Loven har følgende indhold:
Den bemyndigelse, der ved lov nr. 241 af 4. juni 1947 § 1 er givet forsvarsministeren til at træffe nærmere angivne foranstaltninger i forbindelse med afsendelse og opretholdelse af en dansk besættelsesstyrke i udlandet, og som senest er forlænget ved lov nr. 144 af 29. april 1955 [årbog 1954-55, side 394] og samtidig er udvidet til at gælde, uanset om styrkens særlige opgaver som besættelsesstyrke måtte bortfalde, forlænges for et yderligere tidsrum af 1 år indtil den 15. maj 1957.
Ved fremsættelsen af lovforslaget anførte forsvarsministeren:
„Med bemyndigelse i lov nr. 241 af 4. juni 1947 har Danmark fra 1947 opretholdt en besættelsesstyrke i Tyskland. Denne lov er sidst i 1955 blevet forlænget indtil den 15. maj 1956, idet den samtidig blev gjort gældende, uanset om styrkens særlige opgaver som besættelsesstyrke bortfaldt, hvilket skete i maj 1955.
En forbliven af kommandoet i Tyskland udover 15. maj 1956 kræver en forlængelse af loven. Regeringen har overvejet, om loven skulle forlænges med et halvt eller med et helt år, men har fundet det rigtigst at foreslå loven forlænget med et år på samme måde som tidligere. I løbet af denne periode må man regne med en afklaring af spørgsmålet om nødvendigheden af kommandoets fortsatte forbliven i Tyskland, der jo hænger sammen med opstillingen af de tyske styrker.
Forslaget tager altså sigte på at forlænge loven med et år indtil 15. maj 1957.
Jeg skal iøvrigt gøre et par bemærkninger om grundlaget for kommandoets tilstedeværelse i Tyskland:
Ved Forbundsrepublikken Tysklands tiltrædelse af Den nordatlantiske Traktat afløstes besættelsesstatutten af Bonn-overenskomsterne af 25. maj 1952, således som disse er ændret ved Parisaftalerne af oktober 1954. Disse overenskomster suppleres ved noteveksling med den britiske regering med nødvendige administrative udfyldningsaftaler. Som et led i Parisaftalerne blev der desuden undertegnet en overenskomst om fremmede styrkers tilstedeværelse i Forbundsrepublikken Tyskland, og denne overenskomst tiltrådtes af Danmark i maj 1955, jfr. bemærkninger til lovforslaget om lovens forlængelse i 1955.
Grundlaget for overenskomsten af 22. april 1947 mellem Danmark og Storbritannien om et dansk kontingents deltagelse i Tysklands besættelse er bortfaldet som følge af denne udvikling, og denne kendsgerning vil blive konstateret ved noteveksling mellem den danske og den britiske regering.
Ved Parisaftalerne bestemtes det, at Bonn-overenskomsterne skulle afløses af aftaler mellem Forbundsrepublikken Tyskland og de lande, der har tropper stationeret i Tyskland, og at disse aftaler skulle baseres på NATO-statusoverenskomsten af 19. juni 1951. Forhandlinger herom foregår for tiden i Bonn.
Opmærksomheden henledes på, at kommandoet i henhold til rigsdagsbeslutning af 9. februar 1951 er afgivet til den øverstkommanderende for de allierede styrker i Vesteuropa, og at det er de eneste danske styrker, der er afgivet til NATO.
Forbundsrepublikken stiller vederlagsfrit kaserner, øvelsespladser og depoter m. v. til rådighed for kommandoet og har endvidere hidtil ydet et kontant bidrag til dækning af udgifter i forbindelse med kommandoets ophold i Tyskland. Gennemførelsen af aftalerne om et vesttysk forsvarsbidrag vil, som jeg nævnte ved sagens behandling for et år siden, have til følge, at forbundsrepublikkens kontante bidrag til de fremmede styrker i Tyskland gradvis reduceres, og de forhandlinger, der føres med forbundsrepublikken om sagen, er endnu ikke afsluttet."
I overensstemmelse med partiernes tidligere stillingtagen til lovforslag om kommandoet i Tyskland mødte lovforslaget tilslutning fra folketingets 3 største partier, men modstand fra det radikale venstre, kommunisterne og retsforbundet.
Som ordfører for det radikale venstre gjorde Johs. Christiansen gældende, at man ikke burde forlænge ordningen udover den tid, det ville tage at få afsluttet de overvejelser, der foregik i ministeriet om, hvilke besparelser der ville kunne foretages på de forskellige budgetter.
Efter en kortvarig udvalgsbehandling, der ikke resulterede i ændringsforslag, vedtoges lovforslaget uændret med 115 stemmer mod 24 (RV, DK og DR).