L 19 Lov om ændring i lov om udførsel og indførsel af levende dyr m. v.

Af: Landbrugsminister Jens Smørum (S)
Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Stadfæstet
Lov nr. 293 af 14-11-1956
I § 6, stk. 3, i lov nr. 131 af 13. april 1954 om udførsel og indførsel af levende dyr m. v. (årbog 1953-54, side 161) bestemmes det, at nævnte lov skulle optages til revision senest 3 år efter dens ikrafttræden (28. juli 1954). Ved nærværende lov udskydes revisionsfristen til folketingsåret 1959-60.

Som begrundelse herfor anførte landbrugsministeren ved fremsættelsen af lovforslaget:

„Der er i den forløbne tid i medfør af loven udstedt forskellige bekendtgørelser, men der kan endnu ikke på noget af disse områder siges at foreligge sådanne erfaringer, at der er grundlag for en revision af de bemyndigelser, der i loven er givet landbrugsministeren til at træffe foranstaltninger til forebyggelse af, at der udføres levende dyr, som er befængt med smitsomme sygdomme, eller ved indførsel af levende dyr indslæbes sådanne sygdomme, samt til at fastsætte kvalitetskrav ved udførsel af husdyr til levebrug. Det må derfor være naturligt, som foreslået i dette lovforslag, at søge revisionen udskudt i 3 år. Dette synspunkt er tiltrådt af det udvalg, som er nedsat i medfør af lovens § 2, stk. 2."

Lovforslaget mødte i folketinget tilslutning fra alle sider og vedtoges uændret og enstemmigt uden forudgående udvalgsbehandling.
Partiernes ordførere
M. Larsen (S), Niels Eriksen (V), V. Fibiger (KF) og Jacob Kirkegaard (RV)