Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget opfordrer finansministeren til at iværksætte den aftrapning af omsætningsafgiften på tekstilvarer, hvortil ministeren har hjemmel i lov nr. 43 af 15. marts 1955 om forbrugsbegrænsende foranstaltninger som ændret ved lov nr. 180 af 23. juni 1956."
Ved fremsættelsen begrundede Tholstrup (DR) som ordfører for forslagsstillerne forslaget således:
„Vi har tidligere stillet forslag om afvikling af tekstilafgifterne. Det resulterede i, at man vedtog at gennemføre en gradvis afvikling, men overlod til ministeren at bestemme tidspunktet. Vi mener, at tidspunktet nu er inde, da den oprindeligt vedtagne lov skulle være udløbet pr. 1. april. Vi vil tilføje, at følger man vort forslag, vil man også befri sig for bekymringer angående sparebeviserne. Tekstilafgifterne blev i sin tid indført for at begrænse købekraften, men har haft en stærk stigning i pristallet til følge, og nu har man igen bekymringer med hensyn til en kommende stigning. Der er ingen tvivl om, at en ophævelse vil bevirke, at priserne på tekstilvarer går ned, og derved medvirke til, at pristallet holdes i ave."
Ved 1. behandling tog finansministeren afstand fra lovforslaget, om hvilket han udtalte:
„Jeg må fraråde, at man på nuværende tidspunkt forpligter mig til at iværksætte den i forslaget til folketingsbeslutning omtalte aftrapning af omsætningsafgiften på tekstilvarer. Tiden er ikke inde hertil.
Vi har nylig vedtaget et finanslovforslag, hvori der var regnet med denne indtægt for hele finansåret, og jeg går ud fra, at de partier, der har stemt for denne finanslov, ikke vil gå med til at forpligte mig til nu at iværksætte denne aftrapning."
I overensstemmelse hermed udtalte Peter Nielsen (S) sig, mens Anker Lau (V) og Weikop (KF) fandt det rimeligt, at sagen henvistes til et udvalg. Bertel Dahlgaard (RV) anså ikke tiden for inde til at vedtage en beslutning som den foreslåede. „Jeg må", sluttede han sit indlæg om sagen, „sige det ganske åbent, som det er: man tør ikke i dette øjeblik — i hvert fald ikke uden for retsforbundet — gå til en ophævelse af disse afgifter." Aksel Larsen (DK) gav forslaget sin tilslutning og var imod en udvalgsbehandling, som ville gøre det umuligt at få sagen færdigbehandlet inden samlingens nær forestående slutning.
På forslag af Anker Lau vedtoges det at henvise sagen til et udvalg på 17 medlemmer. For forslaget herom stemte 59 (V, KF og enkelte andre), mens 14 (DK og DR) stemte imod. 57 medlemmer afholdt sig fra at stemme.
Udvalget afgav ikke betænkning.