Lovforslaget var bortset fra den tidsmæssige forskydning enslydende med et året før af de samme forslagsstillere fremsat lovforslag, der findes gengivet i årbog 1955-56, side 552.
Ved fremsættelsen udtalte Ragnhild Andersen (DK) som ordfører for forslagsstillerne bl. a.:
„Mit parti har i al den tid, vi har haft bestemmelser om brændselstillæg i folkeforsikringsloven, gjort gældende, at det for ældre og syge mennesker ikke er muligt at få de 18 hl koks til at slå til til en vinters forbrug, og at rentemodtagernes månedlige, knappe indtægter ikke giver dem mulighed for at få penge til overs til ekstra brændselsindkøb. Når det som nu sætter ind med kulde, er der ikke meget forslag i de 18 hl, som blev købt sidste sommer, især ikke i de hjem, hvor der er gamle eller kronisk syge eller familier med børn. Når jeg dertil minder om, at selve renten til vore enlige ældre på landet kun er 165 kr. om måneden og højst 208 kr. her i København, vil ærede medlemmer af det høje ting sikkert give mit parti ret i, at der ikke er råd til at købe det dyre brændsel til nu mere end 14 kr. pr. hl.
Mit parti har fremsat lovforslag på et tidligere tidspunkt end sidste år, idet vi mener, at det er lovlig sent at udbetale brændselshjælp den 1. april, således som det skete i fjor med de 40 kr., det lykkedes at få gennemført som ekstra brændselshjælp til rentemodtagerne sidste vinter. Det vil være en større hjælp for både rentemodtagere, kronisk syge og enlige mødre at få pengene udbetalt den 1. marts, hvor der i hvert fald er mindst 2 måneder tilbage af fyringssæsonen, og der vil også være mere rimelighed i at give dem en hjælp på 7 hl koks end den beskedne hjælp, der blev ydet dem i fjor."
Lovforslaget behandledes i folketinget sammen med et af socialministeren fremsat forslag til lov om en særlig ydelse til alders- og invaliderentemodtagere m. fl. Det mødte kun tilslutning fra forslagsstillernes eget parti og blev ved 2. behandling nedstemt, efter at det udvalg, der behandlede sagen, havde indstillet det til forkastelse. Forslaget var dermed bortfaldet, hvorimod socialministerens forslag gennemførtes.