Loven, der gennemførtes i forbindelse med lov om fiksering af ejendomsskyld til staten (se side 121), er delt i to afsnit:
I. Fiksering af ejendomsskyld i København og på Frederiksberg samt i købstæderne.
II. Andre ændringer i lov om kommunale ejendomsskatter.
Det første af disse afsnit svarer i form og indhold meget nøje til den foran nævnte lov om fiksering af ejendomsskyld til staten og følger ligesom denne de principper, der var blevet fulgt ved udarbejdelsen af de den 16. november 1956 fremsatte forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme (se side 438) og forslag til lov om beskatning til kommunerne af faste ejendomme (se side 453), for så vidt angår fikseringen af såvel den statslige som den kommunale ejendomsskyld.
Den ved nærværende lov gennemførte fiksering er dog begrænset til alene at angå bykommunerne, og loven adskiller sig endvidere fra de foran nævnte forslag derved, at der — på samme måde som det er tilfældet i loven om fiksering af ejendomsskyld til staten — ikke er medtaget regler om gradvis nedskrivning af den fikserede ejendomsskyld, idet det er fundet naturligst at løse spørgsmålet om, under hvilken form den fikserede ejendomsskyld eventuelt skal afvikles, i forbindelse med behandlingen af de øvrige spørgsmål vedrørende en reform af ejendomsbeskatningen.
Det fremgår herefter af lovens § 2, at der ikke skal foretages ny påligning af ejendomsskyld til de pågældende kommuner fra skatteåret 1957-58; og den ejendomsskyld, som efter de hidtil gældende regler påhviler ejendommene for skatteåret 1956-57, fikseres. Såfremt en ejendom i skatteåret 1956-57 har været helt eller delvis fritaget for kommunal ejendomsskyld, udgør den for ejendommen fikserede ejendomsskyld den ejendomsskyld, der ville have påhvilet ejendommen for skatteåret 1956-57, såfremt den ikke havde været fritaget herfor.
I § 3 bestemmes det, at hvor der i medfør af bestemmelserne i lov om fiksering af ejendomsskyld til staten foretages regulering af den for en ejendom fikserede ejendomsskyld til staten, finder en tilsvarende regulering af den fikserede kommunale ejendomsskyld sted.
Bestemmelserne om hel eller delvis fritagelse for den kommunale ejendomsskyld i de tilfælde, hvor ejendommen i medfør af bestemmelserne i §§ 16-18 i lov nr. 188 af 20. maj 1933 er helt eller delvis fritaget for kommunal grundskyld, findes i lovens § 4 og er helt analoge med de tilsvarende bestemmelser i loven om fiksering af ejendomsskyld til staten; dette gælder også, for så vidt angår bygninger på fremmed grund.
Endelig er der i § 5 givet en række bestemmelser, der tilsigter at opretholde de i medfør af tidligere love hjemlede fritagelser for kommunal ejendomsskyld; dette gælder således: 1) bygninger, der er underkastet bestemmelserne om bygningsfredning, 2) ejendomme, hvortil der hører frugtplantager på 2 000 m2 eller derover, 3) ejendomme, der i skatteåret 1956-57 har været helt eller delvis fritaget for kommunal ejendomsskyld i henhold til byggestøttelovgivningen, og 4) hede- og klitplantager, for hvilke der ved lov nr. 188 af 20. maj 1933 har været hjemlet en tidsbegrænset frihed for kommunal ejendomsskyld.
I lovens afsnit II (andre ændringer i lov om kommunale ejendomsskatter) foretages en række ændringer i §§ 3, 12 og 23 i loven om kommunale ejendomsskatter (lov nr. 188 af 20. maj 1933, jfr. § 25 i lov nr. 100 af 14. april 1937 og lov nr. 361 af 22. december 1954). Disse ændringer er foranlediget af, at der ikke foretages en fiksering af den kommunale ejendomsskyld for amts- og sognekommunernes vedkommende. For disse kommunegruppers vedkommende er der for at modvirke en forhøjelse af den kommunale ejendomsskyld som følge af de ved 11. almindelige vurdering gennemførte forhøjelser af ejendomsværdierne — på samme måde som efter 9. og 10. almindelige vurdering — foretaget en forhøjelse af grænserne for de skattefri fradrag.
Herefter foretages i § 9 følgende ændring i § 3 i forannævnte lov om kommunale ejendomsskatter:
De i medfør af lovens § 3, stk. 1, for perioden 1. april 1955-31. marts 1959 fastsatte fradrag skal alene have gyldighed til 31. marts 1957, og ny fastsættelse af fradrag skal finde sted for de sidste 2 år af den nævnte periode. Fradragene skal fra 1. april 1957 at regne udgøre
1) i sognekommuner, i hvilke der efter det statistiske departements opgørelse ved folketællingen den 1. oktober 1955 fandtes mindst én bymæssig bebyggelse med over 3 000 indbyggere: mindst 20 000 kr., højst 35 000 kr. (tidligere mindst 12 000 kr., højst 21 000 kr.),
2) i de øvrige sognekommuner: mindst 14 000 kr., højst 20 000 kr. (tidligere mindst 9 000 kr., højst 11 000 kr.).
