Ved loven gennemførtes i alt væsentligt de i det af finansministeren den 16. november 1956 fremsatte forslag til lov om ændring i lov nr. 179 af 23. juni 1956 om vurdering af landets faste ejendomme (se side 438) foreslåede bestemmelser vedrørende ejendomsskyld.
Ved lovens § 1 bestemmes det således, at ny påligning af ejendomsskyld til staten fra og med året 1957 ikke skal finde sted, ligesom den på ejendommen efter de hidtil gældende regler hvilende ejendomsskyld for året 1956 fikseres, hvorimod de i det foran nævnte lovforslag foreslåede bestemmelser om afgiftens nedskrivning med 10 pct. efter hver senere almindelig vurdering er udeladt. For ejendomme, der for året 1956 har været helt eller delvis fritaget for ejendomsskyld til staten og/eller den fælleskommunale udligningsfond, udgør den fikserede ejendomsskyld den ejendomsskyld, der ville have påhvilet de nævnte ejendomme, såfremt disse ikke havde været helt eller delvis fritaget. Af den fikserede ejendomsskyld til staten afgives 11/15 til den fælleskommunale udligningsfond.
I § 2 bestemmes det, at ejendomsskylden endeligt bortfalder for en ejendom, hvis dennes forskelsværdi er eller senere bliver mindre end 5 pct. af grundværdien, og i §§ 3 og 4 gives der regler for nedsættelse af den fikserede ejendomsskyld, når forskelsværdien på grund af nærmere angivne årsager udviser nedgang ved senere vurderinger uden dog at komme ned under 5 pct. af grundværdien. Ifølge § 3 skal en sådan nedsættelse ske, når nedgangen i det væsentlige skyldes, at ejendommens areal er formindsket eller arealet er steget i værdi, og ifølge § 4 kan der af finansministeren tilstås en endelig nedsættelse i andre tilfælde, når nedgangen i forskelsværdien må anses for ikke at være af forbigående karakter.
§ 5 indeholder bestemmelser om fremgangsmåden ved fordelingen af den fikserede ejendomsskyld i tilfælde, hvor der fra en ejendom udskilles et areal og en del af ejendommens bygninger eller andre til forskelsværdien hørende bestanddele medfølger.
Bestemmelserne om hel eller delvis fritagelse for erlæggelse af den fikserede ejendomsskyld i de tilfælde, hvor en ejendom er helt eller delvis fritaget for grundskyld til staten i henhold til lov nr. 352 af 7. august 1922 om beskatning til staten af faste ejendomme, findes i lovens § 6. Herefter indtræder fritagelse for ejendomsskyld automatisk, når hele grunden eller den del af grunden, hvorpå samtlige bygninger ligger, er fritaget for grundskyld. Ligeledes indtræder automatisk en til en delvis fritagelse for grundskyld svarende delvis fritagelse for ejendomsskyld. Herudover kan finansministeren tilstå hel eller delvis fritagelse for den fikserede ejendomsskyld til staten, der påhviler bygninger, der er vurderet som bygninger på fremmed grund, i de tilfælde, hvor de pågældende bygninger ville have været helt eller delvis fritaget for ejendomsskyld til staten, såfremt de ikke havde været vurderet som bygninger på fremmed grund.
Endelig er der i § 7 givet en række bestemmelser, der tilsigter at opretholde de i medfør af tidligere love hjemlede fritagelser for ejendomsskyld til staten for 1) bygninger, der er underkastet bestemmelserne om bygningsfredning, 2) ejendomme, hvortil der hører frugtplantager på 2 000 m2 eller derover, 3) ejendomme, der i året 1956 har været helt eller delvis fritaget i henhold til bestemmelserne i byggestøttelovgivningen, og 4) ejendomme, for hvilke der i 1956 har været meddelt fritagelse i henhold til loven om beskatning af hedeplantager.
Lovforslaget, der gennemførtes i forbindelse med det samtidig fremsatte forslag til lov om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter (se side 181), blev af finansministeren ved fremsættelsen begrundet med, at det under udvalgsbehandlingen af de lovforslag vedrørende en reform af ejendomsbeskatningen til staten og kommunerne, der den 16. november 1956 var blevet fremsat af ham og indenrigsministeren, ikke havde vist sig muligt at færdigbehandle alle de herunder hørende spørgsmål så betids, at de nye bestemmelser kunne få virkning for det kommende skatteår. Hvis det skulle undgås, at den nyligt foretagne 11. alm. vurdering skulle medføre betydelige forhøjelser i udskrivningen af ejendomsskyld, måtte der af hensyn til kommunernes budgetlægning og hele deres tilrettelæggelse af arbejdet med udskrivningen af ejendomsskatter for det kommende skatteår hurtigt gennemføres lovbestemmelser til afbødning af vurderingens virkning på ejendomsskylden.
Ved lovforslagets 1. behandling, der foretoges sammen med 1. behandling af forslag til lov om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter, anbefalede Holger Eriksen (S) begge lovforslag til en hurtig og velvillig behandling.
