn af motorkøretøjer og for de førerprøver, som de afholdt, idet denne aflønningsform på baggrund af udviklingen af stillingerne som motorsagkyndige — fra tekniske rådgivere i begrænset omfang til heldagsbeskæftigede i statens tjeneste — måtte anses for forældet og tillige led af forskellige åbenbare mangler.

Tilgangen til stillingerne som motorsagkyndige og til de stillinger i færdselspolitiet, hvorfra de motorsagkyndige i overvejende grad rekrutteres, har gennem nogle år været standset på grund af en konflikt mellem staten og de pågældende ingeniørorganisationer. Det har været en afgørende forudsætning for, at justitsministeriet ville fremsætte forslag om gennemførelse af den i udvalgets betænkning foreslåede lønordning, at ordningens gennemførelse ville medføre, at de faglige organisationer, der repræsenterer de motorsagkyndige i lønspørgsmål, gav afkald på at stille yderligere krav vedrørende de særlige ansættelsesvilkår for de motorsagkyndige ud over de vilkår, som betænkningens forslag bød på. Efter de forhandlinger, som udvalget forinden betænkningens afgivelse førte med ingeniørorganisationerne, Dansk Ingeniørforening og Ingeniør- Sammenslutningen, var denne forudsætning ikke til stede for Ingeniør-Sammenslutningens vedkommende, idet sammenslutningen i sin skrivelse til udvalget forbeholdt sig at stille yderligere krav.

Imidlertid havde Ingeniør-Sammenslutningen senere i en skrivelse, der var optrykt som bilag til lovforslaget, frafaldet dette forbehold, og forudsætningerne for gennemførelse af betænkningens forslag var herefter efter justitsministeriets opfattelse til stede.

Ifølge afsnit B, stk. 3, fastsættes følgende om de motorsagkyndige, som fremtidig ansættes:

„De sagkyndige lønnes efter de for løst ansatte civilingeniører og teknikumingeniører i statens tjeneste til enhver tid gældende regler. I mangel af sådanne regler fastsættes lønnen af justitsministeren med samtykke af folketingets finansudvalg. Om aflønningen af motorsagkyndige, der ikke er uddannet som civilingeniører eller teknikumingeniører, træffer justitsministeren i hvert enkelt tilfælde bestemmelse med samtykke af folketingets finansudvalg."

Som bilag til det fremsatte lovforslag var optaget den „Overenskomst mellem finansministeriet og Dansk Ingeniørforening vedrørende civilingeniørers ansættelsesforhold i statens tjeneste" af 10. juli 1955, som ville blive anvendt ved ansættelse af civilingeniører som motorsagkyndige. Vedrørende teknikumingeniører udtales det i bemærkningerne til lovforslaget, at de mellem finansministeriet og Ingeniør-Sammenslutningen førte forhandlinger ikke hidtil havde ført til noget resultat, men at justitsministeriet fandt, at lønnen for teknikumingeniører, når de ansattes i statens færdselspoliti eller som motorsagkyndige, kunne fastsættes efter de retningslinjer, der følges ved ansættelse af teknikumingeniører inden for andre grene af administrationen.

Ud over den faste løn tillægges der ifølge afsnit B, stk. 4, de motorsagkyndige vederlag for landevejsprøver og for undersøgelser i anledning af færdselsuheld.

I stk. 5 udtales, at de i henhold til stk. 2 beskikkede polititjenestemænd oppebærer den sædvanlige for deres tjenestestilling fastsatte løn.

De nuværende motorsagkyndige får i henhold til afsnit C, stk. 6—11, adgang til at vælge mellem fast løn og en nærmere fastsat gebyrandelsordning.

Afsnit D, stk. 12, der er enslydende med en bestemmelse i den hidtidige § 75, bestemmer, at beskikkelse til foretagelse af undersøgelser af forsvarets køretøjer og til afholdelse af prøver til erhvervelse af militært førerbevis meddeles af forsvarsministeren.

3. Lovens ikrafttræden fastsattes efter vedtagelse af et ændringsforslag herom ved 2. behandling til 1. maj 1957, idet det tilføjedes, at bestemmelserne om motorsagkyndiginstitutionen i § 75, afsnit A, skulle optages til revision inden udløbet af folketingsåret 1957-58. Om tilføjelsen bemærkedes i folketingsudvalgets betænkning, at den skyldtes, at udvalget lagde vægt på, at overvejelserne i et af justitsministeren i december 1955 nedsat udvalg, der skulle overveje en rationalisering af motorsagkyndiginstitutionen, fremmedes mest muligt.

Ved lovforslagets 1. behandling anbefaledes det af ordførerne for socialdemokratiet, venstre, det konservative folkeparti og Danmarks kommunistiske parti. På retsforbundets vegne tog Tholstrup afstand fra den del af lovforslaget, som vedrørte hastighedsbegrænsning.

Lovforslaget henvistes til et udvalg, hvis flertal (alle udvalgets medlemmer undtagen Tholstrup) indstillede det til vedtagelse med to ændringsforslag, stillet af justitsministeren og tiltrådt af hele udvalget. Ændringerne vedrørte dels den foreslåede gebyrlønsordning for de nuværende motorsagkyndige, dels ikrafttrædelsesbestemmelsen.

Ved 2. behandling vedtoges ændringsforslagene, og lovforslaget gik til fornyet udvalgsbehandling. Denne gav ikke anledning til ændringsforslag, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget enstemmigt med 116 stemmer, idet 4 medlemmer (DR) undlod at stemme.