Forslaget til folketingsbeslutning havde følgende ordlyd:
„Folketinget beslutter at opfordre regeringen til at træffe foranstaltninger til at sikre de store årgange en faglig og boglig uddannelse ved at gennemføre forbedringer på følgende områder:
1. Der bygges det nødvendige antal skoler, så dagskole for lærlingene snarest realiseres.
2. Antallet af lærlinge forøges gennem oprettelse af statslige, faglige uddannelsescentre.
3. Der sikres den ufaglærte ungdom en videreuddannelse på dertil indrettede uddannelsescentre.
4. Antallet af gymnasier forøges, og gymnasieungdommen sikres økonomisk i lighed med studenterne.
5. Universiteternes og de højere læreanstalters kapacitet forøges betydeligt gennem udvidelser.
6. Danmarks industrielle fremtid sikres ved at udvide adgangen for teknikumstuderende og gennem oprettelse af nye former for teknisk uddannelse.
7. Muligheden for en læreruddannelse fremmes gennem opførelse af flere statsseminarier.
8. Behovet for ungdomskollegier dækkes, så der sikres al ungdom under uddannelse ordentlige boligforhold.
9. Ungdommens uddannelsesfond udvides betydeligt, så enhver ung, der har lyst og evner, kan få en uddannelse.
10. Alle eksisterende hindringer for de unge pigers uddannelsesmuligheder fjernes, således at der sikres dem ligeberettigelse."
Ved fremsættelsen af forslaget udtalte Ingmar Wagner (DK) som ordfører for forslagsstillerne i nogle indledende bemærkninger:
„Folketinget har i det sidste års tid, ikke mindst i forbindelse med behandlingen af den ny lærlingelov, beskæftiget sig med de mange problemer, der vil opstå for den unge generation, ja, for hele det danske samfund, når de store årgange møder frem efter endt skoleuddannelse enten for at få en videregående boglig uddannelse eller for at få en mere praktisk betonet uddannelse.
Problemerne i forbindelse hermed er blevet endevendt i en række kommissioner, og der er blevet udtalt mange gode ønsker om, at de bange forudanelser, som
f. eks. ungdomskommissionen i sin tid havde om stor ungdomsarbejdsløshed eller i bedste fald et stort antal unge ufaglærte, ville blive gjort til skamme. Men betingelserne for, at denne situation ikke opstår, er, at der gøres en alvorlig, effektiv indsats fra samfundets side, og det er nu, der må handles. Vi har indtil nu stiftet bekendtskab med de store årgange unge i skolerne. 1957 bliver det hidtil største år i barneskolen med 592 000 elever, og i år går det første store kuld ud af skolen for at finde sig en plads i samfundslivet. I 1956 var antallet af 14-årige unge 66 000, i år bliver det ca. 75 000 for så i de kommende år at stige til 90 000. Der er indtil i dag gjort alt for lidt for at gøre det muligt at modtage disse mange unge, som vi vidste ville komme med alle deres retfærdige krav om arbejde og uddannelse. Der har tværtimod i de seneste år været ført en økonomisk politik her i landet, der er gået de store årgange imod. Vi har en massearbejdsløshed, der i høj grad besværliggør de unges beskæftigelsesmuligheder. I mange hjem næres der i dag berettiget bekymring for børnenes fremtid. For at ændre denne beklagelige situation må folketinget kræve af regeringen, at den snarest tager initiativ til at údarbejde konkrete planer for og løsninger af ungdommens uddannelsesproblemer.
Det er ud fra denne opfattelse, at jeg på den kommunistiske gruppes vegne fremsætter dette forslag til folketingsbeslutning. Det omfatter 10 punkter, der indeholder de mest påkrævede opgaver. De bygger i høj grad på de løsninger, der er skitseret af ungdomskommissionen og senere af arbejdsmarkedskommissionen."
Ved forslagets 1. behandling pegede økonomi- og arbeidsministeren på, at forslaget var af meget omfattende karakter. Det greb ind i hele fire ministres arbejdsområde, nemlig handelsministeriets, undervisningsministeriets, boligministeriets og økonomi- og arbejdsministeriets.
„Det vedrører økonomiske, administrative og politiske problemer, som allerede længe har været under behandling, og det vil sige, at der foreligger et meget, meget stort materiale vedrørende de problemer, der her er rejst. En fyldestgørende besvarelse fra alle fire ministerier ville blive meget omfattende, så omfattende, at det vanskeligt vil kunne lade sig gøre at give en sådan besvarelse inden for rammerne af en debat om et forslag til folketingsbeslutning.
Jeg skal imidlertid — med det forbehold, der ligger i disse indledende bemærkninger — prøve at give så mange oplysninger, jeg kan, men jeg understreger endnu en gang, at det er så stort et materiale, og at der dels allerede er sket så meget på disse områder, dels er så meget under udarbejdelse og forberedelse, at nogle af de svar, jeg giver, nødvendigvis må blive noget summariske."
Efter nærmere at have omtalt forslagets enkelte punkter, udtalte ministeren i nogle slutningsbemærkninger:
„Jeg tror, at man af denne redegørelse vil forstå, at der også vedrørende de unge kvinders uddannelsesmuligheder er taget et initiativ på en række områder og sat forhandlinger i gang, der forhåbentlig hurtigt kan udkrystallisere sig i konkrete forslag."
Efter at ordføreren for forslagsstillerne havde svaret ministeren, fulgte der en kort debat, som resulterede i, at det med 80 stemmer (S, RV og DK) mod 68 (V, KF og DR) vedtoges at lade sagen overgå til 2. (sidste) behandling.
Med 135 stemmer mod 6 (DK) vedtoges det derpå at henvise forslaget til et udvalg på 17 medlemmer i stedet for som fra kommunistisk side foreslået til et udvalg på 21 medlemmer. 5 medlemmer afholdt sig fra at stemme (DR med undtagelse af Tholstrup, der stemte sammen med flertallet). Det kommunistiske forslag om et udvalg på 21 medlemmer var dermed bortfaldet