Ved beslutningen meddeler folketinget sit samtykke til Danmarks undertegnelse af følgende i Genéve den 10. marts 1955 oprettede protokoller og overenskomster:

Protokol vedrørende ændringer i 1. del af og artiklerne XXIX og XXX i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT),

Protokol vedrørende ændringer i præamblen og II. og III. del af Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel,

Protokol vedrørende organisatoriske ændringer i Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel og

Overenskomst om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde.

Den almindelige Overenskomst om Told og Udenrigshandel (GATT), som de i nærværende folketingsbeslutning nævnte protokoller går ud på at ændre, blev — efter at rigsdagen den 27. april 1950 havde meddelt sit samtykke dertil — under 28. april 1950 tiltrådt af Danmark ved Annecy-protokollen af 10. oktober 1949.

GATT var oprindelig tænkt som en traktatlig ramme for de gensidige toldindrømmelser, hvorom der blev forhandlet første gang i Geneve i 1947 og senere i Annecy i 1949, i Torquay i 1950-51 og i Geneve i foråret 1956. Endvidere var det hensigten med overenskomsten foreløbig at gennemføre de vigtigste af de handelspolitiske bestemmelser, som var indeholdt i den i Havana i 1948 udarbejdede overenskomst om oprettelsen af Den internationale Handelsorganisation (ITO). Da imidlertid USA undlod at ratificere
ITO-overenskomsten, måtte det opgives at føre den ud i livet, og protokollerne om den provisoriske anvendelse af GATT forblev derfor den eneste ramme for et verdensomspændende samarbejde om handels- og toldpolitik.

I sin nuværende form består GATT af tre dele, hvoraf kun I. og III. del — indeholdende bestemmelserne om toldmæssig mestbegunstigelse, toldindrømmelserne og de organisatoriske bestemmelser — er ubetinget forpligtende. Overenskomstens II. del — indeholdende de øvrige, i det væsentlige fra ITO-overenskomsten hentede, handelspolitiske bestemmelser — er derimod kun forpligtende for den enkelte kontraherende part i den udstrækning, dette ikke er uforeneligt med landets bestående lovgivning på datoen for den protokol, hvorved det pågældende land har tiltrådt GATT. Denne dato er for Danmarks vedkommende datoen for Annecy-protokollen, den 10. oktober 1949.

Siden Danmarks tiltrædelse af GATT har der som nævnt ovenfor været afholdt yderligere to toldkonferencer, nemlig i Torquay i 1950-51 og i Geneve i foråret 1956. Resultaterne af Torquay-konferencen blev inkorporeret i GATT ved Torquayprotokollen af 21. april 1951. Ved denne protokol, som Danmark undertegnede den 21. december 1951, efter at rigsdagen den 26. oktober 1951 havde meddelt sit samtykke dertil, blev GATT tiltrådt af yderligere et antal lande. Antallet af deltagere er nu — efter at Japan i 1955 har tiltrådt overenskomsten — 35.

Som det er forudset i GATTs artikel XXV, mødes repræsentanter for de kontraherende parter fra tid til anden for at træffe afgørelser i henhold til bestemmelser i overenskomsten, der kræver fælles optræden, og for at drøfte andre spørgsmål, som har forbindelse med overenskomstens bestemmelser og formål.

Efter at forskellige i bemærkningerne til forslaget til nærværende folketingsbeslutning omtalte forhold havde medført, at der gennem længere tid havde hævet sig røster for en revision af GATT, vedtog de kontraherende parter på deres 8. mødesamling i efteråret 1953 at afholde en ekstraordinær samling i vinteren 1954-55 med det formål at revidere overenskomsten.

Medlemslandene blev anmodet om at indgive deres forslag til ændringer og tilføjelser til overenskomsten, og den 5. marts 1954 besluttede den danske regering at nedsætte et udvalg under udenrigsministeriet med den opgave i en betænkning at udforme de danske synspunkter og eventuelle ændringsforslag, som man fra dansk side burde fremkomme med ved revisionen af GATT.

