Af ministerens fremsættelsestale og af lovforslagets bemærkninger fremgår bl. a. følgende:
Forslaget til loven var udarbejdet af en af handelsministeriet i 1952 nedsat kommission til revision af den hidtil gældende lovgivning vedrørende skibes registrering (i det følgende benævnt kommissionen). I kommissionen, hvis betænkning blev afgivet i september 1955, var der — bortset fra et enkelt spørgsmål (om lystfartøjers registrering) — fuld enighed om det udarbejdede lovudkast, og lovens tekst svarer i det store og hele til kommissionsudkastet.
Hvad skibsregistreringens offentligretlige side og selve registreringssystemet angår, indeholder loven ikke bestemmelser, der på afgørende måde bryder med den gældende ordning. Med hensyn til registreringens civilretlige side er de i tinglysningsloven indeholdte retsregler vedrørende fast ejendom i størst muligt omfang søgt overført på registrering af skibe.
Forud for lovforslagets fremsættelse førtes forhandlinger med repræsentanter for Norge, Sverige, Finland og Island angående mulighederne for et nordisk samarbejde vedrørende revision af skibsregistreringsreglerne. Det viste sig imidlertid under disse drøftelser, at den bestående lovgivning på dette område i de nordiske lande er meget uensartet, hvilket også gælder den administrative opbygning af registreringsvæsenet, og at det som følge heraf ikke ville være muligt at tilvejebringe en ensartet nordisk lovgivning på dette område. De stedfundne forhandlinger havde under disse omstændigheder karakter af en værdifuld gensidig udveksling af erfaringer og synspunkter med hensyn til en række spørgsmål af fælles interesse.
I den følgende gennemgang af lovens indhold vil alene de væsentligste bestemmelser og baggrunden herfor blive omtalt, idet der om enkeltheder i øvrigt må henvises til lovens tekst og de meget udførlige bemærkninger, som ledsagede lovforslaget ved dettes fremsættelse.
Sammen med forslaget til nærværende lov fremsattes og behandledes forslaget til den ovenfor omtalte lov om ændringer i søloven, hvortil der henvises.
Loven er inddelt i 3 afsnit: Afsnit I. Registrering af større skibe (§§ 1-42), afsnit II. Registrering af mindre skibe m. m. (§§ 43—47) og afsnit III. Almindelige bestemmelser (§§ 48—59).
Reglerne i afsnit I om registrering af større skibe falder i 2 dele: A. Nationalitetsregistrering (§§ 1-30) og B. Rettighedsregistrering (§§ 31—42).
§§ 1-7 indeholder regler for anmeldelse til registrering.
§ 1 fastslår, at danske skibe, jfr. sølovens § 1, som er færdigbyggede og har en registertonnage af 20 tons brutto eller derover, af ejeren skal anmeldes til registrering. Dette svarer til den hidtidige tonnagegrænse for registreringspligten.
I denne forbindelse må dog henvises til lovens § 44, som giver mulighed for på begæring at optage mindre skibe — på 5 bruttoregistertons eller derover — i skibsregistret. Se om baggrunden for denne bestemmelse det nedenfor om §§ 44-47 anførte.
De nærmere regler for, hvorvidt et skib kan anses som dansk og sejle under dansk flag, findes — som hidtil — i søloven, jfr. den ovenfor omtalte lov om ændringer i søloven.
Kommissionen ville som nævnt i betænkningen have anset det for mere rationelt og stemmende med god lovteknik, at nationalitetsreglerne blev indarbejdet i skibsregistreringsloven, samtidig med at den hidtil gældende sølovs §§ 1-2 ophævedes.
Reglerne i sølovens § 1 byggede imidlertid på et fællesskandinavisk lovsamarbejde, der fandt sted i slutningen af forrige århundrede, omend nogen fuldstændig overensstemmelse mellem de svenske, norske og danske sølovsbestemmelser på dette område ikke forelå, og det blev under det nordiske lovsamarbejde, hvori kommissionen deltog, navnlig fra svensk side stærkt fremhævet, at man ikke burde bryde den nordiske retsenhed.
