Loven har følgende indhold:

§ 1. De i nedennævnte lovbestemmelser omhandlede afgifter til det offentlige erlægges fremtidig med det dobbelte beløb:

1. II., III., IV. og V. kapitel i lov om retsafgifter i domssager m. m., således som denne lov er optrykt og bekendtgjort ved justitsministeriets bekendtgørelse nr. 322 af 19. december 1932.

2. Lov nr. 156 af 30. november 1874 om betaling for de til skiftevæsenet henhørende forretninger m. m.

3. § 38 i lov af 14. april 1905 (nr. 225 i Lovtidende 1906) om tvangsakkord uden for konkurs og om udvidelse af adgangen til tvangsakkord under konkurs.

4. § 13 i lov nr. 119 af 20. april 1926 om tilsyn med de af eksekutorer behandlede dødsboer.

5. a) II. afdeling i sportelreglementet af 22. marts 1814 med de ændringer, der følger af lov nr. 24 af 13. februar 1929 om ændring i reglerne for gebyrer ved fogedforretninger, i lov om stempelafgift og i lov om afgift ved tinglysning m. m.

b) § 14 i lov nr. 36 af 29. marts 1873 om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig, som ændret ved lov nr. 49 af 9. marts 1926, således at også de fastsatte betalinger til sognefogden fordobles.

c) Lov nr. 224 af 11. juni 1954 om køb på afbetaling.

6. VII. afdeling i sportelreglementet af 22. marts 1814, jfr. § 156 i samme reglements IX. afdeling og plakat af 8. januar 1823 samt plakat af 27. november 1845.

7. De faste afgifter i §§ 1, 6, 11, 12, 13 og 14, stk. 1, 21 og 24 i lov om afgift ved tinglysning m. m., således som denne lov er optrykt og bekendtgjort ved finansministeriets bekendtgørelse nr. 100 af 23. april 1929.

8. Lov nr. 151 af 18. november 1898 angående betalingen for autorisation og eftersyn af skibsdagbøger.

§ 2. I § 14, stk. 2, i lov om afgift ved tinglysning m. m., således som denne lov er optrykt og bekendtgjort ved finansministeriets bekendtgørelse nr. 100 af 23. april 1929, ændres „2 kr." til: „3 kr.".

§ 3. § 14, sidste punktum, i lov nr. 36 af 29. marts 1873 om udpantning og om udlæg uden grundlag af dom eller forlig, som ændret ved lov nr. 49 af 9. marts 1926, affattes således: „For foretagelse af udpantning for fordringer, der overstiger 100 kr., erholder sognefogden som vederlag hele det for forretningen fastsatte gebyr."

§ 7 i lov nr. 24 af 13. februar 1929 om ændring i reglerne for gebyrer ved fogedforretninger, i lov om stempelafgift og i lov om afgift ved tinglysning m. m. affattes således: „For eksekutionsforretninger, der foretages af sognefogden, erholder denne som vederlag hele det for forretningen fastsatte gebyr."

§ 4. Denne lov træder i kraft den 1. juli 1957 og finder anvendelse på de afgifter, der forfalder efter ikrafttrædelsen.

Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland.

I det oprindelige lovforslag var lov nr. 138 af 24. april 1935 om afgift for offentlig auktion m. m. medtaget i lovforslagets § 1 om fordobling af afgifterne, men denne afgiftsforhøjelse udgik under sagens behandling i folketinget.

I forslaget var endvidere auktionslederloven foreslået ændret således, at auktionsledernes vederlag, der fastsættes i forhold til auktionsafgiften, skulle forblive uforandret, uanset fordoblingen af afgiften. Da forslaget om fordobling af afgiften udgik, bortfaldt som konsekvens heraf også ændringen i auktionslederloven.

Affattelsen af lovens § 1, nr. 7, er også ny, idet det oprindelige lovforslag omhandlede samtlige afgifter i loven om afgift ved tinglysning m. m.

