Loven tager sigte på en revision af lånegrænserne og rentefoden for de lån, der ydes til privat byggeri i medfør af byggestøttelovens kapitel V. A.

Af boligministerens fremsættelsestale fremgår bl. a. følgende:

Anledningen til lovforslaget er dels de ændringer i vurderingsgrundlaget, der er indtrådt ved gennemførelsen af lov nr. 179 af 23. juni 1956 om visse ændringer i grundlaget for vurderingen af landets faste ejendomme [årbog 1955-56, side 95], dels den forskydning i renteniveauet, som er sket i den sidste tid. Belåning i henhold til byggestøttelovens kapitel V. A. sker på grundlag af en vurdering, mens de øvrige lån, der ydes i medfør af byggestøtteloven, fastsættes på grundlag af en kontrolleret anskaffelsessum. Som vurderingsgrundlag anvendtes tidligere en stempelvurdering. Dette var en vurdering foretaget efter prisforholdene på vurderingstidspunktet i modsætning til ejendomsskyldvurderingerne, der skete på grundlag af prisforholdene ved sidste almindelige omvurdering, d. v. s. dengang efter prisforholdene i 1950. Denne stempelvurdering faldt imidlertid bort ved gennemførelsen af loven af 23. juni 1956, og der findes nu kun ét sæt vurderinger, der tjener som grundlag såvel for skatteberegning som for låneberegning.

Overgangen til det nye vurderingssystem har i en række tilfælde fremkaldt vanskeligheder for bygherren, idet vurderingsniveauet er kommet til at ligge lavere, end man hidtil har regnet med, og ikke som helhed ganske tilfredsstiller de formål, som de pågældende bestemmelser i byggestøtteloven tilsigter.

Det er herefter fundet rimeligt at foretage en generel forhøjelse af lånegrænserne i forhold til vurderingen samt — under hensyn til den stigning, der i de sidste år er sket i kreditforeningsbelåningen — at nedsætte lånestørrelsen i forhold til kreditforeningsbelåningen.

Rentesatserne for kapitel V. A.-lånene har man samtidig ment at måtte forhøje under hensyn til den stigning, der i den seneste tid har fundet sted i markedsrenten.

Loven har følgende ordlyd:

I lov nr. 107 af 14. april 1955 om byggeri med offentlig støtte, således som denne er ændret ved lov nr. 262 af 2. oktober 1956, foretages følgende ændringer:

Til § 12.

Som nyt stk. 4 indsættes:

„For lån, hvortil lånemidler i henhold til lovens § 37, stk. 1, reserveres efter 1. april 1957, udgør renten til parcel- og rækkehuse 5 pct. og til etagebyggeri 6,25 pct."

Til § 36.

Som nyt stk. 8 indsættes:

„For lån, der udbetales efter 1. april 1957, kan låntageren vælge mellem at få lånet udbetalt efter reglerne i stk. 4 og stk. 5 eller få det udbetalt med højst 115 pct. af det til grund liggende kreditforenings- eller sparekassetilbud og inden for en lånegrænse af 85 pct. af vurderingen. For lån udbetalt i perioden 1. juli 1956-1. april 1957 bemyndiges boligministeren til efter anmodning at fastsætte lånets størrelse efter de efter 1. april 1957 gældende regler i de tilfælde, hvor en ejendoms anskaffelsessum væsentligt overstiger vurderingen. Når ganske særlige omstændigheder taler derfor, er boligministeren bemyndiget til for lån, der udbetales efter 1. juli 1956, og hvortil lånemidler er reserveret inden 1. januar 1957, at bortse fra den anførte grænse på 85 pct., når lånet derved ikke kommer til at overstige 115 pct. af det til grund liggende kreditforenings- eller sparekassetilbud."

Lovforslaget underkastedes efter udvalgsbehandlingen i folketinget visse ændringer. De i ændringen til § 12 anførte rentesatser — 5 pct. og 6,25 pct. — var således oprindeligt foreslået fastsat til henholdsvis 5,5 pct. for parcel- og rækkehuse og 6,5 pct. for etagebyggeri.

I det oprindelige lovforslag var endvidere procenten for lånets størrelse i henhold til lovens § 36, stk. 4, foreslået fastsat til 100 pct. af det til grund liggende kreditforenings- eller sparekassetilbud, mens 85 pct.'s grænsen er uforandret.

Den i bestemmelsen givne adgang for låntageren til for lån, der udbetales efter 1. april 1957, at vælge mellem at få lånet udbetalt efter de hidtidige regler eller efter de nye, fandtes ikke i det oprindelige lovforslag.