For at imødekomme dette synspunkt og da man ikke kunne afvise, at den formelle ydre overensstemmelse mellem de nordiske sølove burde bevares som udtryk for det stedfundne samarbejde, undlod kommissionen at stille forslag om en ændring af den i de gældende love fulgte systematik på dette område.
Ifølge § 2 kan krigsskibe ikke registreres, og det samme gælder skibe, der er optaget i udenlandske skibsregistre.
Paragraffen søger i øvrigt at fastslå, hvad der i relation til registreringen skal anses som skibe med anmeldelsespligt, og overlader det til overregistrator — under rekurs til østre landsret — at skønne over tvivlsomme tilfælde. Denne afgrænsning har hidtil beroet på en handelsministeriel dispensationspraksis.
§ 3 fastslår, at anmeldelse til registrering skal ske senest 30 dage efter, at skibet er færdigbygget, eller — hvis skibet er erhvervet færdigbygget — senest 30 dage efter erhvervelsen. Chefen for skibsregistret kan forlænge denne frist.
Den hidtidige lov fastsatte en frist af 8 dage for indgivelse af anmeldelse vedrørende overdragelse af ejendomsretten til registreret skib, ejerens dødsfald, arveudlæg m. m., men indeholdt ikke nogen regel om anmeldelsesfrist med hensyn til nybyggede eller fra udlandet erhvervede skibe.
Det er — også af hensyn til straffebestemmelserne i lovens § 57, stk. 1 og 2 — anset nødvendigt i alle tilfælde at have en frist, inden hvis udløb anmeldelse skal være foretaget.
I § 4 gives der mulighed for en foreløbig registrering af skibe under bygning.
§§ 5-7 giver nærmere regler for registreringsanmeldelsens indhold, som for en stor del svarer til den hidtidige lovs regler eller hidtidig praksis. Regler af kontorteknisk art er dog i vidt omfang udeladt og henvist til administrativ udformning.
Regler for registreringens foretagelse indeholdes i §§ 8-16.
Den herved fastsatte ordning af skibsregistreringen svarer — for så vidt angår den offentligretlige registrering — ganske til den hidtidige, hvorefter registreringen er centraliseret i et for hele landet fælles skibsregister.
Under hensyn til, at overregistrators virksomhed efter loven vil få en judiciel karakter i lighed med den, der efter tinglysningsloven tilkommer en tinglysningsdommer, navnlig derved, at overregistrators afgørelser kan indbringes for landsretten, hvorved de for kæremål i borgerlige sager gældende regler finder tilsvarende anvendelse, er det (i § 8) udtrykkeligt foreskrevet, at overregistrator skal opfylde betingelserne for at være dommer.
Anmeldelse kan som hidtil ske direkte til skibsregistret eller gennem distriktskontorerne.
Hvad angår distriktskontorernes arbejde, medfører loven visse forenklinger. De ved disse kontorer uden for København hidtil førte dagbøger, som i realiteten kun var at betragte som journaler, til hvis førelse ingen retsvirkninger var knyttet, kræves således ikke længere opretholdt. Også de ved distriktskontorerne hidtil førte skibsregistre, hvori det i hovedskibsregistret optagne indførtes in extenso, afskaffes, så at der herefter alene i en særlig „distriktsmappe" opbevares genparter af de skibet vedrørende dokumenter, som henstår uudslettet i skibsregistret. Distriktsmappen indeholder herudover de væsentligste oplysninger om skibet i en klar og overskuelig form.