Lovens § 2 er ny, idet bestemmelsen om forhøjelse af bekræftelsesvederlaget fra 2 til 3 kr. indsattes under behandlingen i folketinget.

Endelig ændredes ikrafttrædelsestidspunktet for loven fra 1. april 1957 til 1. juli 1957 (§ 4).

Ved lovforslagets fremsættelse udtalte finansministeren bl. a.:

„Skønt størsteparten af retsafgifterne udredes efter procent- og promillesatser, og skønt provenuet af disse afgifter derfor er steget på grund af stigningen i prisniveauet, har det vist sig, at statens udgifter til retsvæsenet er vokset så stærkt, at der ikke længere er den ønskelige balance mellem afgiftsprovenuet og udgifterne.

I finansåret 1938-39 udgjorde provenuet af retsafgifterne ca. 6 mill. kr. og udgifterne til retsvæsenet ca. 6 ½ mill. kr.; der var altså dengang stort set balance mellem indtægter og udgifter på dette område.

I finansåret 1955-56 var forholdet derimod det, at retsafgifterne gav statskassen en indtægt på ca. 12 mill. kr., medens udgifterne til retsvæsenet var steget til ca. 24 mill. kr. I dette finansår dækkede afgiftsprovenuet med andre ord kun ca. halvdelen af udgifterne.

Under hensyn til, at udgifterne til retsvæsenet således næsten er firdoblet i perioden 1938-39—1955-56, medens provenuet af retsafgifterne kun er fordoblet, har jeg fundet det naturligt at foreslå en fordobling af retsafgifterne. Provenuet af en sådan afgiftsforhøjelse kan anslås til ca. 12 mill. kr. om året."

Finansministeren udtalte i øvrigt, at lovgivningen om retsafgifter trænger til en modernisering og forenkling, men at lovforslaget alene tager sigte på en fordobling af afgifterne, idet en mere gennemgående ændring afventer resultaterne af to udvalg, der arbejder med disse spørgsmål. Kun på et enkelt område havde man fundet anledning til at benytte lejligheden til en mindre ændring, nemlig vedrørende vederlaget for sognefogder for foretagelse af udpantning for fordringer på under 100 kr. (lovens § 3).

Jens Hansen (S) fandt lovforslaget egnet som bidrag til spareforanstaltninger, og han kunne tiltræde det princip, at staten får balance mellem indtægter og udgifter på dette lovgivningsområde. Idet han oplyste, at retsafgifternes størrelse havde været drøftet i finansudvalget, der havde tilskyndet til en ændring heraf, anbefalede han på sit partis vegne lovforslaget til hurtig og velvillig behandling.

Henry Christensen (V) betragtede også lovforslaget som et led i planerne om besparelser på 100 mill. kr., som finansministeren havde bebudet i forbindelse med finansieringsgrundlaget for folkepensionen. Han fandt dog, at statstakster, der forhøjes ud over statens udgift til de omhandlede ydelser, ikke kan betragtes som besparelser, men må betegnes som skatter. Han savnede nærmere oplysninger til belysning af, om det foreliggende linealforslag er velbegrundet for alle de afgifter, det omfatter, og han henviste i denne forbindelse til, at tinglysningsafgifter, stempelafgifter og andre afgifter er procent- eller promilleafgifter, der derfor automatisk er fulgt med i den inflatoriske udvikling. Baggrunden for, at der var underskud inden for f. eks. tinglysningsvæsenet, var efter hans opfattelse, at staten i stigende omfang har givet afkald på gebyrer til den gruppe mennesker, der i forvejen begunstiges af byggestøttelovgivningen, og lignende forhold gør sig gældende inden for andre afgiftsområder. Han så med velvilje på forhøjelse af retsafgifter i forbindelse med retssager, men fandt ikke, at der var rimeligt grundlag for de foreslåede forhøjelser af tinglysningsafgifterne.

