Lovforslaget tog sigte på en afvikling af statens udlånsvirk- somhed til industri- og håndværksvirksomheder. Disse lån ydes i henhold til kapitel II i lov nr. 190 af 29. maj 1952 om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser, jfr. lovbekendtgørelse nr. 307 af 6. oktober 1954 og lov nr. 176 af 24. maj 1955, og der kan ifølge disse bestemmelser i hvert finansår ydes lån med indtil 10 mill. kr. til industrivirksomheder og med indtil 5 mill. kr. til håndværksvirksomheder og mindre industrivirksomheder. Lånene, der ydes på indtil 15 år, udbetales til pari og forrentes med 5 pct.

Da forslagsstillerne ifølge bemærkningerne til lovforslaget imidlertid fandt en fuldstændig og øjeblikkelig ophævelse af statens støtte til de af den nugældende lov omfattede formål betænkelig, foresloges det, at der i tiden indtil lovens udløb i 1960 i stedet for den gældende udlånsordning skulle indføres en garantiordning, hvorefter det stadig ville være muligt at yde hjælp til industri- og håndværksvirksomheder.

I konsekvens heraf foresloges det at erstatte det omhandlede kapitel II i loven med nye bestemmelser, hvorefter ministeren for handel, industri og søfart i hvert finansår inden for et samlet beløb af 15 mill. kr. skulle kunne yde støtte i form af garanti over for banker og andre for lån ydet til:

a. virksomheder, der med henblik på eksport iværksætter produktion af varer, til hvis afsætning i udlandet der er knyttet handelspolitisk interesse,

b. virksomheder, som det findes påkrævet at styrke i deres konkurrenceevne over for udlandet, eller

c. virksomheder, hvor modernisering eller rationalisering af produktionen skønnes at have samfundsmæssig betydning.

Garantien skulle ydes for indtil 75 pct. af det optagne lån og bortfalde, når lånet var afdraget med det garanterede beløb. Den del af lånet, for hvilken garantien ydes, skulle afdrages inden for 15 år, og betalte afdrag skulle først afskrives på det garanterede beløb. Lånene skulle dog kunne ydes som afdragsfrie i de første 2 år.

I tilfælde, hvor et lån efter indhentet erklæring fra økonomi- og arbejdsministeren måtte anses for at være af betydning for nedbringelse af arbejdsløsheden i områder med høj og varig arbejdsløshed, skulle garantien kunne ydes for hele det optagne lån. For disse lån foresloges det endvidere, at afdragstiden skulle kunne forlænges, dog ikke med mere end 10 år, ligesom afdragsfrihed skulle kunne tilstås i de første 5 år.

Til imødegåelse af eventuelle tab foresloges dannet en fond ved hjælp af risikopræmier, der skulle fastsættes af ministeren i hvert enkelt tilfælde og udredes af låntageren som betaling for den givne garanti.

Ved fremsættelsen erklærede Foss (KF) som ordfører for forslagsstillerne, at lovforslaget kun var et enkelt led i det konservative folkepartis stillingtagen til statens udlånsvirksomhed. Han fandt, at denne udlånsvirksomhed var uheldig på flere måder, og udtalte herom bl. a.:

„Det er for det første urimeligt, at staten udlåner penge på billigere vilkår end dem, der kan opnås på det private lånemarked. Det betyder faktisk, at skatteborgerne skal betale for, at et forholdsvis lille antal borgere kan opnå den fordel at få billige statslån. Det betyder desuden, at staten skal skaffe selve lånebeløbene enten ved ekstra skatter eller ved at optage statslån på det danske lånemarked. Selv om den sidste fremgangsmåde er noget bedre end den første, kan jeg absolut ikke anse det for hensigtsmæssigt, at staten tapper lånemarkedet for de mange penge, som den derefter låner ud til de formål, som den alvidende stat ønsker at give fortrinsret, eller, for at sige det mere præcist, de formål, som det høje ting ønsker at give fortrinsret.

Endelig mener jeg, at bankerne meget bedre og meget billigere end statsadministrationen er i stand til at bedømme den enkelte låntager og hans virksomhed. Det vil måske blive anført, at pengemarkedet er så stramt, at bankerne ikke kan skaffe de penge, der er hårdt brug for. Det er rigtigt, men situationen bliver ikke bedre, når staten først tager de penge ud af markedet, som den vil udlåne til nogle enkelte formål."