Ved afskaffelsen af de ved distriktskontorerne førte registre, og hermed også af adgangen til at opnå udskrifter af distriktsregistrene, bortfalder efter kommissionens opfattelse den risiko, der hidtil har bestået for, at publikum vildledes ved at handle i tillid til et ikke ajourført distriktsregister, uden at mulighederne for lokalt at erholde orienterende oplysninger om et registreret skibs data, ejerforhold, behæftelser m. v. forringes i forhold til den gældende ordning.
Rederiregistret, som hidtil har været ført i særlige protokoller, og hvis oplysninger i et vist omfang har været anset som forpligtende for rederiet i henseende til retshandler med tredjemand, føres ifølge loven (§ 13) i tilslutning til skibsregistret. Indførelsen i rederiregistret tillægges herefter ikke særlige retsvirkninger, idet det er anset for upraktisk at have to sæt legitimationsregler knyttet til henholdsvis skibsregistret og rederiregistret.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, var spørgsmålet om den administrative ordning af skibsregistreringen genstand for indgående overvejelser i kommissionen. Efter en undersøgelse af forskellige andre muligheder kom kommissionen imidlertid til det resultat, at den hidtidige ordning som anført burde bibeholdes med visse forenklinger. Ordningen svarer i øvrigt stort set til den i tinglysningsloven indeholdte.
Reglerne i §§ 17-22 svarer i det store og hele til de hidtidige regler og praksis om nationalitetsbeviser, dog med visse forenklinger.
§§ 23-25 omhandler ændringer i det registrerede.
I § 23 er fristen for anmeldelse al ændringer fastsat til 30 dage — tidligere 8 dage — i overensstemmelse med lovens § 3.
Anmeldelsespligten påhviler ejeren, og for at give en klar regel om, hvem der er ansvarlig over for det offentlige, fastslås det udtrykkeligt, at den, der ved betinget adkomst erhverver ret til et skib, anses som ejer i forhold til det offentlige.
Overtagelse til privat skifte anses som en ændring i adkomstforholdene. Det samme gælder ved hensidden i uskiftet bo, for så vidt angår skibe, som den afdøde ægtefælle var registreret ejer af. I disse tilfælde må arvingerne og den efterlevende ægtefælle principielt sidestilles med nye ejere, og en udskrift af skifteprotokollen, der viser boets overtagelse, må registreres.
Påbegyndelse af konkursbehandling og offentligt skifte anses ikke som en ændring i adkomstforholdene, men det påhviler skifteretten (executor testamenti) uopholdeligt at sende meddelelse herom til skibsregistret.
Mens der efter den hidtidige lov krævedes samtykke fra panthavere til navne- og hjemstedsforandring for et skib, bestemmer § 24 blot, at meddelelse om navneændringer skal tilstilles panthavere.
§§ 26-30 giver regler for udslettelse af skibsregistret.
§ 26 om årsagerne til udslettelse, § 27 om anmeldelsespligten og § 28 om visse virkninger af og om udsættelse af udslettelsen svarer med enkelte ændringer til hidtidige regler og praksis.
Med henblik på den konfliktsituation, som opstår mellem på den ene side hensynet til rettighedshavernes interesse i et skib som pante- og fyldestgørelsesobjekt og på den anden side offentligretlige ordenshensyn, når et skib, som er behæftet med panterettigheder eller andre rettigheder, skal udslettes af skibsregistret, bestemmer § 29 følgende:
„Udslettelse af skibsregistret må ikke finde sted, forinden der af skibsregistret er sendt meddelelse herom til indehavere af anmeldte rettigheder og der er forløbet en frist på 30 dage fra meddelelsens afsendelse, medmindre de anmeldte rettighedshavere giver samtykke til udslettelsen, eller det godtgøres, at rettighederne er bortfaldet, eller ejeren stiller betryggende sikkerhed.
Udslettelse kan dog ikke finde sted, hvis det oplyses, at en anmeldt rettighedshaver har foretaget retslige skridt til gennemførelse af sin ret over skibet, medmindre retsforfølgningen ikke fremmes uden ufornødent ophold eller ved endelig afgørelse nægtes fremme.
