Forslaget til loven var ved fremsættelsen — bortset fra enkelte redaktionelle ændringer — enslydende med et i samlingen 1955-56 fremsat, men ikke færdigbehandlet lovforslag og fremsattes ligesom dengang samtidig med forslag til lov om tilskud til de offentlige veje.

Efter 1. behandling henvistes lovforslaget sammen med forslaget om tilskud til de offentlige veje ligesom i forrige samling til et folketingsudvalg. Under udvalgsforhandlingerne enedes udvalget og ministeren for offentlige arbejder om at søge vejbestyrelsesforslaget gennemført for sig, og udvalget afgav derfor betænkning over dette forslag. I betænkningen indeholdtes i alt 44 ændringsforslag, hvorom ministeren og udvalget var enedes. Disse ændringsforslag vedtoges enstemmigt ved 2. behandling. Lovforslaget tilbagevistes derefter til udvalget, der i en tillægsbetænkning indstillede det til endelig vedtagelse med endnu nogle — væsentligt redaktionelle — ændringsforslag. Med disse ændringer vedtoges lovforslaget enstemmigt ved 3. behandling.

Idet der om det nærmere indhold af det fremsatte lovforslag og baggrunden for dette henvises til årbog 1955-56, side 481, omtales nedenfor de væsentligste af de ændringer, som forslaget undergik under behandlingen i folketinget.

Det anførtes i udvalgsbetænkningen, at ingen af ændringsforslagene medførte principielle ændringer i forslaget. Særlig bemærkedes, at der havde været enighed om at fastholde det princip, at de offentlige veje fortsat skal bestyres af amts-, by- og sognekommuner. Dog havde enkelte medlemmer af udvalget givet udtryk for, at udviklingen på længere sigt kunne nødvendiggøre, at staten overtager anlæg, vedligeholdelse og bestyrelse af den del af hovedvejene, der betjener fjerntrafikken. Synspunktet gav imidlertid ikke anledning til ændringsforslag.

En del af ændringerne vedrører lovens anvendelse i Københavns og Frederiksberg kommuner. København og Frederiksberg havde oprindeligt over for udvalget og ministeren fremsat ønske om stort set at blive holdt uden for vejbestyrelsesloven på grund af de særlige forhold i hovedstadsområdet. Der var i den anledning sideløbende med udvalgsarbejdet mellem ministeriet og de to kommuner ført en række forhandlinger, og disse var resulteret i enighed mellem ministeriet og Københavns kommune om, i hvilket omfang denne kommune kunne undtages fra lovens regler.

Udvalget og folketinget tiltrådte de af ministeren herom stillede ændringsforslag. Herefter undtages Københavns kommune fra forslagets kapitel II om ekspropriation og taksation, kapitel III om overkørsler og overgange, kapitel V om offentlige stier, § 12 om matrikulære forhold samt § 52 om vejbestyrelsens råden over det til vejen hørende areal. Der indsattes i § 3 en bestemmelse om, at de offentlige veje i Københavns kommune alene inddeles i hovedlandeveje og biveje.

På grund af Frederiksberg kommunes geografiske beliggenhed vedtoges, at sidstnævnte ordning med hensyn til klassificeringen af de offentlige veje også skulle gælde for Frederiksberg kommune. Tillige bestemtes, at ministeren efter indstilling fra kommunalbestyrelsen kan godkende, at bestemmelserne om overkørsler og overgange i kapitel III ikke skal komme til anvendelse i kommunen. Det præciseredes endvidere, at reglerne i § 35 om nedsættelse af amtsudvalg til at gennemgå de vigtige vejstrækninger med henblik på spørgsmålet om "facadeløshed" ikke skal gælde for Frederiksberg.

Vedrørende de af folketinget vedtagne ændringer bemærkes i øvrigt:

Ad kapitel 1. Vejenes inddeling og vejmyndighederne (§§ 1-22).