Udvalget, som bestod af repræsentanter for udenrigsministeriet, finansministeriet, ministeriet for handel, industri og søfart, landbrugsministeriet, det økonomiske sekretariat, direktoratet for vareforsyning, Industrirådet, Grosserer-Societetets Komité, Provinshandelskammeret, Landbrugsrådet,De samvirkende danske Husmandsforeninger, Arbejderbevægelsens Erhvervsråd samt en økonomisk sagkyndig rådgiver, fremlagde i september 1954 resultaterne af sine overvejelser i en betænkning om revision af GATT.

Revisionskonferencen blev afholdt i Geneve i tiden 8. november 1954-7. marts 1955. Samtlige daværende 34 kontraherende parter var repræsenteret under forhandlingerne, som endvidere blev fulgt af observatører fra en række ikke-medlemslande og internationale organisationer.

I marts 1955 forelå konferencens resultater i form af de 3 ovennævnte ændringsprotokoller til den gældende overenskomst samt Overenskomsten om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde.

Om sidstnævnte overenskomsts indhold skal anføres følgende: Medlemmer af organisationen er ifølge den organisatoriske overenskomsts artikel 2 de kontraherende parter i Den almindelige Overenskomst.

Organisationen skal ifølge artikel 4 bestå af en forsamling, en eksekutivkomité og et sekretariat. Organisationens medlemmer skal udgøre forsamlingen, som er ansvarlig for udførelsen af organisationens funktioner (artikel 5). Eksekutivkomiteen består af 17 medlemmer valgt af forsamlingen under hensyntagen til de enkeltes betydning for den internationale handel og valgt med henblik på at sikre en ligelig fordeling mellem de geografiske områder, økonomiske udviklingstrin, økonomiske systemer og de forskellige økonomiske interesser. De fem i økonomisk henseende betydeligste medlemslande skal være faste medlemmer af komiteen (artikel 6). Sekretariatet ledes af en generaldirektør (artikel 7).

Ved forsamlingens og eksekutivkomiteens møder har hvert medlem én stemme, og beslutninger træffes som hovedregel af et flertal af de afgivne stemmer (artikel 8). I overenskomstens artikler 9-11 er truffet bestemmelser om organisationens budget, internationale retsstilling og dens forhold til andre organisationer.

Overenskomstens artikler 12-15 indeholder en række særlige bestemmelser vedrørende administrationen af GATT. Artikel 12 om administrationen i almindelighed, artikel 13 om dispensationer under særlige omstændigheder og artikel 14 om ophævelse eller forringelse af rettigheder er overtaget fra den gældende GATT-overenskomsts artikler XXIII og XXV. Ifølge artikel 15 må organisationens medlemmer, når de handler som medlemmer af GATT, ikke træffe bestemmelse om andre fremgangsmåder ved ændring af GATT end dem, der er forudset i artiklerne 13 og 14.

Artiklerne 16, 17 og 18 indeholder bestemmelser om ændringer, ikrafttræden, bekendtgørelse og registrering, og det bestemmes her, at overenskomsten træder i kraft 60 dage efter, at den er blevet tiltrådt af de regeringer, der er kontraherende parter i GATT, og hvis territorier repræsenterer 85 pet. af GATT-medlemslandenes samlede udenrigshandel.

Artiklerne 19, 20 og 21 indeholder overgangsbestemmelser, der fastsætter regler for forholdet til ændringerne af GATT, og regler om midlertidig anvendelse.

Konferencens resultater blev af stats- og udenrigsministeren ved fremsættelsen af forslaget til folketingsbeslutning gjort således op:

„Sammenfattende kan det siges, at der i en del tilfælde opnåedes tilslutning til sådanne ændringer af de hidtidige bestemmelser, at der skabtes øgede muligheder for gradvis at påvirke den handelspolitiske udvikling i en for Danmark ønskelig retning. Endvidere er ved revisionen i højere grad end hidtil fastsat konsultationspligt imellem medlemslande i tilfælde, hvor kvantitative restriktioner eller andre former for importreguleringer skader et medlemslands interesser. Desuden er der med hensyn til de særlige problemer i forbindelse med de underudviklede landes deltagelse i det internationale samarbejde tilvejebragt særregler, som ganske vist gør disse landes forpligtelser mindre omfattende, men til gengæld gør det muligt for de øvrige landes vedkommende usvækket at fastholde overenskomstens grundprincipper og derved undgå, at GATT-samarbejdet som helhed svækkes af hensyn til de underudviklede landes særlige problemer.