Henstår der ved skibets udslettelse rettigheder på skibets blad i skibsregistret, skal attest om skibets udslettelse give oplysning om disse rettigheders indhold."
Den anførte bestemmelse medfører en væsentlig forbedring af panthaveres og andre rettighedshaveres stilling i udslettelsessituationen, idet den giver dem en rimelig mulighed for at gøre deres ret gældende, inden det er for sent.
Den hidtil gældende lov ydede i denne situation kun panthavere og andre rettighedshavere ringe beskyttelse.
Loven fastslog ganske vist, at udslettelsen var uden indflydelse på visse registrerede rettigheder og rådighedsindskrænkninger — dog at pantegæld straks forfaldt til udbetaling, hvis skibet udslettedes af skibsregistret på grund af dets overgang til fremmed eje, jfr. sølovens § 5, stk. 2 — men tilstedeværelsen af sådanne registrerede rettigheder var ikke til hinder for, at udslettelse kunne ske ganske omgående, eventuelt uden rettighedshaverens vidende, og uden at der levnedes ham tid til at træffe skridt til sikring af sin ret, f. eks. ved at gøre arrest i skibet.
Når loven ikke har gentaget disse bestemmelser, skyldes det, at registreringen fremtidig — på ganske samme måde som tinglysning vedrørende rettigheder over fast ejendom — kun har betydning som retsværn over for tredjemand, mens selve rettigheden i øvrigt lades urørt, hvis skibet udslettes af skibsregistret.
Det er endvidere fundet naturligt at henvise reglen om, at pantegælden forfalder ved skibets udslettelse, til de øvrige forfaldsgrunde i den standardpantebrevsformular, som det er hensigten at lade udarbejde.
B. Rettighedsregistrering (§§ 31-42).
Ifølge § 31 skal rettigheder over de i skibsregistret indførte skibe registreres for at opnå beskyttelse over for aftaler om skibet og mod retsforfølgning.
Den ret, der skal fortrænge en uregistreret ret, skal selv være registreret og erhververen ifølge aftale i god tro.
Disse regler er i realiteten af ganske samme indhold som tinglysningslovens § 1 og betegner noget afgørende nyt i forhold til den gældende skibsregistreringslovs system, hvorefter registreringen er nødvendig, for at den pågældende rettighed kan anses for gyldig stiftet i privatretlig henseende. Efter de nævnte regler vil registreringen derimod alene betyde, at der skabes et retsværn for den pågældende ret, mens selve rettighedens materielretlige status i øvrigt ikke påvirkes af registreringen.
Adgangen til registrering er i øvrigt udvidet i forhold til den hidtidige lov, som forudsatte, at registrering kun kunne ske med hensyn til panterettigheder, arrest, udlæg, udpantning, konkurs og umyndiggørelse. Praksis gik dog noget videre.
I forhold til tinglysningsloven er adgangen dog ifølge § 32 begrænset til kun at angå ejendomsret, panteret, brugsret og rettigheder, der begrænser ejerens adgang til at råde over skibet i en eller flere nærmere angivne retninger.
Tinglysningslovens begrænsning, hvorefter et skøde for at kunne tinglyses som adkomst ikke må være knyttet til anden betingelse end købesummens berigtigelse inden for en nærmere angivet frist, er ikke medtaget i loven.
Om kommissionens overvejelser angående eventuelle lovregler om forholdet mellem tilbageholdsret og panteret må henvises til lovforslagets bemærkninger. Kommissionen nåede til det resultat, at der ikke i loven burde optages regler, som ændrede den bestående retstilstand på dette område.
§§ 34 og 35 om kravene ved registrering af offentlige retshandlinger, om dokumenters indhold og om legitimation er i hovedsagen overensstemmende med tilsvarende bestemmelser i tinglysningsloven.