Thorkil Kristensen (V) henviste til det af venstre og det konservative folkeparti den 19. oktober 1956 fremsatte forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger i anledning af 11. almindelige vurdering (se side 572), hvori de to partier havde angivet deres principielle synspunkter med hensyn til de af vurderingen nødvendiggjorte foranstaltninger, men erkendte, at mangelen på tid og nødvendige oplysninger havde umuliggjort en virkelig realitetsbehandling af såvel dette som de af regeringen fremsatte forslag om en reform af ejendomsbeskatningen til staten og kommunerne. Venstre havde derfor sammen med det konservative folkeparti i udvalget angående disse forslag foreslået, at man under den foreliggende usikkerhed burde gå den vej at udskrive ejendomsskatterne på grundlag af den gamle vurdering i endnu et skatteår. Venstre kunne dog — trods principielle betænkeligheder — acceptere, at man fikserede ejendomsskylden til staten og bykommunerne, hvis der til gengæld kunne forhandles om de i forslag til lov om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter foreslåede fradrag pr. ejendom, for så vidt angik ejendomsskylden til amts- og sognekommunerne.
Jørgen Jørgensen (Ullerup) (KF) anbefalede, at man fortsatte et år endnu med den gamle vurdering som udskrivningsgrundlag, og gav i øvrigt udtryk for, at han rent principielt fandt det urigtigt, at staten opkrævede skatter på fast ejendom for derefter at sende pengene tilbage igen til de forskellige kommunegrupper i form af tilskud til nedbringelse af f. eks. sygehusudgifterne.
Skytte (RV), der tilsagde sit partis medvirken til lovforslagenes gennemførelse, udtalte med henblik på den af venstre og konservative foreslåede udsættelse af de skattemæssige virkninger af den nye vurdering et år:
„Det ville efter min bedømmelse betyde så mange tekniske og praktiske vanskeligheder, at jeg ikke kan anbefale dette. Det ville i hvert fald kræve omvurdering af 60 000-70 000 ejendomme eller jordlodder, som, hvis der ikke skulle have været nyvurdering sidste år, skulle have været omvurderet dengang. Det ville selv efter disse omvurderinger have betydet en ulighed i beskatningen ejendommene imellem, som jeg ikke finder rimelig."
Alfred Jensen (DK) var velvilligt indstillet over for de fremsatte lovforslag, men udtrykte nogen betænkelighed ved, at grundskylden nu ville stige, uden at der samtidig gennemførtes reduktioner på andre områder af beskatningen.
Oluf Pedersen (DR) gav tilslutning til fikseringen af ejendomsskylden til staten og bykommunerne; han beklagede derimod, at regeringsforslagene ikke fulgte samme fremgangsmåde for amts- og sognekommunernes vedkommende, og forbeholdt sig at stille ændringsforslag herom.
Under den forholdsvis korte udvalgsbehandling af de to lovforslag lykkedes det ikke at nå til enighed om en ændring med hensyn til bestemmelserne i forslaget til lov om ændring af lov om kommunale ejendomsskatter (fradragene pr. ejendom vedrørende ejendomsskylden til amts- og sognekommuner), således som Thorkil Kristensen havde fremsat ønske om under lovforslagenes 1. behandling. I den af udvalget afgivne betænkning indstillede et flertal (socialdemokratiets, det radikale venstres og retsforbundets medlemmer af udvalget) forslaget til lov om fiksering af ejendomsskyld til staten til vedtagelse uforandret, mens et mindretal (venstres og det konservative folkepartis medlemmer af udvalget) stillede ændringsforslag om en ny affattelse af dette lovforslag gående ud på, at forslaget skulle ændres til et forslag til lov om udskydelse af anvendelsen af 11. almindelige vurdering på ejendomsbeskatningen. Mindretallet gav i betænkningen følgende begrundelse herfor:
„Det har under forhandlingerne vist sig, at det på nærværende tidspunkt er meget vanskeligt at overse de skattemæssige virkninger af den nye ejendomsskyldvurdering, og ikke mindst i forstæderne omkring de store byer er dennes konsekvenser endnu meget uoverskuelige. Under disse omstændigheder anser mindretallet det for rigtigst at basere ejendomsbeskatningen til stat og kommuner på den foregående vurdering endnu for skatteåret 1957-58 ...."
Ved 2. behandling i folketinget forkastedes dette ændringsforslag med 88 stemmer (S, RV og DR) mod 55 (V og KF), idet 7 medlemmer (DK) undlod at stemme.
Efter at lovforslaget var overgået til 3. behandling og henvist til fornyet udvalgsbehandling, afgav udvalget en tillægsbetænkning, hvori mindretallet (V og KF) havde stillet et ændringsforslag gående ud på, at der i lovforslaget skulle indsættes en ny paragraf, hvorefter den i § 5 i lov nr. 352 af 7. august 1922 om beskatning til staten af faste ejendomme fastsatte grundskyld til staten på 6 promille skulle ændres til 4,8 promille fra 1. januar 1957 at regne.
Ved lovforslagets 3. behandling forkastedes dette ændringsforslag med 90 stemmer mod 48, mens flertallets indstilling om lovforslagets uforandrede vedtagelse vedtoges med 90 stemmer (S, RV, DK og DR); 55 medlemmer (V og KF) undlod at stemme.