Ved en vurdering af konferencens resultater må det tages i betragtning, at Danmark står ret ene med sine særlige handelspolitiske interesser som eksportør af forædlede landbrugsprodukter og som lavtarifland, medens et stort antal lande i kraft af deres økonomiske struktur har afvigende eller modsatte interesser, det være sig agrarprotektionistiske industrilande, højtariflande eller økonomisk underudviklede lande. Dette forhold gav sig udtryk ikke blot i modstand mod de danske forslag og synspunkter, men tillige i konkrete forslag, hvis vedtagelse ville have betydet en forringelse af overenskomstens værdi fra et dansk synspunkt. Det var derfor i sig selv betydningsfuldt, at det lykkedes at undgå en almindelig tendens til afsvækkelse af bestemmelserne på de for Danmark vigtige punkter.

Ved siden af disse defensive resultater og de positive forbedringer, der opnåedes, jfr. foran, må det nævnes, at der gennemførtes en systematisk og teknisk modernisering af overenskomsten, således at denne i flere henseender er blevet forenklet og befriet for uklarhed og fortolkningstvivl.

Som bekendt er Danmark og de andre medlemslande ifølge de tiltrædelsesprotokoller, hvorved de i sin tid tilsluttede sig GATT- overenskomsten, kun forpligtet af de handelspolitiske bestemmelser i dennes 2. del i den udstrækning, hvori dette ikke er uforeneligt med den på tiltrædelsestidspunktet bestående lovgivning. Når overenskomstens 2. del således kun blev gjort betinget anvendelig, skyldes dette, at man i 1947 gik ud fra, at GATT-overenskomsten i løbet af et kortere åremål ville blive afløst af en konvention af mere permanent og omfattende karakter (Havana-overenskomsten). Dette blev imidlertid ikke tilfældet, og den eksisterende foreløbige ordning har ofte virket utilfredsstillende, bl. a. fordi de enkelte landes forpligtelser under overenskomsten er af forskellig udstrækning. For at råde bod herpå foreslog Danmark på konferencen sammen med Norge og Sverige, at GATT i sin helhed skulle gøres ubetinget bindende for medlemslandene efter en kortere overgangsperiode. En række lande, heriblandt USA, var imidlertid ikke i stand til at acceptere dette forslag. Derimod enedes man på konferencen om, at spørgsmålet om ubetinget anvendelse af GATT-overenskomsten skal tages op til fornyet overvejelse tre år efter den reviderede overenskomsts ikrafttræden. Samtidig vedtog man, at medlemslandene bør tiltræde GATT-overenskomsten direkte efter bestemmelserne i art. XXVI — i stedet for som hidtil indirekte ved de nævnte tiltrædelsesprotokoller — og at landene ved en sådan tiltrædelse kan tage forbehold for anvendelsen af 2. del af samme art som det, der er indeholdt i de nugældende tiltrædelsesprotokoller.

Dersom det måtte vise sig, at der blandt medlemslandene består et almindeligt ønske om at tiltræde GATT på denne måde, agter regeringen at tiltræde overenskomsten direkte efter art. XXVI med et forbehold af den nævnte art. En tiltrædelse under denne form vil ikke umiddelbart betyde nogen forøgelse af Danmarks forpligtelser i henhold til overenskomsten, men er først og fremmest at betragte som en forenkling af den hidtil anvendte tiltrædelsesform.

