Lovforslaget havde følgende indhold:
§ 1. Finansministeren bemyndiges til i tiden indtil 31. marts 1959 at udstede værdisikrede statsspareobligationer efter de i nærværende lov fastsatte regler.
§ 2. Statsspareobligationerne kan kun udstedes til private personer. Obligationerne indsættes og afstemples i en spareobligationsbog, der skal lyde på navn. Spareobligationsbøgerne og de deri indsatte obligationer må ikke gøres til genstand for frivillig overdragelse eller pantsætning. Anden overdragelse eller overgang af ejendomsretten skal for at have gyldighed over for statskassen være anmeldt for og godkendt af finansministeren.
Ingen kan på noget tidspunkt eje statsspareobligationer til et større beløb end 2 000 kr. udstedt til vedkommende person. Overtrædes denne bestemmelse, kan finansministeren annullere de ud over 2 000 kr. til samme person udstedte obligationer. Beløbet af de annullerede obligationer tilfalder statskassen.
§ 3. Statsspareobligationerne udstedes til parikurs. De enkelte obligationers løbetid er 25 år regnet fra den første dag i det kalenderkvartal, i hvilket obligationerne er udstedt.
Ved forfaldstid indløses obligationerne med deres pålydende op- eller nedreguleret efter den stigning, respektive nedgang, der har fundet sted i prisniveauet i løbetiden. Ved beregningen heraf anvendes det seneste før udstedelsen, respektive det seneste før forfaldstiden, af det statistiske departement udregnede detailpristal.
Obligationerne er uopsigelige fra statens side, men kan til enhver tid før forfaldstiden kræves indløst af ejeren. I tilfælde heraf vil pristalsregulering af obligationsbeløbet være at foretage efter de i foranstående stykke fastsatte regler, for så vidt der er forløbet mindst 10 år siden udstedelsen.
Statsspareobligationerne forrentes med 4½ pct. p. a. af deres pålydende. Renteudbetaling finder alene sted hvert 5. år, og der beregnes ikke rentes rente.
Finansministeren kan til enhver tid efter samråd med folketingets finansudvalg forhøje eller nedsætte den i foranstående stykke anførte rentesats, for så vidt angår fremtidig udstedelse af statsspareobligationer.
§ 4. Renteudbytte af statsspareobligationer indgår i ejerens skattepligtige indkomst for de år, i hvilke det kommer til udbetaling.
Ved opgørelsen af den skattepligtige formue optages obligationerne med deres pålydende.
§ 5. Finansministeren bemyndiges til at afholde de med denne lov forbundne udgifter.
Ved lovforslagets fremsættelse udtalte ordføreren for forslagsstillerne, Bertel Dahlgaard (RV), bl. a.:
„ ... den tankegang, der ligger til grund for lovforslaget, er følgende: der åbnes adgang til for sparere inden for et beløb af indtil 2 000 kr. pr. person at vælge en spareform, hvorved de opnår en under almindelige forhold normal rente og samtidig sikrer sig, at det opsparede bevarer sin værdi. Det må antages at virke fremmende for opsparingen inden for visse kredse, som ellers i deres forbrug påvirkes af frygten for, at en eventuel opsparing forringes i værdi, hvad enten nu denne frygt viser sig berettiget eller uberettiget. Der bliver med andre ord lejlighed for de pågældende til at vælge, om de vil anbringe deres penge i almindelige obligationer til dagens rentefod, eller de vil nøjes med normal rente, men til gengæld være sikret det udlåntes værdifasthed."
Finansministeren omtalte ved lovforslagets 1. behandling, hvorledes han på det radikale venstres initiativ i oktober 1954 havde nedsat et udvalg, der det følgende år i december havde afgivet en betænkning, hvori udvalget dog nærmest var nået til den konklusion, at man ikke kunne anbefale en sådan lovgivning. Ministeren indrømmede dog, at hvis man skulle ind på en lovgivning på dette område, så havde forslagsstillerne i hvert fald nærmet sig problemet fra den rigtige side, idet der i den nævnte betænkning havde været udtalt en — omend spinkel — sympati for udstedelse af uomsættelige spareobligationer. Ministeren fremdrog derefter en række tekniske mangler ved lovforslaget, men anførte dog, at en del af disse indvendinger ville kunne imødegås ved en omredigering af bestemmelserne, og han sluttede med følgende udtalelse:
„Jeg tror, at man måske kunne finde frem til en forholdsvis enkel ordning og, hvis der er tale om en forsøgsordning, også en tilstrækkelig ordning med værdifaste spareobligationer, hvis man startede med at nøjes med 10 års løbetid med stigende rente til forfaldstidspunktet og med værdisikring på dette tidspunkt. Herved kunne man undgå rentekuponer. En sådan ordning ville også forenkle det meget store administrationsbesvær væsentligt. Jeg kan oplyse, at i Finland, hvor man har været inde på noget af det samme, har man en ordning med pristalsregulerede lån, der er 10-årige.
Jeg håber, man vil opfatte mine bemærkninger på den måde, at jeg meget gerne under udvalgsarbejdet vil være med til at drøfte hele dette spørgsmål.
Lovforslaget gav anledning til en ret indgående debat og henvistes efter 1. behandling til et udvalg, der ikke afgav betænkning.