Loven har følgende indhold:

§ 1. Statens istjeneste har til formål under isforhold at bistå skibsfarten i de danske farvande.

De nærmere bestemmelser angående istjenestens virksomhed, der omfatter isbrydningstieneste og ismeldingstieneste, fastsættes af ministeren for handel, industri og søfart.

De med istjenestens virksomhed forbundne udgifter afholdes på de årlige finanslove.

§ 2. Isbryderhjælp fra statsisbrydere til skibe og til de i § 6 omhandlede havne ydes vederlagsfrit. Hvor særlige forhold måtte begrunde dette, kan istjenesten dog betinge sig hel eller delvis dækning af afholdte udgifter.

§ 3. Ethvert skib, der modtager isbryderhjælp fra en statsisbryder, er undergivet dennes myndighed, så længe hjælpen ydes. Hvis isbryderens anvisninger ikke følges, er isbryderen berettiget til at afbryde hjælpen.

§ 4. Når den hjælp, en statsisbryder yder et skib, finder sted under sådanne forhold, at hjælpen må anses som bjærgning, gælder herom de almindelige regler i 9. kapitel i søloven af 7. maj 1937, dog at bjærgelønnen tilfalder statskassen.

§ 5. Af ethvert skib over 150 registertons brutto, der i tidsrummet 15. december-31 marts indklareres i en inden for Skagen beliggende dansk havn, opkræves en isafgift af skibets nettotonnage.

Isafgiftens størrelse fastsættes efter forhandling med finansudvalget af ministeren for handel, industri og søfart, der tillige fastsætter de nærmere regler for afgiftens beregning og opkrævning.

Afgiften opkræves af toldvæsenet.

Bestemmelsen finder tilsvarende anvendelse på skibe, der i det nævnte tidsrum indgår i dansk frihavn.

Skibe, der tilhører staten, er fritaget for betaling af isafgift, ligesom skibe, der to gange i opkrævningsperioden har betalt isafgift, er fritaget for yderligere betaling af isafgift i vedkommende periode.

§ 6. Af de inden for Skagen beliggende danske havne med 5 m vanddybde eller derover betales en årlig isafgift, hvis samlede beløb fastsættes af ministeren for handel, industri og søfart efter forhandling med finansudvalget.

Afgiftens fordeling mellem havnene fastsættes af ministeren for en periode af indtil fem år ad gangen i forhold til de i den forudgående 5-årige periode i de enkelte havne ud- og indskibede varemængder. Den kan dog efter ministerens bestemmelse nedsættes eller endog helt bortfalde, for så vidt angår havne, der enten selv råder over tilstrækkeligt isbrydningsmateriel, eller for hvilke isbryderhjælp erfaringsmæssigt skønnes ufornøden.

Isafgiften kan efter vedkommende havnebestyrelses valg enten opkræves af havnebestyrelsen som en afgift af de i havnen ud- og indskibede varemængder eller udredes af havnens almindelige indtægter. Den forfalder halvårsvis bagud med udgangen af henholdsvis marts og september måned.

§ 7. Afgift i medfør af nærværende lov tilfalder statskassen og kan inddrives ved udpantning.

§ 8. Ved „statsisbryder" i nærværende lov forstås såvel de statens istjeneste underlagte isbrydere som andre af istjenesten til isbrydning benyttede skibe.

§ 9. Denne lov træder i kraft den 15. april 1957. Samtidig ophæves lov nr. 251 af 13. juni 1922 om en isbryder og indførelse af isafgift samt lov nr. 131 af 18. april 1925 om tillæg til nævnte lov.

I bemærkningerne til lovforslaget hedder det:

„De i henhold til lov nr. 251 af 13. juni 1922 om en isbryder og indførelse af isafgift og i lov nr. 131 af 18. april 1925 om tillæg til nævnte lov fastsatte isafgifter har i de senere år indbragt ca. 350 000 kr. årlig, medens de med statens istjeneste forbundne udgifter, der er stærkt svingende fra år til år, gennemsnitligt — beregnet efter udgifterne i de senest forløbne ti år — andrager ca. 1,5 mill. kr. årlig.

For finansåret 1955-56 har istjenestens driftsudgifter andraget 2 339 329 kr., udgifterne til fornyelse og vedligeholdelse 427 238 kr. og forskellige andre udgifter vedrørende istjenesten 322 208 kr. Der er herved bortset fra isbrydningen på den vestlige Limfjord, for hvilken en særordning er truffet med gyldighed til og med vinteren 1961-62.

En forhøjelse af isafgifterne vil herefter findes naturlig, således at skibsfarten og vareomsætningen kommer til at dække en større del af de samlede udgifter end hidtil. Under hensyn til, at istjenesten for en væsentlig del gennemføres med henblik på formål af almindelig samfundsmæssig karakter, herunder forbrugernes og erhvervslivets forsyning med nødvendige varer samt redningsaktioner, vil det findes rimeligt at fastsætte isafgifterne således, at disse dækker halvdelen af de gennemsnitlige udgifter, medens resten af udgifterne afholdes af statskassen. Delingen mellem skibsafgift og vareafgift ville det i overensstemmelse med de nu faktisk bestående forhold findes rimeligt at foretage således, at skibsafgifterne og vareafgifterne dækker henholdsvis 2/3 og 1/3 af det beløb, der skal opkræves. I tilfælde af væsentligere omkostningsændringer måtte det ovenfor angivne gennemsnitsbeløb på ca. 1,5 mill. kr. revideres.

Bortset fra forslaget om ændring af de hidtidige afgifter svarer lovforslaget i det væsentlige til de nugældende love, der er samarbejdet til en fælles lov."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier. Det udvalg, der fik sagen til behandling, udtaler i sin betænkning:

„Udvalget har afholdt 3 møder og har fra ministeren for handel, industri og søfart som svar på et spørgsmål modtaget en oversigt over de enkelte havnes udgifter til istjeneste i forhold til den isbryderhjælp, havnene har modtaget. Endvidere er fra Foreningen af Arealejerne i danske Provinshavne modtaget en henvendelse, der er indgået i udvalgets overvejelser."

Lovforslaget vedtoges uændret, bortset fra at ikrafttrædelsesdatoen måtte udskydes fra 1. april til 15. april. Vedtagelsen var enstemmig.