Lovforslaget vandt ikke tilslutning fra handelsministeren, der fandt det indeværende tidspunkt med dets stramme pengemarked og høje renteniveau lidet egnet til at foretage den foreslåede ændring i loven. Ministeren anførte videre, at når en garantiordning, der virker fortræffeligt, for så vidt angår eksportkreditter, ikke er en lige så god hjælp, når det drejer sig om industri- og håndværkslån, er forklaringen den enkle, at det for eksportkredittens vedkommende drejer sig om kortvarige engagementer til fremskaffelse af driftskapital, hvilket er en sædvanlig bankforretning, hvorfor det i disse tilfælde er naturligt med en garantiordning. Drejer det sig om anlægskapital, altså om lange lån, er der derimod tale om en finansieringsform, som ikke er udpræget bankmæssig, ligesom det måtte anses for usædvanligt, om en bank ville yde lån med en i forvejen fastsat løbetid på 15 år. Ministeren gav endvidere udtryk for følgende betænkeligheder:

„Det er et åbent spørgsmål, om banker og sparekasser i det hele taget vil gå ind på selv mod statsgaranti at yde så lange lån, men fra statens side må man af sikkerhedsmæssige grunde stille krav om en sådan løbetid; man vil ikke kunne acceptere den hidtidige bankordning med kassekreditter på 3 måneders opsigelse. Det ville jo betyde, at opsigelsen kunne falde på et for staten yderst ugunstigt tidspunkt. Vil pengeinstitutterne derfor i det hele taget være tilbøjelige til selv at tage 25 pct. af risikoen uden forlods at have lagt beslag på låneansøgerens sikreste pantsætningsobjekter, og vil i særdeleshed håndværkerne være i stand til at betale en væsentlig højere bankrente plus eventuel provision og plus garantipræmien til staten? Dertil kommer, at denne låneordning i høj grad tager sigte på at hjælpe nye virksomheder i gang, og derfor kan man befrygte, at de pågældende ikke vil have mulighed for at opnå statsgaranterede lån, fordi de ikke i forvejen har en bankforbindelse, og bankerne vil være mere tilbøjelige til at søge at opnå en bankgaranti for deres normale kundeforbindelser for at slippe for en risiko, som de ellers ville have påtaget sig.

Den foreslåede ordning vil derfor, så vidt jeg kan se, meget let kunne udvikle sig til at blive en bankstøttelov i stedet for en industristøttelov."

Mens Kryger (V) gav udtryk for, at hans parti principielt var modstander af statens udlånsvirksomhed og fandt det bedre og billigere for staten at give garantier i stedet for kontante lån, udtalte A. G. Normann (RV), at hans parti ville modsætte sig det foreliggende lovforslags vedtagelse. Han sammenlignede de konservatives politik på dette område med deres stilling til udlånene til fiskerierhvervet og udtalte bl. a.:

„Den nye politik betyder faktisk kun, hvis man vil sige det meget kort, at fiskere, håndværkere og småindustrier nu skal afstå ½ mill. kr. årlig til bankerne. Desuden kan bankerne næppe ud fra deres normale sikkerhedskriterier fordele penge så hensigtsmæssigt, som erhvervenes egne tillidsmænd er i stand til. Jeg forstår ikke, at man ikke frygter netop i en situation, hvor vi har en kreditstramning, som vi har det i tider med betydelig pengenød i bankerne, at overlade denne fordeling til bankerne, som ofte er nødt til at holde de virksomheder i gang, som de er vant til at finansiere, og som man her vil pålægge en meget besværlig opgave, en opgave, der faktisk kun kan løses på den måde, at ordningen bliver til fordel for bankernes privilegerede kunder."

Aksel Larsen (DK) gik ligeledes imod lovforslaget med den begrundelse, at det mere tjente bankernes end håndværkets og industriens interesser, mens Tholstrup (DR) erkendte, at det kunne udgøre en indledning til en afvikling af statsfinansieringen, dog ville han hellere være med til helt at ophæve lovgivningen om foranstaltninger til fremme af danske erhvervsinteresser end til at foretage den foreslåede ændring.

Det udvalg, hvortil lovforslaget henvistes, afgav ikke betænkning.