Ved loven opretholdes lov om erhvervsøkonomiske foranstaltninger, vareforsyning m. v., jfr. lovbekendtgørelse nr. 302 af 14. december 1955 (årbog 1955-56, side 328), indtil udgangen af december 1957 med følgende ændringer:

Vareforsyningslovens § 14 har fået følgende affattelse:

„De med lovens administration forbundne udgifter bevilges på finansloven. Udgifterne ved varetagelsen af de opgaver, der måtte blive henlagt til kommunerne eller andre lokale myndigheder, afholdes af de pågældende myndigheder. Ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges til efter forhandling med finansministeren at fastsætte regler for, i hvilket omfang disse udgifter vil kunne refunderes de nævnte myndigheder af statskassen."

De to første punktummer er, bortset fra en redaktionel ændring, uforandrede, mens tredje punktum betegner noget nyt.

Herudover har man i vareforsyningslovens § 5, stk. 4, foretaget en rettelse af teknisk karakter.

Ændringerne blev foretaget i folketinget, idet det af handelsministeren fremsatte lovforslag gik ud på en uændret forlængelse af vareforsyningsloven.

Ved fremsættelsen anførte ministeren bl. a.:

„Loven blev sidst forlænget ved lov af 14. december 1955 og fik gyldighed til udgangen af indeværende kalenderår. Der blev dengang foretaget enkelte ændringer i loven, specielt med henblik på at give adgang til at indbringe ankenævnets afgørelser for domstolene, men i øvrigt gav behandlingen som ved tidligere lejligheder det resultat, at loven i det store og hele blev forlænget uændret.

Vi har ofte her i tinget drøftet spørgsmålet om betimeligheden af mere principielle ændringer i lovens bestemmelser, uden at drøftelserne har ført til større ændringer. Jeg finder, at det resultat, som regeringen og tingets flertal er nået til, under de foreliggende forhold er rigtigt. Vareforsyningsloven har vist sig i den nuværende form at være et godt grundlag for administrationen og danner ikke nogen hindring for afviklingen af de bestående ekstraordinære foranstaltninger i det omfang og det tempo, som forholdene tillader dette.

Man kunne naturligvis spørge, om man ikke nu kunne slippe helt af med loven. Spørgsmålet forekommer mig let at besvare. Nationalbankens valutaopgørelse viste medio denne måned en gæld på ca. 230 mill. kr. Selv om dette tal er udtryk for en forbedring i valutastillingen på ca. 225 mill. kr. siden midten af 1955, da virkningen af de valutasanerende forholdsregler begyndte at vise sig, er vor valutastilling i dag dog en sådan, at vi ikke kan undvære vareforsyningsloven. Vi har brug for loven som et led i vor valutapolitik, så længe vi ikke har større valutarisk styrke, end vi nu har. Jeg behøver næppe at understrege, at forholdene ude i verden fortsat er præget af en usikkerhed, som ikke kan undgå at indvirke på vore forhold.

Afviklingen af restriktionerne inden for vareforsyningslovens rammer skrider frem i det omfang, det er økonomisk forsvarligt. I denne forbindelse vil jeg gerne nævne den udvidelse af liberaliseringen, som har fundet sted, siden loven sidst var til behandling her i tinget. De ærede medlemmer vil huske, at vi den 26. marts i år overførte til den regionale friliste de tekstilvarer, som hidtil har været under deponeringsordningen, hvilket medførte, at liberaliseringsprocenten over for OEEC-landene steg fra 78 til 85, beregnet på grundlag af importen i 1948. Liberaliseringen over for dollarområdet udgør 55 pct. på grundlag af importen i 1953. Her er der ikke sket nogen ændring, siden vareforsyningsloven sidst var til behandling i tinget. På et enkelt område, nemlig for svesker og andre tørrede frugter, er der dog i august truffet bestemmelse om, at bevillinger for import fra dollarområdet frit kan gives.

Regeringen følger stadig udviklingen på disse områder og vil fortsat være opmærksom på, når der foreligger muligheder for en udvidelse af liberaliseringen. Vi er for øjeblikket i handelsministeriet i færd med at undersøge, om vi nu kan gå et skridt videre med dollarliberaliseringen. Jeg behøver vel ikke i øvrigt i denne forbindelse her at komme nærmere ind på de velkendte vanskeligheder for en fortsat liberalisering, vanskeligheder, som jo ikke alene bunder i vor begrænsede valutariske modstandskraft, men også — og vel navnlig — har deres årsag i visse af vore attagerlandes protektionistiske importpolitik, særlig på landbrugsområdet, som giver Danmark særlige vanskeligheder med hensyn til at forøge sin valutaindtjening både til styrkelse af vore valutareserver og til at danne grundlaget for en friere adgang til forbrug af udenlandske varer.