De i amtskommunerne i medfør af lovens § 3, stk. 2, for perioden 1. januar 1955-31. december 1958 fastsatte fradrag skal alene have gyldighed til 31. december 1956, og ny fastsættelse af fradrag skal finde sted for de sidste 2 år af den nævnte periode. Fradragene skal fra 1. januar 1957 at regne udgøre mindst 15 000 kr., højst 25 000 kr. (tidligere mindst 9 000 kr., højst 12 000 kr.). Inden for disse grænser fastsættes fradragets størrelse af amtsrådet med indenrigsministerens godkendelse.
Det i lovens § 3, stk. 3, hjemlede fradrag for hver beboelseslejlighed ud over én udgør fra 1. april 1957 (i amtskommunerne fra 1. januar 1957) at regne 3 000 kr. (tidligere 2 000 kr.).
Ved § 10 foretages en ændring af affattelsen af § 12 i lov om kommunale ejendomsskatter. Ændringen, der alene er af formel art, er navnlig en følge af bestemmelserne i § 48 i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om tidspunktet for den skattemæssige virkning af de dér omhandlede omvurderinger.
Endelig skabes der ved § 11 efter herom fremsat ønske fra Københavns magistrat en lovhjemmel for Københavns kommune til at opkræve en afgift for bortkørsel af dagrenovation.
Ved lovforslagets fremsættelse anførte finansministeren på indenrigsministerens vegne, at efter regeringens opfattelse burde også ejendomsskylden til amts- og sognekommunerne fikseres; imidlertid var der i det udvalg, der behandlede regeringens forslag angående en reform af den kommunale ejendomsbeskatning, givet udtryk for betænkeligheder ved på indeværende tidspunkt at fiksere ejendomsskylden i disse kommuner. Under hensyn hertil havde man foreslået indtil videre at afbøde virkningerne af de forhøjede vurderinger i disse kommuner ved en forhøjelse af de skattefri fradrag.
Angående ministerens begrundelse for lovforslaget i øvrigt kan der henvises til den redegørelse, der er givet vedrørende lov om fiksering af ejendomsskuld til staten (se side 123).
Lovforslaget blev ved 1. behandling i folketinget anbefalet af Holger Eriksen (S), der dog beklagede, at det ikke havde været muligt at komme igennem med en fiksering for alle områders vedkommende; han satte derfor sin lid til, at regeringens oprindelige forslag herom senere ville blive vedtaget.
Thorkil Kristensen (V), der i stedet ønskede en udsættelse for et år af de skattemæssige virkninger af 11. almindelige vurdering, henviste til forhandlingerne i udvalgene angående regeringens forslag til en reform af ejendomsskatterne og udtalte:
„ .... jeg havde i hvert fald personlig det indtryk, at vi var på vej til at nå til enighed om størrelsen af de fradrag, der skulle fastsættes. Men de fradrag, der er foreslået her, er større, navnlig for amtskommunernes vedkommende væsentlig større, end dem, jeg havde fornemmelsen af at man var på vej til at blive enig om, og det vil sige, at det lovforslag, der ligger på det høje tings bord i øjeblikket, er, om jeg så må sige, et grundskyldsbetonet forslag. Ved de høje fradrag pr. bygning opnår man jo en lettelse af skatterne på bygninger og til gengæld en tungere beskatning for grundværdiernes vedkommende i sognekommunerne og amtskommunerne."
Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF) efterlyste en ordning af den kommunale beskatning, hvorved der ikke alene skabtes et passende forhold mellem de personlige skatter og skatterne på fast ejendom, men som også tog hensyn til den udhuling af bygningsskatterne, der er en følge af, at et stadig stigende antal ejendomme i medfør af byggestøttelovgivningen er fritaget for ejendomsskyld.
Skytte (RV) kunne give tilslutning til lovforslaget under henvisning til, at der samtidig var truffet aftaler om ordningen af flere i andre udvalg drøftede spørgsmål som f. eks. tilskud til dækning af kommunernes sygehusudgifter, tilskud til dækning af vejudgifterne, hævning af den skattefri formuegrænse og en snarlig hævning af sygekassegrænsen.
Alfred Jensen (DK), der var velvilligt indstillet over for de foreslåede ordninger, anførte, at det for folk med mindre indtægter var nødvendigt, at der blev fundet en løsning på endnu et problem ud over de af Skytte nævnte, nemlig spørgsmålet om lejeværdien af bolig i egen ejendom.
Oluf Pedersen (DR) kunne anbefale fikseringen for bykommunernes vedkommende, men ønskede denne ordning udstrakt til også at gælde for sogne- og amtskommunerne i stedet for den for disse kommuner foreslåede ordning med forhøjelse af de skattefri fradrag og forbeholdt sig at stille ændringsforslag herom.
Da der ikke under udvalgsbehandlingen kunne opnås enighed om den foreslåede ordning for amts- og sognekommunernes vedkommende, indstillede socialdemokratiets og det radikale venstres medlemmer af udvalget lovforslaget til vedtagelse uforandret, hvorimod venstres og det konservative folkepartis medlemmer stillede ændringsforslag (til forslag til lov om fiksering af ejendomsskyld til staten) gående ud på en udsættelse af vurderingens skattemæssige virkninger i et år, mens retsforbundets repræsentant stillede et ændringsforslag, hvorefter ingen ejendom skulle få sin amts- eller sognekommunale ejendomsskyld forhøjet.
Ved lovforslagets 2. behandling blev retsforbundets ændringsforslag forkastet med 136 stemmer mod 6 (DR), idet 7 medlemmer (DK) undlod at stemme.
Lovforslaget vedtoges ved 3. behandling med 90 stemmer (S, RV, DK og DR), idet 55 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.