§ 36 overlader de nærmere regler om bevis for udstederens identitet og myndighed, for ægtheden af dokumenter og bevisligheder, for dokumenters indretning m. m. til administrativ fastsættelse.
Ifølge § 37 sker rettighedsregistrering — som hidtil — på samme måde som anført i afsnit A om nationalitetsbeviser. Der gives endvidere nærmere regler — svarende til tinglysningslovens regler — om behandling af dokumenter, der lider af mangler m. m.
§§ 38 og 39 omhandler udslettelse af rettigheder.
Ifølge § 40 regnes prioritetsvirkningen fra anmeldelsen af dokumentet til registrering svarende til hidtidig lov og tinglysningsloven.
Da der ikke kan tillægges distriktskontorernes behandling af de til registrering modtagne dokumenter nogen privatretlig betydning, er prioritetsvirkningen alene knyttet til indførelsen i den hos overregistrator førte dagbog også i de tilfælde, hvor dokumentet indleveres til registrering gennem et distriktskontor uden for København.
Hvad angår dokumenter, der anmeldes samme dag, gælder ifølge tinglysningsloven som hovedregel, at de ligestilles. Det er — bl. a. af offentligretlige grunde — ikke fundet rimeligt umiddelbart at anvende den nævnte regel ved skibsregistrering, hvorimod § 40, stk. 2, giver følgende regler herom:
„Dokumenter, der anmeldes samme dag, betragtes ved registreringen som anmeldt samtidigt. Medfører dette uklarhed i adkomstforholdet, registreres dokumenterne, men udslettes på ny, såfremt anmelderen ikke inden en af skibsregistret fastsat frist har tilvejebragt klarhed i adkomstforholdet."
§ 41 tillægger registreringen af et dokument en gyldighedsvirkning, som ganske svarer til den gyldighedsvirkning, der ved fast ejendom kommer godtroende omsætningserhververe til gode. Dette er en forbedring af den sikkerhed, rettighedshaveren opnår gennem registreringen, set i forhold til den hidtidige lov, som ikke knyttede en sådan virkning til registreringen.
Hvis en registreret ret fortrænges af en indsigelse om, at dokumentet er falsk eller forfalsket, eller at dets udstedelse retsstridigt er fremkaldt ved personlig vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af sådan, eller at udstederen af dokumentet var umyndig ved udstedelsen, ydes der — som efter tinglysningsloven — erstatning af statskassen.
I paragraffen er der dog taget forbehold med hensyn til rettigheder, der er overført fra udenlandsk register, idet statskassen ikke kan påtage sig at garantere med hensyn til sådanne i udlandet stiftede rettigheder.
Afsnit II. Registrering af mindre skibe m. m.
A. Registrering i fartøjsfortegnelsen ( §43).
Paragraffen opretholder reglerne om optagelse i en særlig fartøjsfortegnelse af skibe, der måles til en mindre registertonnage end 20 tons brutto, i det store og hele uforandret.
Det er således fremdeles en betingelse for optagelse af et skib i fartøjsfortegnelsen, at dets ejer opfylder de i sølovens § 1 fastsatte nationalitetsbetingelser.
Den gældende decentralisering af fartøjsfortegnelsen opretholdes, således at den føres af distriktskontorerne, i København af overregistrator.
Mens lystfartøjer efter de hidtil gældende regler skulle optages i fartøjsfortegnelsen, såfremt de kunne betegnes som dæksfartøjer med lystfartøjskarakter, hvilken registrering fandt udtryk i udfærdigelsen af et særligt lystfartøjscertifikat, er dette ikke tilfældet efter nærværende lov.
Som det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, spillede dette spørgsmål en fremtrædende rolle under kommissionens overvejelser af mulighederne for gennemførelse af en forenkling i registreringsarbejdet.
Kommissionen var af den opfattelse, at en meget væsentlig forenkling af førelsen af fartøjsfortegnelsen ville kunne opnås ved at afskaffe registrering af lystfartøjer og hermed også udstedelsen af lystfartøjscertifikater.