Medens jeg taler om afvikling af de ekstraordinære foranstaltninger i medfør af vareforsyningsloven, vil jeg også gerne nævne et spørgsmål, som interesserer adskillige af tingets medlemmer, nemlig spørgsmålet om en reduktion af personalet i varedirektoratet. Den 1. september i fjor var der i varedirektoratet ansat i alt 504 personer, og dette antal er i løbet af det sidste år reduceret med 70 mand, således at personalet nu er nedbragt til 434 mand eller med andre ord til under en tredjedel af det antal, der var ansat i varedirektoratet, da denne institution havde sit største omfang. Nedgangen på 70 mand i det sidste år er udtryk for en væsentlig reduktion af denne administration. Man har i denne periode nedlagt yderligere 1 ekspeditionskontor, og den nævnte personalereduktion omfatter 11 overordnede inden for kontorchef-, ekspeditionssekretær-, fuldmægtig- og sekretærklasserne, medens antallet af afskediget underordnet kontorpersonale udgør 59. Yderligere vil personalet i den nærmeste fremtid formindskes med et par overordnede....

Ved den i foråret vedtagne lov om indseende med priser blev det pålagt monopoltilsynet i samarbejde med varedirektoratet at søge belyst, hvorledes priserne her i landet forholder sig til tilsvarende priser i udlandet for varer, der er underkastet importbegrænsning. Det arbejde, det herved er pålagt de 2 direktorater at udføre, er sat i gang, men det er omfattende redegørelser, der her er krævet udarbejdet. De vareområder, man i første omgang har taget op til undersøgelse, er varige forbrugsgoder som køleskabe og oliefyr, bygningsartikler som badekar, radiatorer og centralvarmekedler, visse isenkramvarer som gryder, pander og opvaskebaljer samt forbrugsvarer som kartofler og hvedemel. Arbejdet er så langt fremme, at jeg i løbet af november måned vil kunne forelægge vareforsyningsudvalget redegørelser for de første varegrupper, der har været taget op til undersøgelse.

I tilknytning til den højtærede statsministers redegørelse om udenlandske investeringer her i landet vil jeg gerne nævne, at nationalbanken og handelsministeriet i nogen tid har drøftet, hvorledes en forenkling af dette sagområde bør tilrettelægges. Der vil, når de nødvendige overvejelser er tilendebragt, blive udsendt en bekendtgørelse fra handelsministeriet om disse spørgsmål."

Lovforslaget blev i folketinget fra flere sider modtaget med kritik, omend der var flertal for at gennemføre det uden mere indgribende ændringer.

I betænkningen fra det udvalg, der fik sagen til behandling, anføres bl. a.:

„Udvalget har til handelsministeren stillet en række spørgsmål, der er besvaret skriftligt af ministeren. Herudover har udvalget drøftet spørgsmålet om, hvilke ændringer der skal foretages i vareforsyningsloven, såfremt tildelingsordningen vedrørende automobiler og motorcykler ophæves og hele importen foretages på dollarpræmieringsbasis. Endvidere har man drøftet de rejste spørgsmål om en eventuel aftrapningsordning for køb af personmotorkøretøjer under dollarpræmieringsordningen, spørgsmålet om betaling pr. indkøbstilladelse eller pr. ansøgning af omkostningerne ved administrationen af automobilfordelingsordningen. Udvalget er enigt i, at den videre drøftelse af disse spørgsmål vil finde sted i folketingets vareforsyningsudvalg.

Udvalget har udbedt sig resultatet af de prisundersøgelser, der er foretaget i henhold til § 2 i lov nr. 135 af 25. maj 1956 om indseende med priser. Handelsministeren har i et notat af 7. juni 1956 tilsendt folketingets vareforsyningsudvalg en redegørelse vedrørende fremgangsmåden ved en sådan prisanalyse, og nærværende udvalg har endvidere fra handelsministeren fået tilstillet resultatet af de af monopoltilsynet i samarbejde med direktoratet for vareforsyning foretagne prisundersøgelser vedrørende husholdningskøleskabe, radiatorer og badekar. I henhold til § 2, stk. 2, i nævnte lov om indseende med priser påhviler det ministeren for handel, industri og søfart at holde folketingets vareforsyningsudvalg orienteret om de ved prisundersøgelserne tilvejebragte oplysninger, og udvalget er herefter enigt i, at sagernes behandling finder sted i folketingets vareforsyningsudvalg. Udvalget har over for ministeren for handel, industri og søfart fremhævet den vægt, man lægger på, at de planlagte prisundersøgelser tilendebringes snarest muligt, og at udvalget derefter orienteres om disse undersøgelser.

