Lovforslaget havde følgende ordlyd:
§ 1. Til personer, hvis skattepligtige indkomst ikke overstiger de i henhold til lov om folkeforsikring fastsatte grænser for retten til medlemskab i statsanerkendte sygekasser, udbetales et årligt tilskud til hvert barn indtil det 18. år, for hvilket vedkommende har forsørgerpligt.
§ 2. Tilskuddet udgør 300 kr. pr. barn og udbetales kvartalsvis gennem kommunerne til den berettigede, i reglen moderen.
§ 3. Enhver kvinde, hvis egen og/eller ægtefælles indkomst ikke overstiger grænsen for retten til medlemskab i statsanerkendte sygekasser, har i forbindelse med barnefødsel ret til en moderskabsydelse på 300 kr. for hvert barn, der fødes.
§ 4. Moderskabsydelsen udbetales gennem kommunerne, dog tidligst en måned før forventet fødsel. Henvendelse om udbetaling af moderskabsydelse skal, før fødslen har fundet sted, ledsages af fornøden dokumentation af jordemoder eller læge. Har fødslen fundet sted, da af fødselsattest.
§ 5. Børnetilskud og moderskabsydelse skal ikke medregnes til den skattepligtige indkomst.
§ 6. Kommunernes udgifter i henhold til denne lov refunderes fuldt ud af statskassen.
Ved fremsættelsen anførte Petra Petersen (DK) som ordfører for forslagsstillerne:
„Den kommunistiske gruppe finder, at dette forslag er meget påkrævet af hensyn til de store økonomiske byrder, der følger med en barnefødsel og barnets opvækst. Denne opfattelse er ikke ny for os, hvorfor vi også tidligere har fremsat forslag af lignende art som dette. I folketingssamlingen 1952-53 og 1953-54 fremsatte vi således forslag til lov om børnetilskud enslydende med det forslag, vi i dag fremsætter. Forslaget går ud på, at der til børn under 18 år, hvis forsørgeres skattepligtige indkomst ikke overstiger de i henhold til lov om folkeforsikring fastsatte grænser for retten til medlemskab i statsanerkendte sygekasser, udbetales et årligt børnetilskud på 300 kr.
Ligeledes har vi gentagne gange fremsat forslag til lov om moderskabsydelse, idet vi i alt 8 gange har fremsat det af befolkningskommissionen udarbejdede forslag. Befolkningskommissionens forslag fremsatte vi første gang i rigsdagssamlingen 1946-47 og sidst i samlingen 1954-55.
Det forslag til moderskabsydelse, vi i dag fremsætter, er ganske enkelt, idet vi foreslår en moderskabsydelse på 300 kr. pr. barn. Også her foreslår vi sygekassegrænsen som afgørende for retten til at opnå moderskabsydelse."
Ved 1. behandling havde — foruden ordføreren — kun justitsministeren ordet om sagen. Han udtalte som stedfortræder for socialministeren, der var forhindret i at være til stede:
„Jeg gør opmærksom på, at den højtærede socialminister den 13. februar i år har fremsat et forslag til lov om børnetilskud m. v., et lovforslag, der i mange henseender ligner det forslag, som det ærede medlem fru Petra Petersen på sin gruppes vegne har fremsat den 26. februar. Noget kunne måske have talt for, at det ærede medlem i år undlod at fremsætte sit lovforslag. Det ærede medlem vil ved at sammenligne de to lovforslag se, at der ikke er så forfærdelig stor forskel på dem. Jeg ville tro, at den højtærede socialministers forslag også ud fra det ærede medlems opfattelse var at foretrække fremfor det ærede medlems eget forslag.
Jeg skal imidlertid ikke gå i detaljer; jeg vil finde det rimeligt, at det ærede medlems lovforslag henvises til behandling i det udvalg, der blev nedsat til behandling af den højtærede socialministers forslag."
Det udvalg, som fik lovforslaget til behandling, afgav ikke betænkning om det.