Under kommissionens behandling af spørgsmålet blev det imidlertid fra tolddepartementets side anført, at den bestående registreringsordning havde betydning for toldvæsenet, dels som grundlag for kontrol med, at lystfartøjer, der indføres fra udlandet, bliver toldberigtiget, hvorved også toldens erhvervsbeskyttende virkning menes at komme i betragtning, dels som grundlag for de lettelser i de almindelige toldformaliteter — herunder særlig fritagelse for ind- og udklarering i indenrigs fart — som tilstås lystfartøjer.
Kommissionen med undtagelse af tolddepartementets repræsentant mente imidlertid, at de af tolddepartementet anførte argumenter ikke var tilstrækkelig vægtige til at motivere opretholdelsen af en i øvrigt unødvendig, men omstændelig og lidet effektiv registreringsordning, og foreslog derfor, at lystfartøjer som anført ikke skulle kunne optages i fartøjsfortegnelsen.
Reglerne i lovens afsnit I finder — med undtagelse af en række nærmere angivne regler, hvoriblandt reglerne om rettighedsregistrering — med de fornødne lempelser anvendelse ved registrering i fartøjsfortegnelsen.
B. Registrering i skibsregistret (§§ 44-47).
Som noget helt nyt i forhold til den hidtil gældende lov gives der ved disse bestemmelser adgang til på begæring at optage skibe på mindre end 20 tons, for så vidt de måles til en registertonnage af 5 tons brutto eller derover. Denne fakultative adgang til registrering tilsigter at imødekomme ønsket om en bedre sikring af panterettigheder i skibe under 20 tons.
Har skibet tidligere været optaget i fartøjsfortegnelsen, slettes det heri ved optagelsen i skibsregistret.
De før optagelsen i skibsregistret stiftede rettigheder bevarer som hovedregel deres gyldighed over for tredjemand, såfremt de herom gældende regler er iagttaget. Tinglyste rettigheder søges overført til registret.
Tinglysning efter reglerne i tinglysningslovens 7. kap. af rettigheder over skibe, som herefter kan optages i skibsregistret, kan fremtidig ikke finde sted. Om de problemer, som i denne forbindelse kan tænkes at opstå med hensyn til visse retspanterettigheder, bl. a. arrest, må henvises til lovforslagets bemærkninger.
Afsnit III. Almindelige bestemmelser (§§ 48-59).
A. Pant m. v. (§ 48-50).
Den hidtidige lov indeholdt ingen almindelig regel om, hvad der som tilbehør omfattedes af registreret ret over et skib. Retspraksis ydede dog en vis vejledning i så henseende, ligesom de almindeligt benyttede pantebrevsformularer normalt indeholdt en udtrykkelig bestemmelse om, at panteretten omfattede det til skibets udrustning nødvendige skibsinventar og tilbehør.
§ 48 giver nu udførlige regler om tilbehør, der i princippet ganske svarer til de i tinglysningslovens § 37-38 givne regler.
Stk. 1 giver en deklaratorisk grundregel om, hvad en registreret ret omfatter. Stk. 2 indeholder en præceptiv regel om, at materialer, der er anskaffet til et foreløbigt registreret skib, omfattes af de registrerede rettigheder over skibet. Endelig er i stk. 3 optaget en ligeledes præceptiv regel, hvorefter særlige rettigheder ikke kan stiftes eller forbeholdes over et skibs bestanddele eller det i stk. 1 nævnte tilbehør bortset fra fiskeredskaber.
I §§ 49 og 50 gives — i modsætning til den hidtil gældende lov — regler om en panthavers adgang til ombytning af en ophørt panteret med en ny, om notering af ejerpant, om oprykningsret for efterpanthavere og om det indbyrdes forhold mellem panthaverne i øvrigt. Reglerne svarer i alt væsentligt til tinglysningslovens bestemmelser herom og til hidtidig praksis.
