B 19 Forslag til folketingsbeslutning om foranstaltninger mod organisationstvang.

Samling: 1956-57 (1. samling)
Status: Bortfaldet
Forslaget til folketingsbeslutning, der gik ud på at henstille til regeringen at fremsætte lovforslag, hvorved der skaffes sikkerhed for, at de af stat og kommune ansatte personer ikke udsættes for organisationstvang, var enslydende med et i folketingsåret 1955-56 fremsat forslag [årbog 1955-56, side 627].

Ved fremsættelsen anførte Poul Sørensen (KF) som ordfører for forslagsstillerne, at det udvalg, der året i forvejen var blevet nedsat til behandling af spørgsmålet, ikke havde kunnet færdiggøre sit arbejde, idet nogle af udvalget til regeringen stillede spørgsmål ikke var blevet besvaret ved folketingsårets slutning. Da forslagsstillerne imidlertid fortsat nærede ønske om, at der ad lovgivningsmæssig vej blev skaffet sikkerhed mod organisationsmæssige overgreb, havde man ønsket, at et udvalg fik mulighed for at færdigbehandle forslaget.

Som svar herpå udtalte økonomi- og arbejdsministeren ved forslagets 1. behandling bl. a.:

„Jeg er naturligvis indforstået med, at forslaget nu underkastes fortsat udvalgsbehandling, og er rede til på bedste måde at bistå udvalget i dets arbejde.

Det udvalg, der blev nedsat i sidste folketingsår, stillede i alt 9 spørgsmål. Af disse 9 spørgsmål er de 6 eller — for at være helt nøjagtig — de 6½ blevet besvaret i april og i maj måned. Tilbage stod 3 spørgsmål, som krævede omfattende arbejde i finansministeriet og i indenrigsministeriet. Jeg har forstået, at disse to ministerier nu i fællesskab har tilvejebragt det fornødne materiale til disse spørgsmåls besvarelse. Såfremt det udvalg, der nu formodentlig bliver nedsat, har yderligere spørgsmål at stille, skal vi fra ministeriets side på bedste måde søge at bistå udvalget."

Det udvalg, hvortil forslaget henvistes efter 1. behandling, afgav ikke betænkning, men i en den 12. april afgivet beretning udtales bl. a.:

„Efter at de ved udvalgsarbejdets begyndelse stillede spørgsmål er blevet besvaret, har udvalget haft samråd med økonomi- og arbejdsministeren for at få uddybet enkelte af de i besvarelserne omhandlede forhold. Dette samråd resulterede i, at ministeriet skulle fremskaffe yderligere oplysninger. Da disse endnu ikke er fremkommet, har udvalget ikke været i stand til at afslutte sit arbejde."
Partiernes ordførere
Carl P. Jensen (S), Henry Christensen (V), Poul Sørensen (KF), Bertel Dahlgaard (RV), Alfred Jensen (DKP) og Oluf Pedersen (DR)