Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:

„Folketinget meddeler sit samtykke til, at Danmark ratificerer den af den internationale arbejdskonference i Geneve i året 1935 vedtagne konvention om nedsættelse af arbejdstiden til 40 timer ugentlig.

Folketinget opfordrer i tilslutning hertil regeringen til at lade udarbejde og fremsætte forslag om lovmæssig indførelse af 44 timers arbejdsuge som overgang til gennemførelse af 40 timers arbejdsuge."

I de bemærkninger, der ledsagede forslaget ved fremsættelsen, hedder det:

Den internationale arbejdskonference i Geneve vedtog i 1935 en konvention om en 40 timers arbejdsuge. Den internationale arbejdskonference havde såvel i 1933 som i 1934 behandlet spørgsmålet om en arbejdstidsnedsættelse som middel til at modvirke den store arbejdsløshed. Men først i 1935 nåede konferencen frem til vedtagelse af en konvention med 57 stemmer mod 49 stemmer. Konventionen går ud på at anerkende 40 timers arbejdsuge som princip og bragt i anvendelse, så det ikke får nogen forringelse af arbejdernes levestandard til følge.

Konventionen, som er 22 år gammel, er først i fjor blevet ratificeret af det antal stater, der er nødvendigt for, at den kan træde i funktion, hvilket sker den 23. juni i år. Da der også i vort land er stærke bestræbelser på at få arbejdstiden forkortet af såvel beskæftigelsesmæssige som sociale og sundhedsmæssige grunde, vil det være rigtigt, at Danmark giver sin tilslutning til 40 timers arbejdsugen som princip og undertegner konventionen.

Danmark forpligter sig herved til at arbejde for en arbejdstids- nedsættelse uden forringelse af arbejdernes levestandard, hvilket betyder, at landet herved følger samme linje, som en række stater enten er i færd med at følge eller agter at følge i den nærmeste fremtid. Det kan således nævnes, at lande som Australien, Canada, USA, Frankrig, Indonesien og New Zealand efter det internationale arbejdsbureaus rapport fra november 1956 stort set i industrien har 40 timers arbejdsuge. En række andre lande har i samme udstrækning som forannævnte 44 timers arbejdsuge, det gælder Argentina, Cuba, Irland og Storbritannien, mens Belgien og Guatemala har 45 timers og Polen og Sovjetunionen 46 timers arbejdsuge. I Vesttyskland er 2.000.000 metalarbejdere den 1. oktober i fjor gået over til 45 timers arbejdsuge.

Hertil kommer, at andre lande står over for en nedsættelse af arbejdsugen til under 48 timer. I Belgien er der således en aftale om overgang til 45 timer, og i Vesttyskland vil bygningsarbejderne fra 1. april i år gå over til en arbejdsuge på 45 timer.

Den kommunistiske gruppe foreslår derfor, at folketinget ratificerer konventionen af 1935 om 40 timers arbejdsuge.

Da en udvikling i retning af 40 timers arbejdsuge også er i gang i vort land, foreslår den kommunistiske gruppe, at folketinget i tilslutning til ratificeringen opfordrer regeringen til at lade udarbejde og fremsætte et lovforslag om lovfæstelse af en 44 timers arbejdsuge som overgang til 40 timers arbejdsuge.

Ud over en række områder, hvor særlige arbejdsmæssige eller sundhedsfarlige forhold gør sig gældende og arbejdstiden derfor forlængst er nedsat til mindre end 48 timer ugentlig, har også en række firmaer nedsat arbejdstiden til 45 eller 44, ja, endog til 40 timer ugentlig. Derfor er tiden inde til en almindelig arbejdstidsnedsættelse. Det er for at lette denne overgang, at den kommunistiske gruppe foreslår lovgivning på dette område. En sådan lovgivning vil tjene til at skabe ensartede betingelser for erhvervslivet ved denne overgang og samtidig bidrage til at lette forhandlingerne i den forestående overenskomstsituation.

Ved fremsættelsen udtalte Alfred Jensen (DK) sig som ordfører for forslagsstillerne i overensstemmelse hermed.

Ved 1. behandling gjorde økonomi- og arbejdsministeren i korthed rede for sin stilling til sagen. Han udtalte:

„Den konvention fra Den internationale Arbejdsorganisation i Geneve, som her foreslås ratificeret, stammer fra 1935; den er altså 22 år gammel. Det er interessant, at til trods for at konventionen har opnået denne høje alder, er den indtil nu kun ratificeret af ét demokratisk land, nemlig New Zealand. Den har så sent som i 1956, altså i konventionens 21. år, opnået ratifikation af tre sovjetiske republikker. Denne ringe tilslutning med hensyn til ratifikation og det meget sene tidspunkt for ratificeringen for de tre sovjetrepublikliers vedkommende kan jo nok give anledning til eftertanke.

Her i landet gælder som hovedregel, at arbejdstidsspørgsmål afgøres ved kollektive overenskomster. 48 timers arbejdsugen gennemførtes som bekendt her i landet ved en overenskomst af 1919. Det seneste eksempel på arbejdstidsændringer ved overenskomst er vel landbrugets arbejdstid, der i fjor blev ændret i kraft af et mæglingsforslag af 20. april 1956, som blev vedtaget af begge parter. Undtagelsen fra denne hovedregel er ganske enkelte bestemmelser
gældende for enkelte områder vedrørende arbejdstid, som man kan finde dem i arbejderbeskyttelseslovgivningen eller i ferieloven.

I de to sidste overenskomstsituationer har der ikke i mæglingsforslaget været indeholdt almindelige bestemmelser om formindskelse af arbejdstiden. Dette er fra forligsmandens side blevet begrundet med, at man afventede, at der i andre skandinaviske lande blev taget et initiativ med hensyn til arbejdstidsforkortelse. Et sådant initiativ er taget nu.

Man venter, at der i Sverige sker en arbejdstidsforkortelse, at der i hvert fald i de kommende 2 år vil ske en årlig nedsættelse af den ugentlige arbejdstid med 1 time, og det samme sker vel også det 3. år, så man altså kommer ned på 45 timers arbejdsuge. Dette har givet anledning til, at De samvirkende Fagforbund i Danmark har bebudet, at kravet om arbejdstidsnedsættelse vil blive rejst ved fornyelsen af de nugældende overenskomster. På denne baggrund ser jeg ikke, at en vedtagelse af det forslag til folketingsbeslutning, som her foreligger, kan gøre nogen nytte."

Forslaget gav ikke anledning til nogen almindelig debat. Fra venstres side udtalte N. Chr. Christensen sig imod dets gennemførelse.

Forslaget nåede ikke at komme til afsluttende behandling inden samlingens tidlige afslutning som følge af folketingsvalget.