Endelig indførtes under folketingets behandling af sagen den i sidste punktum anførte bestemmelse, hvorefter boligministeren bemyndiges til at bortse fra 85 pct.'s grænsen, når lånet derved ikke kommer til at overstige 115 pct. af det til grund liggende kreditforenings- eller sparekassetilbud; såfremt der foreligger ganske særlige forhold.

Ved 1. behandling udtalte den socialdemokratiske ordfører Carl P. Jensen sin tilslutning til de formål, som lovforslaget tilsigtede. Det ville således være urimeligt at lade renten til kapitel V. A.-byggeri ligge fast, når byggestøttelovens princip var, at renten af statslån skulle følge de vilkår, der gælder for langfristede statsobligationer. Man burde sikre, at låntagerne blev hjulpet ud over de vanskeligheder, de ændrede vurderingsregler havde medført, og dette kunne muligvis ske gennem adgang til en vis valgfrihed mellem de hidtidige og de nu foreslåede beregningsregler. Han fandt det i øvrigt urimeligt, at loven ikke gav adgang til en omkostningsregulering af rådighedsbeløbet, og foreslog en forhøjelse heraf, som kunne sikre gennemførelse af byggeriet i det oprindeligt tilsigtede omfang.

Lorentzen (V) var ikke tilfreds med lovforslagets udformning. Han erkendte, at man burde hjælpe de lånsøgende, som havde bygget i tillid til de hidtidige bestemmelser, og som nu var kommet i vanskeligheder som følge af de nye vurderingsregler; men dette kunne gøres ved delvis at se bort fra den nye vurderingslov og finde en anden vurderingsform, der var bedre egnet til opnåelse af det resultat, der tilsigtedes med kapitel V. A. Han forstod ikke ganske, hvorfor renten skulle sættes op, og ønskede dette spørgsmål nærmere belyst i et udvalg. Der var efter hans opfattelse ingen grund til en forhøjelse af rådighedsbeløbet nu. Man måtte søge at nå frem til en afvikling af byggestøtten, og hertil var kapitel V. A. velegnet, idet det kaldte på det private initiativ.

Også Thestrup (KF) mente, at statens udlån til boligbyggeri måtte afvikles, og fandt, at kapitel V. A.-ordningen var en udmærket overgangsordning som led i en sådan afvikling. Han kunne i øvrigt tilsige en velvillig behandling af lovforslaget til imødegåelse af den forringelse af kapitel V. A.-ordningen, som de nye vurderingsregler havde medført. Om de foreslåede ændringer af lånegrænserne var de rigtige, burde undersøges nærmere i et udvalg. Også forhøjelsen af rentesatserne kunne han tilslutte sig; en udvidelse af rådighedsbeløbet kunne han derimod ikke på nogen måde være med til.

Kirsten Gloerfelt-Tarp fandt det nødvendigt at råde bod på de finansieringsvanskeligheder for kapitel V. A.-byggeriet, som var opstået, og kunne ligeledes tilslutte sig en vis forhøjelse af renten. Om lovforslaget havde truffet det rigtige, burde undersøges nærmere i et udvalg. Hun måtte tage afstand fra Lorentzens tanke om etablering af en særlig vurderingsinstitution, som ville skabe øget administration.

Alvilda Larsen (DK) kunne ikke se, at lovforslaget på nogen måde tjente til at afhjælpe boligmangelen. Det var ikke rigtigt, at tillægge kapitel V. A. så stor vægt i byggestøtteloven, som man forsøgte, idet denne låneform gav adgang til spekulationsbyggeri og urimelige fortjenester. En forhøjelse af rådighedsbeløbet var nødvendig.

Søren Olesen (DR) betragtede kapitel V. A. som en overgang til et mere frit byggeri og kunne give tilslutning til de foreslåede renteforhøjelser. De øvrige bestemmelser ønskede han nærmere prøvet i et udvalg.

Boligministeren erklærede sig villig til at drøfte lovforslagets bestemmelser nærmere med et udvalg og til eventuelt at foretage visse ændringer.

Uden for ordførernes kreds understregede Paabøl (V), at det ville være uforsvarligt og urimeligt at udvide den samlede byggestøtte. Han kunne derimod anbefale en overførsel af midler fra de sociale boligselskaber til det private byggeri efter kapitel V. A. Han fandt det i øvrigt rigtigst at søge et særligt vurderingsinstitut oprettet til at foretage de her omhandlede vurderinger for at imødegå de opståede vanskeligheder.

Den påfølgende udvalgsbehandling resulterede i en række ændringer, som er omtalt ovenfor i forbindelse med lovens indhold.

Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling enstemmigt med 122 stemmer, idet 9 medlemmer (DK, DR og 1 grønlandsk medlem) tilkendegav, at de hverken stemte for eller imod.