B. Præklusion m. v. (§§ 51-52).
§ 51 giver — i lighed med, hvad der hidtil har været gældende, men nu i en noget forenklet form — mulighed for at foretage en præklusiv offentlig indkaldelse af eventuelle interesserede i tilfælde, hvor det sandsynliggøres, at en ret over et skib, som er indført i eller anmeldt til skibsregistret, er stiftet, forandret eller bragt til ophør.
Hvis der i løbet af 10 år ikke er modtaget efterretninger om et skib, som er indført i skibsregistret eller fartøjsfortegnelsen, og det må antages, at det ikke længere eksisterer, kan chefen for skibsregistret ifølge § 52 bestemme, at skibet udslettes af registret (fartøjsfortegnelsen), for skibsregistrets vedkommende dog først efter indkaldelse i overensstemmelse med de i § 51 fastsatte regler.
C. Retsmidler (§§ 53-55).
Ifølge § 53 kan skibsregistrets afgørelser indbringes for landsretten i den landsretskreds, hvor det pågældende skibs rederi er hjemmehørende. Retten kan om fornødent tilkalde 2 søkyndige dommere.
Justitsministeriet kan på visse betingelser tillade, at landsrettens afgørelse påkæres til Højesteret.
Der gives i øvrigt nærmere regler for tilfælde, hvor chefen for skibsregistret omgør en af ham truffet bestemmelse, og for påklage til skibsregistret af afgørelser, truffet af distriktskontorer uden for København.
§§ 54 og 55 indeholder — i modsætning til den hidtil gældende lov — bestemmelser om ydelse af erstatning af statskassen for tab som følge af fejlagtig registrering m. v. Reglerne svarer ganske til de i tinglysningsloven indeholdte bestemmelser herom.
D. Lovens gennemlørelse (§§ 56-59).
Ifølge § 56 fastsætter ministeren for handel, industri og søfart nærmere regler for lovens gennemførelse og træffer efter forhandling med finansministeren — bestemmelse om distriktsinddelingen, godkendelse af toldkamre som distriktskontorer og om toldvæsenets medvirken i øvrigt.
Mens skibe hjemmehørende i Grønland ikke efter den hidtil gældende lov har kunnet registreres, bestemmes det nu, at Grønland udgør et særligt distrikt, sideordnet med de øvrige distrikter. Dette skyldes bl. a. det behov for en registreringsordning, som er opstået, efter at opbygningen af en grønlandsk fiskerflåde er påbegyndt. Det overlades ved § 58 til ministeriet for handel, industri og søfart efter forhandling med ministeriet for Grønland at fastsætte særlige regler om registrering af skibe hjemmehørende i Grønland.
§ 57 indeholder straffebestemmelser. Disse er forenklede i forhold til de hidtil gældende bl. a. derved, at overtrædelser af loven henvises til behandling som politisager ved de almindelige underretter — tidligere sø- og handelsretten, uden for København søretterne.
Loven gælder ifølge § 58 ikke for skibe, der er hjemmehørende på Færøerne, som altså som hidtil i registreringsmæssig henseende må betragtes som udland. Det bemærkes, at en gennemførelse af lovens regler på Færøerne — hvilket må anses for meget ønskeligt — vil udkræve en lagtingslov.
Loven træder ifølge § 59 i kraft den 1. januar 1958. For Grønlands vedkommende fastsættes ikrafttrædelsesdatoen dog ved kongelig anordning.
Lovforslaget mødte i folketinget velvilje fra alle partiers ordførere. Det betegnedes som en tiltrængt revision og forenkling af den gamle lovs regler, og det tilgrundliggende kommissionsarbejde blev fra alle sider anerkendt som meget grundigt og veludført.
Lovforslaget vedtoges enstemmigt ved 3. behandling med ganske enkelte mindre ændringer.