Den foran nævnte tilføjelse til § 3 om, at de offentlige veje i Københavns og Frederiksberg kommuner alene inddeles i hovedlandeveje og biveje, betyder, at de offentlige veje i de to kommuner, der ikke klassificeres som hovedveje, ikke udelukkende vil være biveje i lovens almindelige forstand, men omfatte veje, der vejteknisk og med hensyn til trafikal betydning vil være af vidt forskellig karakter. Dette medfører bl. a., at ministerens tilsynsbeføjelser efter § 17 ikke kommer til anvendelse på sådanne veje, som i andre kommuner ville blive klassificeret som landeveje, men alene på hovedlandeveje.

Sammensætningen af det i § 5 omhandlede vejnævn ændredes således, at der tildeltes Amtsrådsforeningen 4 medlemmer i stedet for 2, idet det fandtes rimeligt, at denne forening fik lige så mange repræsentanter som Sognerådsforeningerne og foreningen Bymæssige Kommuner tilsammen. Samtidig udgik finansministeriets repræsentant. Endelig foresloges, at en repræsentant for Frederiksberg kommune skulle indtræde ved behandlingen af sager, der angår Frederiksberg.

§ 5, stk. 2, om vejnævnets sammensætning fik herefter følgende affattelse:

„Vejnævnet består af 2 af ministeren for offentlige arbejder udnævnte medlemmer, hvoraf den ene skal være nævnets formand, og 14 andre medlemmer, hvoraf

1 udpeges af indenrigsministeriet,

1 - - boligministeriet,

4 - - Amtsrådsforeningen i Danmark,

2 - - De samvirkende Sognerådsforeninger,

2 - - foreningen Bymæssige Kommuner,

2 - - Den danske Købstadforening,

1 - - Københavns magistrat og

1 - - den eller de organisationer af motorkørende, som ministeren for offentlige arbejder godkender dertil.

Ved behandlingen af sager, der angår Frederiksberg kommune, tiltrædes vejnævnet af en repræsentant for denne kommune.

I tilfælde af stemmelighed skal formandens stemme være afgørende."

Med hensyn til vejnævnets beføjelser blev der ikke foretaget ændringer. Den tanke, der under sagens 1. behandling i folketinget fra forskellige sider blev fremført, at henlægge den endelige afgørelse til vejnævnet i de tilfælde, hvor vejnævnet skal gøre indstilling til ministeren, der så træffer afgørelsen, er under udvalgsarbejdet blevet frafaldet ud fra den betragtning, at det for folketinget må anses for mere betryggende, at afgørelsen er henlagt til den over for tinget ansvarlige minister, end at den er henlagt til et nævn.

I § 12 ændredes bestemmelsen om, at hævd ikke skal kunne vindes over de i vejregistret optagne offentlige vejes arealer til, at „hævd kan ikke vindes over sådanne i vejregistret optagne offentlige veje, hvis arealer er udskilt i matriklen."

Ved en tilføjelse til § 13, stk. 2, tilkendegaves, at amtskommunen i alle tilfælde, hvor en bivej optages som landevej af 3. klasse, skal bære en del af udgiften ved den fremtidige vedligeholdelse af vejen, således at det ikke skulle kunne fastsættes, at den pågældende sognekommune til amtskommunen skal refundere hele dennes egenudgift ved vejens fremtidige vedligeholdelse.

Til § 18, der bl. a. omhandler amtsrådets tilsyn med sognekommunernes administration af de sognekommunale biveje, er føjet en bestemmelse, hvorefter kommuner, der har en fast teknisk forvaltning, efter indstilling fra vejnævnet af ministeren skal kunne fritages for at indsende deres projekter til anlægsarbejder på biveje til amtsrådets godkendelse.

Ad kapitel II. Ekspropriation og taksation. (§§ 23-31).

De enkelte til dette afsnit stillede ændringsforslag var væsentlig af redaktionel karakter.