GATT-samarbejdet har hidtil fundet sted på et ret spinkelt organisatorisk grundlag, først og fremmest fordi overenskomsten som nævnt ved sin tilblivelse hovedsagelig betragtedes som den organisatoriske ramme for en foreløbig anvendelse af visse af Havana-overenskomstens bestemmelser, indtil den i denne overenskomst forudsete internationale handelsorganisation måtte blive oprettet. Uanset at denne organisation aldrig blev til virkelighed — navnlig fordi Amerikas Forenede Stater undlod at ratificere overenskomsten — forblev GATTs karakter af et provisorisk samarbejdsorgan ikke destomindre uændret i årene siden 1947.

Det var derfor nærliggende ved denne lejlighed, da overenskomstens tekst blev underkastet en revision, at søge at skabe en mere fast og permanent organisation. Det er etableringen af denne, der omhandles i den foreliggende overenskomst om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde. Ud over således at give GATT-arbejdet og GATT-sekretariatet en mere permanent ramme tager oprettelsen af denne organisation ikke sigte på nogen større reel udvidelse af samarbejdet eller ændring af dettes struktur."

I tilslutning hertil udtalte ministeren:

„I forbindelse med den nævnte overenskomst om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde foreligger der imidlertid ét problem, der er af vigtighed for GATT-arbejdets fremtid, nemlig spørgsmålet om USAs stilling til GATT-samarbejdet. I henhold til amerikanske statsretlige bestemmelser har den amerikanske regering kunnet tiltræde selve GATT-overenskomsten såvel som de nu oprettede ændringsprotokoller til denne uden at indhente den amerikanske kongres' samtykke hertil. Dette har imidlertid medført, at den amerikanske kongres i visse tilfælde ikke har anset sig for at være fuldt ud bundet af de forpligtelser, der påhviler den amerikanske regering ifølge overenskomsten, hvilket naturlig vis har været en alvorlig svaghed i GATT-samarbejdet i de forløbne år.

Den amerikanske regering kan derimod ikke tiltræde overenskomsten om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde uden at indhente kongressens samtykke hertil, og spørgsmålet om USAs tiltrædelse af denne overenskomst vil derfor muligvis blive en prøvesten for den amerikanske kongres' holdning til et internationalt handelspolitisk samarbejde på det her foreliggende grundlag.

Det er regeringens opfattelse, at tidspunktet for Danmarks formelle undertegnelse af overenskomsten om Organisationen for handelspolitisk Samarbejde i nogen grad bør afhænge dels af udsigterne til, at overenskomsten godkendes af den amerikanske kongres, dels af de andre større handelsnationers holdning til overenskomsten. Jeg kan i denne forbindelse oplyse, at indtil nu har kun fem lande, hvoriblandt England, Indien og Pakistan, tiltrådt denne, idet dog enkelte andre lande, hvoriblandt Belgien, Holland og Tyskland, har tiltrådt den med ratifikationsforbehold. Det er fastsat i overenskomsten, at den først træder i kraft, når lande, hvis udenrigshandel tilsammen andrager 85 pet. af samtlige GATT-landes udenrigs-

handel, har tiltrådt den. Da USAs udenrigshandel andrager over 15 pct. af GATT-landenes samlede udenrigshandel, vil overenskomsten således ikke kunne træde i kraft, medmindre USA tiltræder den. Regeringen anser det imidlertid for rigtigt nu at indhente folketingets samtykke til Danmarks tiltrædelse af Overenskomsten om handelspolitisk Samarbejde, samtidig med at de tre ændringsprotokoller til GATT-overenskomsten forelægges det høje ting til godkendelse."

Forslaget til folketingsbeslutning mødte i folketinget tilslutning fra samtlige partier med undtagelse af det kommunistiske, der afholdt sig fra at stemme om sagen. Som begrundelse herfor anførte Aksel Larsen ved 2. behandling, at betydningen af den foreslåede folketingsbeslutning var meget problematisk. „Det er i øjeblikket usikkert, hvor meget der bliver ud af det, om der overhovedet bliver noget ud af det, hvor stor betydning det kan få, hvor store ændringer det vil medføre." Kommunisterne var under disse forhold betænkelige ved forslaget, som de ikke kunne anbefale til vedtagelse.