Udvalget har endvidere fra handelsministeren modtaget en fortegnelse over de bekendtgørelser og administrative foranstaltninger, der er i kraft i henhold til vareforsyningsloven. Ministeren gav tilsagn om, at den pågældende fortegnelse ville blive gennemgået af de respektive ministerier og institutioner med henblik på, om der måtte være mulighed for, at nogle af de pågældende bestemmelser nu vil kunne ophæves.

Ud over ovennævnte spørgsmål har ministeren skriftligt besvaret spørgsmål vedrørende den gældende praksis for gennemførelsen af private varebytteforretninger, det i direktoratet for vareforsyning beskæftigede personale, prisudviklingen på tørrede frugter efter liberaliseringen over for dollarområdet, forskellige spørgsmål i forbindelse med den gældende praksis for udstedelse af importbevillinger, herunder mulighederne for sammenlægning af beslægtede varegrupper på ét varenummer samt helårlig udstedelse af bevillinger."

Af udvalget eller dettes flertal (S og RV) stilledes nogle ændrings- og underændringsforslag, hvis vedtagelse resulterede i, at lovforslaget fik det foran anførte indhold.

Et mindretal (V og KF) stillede ligeledes nogle forslag. Disse var formet som underændringsforslag til de af udvalget som helhed stillede ændringsforslag og havde til formål på flere punkter at begrænse handelsministerens beføjelser i henhold til vareforsyningsloven.

Mindretallets underændringsforslag svarede i hovedsagen til, hvad de samme partier havde stillet underændringsforslag om ved behandlingen af det tilsvarende lovforslag året før, jfr. årbog 1955-56, side 332. Dog havde man — under hensyn til den gennemførte olie- og benzinrationering — foretaget nogle ændringer i den foreslåede affattelse af vareforsyningslovens § 5, der efter det nye forslag skulle have følgende ordlyd:

„Ministeren for handel, industri og søfart bemyndiges til at træffe midlertidige foranstaltninger med henblik på landets forsyning med nødvendige varer, forbrugsbegrænsning, hensigtsmæssig fordeling af landets varebeholdninger eller til fremme og regulering af vareproduktionen, når sådanne foranstaltninger skønnes påkrævede som følge af indtrådt eller truende international knaphed på nødvendige varer, råvarer eller halvfabrikata m. v. eller til løsning af opgaver i forbindelse med Danmarks deltagelse i aftaler eller samarbejde med udlandet.

Nye rationeringer af forbrugsvarer, produktionsreguleringer og lignende kan kun gennemføres ved lov eller med tilslutning af det i § 15 omhandlede udvalg.

Ministeren for handel, industri og søfart kan bestemme, at der for udfærdigelse af tilladelser og bevillinger i medfør af bestemmelserne i denne paragrafs 1. stykke skal erlægges et ekspeditionsgebyr, hvis størrelse fastsættes af ministeren."

Endvidere var der foreslået en tilføjelse af teknisk karakter til valutalovens § 19, stk. 2.

Til lovforslagets 2. behandling stilledes af Tholstrup (DR) uden for betænkningen et ændringsforslag, hvorefter vareforsyningsloven kun skulle forblive i kraft til udgangen af juni 1957 og med sådanne ændringer, at „de beføjelser til at træffe foranstaltninger vedrørende indførsel, udførsel og fordeling af varer, der i medfør af loven er tillagt ministeren for handel, industri og søfart, henholdsvis landbrugsministeren, fiskeriministeren eller boligministeren, efter 1. januar 1957 kun kan benyttes til at træffe foranstaltninger til landets forsyning med olieprodukter og til rationering af forbruget heraf."

Ved lovforslagets 2. behandling vedtoges de af udvalget eller dets flertal stillede ændrings- og underændringsforslag, mens samtlige mindretalsforslag forkastedes, derunder det af Tholstrup stillede ændringsforslag, som kun opnåede tilslutning fra 4 medlemmer (DR), mens 140 stemte imod.

Ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i den ændrede affattelse med 85 stemmer mod 6 (DR), idet 48 medlemmer (V og KF) afholdt sig fra at stemme.