Ad kapitel III. Overkørsler og overgange. (§§ 32-39).

De i § 35 omhandlede amtsudvalg, hvis opgave er at afgive indstilling om, hvilke varige begrænsninger der skal gælde med hensyn til adgangen til hovedlandeveje, landeveje samt biveje, der skønnes at have særlig betydning for den gennemgående færdsel, skulle ifølge det fremsatte lovforslag uden for København bestå af 7 medlemmer nemlig amtmanden som formand, 1 af ministeren for offentlige arbejder udpeget medlem, 1 af boligministeren udpeget medlem, 2 af amtsrådet valgte medlemmer og 2 af de inden for amtsrådskredsen beliggende købstæder valgte medlemmer. Efter vedtagelsen af ændringsforslag ved 2. og 3. behandling bortfaldt de to sidstnævnte medlemmer, og i stedet for skulle der vælges 2 medlemmer af henholdsvis De samvirkende Sognerådsforeninger og foreningen Bymæssige Kommuner, dog således at der ved behandling af sager, der angår veje inden for købstadkommuner, i stedet for disse medlemmer skulle indtræde 2 repræsentanter valgt af Den danske Købstadforening. Ved disse ændringer tilsigtedes dels at give sognekommunerne og de bymæssige kommuner repræsentation i amtsudvalgene ved behandling af sager, der angår veje uden for købstæderne, dels at lade de kommunale organisationer udpege medlemmerne, hvorved indkaldelse af særlige valgforsamlinger kunne undgås, hvilket vil betyde en administrativ forenkling.

Sammensætningen af amtsudvalget i Københavns amtsrådskreds ændredes ikke.

I kapitel IV. Byggelinjer (§§ 40-46) og V. Offentlige stier (§§ 47-51) foretoges ingen ændringer af væsentlig betydning.

Ad kapitel VI. Forskellige bestemmelser (§§ 52-60).

Vedrørende § 53 om foranstaltninger mod glat føre bemærkedes i udvalgsbetænkningen i anledning af nogle fra kommunale organisationers side fremsatte betænkeligheder, at denne bestemmelse, der overlader det til vejbestyrelsen at træffe bestemmelse om, på hvilke strækninger og i hvilket omfang der vil være at foretage grusning, tvært imod at forøge risikoen for erstatningsansvar for kommunerne netop principielt udelukker domstolene fra at skønne over disse forhold.

I øvrigt foretoges alene den ændring i reglerne efter forslag af udvalget og ministeren, at bestemmelsen i stk. 2 om ministerens adgang til at udfærdige vejledende bestemmelser om grusningens omfang udgik, hvilket skete ud fra den betragtning, at sådanne regler ikke bør kunne opfattes som retsregler.

I § 56 slettedes bestemmelsen i stk. 4,om, at parkeringsafgifter skal føres til indtægt for vejvæsenets kasse, da en sådan bestemmelse fandtes at høre hjemme i en lov om tilskud til de offentlige veje.

I § 59 indsattes bestemmelse om, at loven skulle træde i kraft 1. august 1959, dog at visse bestemmelser om overkørsler m. m. skulle træde i kraft straks for at hindre uønskede dispositioner fra lodsejernes side i tiden mellem lovforslagets vedtagelse og lovens ikrafttræden. I øvrigt indsattes i § 59 bestemmelser om lovens anvendelse i København og Frederiksberg. Disse er omtalt i indledningen.

Foruden de i det foregående omtalte ændringsforslag indeholdtes i udvalgets betænkning og tillægsbetænkning en del andre ændringsforslag af mindre væsentlig betydning. Endvidere indeholdt udvalgsbetænkningen redegørelse for udvalgets og ministerens stilling til en lang række henvendelser fra de forskellige kommunale foreninger, Danmarks Naturfredningsforening, Den danske Landinspektørforening m. fl. Herom henvises til betænkningen.