L 7 Lov om lempelse af beskatningen af merindtægt for skatteåret 1958-59.

Af: Finansminister Viggo Kampmann (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 91 af 29-03-1957
Ved loven videreføres de for skatteåret 1957-58 gældende regler om lempelse af beskatningen af merindkomst, jfr. lov nr. 181 af 23. juni 1956 (årbog 1955-56, side 81), således at disse regler også kommer til at gælde for 1958-59.

Herom anføres i bemærkningerne til det af finansministeren fremsatte lovforslag:

„Lovforslaget går ud på at forlænge de regler om lempelse af beskatningen af merindkomst, som med gyldighed for skatteåret 1957-58 blev gennemført ved lov nr. 181 af 23. juni 1956. Under hensyn til, at skatteansættelsen for skatteåret 1958-59 baseres på den ved nærværende lovforslags fremsættelse løbende indtægtsperiode, anser man det for ønskeligt, at der allerede på indeværende tidspunkt tilvejebringes lovhjemmel for denne forlængelse, således at skatteyderne er bekendt med reglerne.

Skatteberegningen for skatteåret 1957-58 har endnu ikke fundet sted ved fremsættelsen af nærværende lovforslag, og man har derfor endnu ikke erfaring for, hvorledes reglerne vil virke i praksis. Også under hensyn hertil anser man det for rigtigst alene at foreslå en et-årig forlængelse af loven."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier og vedtoges uændret og enstemmigt, idet 1 grønlandsk medlem afholdt sig fra at stemme.
Partiernes ordførere
Hans Knudsen (S), Thorkil Kristensen (V), Poul Møller (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Alfred Jensen (DKP) og Søren Olesen (DR)