Thestrup (KF) tilsagde en velvillig behandling af lovforslaget, selv om han ikke kunne være helt enig med finansministeren i, at retsafgifterne altid bør dække udgifterne til retsvæsenet. Han efterlyste i øvrigt en modernisering af gebyrerne, idet man ofte, når man skal beregne et sådant begyr, må helt tilbage til ældgamle reglementer fra begyndelsen af forrige århundrede.

Helge Larsen (RV) ønskede ligeledes en forenkling i reglerne om gebyrer og sportler. Han fandt i øvrigt, at begrundelsen for at foretage forhøjelser af de afgifter, der som procent- eller promilleafgifter var steget i overensstemmelse med prisstigningen, ikke var så stærk som for gruppen af andre afgifter.

Aksel Larsen (DK) opfattede forslaget som en nødhjælp og kunne ud fra denne betragtning tiltræde det. Han håbede, der kom noget ud af de undersøgelser, der var i gang med henblik på ændret graduering m. v. af afgifterne.

Alfred Jørgensen (DR) fandt, at formålet med loven må være så vidt muligt at nå frem til takster af en sådan størrelse, at de i det store og hele dækker de faktiske udgifter på de omhandlede områder, og han var derfor tilfreds med, at finansministeren havde nedsat 2 udvalg til at arbejde med disse spørgsmål. Han ville afvente udfaldet af udvalgsarbejdet, men kunne sige, at hans parti ikke ville stille sig afvisende over for lovforslaget.

Om udvalgets overvejelser, der havde ført til en enstemmig indstilling om vedtagelse af lovforslaget med de tidligere omtalte ændringer, udtalte udvalgets ordfører, Jens Hansen, ved 2. behandling:

„Resultatet af udvalgsarbejdet er blevet, at auktionsafgifterne ikke forhøjes, og at bekræftelsesvederlaget ved tinglysninger forhøjes med 50 pct., idet justitsministeren efter forhandling med Dommerforeningen bestemmer, hvor meget heraf der skal indgå i statskassen, og hvor meget dommerne skal have. Udvalget har fundet anledning til at understrege, at det går ud fra, at de højestlønnede dommere ikke får andel i forhøjelsen.

Med hensyn til promillesatserne ved tinglysning sker der ingen forhøjelse, hvorimod de øvrige af lovforslaget omfattede gebyrer forhøjes med 100 pct.

Bemærkningen i betænkningen om, at udvalget henstiller til finansministeren at tage under overvejelse at fremsætte lovforslag gående ud på, at pelsdyrauktionerne fritages for auktionsafgift, har den begrundelse, at pelsdyravlens salg næsten udelukkende foregår på auktionsbasis og næsten helt går til eksport. Udvalget har derfor ment, at pelsdyravlen her bør ligestilles med andre erhverv.

Ændringsforslagene må ses som resultat af udvalgets overvejelser med hensyn til undtagelsesbestemmelser.

Udvalget er ikke nået videre med gennemgangen af gebyr- og stempelordningen. Ifølge særlige lovbestemmelser gives der en lang række fritagelser for stempel og gebyrer, men i øjeblikket arbejder to udvalg på en forenkling af gebyrerne og stempelafgifterne. Derfor henstiller udvalget til finansministeren, når arbejdet i disse to udvalg er tilendebragt, at fremsætte forslag om at ophæve i hvert fald en del af disse fritagelser."

Som ordfører for sit parti beklagede Jens Hansen (S), at resultatet af udvalgets arbejde var blevet så magert, idet provenuet ifølge finansministerens oprindelige forslag var blevet nedsat fra 12 mill. kr. til 4 mill. kr., fordi venstre, det konservative folkeparti og det radikale venstre ikke ville forhøje tinglysningsafgifterne, hvorfra den største del af merindtægten ville være fremkommet.

Ved 2. behandling vedtoges samtlige de stillede ændringsforslag, lovforslagets paragraffer og dets overgang til 3. behandling uden afstemning, og ved 3. behandling vedtoges lovforslaget i denne form enstemmigt med 135 stemmer.