Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget beslutter at opfordre indenrigsministeren til at foranledige den i § 28 i kongelig anordning af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen fastsatte ikrafttrædelsesdato for den nye uddannelsesordning, 1. april 1958, ændret til 1. april 1960 og de i samme paragraf givne overgangsbestemmelser ændret i overensstemmelse hermed samt til at fremsætte lovforslag om ændring af den i lov om sygeplejersker nr. 127 af 25. maj 1956 § 15 nævnte frist fra 5 år til 7 år."

Lov nr. 127 af 25. maj 1956 om sygeplejersker (årbog 1955-56, side 206) og den i medfør af denne lov givne kongelige anordning af 30. januar 1957 om sygeplejerskeuddannelsen danner grundlaget for en omlægning af uddannelsen af sygeplejersker.

Som begrundelse for den foreslåede udskydelse i 2 år af den nye uddannelsesordnings ikrafttræden anførte ordføreren for forslagsstillerne (Thisted Knudsen [V]) i sin fremsættelsestale bl. a., at ordningen ikke kunne gennemføres uden betydelig merudgift for såvel amtskommunerne som bykommunerne.

Det hedder videre i fremsættelsestalen: „Uddannelsen er blevet så koncentreret og så omfattende, at den ved adskillige sygehuse må antages ikke at kunne gennemføres uden et ikke uvæsentligt nybyggeri til elevværelser og til undervisningslokaler. Der skal ansættes instruktionssygeplejersker, og ordningen nødvendiggør for alle sygehuses vedkommende periodevis antagelse af ekstra arbejdskraft, når eleverne — som det ikke var tilfældet tidligere — trækkes ud til teoretisk uddannelse.

Efter vor opfattelse taler såvel landets som amtskommunernes økonomiske stilling for en udsættelse; en ikke strengt nødvendig nyudgift kan efter vor opfattelse undgås. Hertil kommer yderligere, at de færreste sygehuse er forsvarligt forberedt på at gennemføre nyordningen og derfor efter min tro ikke vil være i stand til at gennemføre den. Den tid, der har været levnet til denne forberedelse, har ganske simpelt været alt for kort; forsøg burde måske først være gjort på enkelte sygehuse, således at man gennem disse forsøg kunne indhøste erfaringer og på grundlag af disse erfaringer bygge den mest praktiske og billigste nyordning op."

Ved forslagets 1. behandling i folketinget erkendte indenrigsministeren, at den nye uddannelsesordning ville medføre udgifter for sygehusene, men dette havde været klart allerede ved behandlingen af forslaget til lov om sygeplejersker, til hvis gennemførelse forslagsstillerne havde medvirket. Det var kortsynet nu at ville underkende nødvendigheden af disse udgifter. En ny uddannelsesordning var stærkt påkrævet for at give sygeplejerskerne mulighed for at stå mål med de krav, den enorme udvikling inden for sygehusvæsenet i de senere år havde medført. En styrkelse af lægearbejdet uden for sygehusene til begrænsning af indlæggelserne var ligeledes kun mulig, hvis de sygeplejersker, som skulle bistå de praktiserende læger, var tilstrækkeligt kvalificerede.

Ministeren mente i øvrigt, at forslagsstillerne overvurderede de vanskeligheder, der var forbundet med at sætte ordningen i kraft den 1. april 1958. Dette betød jo blot, at elever, som antoges efter denne dato, skulle uddannes efter de nye regler, hvilket medførte en gradvis overgang til den nye ordning, som først fra 1960 ville omfatte 3 årgange elever.

For at søge de vanskeligheder overvundet, som utvivlsomt ville opstå en del steder i overgangsperioden, var sundhedsstyrelsen villig til i samarbejde med de lokale myndigheder at finde frem til tillempede ordninger, som ville kunne godkendes i en overgangstid.

Ministeren henstillede til tinget ikke at vedtage forslaget. Ordføreren for forslagsstillerne betonede, at det ikke var hensigten med forslaget at forringe sygeplejerskernes uddannelse, men alene at give bedre muligheder for lovens gennemførelse økonomisk og praktisk.

Ingen af de øvrige ordførere kunne tilslutte sig forslaget.

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes, afgav ikke betænkning.